Af redaktionen
Keramik hitter på korte højskolekurser
Danskerne er blevet glade for at lave kopper, vaser og skåle, hvilket også er noget, man mærker på landets højskoler. Ifølge tal fra FFD’s database var der i 2021 51 kurser med keramik at vælge imellem, hvis man ville på et kort højskolekursus. I år er der 101, hvilket altså næsten er en fordobling.
Interessen kan blandt andet mærkes Brandbjerg Højskole, hvor man er gået fra at have ét ugekursus i keramik om året til to. Til DR siger kursuskoordinator Jesper Winther, at højskolen allerede havde det første kursus udsolgt et par måneder inde i året, hvorfor der hurtigt blev åbnet for et mere.
Tre jyske højskoler skruer op for klimaindsatsen
Yderligere tre højskoler har netop fået støtte fra Nordea-fonden til bæredygtige projekter. Det gælder Rødding Højskole, Vestjyllands Højskole og Vejle Idrætshøjskole, som i alt har fået knap seks millioner kroner som led i indsatsen Vekselvirke, som Nordea-fonden og Folkehøjskolernes Forening står bag.
LÆS OGSÅ: Digter Haidar Ansari ser højskolen som en smuk idé, der slet ikke lever op til sit potentiale
På Rødding Højskole bruges pengene til at etablere Folkehaven, som skal give de optimale rammer for have- og jordbrug.
Vestjyllands Højskole etablerer et regenerativt eksperimentarium på sine 10 hektar store jorde, hvor elever og besøgende kan blive klogere på nye landbrugsmetoder, CO2-lagring og sunde fødevarer.
Endelig vil Vejle Idrætshøjskole anlægge et naturrum med blandt andet bålhytte og udekøkken.
Seniorfestival på Falster for 4. gang
Højskolen Marielyst har endnu engang holdt sin årlige seniorfestival. Festivalen, som er målrettet mennesker over 60 år, forløb over to dage i juli, og den bød på 52 forskellige arrangementer, 130 optrædener og udskænkning af 1.685 liter fadøl til de 1.762 festglade seniorer.
På programmet var blandt andet Back To Back, Anne Dorte Michelsen, afrikansk dans samt debatter og talks. Seniorfestivalen er den eneste af sin art i Danmark, og ifølge Højskolen Marielyst var en tredjedel af gæsterne fra Lolland-Falster, mens resten havde taget turen fra andre dele af landet.
Elever fra Grundtvigs Højskole uropfører korværk
Komponist Jakob Høgsbro og tekstforfatter og sognepræst Maria Kynne har sammen skrevet et værk til Grundtvigs Højskole med titlen Altid allerede elsket. Værket tager udgangspunkt i det kristne dåbsritual, det dobbelte kærlighedsbud og i højskolelærer Christian Hjortkjærs bog Utilstrækkelig.
Værket blev denne sommer uropført ved en gratis koncert på højskolen, og koret bestod af højskolekursister, som havde øvet sig inden. Musikalsk består værket af otte dele, heriblandt to bud på nye salmer.
Suhrs Højskole laver nyt kursus for de øl- og vinglade
Ølbrygning, blindsmagninger og besøg hos danske og italienske vinproducenter. Det er nogle af de ting, der er på programmet på et nyt linjefag, som Suhrs Højskole har oprettet.
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
På linjen Sommelier & Bryg kan højskoleelever blandt andet blive klogere på fermenterede drikke, brygge kombucha og cider og lære at parre mad og vin.
Alle kan ifølge højskolen være med uanset kendskab og erfaring, og der vil også blive arbejdet med alkoholfrie drikkevarer.
Lejre Højskole skal finansieres med udbytte fra mark
I begyndelsen af juli blev det første spadestik taget til den nye landsbyklynge Højskolesletten ved midtsjællandske Kirke Saaby. På marken skal der bygges 20 nye rækkehuse, som både skal blive til ejerboliger og almene lejeboliger.
Bygningerne har stor betydning for den kommende Lejre Højskole, idet afkastet fra salget af marken til byggegrundene skal bruges til finansiere højskolen. Idéen til Lejre Højskole opstod allerede i 2020, og skolen håber at kunne åbne i løbet af 2025.