Af Helge Andersen Lund og Mette Sandager, hhv. forstander og højskoleleder på Ryslinge Højskole
Det var som bekendt i Ryslinge, at Christen Kold oprettede sin første skole i 1851. De gamle bygninger med stråtag og bindingsværk ligger stadig uden for byen i Kolds Hus. Ryslinge Højskole blev oprettet i 1866 og har således en lang historie.
I dag er højskolen en teaterhøjskole og eksisterer under samme tag som Ryslinge Efterskole – det, man i folkemunde kalder en kombineret skole. Det kendetegner fint højskolebevægelsen, at den forandrer sig med tiderne, mens den stadig har den oprindelige frihed til at definere sig selv.
Højskolens ontologiske sikkerhed
I 2024 er vi langt fra den oprindelige grundtvigske idé om, at folket måtte oplyses, for at folkestyret kunne fungere. Borgerdannelsen er højskolen ikke længere alene om. Den har siden bevæget sig ind i grundskolen, i ungdomsuddannelserne og i de korte, mellemlange og lange videregående uddannelser.
Dermed kan man sige, at højskolen i dag har mistet noget af sin ontologiske sikkerhed. Altså sikkerheden for, at det er betydningsfuldt at være – at eksistere – som fænomen.
Hvad enten der er tale om kursister, som deltager på korte eller lange kurser og uanset alder, er der ikke mange, der i dag ser højskolen som afgørende for at kunne deltage i det, vi har til fælles som danske statsborgere: vores folkestyre. I første omgang bør vi hylde dette som en succes.
Gennem historien har højskolen haft den samme overordnede opgave: at være garant for livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse. Dermed har den taget medansvar for samfundets udvikling i en given tid.
LÆS OGSÅ: Mads Rykind-Eriksen: Højskolemanifest 2024
Trods sit veldefinerede hovedsigte har bevægelsen altid måttet forholde sig til mere grundlæggende værdiforskydninger i samfundet og følge med efter bedste evne – uden at gå på kompromis med sin egen grundidé. For hovedsigtet er til enhver tid relevant.
Men det ser forskelligt ud i praksis, afhængigt af hvilken kontekst det taler ind i, og hvilke mennesker vi faktisk har foran os. Fra national-kulturelt fokus over personligt-eksistentielt fokus over politisk-socialt fokus til... ja, til hvad?
Hvad vil demokratisk dannelse, livsoplysning og folkelig oplysning sige anno 2024? Og – med stor respekt for de skuldre, vi står på – hvordan udvikler vi os ind i en fremtid, som ser væsentlig anderledes ud end den, de fleste af os er vokset op i?
Og med frygt for at blive beskyldt for at være populistisk: Hvad er der brug for, og hvilke opgaver kan vi påtage os?
Højskolen som præstationsparadigmets udfordrer
Hvor folket tidligere var underuddannet eller uuddannet, er udfordringen næsten omvendt nu. De fleste unge, vi tager imod, er så uddannede, at det halve kunne være nok. Og inden for et særligt paradigme, vel at mærke.
De første mange uger på højskolen går ofte med at aflære det udpræget præstationsorienterede fokus, de træder ind ad døren med. Kan det virkelig passe, at vi her på højskolen ikke forventer et bestemt resultat? Skoleformen er den eneste, vi har, hvor eleverne ikke bliver bedømt ud fra nogen skala eller fastsatte standarder, og det er uvant for dem.
Her sker læringen med fokus på lyst og deltagelse, og det er spændende at iagttage, hvordan de langsomt tager det nye til sig og efterhånden går med på præmissen. Når de forstår, at de her bliver tilbudt et sjældent fordybelsesrum, hvor de kan blive optaget af noget – fanget af noget – og hvor det bliver selve læringsprocessen, der er i centrum.
Når de har vænnet sig til det, bliver opholdet et åndehul for dem. En pause fra det tempo, de er vant til, og en åbning ind til noget nyt.
