Af Mads Thorup Thomsen, journalist
Da forstander på Engelsholm Højskole, Jakob Bonderup, for ti år siden var med til at stable arrangementet ”Sangaften på Engelsholm” på benene i Vejle midtby 16 kilometer øst for højskolen, havde han næppe forestillet sig, hvor stort det ville blive. I begyndelsen foregik arrangementet i DGI Husets cafeteria, hvor der er plads til 140 mennesker.
En tirsdag aften i maj er vi dog i et lokale i en helt anden størrelsesorden – i DGI Husets største lokale, Spektrum-Hallen. Det er en enorm idrætssal med stribetegnet linoleumsgulv klar til en håndboldkamp. Her til aften har omkring 1.200 mennesker købt billetter for at mødes og synge sammen fra Højskolesangbogen.
Op til arrangementets start kl. 19:30 kommer folk dryssende ind ad døren og finder pladser på de hundredvis af stole, der peger ind mod salens midte. Her er en lille provisorisk scene stillet op med et klaver, en kontrabas og et par højtalere, der vender ud mod publikum.
LÆS OGSÅ: Sangen har lysning
De første fremmødte låner en blå højskolesangbog i indgangen – andre har deres egen med. Nogle går forbi baren i hjørnet af hallen, hvor øl og vand langes over disken i plastickrus. I hallens sider står store tribuner, der langsomt bliver fyldt op af aftenens deltagere, som ved nogle fællessangsarrangementer tæller flere tusind.
Der er en oplivet stemning med høj snak og iørefaldende grin. De fleste blandt publikum er oppe i årene. Da klokken slår halv otte, dukker Jakob Bonderup op på scenen i hvid skjorte og griber mikrofonen.
”Velkommen,” siger han, og publikum takker i kor. Han spørger, hvor mange nye deltagere der er kommet i aften, og omkring 80 mennesker rækker hånden op. Langt de fleste har været her før.
Jakob Bonderup præsenterer aftenens første sang, Alberte Windings Lyse nætter, og spiller for på klaveret. Straks verset begynder, forsvinder den høje, opstemte snak og erstattes af musikalsk samhørighed: ”Nu kommer fuglene igen…”
En længsel mod fællesskab
Til arrangementet i DGI Huset er fællessang ikke en ledsagende aktivitet til en anden begivenhed – den er selve begivenheden, hvilket er symptomatisk for fællessangens rolle i dag, forklarer Lea Wierød Borčak fra Enhed for Sangforskning ved Aarhus Universitet. Hun har forsket i fællessang i mere end ti år og fortæller, hvordan der er kommet et vendepunkt i fællessangskulturen i de seneste årtier.
”Mange peger på 1960’erne som en nedgangsperiode med alt, hvad der har med den folkelige fællessangstradition at gøre. Vi fik ungdomsoprøret, en helt ny ungdomskultur, nye musikgenrer og engelsksproget musik – og så var der måske en negativ opfattelse af den klassiske fællessang. Men i 1990’erne sker der en vending, hvor den modkultur ikke længere var så dominerende, og hvor der kom en interesse for sangkultur igen. Det kan man for eksempel se i avisomtaler og på vidnesbyrd om interessen for fællessang,” siger hun.
En af forklaringerne på opblomstringen kan være, at der i tidsånden er en længsel mod fællesskab.
”Den tid, vi lever i i dag, er karakteriseret ved manglen på selvfølgelige fællesskaber. For eksempel er fællesskaber omkring tro, religion og det nationale blevet draget i tvivl og nedarves ikke lige så selvfølgeligt som før. Derfor tror jeg, at der de seneste par årtier har været en ekstra søgen mod fællesskaber. Samtidig repræsenterer den danske sangskat i dag ikke længere noget, man gerne vil tage afstand fra,” siger hun.
