Af Lauritz Korfix Schultz, journalist
Alle tider og mennesker har deres udfordringer, og der er således intet nyt i at tale om kriser, men opmærksomheden på dem er stor i øjeblikket. Og måske fordi netop opmærksomheden er så massiv, føles det, som om der er flere kriser end nogensinde før. Bedst som corona forsvandt, har klimabekymringer, som danske unge er historisk påvirkede af, igen taget over.
Dertil krige og konflikter i Ukraine og Gaza. Så ville forsvarsministeren have danskerne til at samle et forråd på grund af den sikkerhedspolitiske udvikling. For slet ikke at nævne ensomhedskrisen og trivselskrisen, der plager mange i disse år – og fylder meget i medierne.
Det forlyder ofte, at kunst og kreativ udfoldelse hjælper mennesker i krisetider. Men hvordan kan kunst og kreativitet helt konkret fungere som et værn mod tidens store udfordringer?
Det spørgsmål arbejder flere højskoler med, og deres erfaringer kalder på en ny bevidsthed om de kreative udtryks værdi for den enkelte og samfundet.
Sang skaber modstandskraft
Vi starter ved én af højskolens grundpiller: fællessang. Fællessang er nemlig et af de værn mod kriser, der står stærkest på tværs af fag på Danmarks højskoler med sin evne til at gøre et fællesskab robust. Det mener Katrine Frøkjær Baunvig, der er professor og centerleder på Grundtvig Centret.
Hun leder et nystartet forskningsprojekt på Aarhus Universitet, der undersøger, hvordan fællessang skaber modstandskraft i krisetider. Forskeren fortæller, at interessen for fællessang generelt stiger i krisetider, blandt andet fordi den har en evne til at samle de syngende til en fælles organisme.
Det stopper ikke krigen i Ukraine, at eleverne tegner en stor due, der har knaldet hovedet ind i et vindue, men det bevidstgør os om, at krigen er der. Og det er med til at sætte nogle tanker i gang, der fører til andre aktiviteter, for eksempel indsamlinger.
- Lisbeth van Deurs, billedkunstner og lærer på Krogerup Højskole
Ifølge Katrine Frøkjær Baunvig har fællessangens kraft også en lang historisk tradition. Måden, sang blev brugt på i det 19. århundredes mange nationsdannelser i Europa, illustrerer glimrende, hvordan kunstnerisk udfoldelse skaber modstandskraft:
”Fællessang var med til at muliggøre nationers opbyggelse i 1800-tallet. Sang blev brugt til at styrke idealer og ideologiske programmer, og samtidig fik man med sang masseret solidaritet og fællesskabsfølelse ind i de syngende. I 1800-tallet spillede sangen en stor rolle i forhold til at tilegne sig national identitet,” fortæller forskeren.
Hun peger også på eksempler fra det 20. århundrede, eksempelvis Baltikums løsrivelse fra Sovjetunionen, hvor sang fungerede som fredelig protest, eller alsangen i Danmark under Anden Verdenskrig, hvor sangen var et alternativ til vold.
Kriserne er anderledes i dag
I dag har kriserne ændret karakter til snarere at være personlige og globale end nationale, men sangens evne til at skabe modstandskraft mod kriser er den samme, argumenterer forskeren. Og højskolerne har ifølge hende gennem alle årene holdt fællesskabets kraft ved lige over for det, der truer os:
”I dag synger man i stor stil på højskolerne, fordi man vil synge sig ind på det at være verdensborgere,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
LÆS OGSÅ: Mette Frederiksen: “Det kræver fælles refleksion, når man er i en krise. Og dér kan højskolerne spille en vigtig rolle”
Selvom der også findes danskere, der ikke bryder sig om fællessang, har det ifølge forskeren efter 68-oprøret været kendetegnende for den måde, vi synger sammen på i Danmark, at det ikke kun handler om, at det skal lyde godt, som det eksempelvis gør mere i de baltiske lande, men at det i højere grad handler om sang som en fællesskabsopbyggende kraft – og dermed sangens evne til at fungere som modstandskraft mod kriser.
”Fortællingen om Danmark som en fællessangsnation er stærk, også selvom ikke alle synger godt. Hver fugl synger med sit næb, som Grundtvig formulerede det,” siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Man bliver konfronteret med sig selv, når man skriver
Det er imidlertid ikke kun fællessang, der som kunstnerisk udtryksform medvirker til at opbygge resiliens mod tidens kriser. Det fortæller den aarhusianske forfatter Mads Mygind. I 10 år har han været skrivelærer på Silkeborg Højskole og Ry Højskole.