Hvad enten der er tale om kursister, som deltager på korte eller lange kur-ser og uanset alder, er der ikke mange, der i dag ser højskolen som afgørende for at kunne deltage i det, vi har til fælles som danske statsborgere: vores folkestyre. I første omgang bør vi hylde dette som en succes.
- Helge Andersen Lund og Mette Sandager
I Tuborgfondets nyligt udgivne undersøgelse Unges Drømme, som kredser om unges håb, drømme og bekymringer anno 2024, beder man deltagerne om at udvælge ét initiativ med henblik på at skabe en mere håbefuld fremtid. I konklusionen hedder det:
”Næsten hver femte ung ønsker sig et uddannelsessystem, der er moderne, tilgængeligt og rummeligt. Et system med mere frihed til at vælge uddannelsesretning uden at føle sig begrænset af et pres for at komme hurtigt ud på den anden side. Flere unge ønsker sig, at de praktiske færdigheder kommer mere i højsædet ... og mange unge ønsker mindre fokus på præstationer og karakterer og mere fokus på det hele menneske med øje for at styrke den mentale trivsel.”
Højskolen møder de unges drømme der, hvor de tilsyneladende er stærkest. Vi er i den fantastiske situation, at vi er lavet til at udfordre præstationsparadigmet, og at vi faktisk tilbyder det, der efterspørges.
Vi tilbyder frihed til at lære, vi tilbyder langsomhed og fordybelse, vi tilbyder teori og praksis i tæt forbindelse, vi tilbyder fokus på det hele menneske, og vi tilbyder at arbejde med mod og demokratisk selvtillid hos en generation, som ikke i tilstrækkelig høj grad føler sig hørt eller anerkendt – trods deres ferme uddannelsesniveau.
Vores skoleform findes. De unges drømme findes. Opgaven er at forbinde dem.
Højskolen som et flerstemmigt fællesskab
Generation Z er meget optaget af fællesskaber. De søger fællesskaberne i meget højere grad, end vi, deres forældre, gjorde det gennem vores opvækst i 80’erne og 90’erne. Faktisk ligner deres længsel efter det fælles snarere den bevægelse, som deres bedsteforældres generation stod for i 60’erne og 70’erne.
Og så alligevel på en ganske anden måde. Hvor bedsteforældrenes fællesskaber i langt højere grad var institutionaliserede, vægtige og landsdækkende, er de unges fællesskaber typisk løsere sammenkoblet. De er ofte hængt op på en enkelt sag eller en midlertidig tilknytning.
Det betyder også, at fællesskaberne er forbigående, og at de ofte bærer præg af ensartede værdier og konsensus-tænkning.
Når de unge starter på højskole, længes de efter fællesskabet, og de trives godt i det, når det på rekordtid etableres i vores særlige rammer. Til gengæld er der også meget at miste, hvis man træder ved siden af, og der opstår hurtigt en sitrende sensitivitet i samværet. Ingen ønsker at smide det på gulvet, nu hvor det hele fungerer så smukt.
På årsmødet i år deltog vi i underviser på Grundtvigs Højskole Vanessa Pröscholds spændende workshop, Er der plads til uenighed?, og mange af hendes pointer var genkendelige én til én for os. Dels det faktum, at mange af vores elever ligner hinanden (for meget) politisk, socialt og kulturelt, og at det derfor kræver sit menneske at udfordre fællesskabet indefra.
Dels, at vores elever i stigende grad afviser at møde mennesker udefra, der repræsenterer noget markant andet end dem selv. Det er tankevækkende – og foruroligende. De opfatter sig selv som rummelige og nysgerrige, men de er det reelt kun til en vis grænse.
LÆS OGSÅ: Vinderen af Højskolebladets kronikkonkurrence: Hvornår får vi sikkerhedsseler i vores digitale trafik?
Det siger faktisk mere om det samfund, de er groet i, end det siger om dem som individuelle personer. Mange mennesker grupperer sig efterhånden efter livsanskuelser, ikke længere kun i politiske handlinger, men i livet som sådan. Man vælger mennesker til, der bekræfter de holdninger, man i forvejen abonnerer på, fordi det er bekvemt og behageligt.
