Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Sig mig dit postnummer og din socialklasse, og jeg skal identificere dine ressourcer,” kunne vi spørge unge, inden vi sorterer dem i to adskilte kategorier: De ressourcestærke og de ressourcesvage.
Jeg tror, at billedet ville provokere de fleste. Antagelsen om, at ydre faktorer alene definerer vores fremtidsudsigter, byder heldigvis de fleste af os imod, uanset om man er liberal eller venstreorienteret.
Alligevel er det præcis det, vi nogle gange kommer til at gøre som samfund, når vi taler om unge som gruppe. Vi identificerer deres ressourcer og potentialer ud fra præmisser, som de ingen indflydelse har på, og som handler om alle andre end dem selv.
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
Som højskolefolk ved vi, hvor endimensionel den tilgang er.
”Jeg kan altså godt have en elev, som er en stjerne til fodbold, men som har det svært derhjemme og ikke kan stave og regne,” sagde en forstander for nylig til mig. Hvilken kategori tilhører eleven i så fald?
Vi må ikke overse betydningen af de klassiske forhindringer, som unge kan have.
Men har vi ikke andre parametre end postnummer og socialklasse at vurdere ud fra, tror vi fejlagtigt, at alle unge, der er vokset op med klaver og forældre, der læser Politiken, er såkaldt ressourcestærke. Og at alle unge med kortuddannede forældre har svært ved at lære nyt.
Når vi taler om ressourcer i absolutter, opleves det permanent, og vi gør os samtidig blinde for de muligheder, der ligger i andre ”valutaer”, som unge kan hente identitet og status i. Vi ved det fra vores praksisvirkelighed på højskolerne.
Alle mennesker har brug for at mærke, at de kan bidrage. At de har betydning og værdi.
Lisbeth Trinskjær
Måske er det på tide at sende den endimensionelle logik på pension og erstatte den med noget andet? Fx talent og adgang? Eller i det mindste tilføje nye tilgange og tænkemåder?
Jeg elsker, at uddannelse i Danmark er gratis, og at vi grundlæggende ønsker at investere i hinandens børn og unge.
Men på trods af vores samfunds vedholdende fokus på socialklasser som den vigtigste ressourcemarkør og uddannelse som ”udjævneren”, så har vores investeringer i SU og gratis uddannelse ikke for alvor flyttet den sociale mobilitet. Det tyder på, at adgang handler om meget mere end penge.
På højskolerne ved vi, at et højskoleophold, som i princippet intet bidrag giver til konkret uddannelse, alligevel øger chancerne for at gennemføre en uddannelse. Hvorfor? Fordi der er mange valutaer i tilværelsen, og når vi styrker nogle af dem, styrker vi også evnen til at tackle andre.
LÆS OGSÅ: Digter Haidar Ansari ser højskolen som en smuk idé, der slet ikke lever op til sit potentiale
Alle mennesker har brug for at mærke, at de kan bidrage. At de har betydning og værdi. Det gælder ikke mindst unge, som er i gang med at sætte en kurs for tilværelsen.
Regeringen har en ny særlig indsats på vej for unge uden for job og uddannelse. Hvor ville det være forfriskende, hvis initiativerne tillod en mere nuanceret tilgang end det, vi har prøvet i de seneste 20 år med samme nedslående resultat. Højskolerne har budt ind. Man har lov at håbe.