”Når man arbejder kunstnerisk med sin skrivning, og derigennem bliver konfronteret med sig selv, reflekterer man over en given krise, mens man sætter ord på det. Det er en mere kraftfuld måde at opbygge et værn mod krisen på end ved at have en politisk debat eller samtale med sine venner,” siger han.
Det betyder også, at skrivningen hjælper højskoleeleverne med at forstå deres egne reaktioner på kriserne, hvad end de er personlige eller kommer udefra.
”Man kan ganske enkelt bedre begribe verden – og det er vigtigt i forhold til at håndtere kriser. Det betyder dog ikke, at det bliver nemmere, men man kan forstå kriserne bedre, også ens eget forhold til dem, når man skriver. På den måde er det et værktøj til at håndtere det svære på,” siger Mads Mygind.
At arbejde på et værksted og at få det til at fungere sammen skaber helt automatisk en fælles følelse af modstand mod kriser – det er et helende ritual.
- Carsten Jørgensen, keramiker og lærer på Brandbjerg Højskole
Den aarhusianske forfatter peger samtidig på, at skrivning blot er en af mange måder at opbygge modstandskraft mod kriser på.
De fleste af hans elever på Silkeborg Højskole og Ry Højskole går ikke nødvendigvis med drømme om at blive forfattere. For eleverne handler det snarere om at forholde sig til verden ved hjælp af skrivning, siger Mads Mygind, der er enig med Katrine Frøkjær Baunvig i, at kriserne i dag snarere er personlige og globale, end de er nationale.
”Eleverne vil særligt gerne skrive om deres egne kriser: Hvor de kommer fra, hvem de er nu, og hvor de er på vej hen som mennesker. De skriver for at forstå sig selv bedre. Jeg havde for eksempel en elev sidste efterår på Silkeborg Højskole, som skriver om at have cerebral parese, sidde i kørestol og kæmpe for sine rettigheder over for kommunen,” fortæller han og tilføjer, at krigen i Ukraine og klimakrisen – blandt flere andre emner – også fylder meget.
Klima er den største krise
Udover krigen mellem Ukraine og Rusland og den politiske splittelse i USA er klimakrisen et emne, der optager eleverne på Brandbjerg Højskole. Det fortæller Carsten Jørgensen, der har en lang karriere som keramiker bag sig og nu har undervist i fagene keramik, skulptur og freskomaleri på den østjyske højskole de seneste snart fire år.
Nogle af eleverne vil komme til at arbejde med kriser i deres kunst, og arbejdet redder ikke nødvendigvis verden, men er del af en proces, hvor eleverne fra mange sider af højskolelivet lærer at forholde sig til kriserne, siger han og uddyber:
”Bæredygtighed fylder mest på alle semestrene, og jeg behøver slet ikke at introducere det. Bevidstheden om kriser og lysten til at bearbejde dem kommer helt af sig selv fra eleverne.”
I undervisningen er Carsten Jørgensens vigtigste opgave at skabe et trygt og omkostningsfrit rum, hvor det at arbejde med en krise får plads. Derfor arbejder eleverne blandt andet med materialer, de sammen finder i naturen i stedet for at købe dem. Det er helt praktisk en måde at bearbejde en krise på, fortæller højskolelæreren.
LÆS OGSÅ: Nybrud i fællessang: ”I dag er det erklærede formål oftere bare at synge sammen”
”En elev arbejdede eksempelvis meget på at få lokale forekomster af ler til at fungere som et modsvar til de ting, vi let kan købe os til. Det gav en tilfredsstillelse for eleven at udvikle noget, og han opdagede også, at han kunne være med til at dreje arbejdet i værkstedet i en specifik retning og påvirke andres holdning,” siger Carsten Jørgensen.
Det er nemlig den samarbejdende arbejdsform, som er på et værksted, der opbygger robusthed mod kriser, mener han:
”At arbejde på et værksted og at få det til at fungere sammen skaber helt automatisk en fælles følelse af modstand mod kriser – det er et helende ritual. Når man arbejder på et værksted, ser man, at man er et individ, men samtidig får man også blik for, hvor vigtigt det er at være sammen om noget. Man skal arbejde for at få tingene til at fungere for hinanden.”