Men et ekkokammer er et ekkokammer – uanset hvad der bliver råbt – og i en verden præget af relative sandheder og et polariseret medielandskab bliver vores mission på højskolerne endnu tydeligere: Vi må insistere på, at vores fællesskaber skal være flerstemmige, og at det netop er det, der er gaven ved at tilbringe et semester på en højskole.
Eleverne kan simpelthen være så heldige at møde nogen, de ikke før har mødt. Eller som en deltager på workshoppen sagde:
”Vi håber for dem, at de møder nogen, de bliver uenige med.”
Vi skal tage ansvar for at træne elevernes (og vores egne) demokratiske muskler ved generøst, kompetent og kærligt at præsentere dem for det, de ikke selv opsøger, og give dem redskaber til, hvordan de kan eksistere i spændingsfeltet mellem det kendte og det ukendte – uden at risikere eksklusion fra fællesskabet.
Vi har forudsætningerne for at etablere det rum. Det er ikke en nem opgave, men det er os, der har muligheden for at påtage os den.
Højskolen som et sanseligt alternativ
Med højskolen som et eksamensfrit sted kan målbarhed erstattes af mærkbarhed for en periode. For mange elever er det helt sikkert også en forventning til et højskoleophold, at det skal kunne mærkes og sanses, og det skal fungere som et åndehul – et vindue til nye erkendelsesformer.
Højskolerne har gode betingelser for at være et sanseligt alternativ til konformitet. Fællessangen har vi for eksempel med os gennem hele vores fælles historie, og med Højskolesangbogen som medium er den også vores forbindelse ind i fremtiden. Navnlig med dogmet om fornyelse og stillingtagen til, hvilke sange der er folkets sange for hver ny generation.
Fællessangen forbinder sprog, krop og ånd og er på én og samme tid en bevarer og fornyer. Dens mellemfolkelige sanselighed stimulerer og inspirerer under højskoleopholdet og alle andre steder, hvor den bliver bragt med. Den kan ikke nødvendigvis måles, men den kan mærkes.
Her på Ryslinge Højskole fokuserer vi på arbejdet med teater og scenekunst i bredere forstand. Det gør vi af (mindst) to årsager: Dels fordi kunsten i sig selv er vigtig og fortjener enhver opmærksomhed, den kan få, og dels fordi vores elever gennem teaterarbejdet bliver klogere på andre mennesker, på det fælles skabte og på egen væren i verden.
Vi beskæftiger os altså både med kunsten i sig selv og det mere instrumentelle: Hvad kan vi lære om menneskelivet gennem arbejdet med kunsten?
Fra os selv ved vi, at vi meget gerne tager imod en elevgruppe med stor diversitet, men at vi ikke i tilstrækkelig grad ændrer på noget mere fundamentalt. Magten og definitionsretten er stadig den samme.
- Helge Andersen Lund og Mette Sandager
Kunstens sprog er væsentligt, fordi det kan åbne til nogle refleksive rum, som intellektet sjældent giver adgang til. Kunsten kan bearbejde følelser, give inspiration og fornyet tro på verden, fordi man kan forestille sig alt muligt inden i den. Og så har kunsten den fine egenskab, at den ikke kun rummer én sandhed.
Den tilbyder perspektiver, man kan interessere sig for, og den stiller flere spørgsmål, end den giver svar. Kunstneriske oplevelser skaber nysgerrighed og undren, og hvis vi kan lykkes med at suspendere de hurtige konklusioner, er det en fantastisk træning i at lade noget være flertydigt.
I det daglige her i Ryslinge prøver vi at interessere os mest for, hvad vi oplever, og i mindre grad for, om det er godt eller dårligt. Den præmis køber eleverne efterhånden, selvom de er vant til at vurdere og “rate” som det første.
Måske fordi de erfarer, at sanselige, kunstneriske oplevelser ikke leverer på den ”sædvanlige” kausalitet. Over tid holder de derfor op med at lede efter den. De måler ikke længere. De mærker. Og erkender ad en ny vej.