Carsten Jørgensen mener ligesom Mads Mygind, at hans fag ikke nødvendigvis er særligt egnet til at bearbejde kriser i forhold til andre fag på en højskole. Det er vigtigt for ham, at faget ikke instrumentaliseres i forhold til en livsmestring, men faget har selvfølgelig sit at spille ind med, forklarer han og uddyber:
”At bearbejde en krise rækker ud over fagets kernefaglighed og ud til flere fag. Mit virke er derfor blot en del af elevernes højskoleliv.”
Resiliens gennem tuschprikker
Billedkunstneren Lisbeth van Deurs, der har undervist i 10 år i valgfagene Sans og Tegn og Tryk på Krogerup Højskole, er enig i, at kreative og kunstneriske fag ikke er mere velegnede end så mange andre til at bearbejde kriser. Men igennem kreativ udfoldelse lærer eleverne at glemme sig selv, og dér kan de ifølge højskolelæreren finde styrke:
”Det er i processen og i selvforglemmelsen, at vi opbygger styrke og modstandskraft mod kriser. Ved en stund at komme væk fra den resultatorienterede tankegang opnår man for det meste et ærligere og langt mere personligt udtryk. Man opbygger sig selv, og dermed øger man sin modstandskraft. Jeg sætter derfor eleverne ‘i stå’, så de kan indhente sig selv,” siger Lisbeth van Deurs.
Et godt eksempel på at sætte eleverne i stå er en øvelse, hun ofte laver i sin undervisning, hvor hun beder dem om at tegne hundredvis af sorte prikker med en tusch, så det former en stor sten.
Eleverne ved ikke, hvor lang tid de skal gøre det, og de synes ofte i starten, at idéen er fjollet, indtil de gradvist indser, at det ikke handler om at lave prikker, men det snarere handler om at være i selskab med sig selv, fortæller Lisbeth van Deurs. Hun går også i skoven med eleverne, når det er mørkt, uden mobiltelefoner, så de opholder sig i forskellige højskoleskabte rum, hvor man møder sig selv.
Når man arbejder kunstnerisk med sin skrivning, og derigennem bliver konfronteret med sig selv, reflekterer man over en given krise, mens man sætter ord på det. Det er en mere kraftfuld måde at opbygge et værn mod krisen på end ved at have en politisk debat eller samtale med sine venner.
- Mads Mygind, forfatter og lærer på Silkeborg Højskole og Ry Højskole
”Det gør, at de bedre kan være i sig selv, og det giver en styrke, der kan øge modstandskraften mod det svære i livet,” siger hun.
Udover klimaspørgsmålet oplever Lisbeth van Deurs ligesom Carsten Jørgensen og Mads Mygind også, at krig fylder meget hos de unge i disse år. Og man kan undervise i krig på mange måder: Nogle elever fandt for nylig en død due, der var fløjet ind i et vindue på højskolen. Det fik Lisbeth van Deurs til at improvisere i sin undervisning.
Hun bad eleverne om at male duen op i større forhold på fem gange fem meter. Eleverne arbejdede sammen om at male det ukrainske flag som baggrund til den døde due, og et kunstværk var skabt.
”Sådan en aktivitet er en proces, der giver rum til refleksion, og fokuserer ikke så meget på produktet, samtidig med at kroppen er i gang og tænker med. Når man gør noget fælles på højskolen, så deler man også ansvaret. Og at arbejde sammen gør også, at den enkelte bliver stærkere,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Vi har lært af fortidens kriser men også glemt en masse
Lisbeth van Deurs mener dog heller ikke, at lige netop hendes fag ændrer verdens gang – ikke direkte i hvert fald – og så alligevel:
”Det stopper ikke krigen i Ukraine, at eleverne tegner en stor due, der har knaldet hovedet ind i et vindue, men det bevidstgør os om, at krigen er der. Og det er med til at sætte nogle tanker i gang, der fører til andre aktiviteter, for eksempel indsamlinger,” siger hun og nævner, at det samme gør sig gældende for elevernes klimabevidsthed:
”Når vi tegner en jordbærplante i mine timer, skaber vi en større klimabevidsthed, fordi man får mere kærlighed til naturen ved at lave den øvelse. Man forbinder sig med naturen gennem kunstnerisk udfoldelse.”