Samtidig kan teaterarbejdet noget ganske særligt i forhold til at øve sig på at være menneske sammen med andre mennesker. Gennem det at påtage sig forskellige roller gør eleverne sig konkrete erfaringer i at sætte sig i andres sted.
De kan afprøve og eksperimentere i fiktive relationer, og de træner derigennem deres empati og deres forestillingsevne. Og det bedste er, at løbet ikke er kørt, hvis der går knas i en interaktion. Så prøver de bare igen og bliver klogere for hver gang.
Den erfaring kan de tage med sig ud af scenerummet og bruge i alle mulige andre sammenhænge. De bliver hverdagskompetente simpelthen, fordi de øver sig i praksis med kunsten som hjælper.
Det er et særligt felt, højskolen har muligheden for at brede ud for de unge: Livsoplysning kan have mange forskellige udtryk. Man kan opleve og erkende på mange måder.
Højskolen som et sted for flere
I dag er højskolens manglende mangfoldighed et tilbagevendende tema, når vi mødes til fælles arrangementer i foreningen. Det er desværre stadig bestemte segmenter, der tilmelder sig et semester på højskolerne, og der bliver da også gjort et stort stykke arbejde fra foreningen, når det gælder om at række ud til nye grupper og forhandle gode politiske aftaler på området.
Samtidig må vi hver især lægge os i selen på vores respektive skoler og indgå samarbejder med hinanden. Alle ser mangfoldighed som en værdifuld ressource, der kan berige læringsmiljøet på vores skoler, og højskolens tradition for demokrati og ligeværdighed passer da også godt med ønsket om at inkludere alle grupper i samfundet.
Spørgsmålet er dog, om vi har modet til at lade det fulde mangfoldighedspotentiale udfolde sig. I Rune Lykkebergs bog Langsomme samtaler argumenterer den franske professor Hélène Landemore for, at en sammensat gruppe af mennesker med vidt forskellige baggrunde kan nå frem til et bedre resultat end en ensartet gruppe af mennesker.
Så langt er vi garanteret alle med. Det lyder rigtigt. Hun foreslår progressive indsatser, hvor vi som samfund eksperimenterer, tænker og bestemmer sammen i folkelige og diverse fællesskaber – det, hun kalder mini-offentligheder.
Hvis indsatserne skal virke, siger hun, er det nødvendigt, at disse mini-offentligheder forankres i vores allerede eksisterende institutioner, og hun forudser, at der kan blive kamp om legitimiteten mellem de etablerede magtrum og disse nye grupper. Det er her, det bliver sværere.
LÆS OGSÅ: Mangfoldighed af nød
Firat Jacob Tas, kommunikationschef på teatret Mungo Park, skrev for nylig en kommentar om den manglende diversitet i kulturlivet. Her understreger han, at det ikke er nok at have en minoritetskarakter på scenen en gang imellem:
”Det skal være en dybdegående omstrukturering, hvor underrepræsenterede stemmer ikke kun bliver inkluderet, men også får reel indflydelse. Mangfoldighed er ikke en pynteting. Den er ikke en marketingstrategi.”
Fra os selv ved vi, at vi meget gerne tager imod en elevgruppe med stor diversitet, men at vi ikke i tilstrækkelig grad ændrer på noget mere fundamentalt. Magten og definitionsretten er stadig den samme.
Vi ligner alle hinanden temmelig meget, både hvad angår etnicitet, kulturel baggrund og socialt ophav. Vi er vant til at tale meget om demokratiske processer, men det radikale herfra ville være at praktisere og handle.
Er vi parate til at udvide vores kreds – også i personalegrupperne og i ledelserne? Og lade nye stemmer udfordre vores tradition og vores selvfortælling? Der ligger et spændende potentiale der, hvis vi virkelig ønsker os mangfoldighed i elevsammensætningen og anerkender, at der skal være nogen at spejle sig i for de mange, der ikke har højskolen med sig som naturlig kulturel bagage.
Vi er ikke i mål med den del af opgaven. Den ligger stadig og venter på os, hvis vi beslutter os for at ville den. Og vi kan så meget andet, så hvorfor ikke også det?