Men der er ikke tale om en genoplivning af fællessangskulturen, som den så ud for 200 år siden, hvor fællessang var en ledsagende aktivitet til andre arrangementer, forklarer Lea Wierød Borčak. Hendes forskning peger på det, hun kalder ”den meloscentriske vending” – at man vender sig mod musikken.
LÆS OGSÅ: Sangskriverduo bag ny grundlovssang: ”Historien kan blive tavs, hvis ikke vi taler og synger om den”
”Sang er en blanding af to udtryksformer, der begge er fællesskabsdannende, nemlig ord og musik. Ord peger på et meget specifikt fællesskab, for eksempel ’det danske’ med billeder af bøgetræer eller Vesterhavet. Musikken skaber i stedet et kropsligt fællesskab i nuet – noget, der ikke henviser til noget andet,” siger hun.
I dag handler interessen for fællessang mere om det midlertidige fællesskab i sangen og musikken, end det handler om teksterne.
”De ydre omstændigheder, som fællessang drejede sig om tidligere, er blevet erstattet med selve musikken. I dag er det erklærede formål oftere bare at synge sammen. I de arrangementer, vi ser, er der typisk mere fokus på selve fællessangen end på de budskaber, sangene indeholder. Det er et nybrud,” siger Lea Wierød Borčak.
Ud over det store fællessangsarrangement i Vejle er der det årlige Maratonsang i Vartov, hvor også tusindvis af mennesker deltager. Samtidig bliver der på caféer, biblioteker og i kulturhuse rundt om i landet løbende afholdt større arrangementer, hvor fællessang er i hovedsædet.
I fællessangen i dag kan vi finde et fællesskab, som vi kan træde ind i og prøve kræfter med, og så kan vi træde ud af det igen bagefter. Det behøver ikke være mere forpligtende end det.
Sangforsker Lea Wierød Borčak
En af fordelene ved den slags sangfællesskaber er også, at de ikke er stringent forpligtende, forklarer Lea Wierød Borčak.
”I fællessangen i dag kan vi finde et fællesskab, som vi kan træde ind i og prøve kræfter med, og så kan vi træde ud af det igen bagefter. Det behøver ikke være mere forpligtende end det. Man går ind og er sammen om at synge og får det rush, det kan give – og så træder man ud igen,” siger hun.
Lige nu er Lea Wierød Borčak sammen med sine kolleger i gang med et treårigt forskningsprojekt, der udforsker danskernes fællessangskultur. Her har de blandt andet gennemført en rundspørge om danskernes syngevaner, hvor langt de fleste erklærer sig enige i, at det giver en fællesskabsfølelse at synge sammen.
”Uanset om man tilhører den gruppe, der kan lide at synge, eller den, der ikke kan, så er de fleste danskere enige i, at det på et eller andet plan skaber en fællesskabsfølelse,” siger hun.
Chili Klaus som special guest
Efter Lyse nætter i DGI Huset klapper de 1.200 fremmødte gæster. I en gigantisk idrætshal som den, vi er samlet i, giver det mildt sagt genlyd.
”Husk, det er jer selv, I klapper af,” siger Jakob Bonderup, ”det er jer, der er hovedpersonerne.”
Han præsenterer derefter aftenens særlige gæst: Claus Pilgaard, også kendt som Chili Klaus, der er pianist og uddannet musikpædagog fra Det Jyske Musikkonservatorium.
Claus Pilgaard træder op på scenen til et stort bifald, og han og Jakob Bondersup præsenterer sig som gamle studievenner.
Her i Jylland er vi ikke så gode til at udtrykke vores følelser direkte.
Claus Pilgaard, musiker og entertainer
Claus Pilgaard joker med, at aftenen er til for kvinderne. Han kalder den Ladies Night – ”for hvis man kan lokke kvinderne til et arrangement, kommer mændene også,” siger han. Stemningen er jovial, og man får fornemmelsen af, at Claus Pilgaard og Jakob Bonderup er tætte venner i virkeligheden. Samtidig ved man, at deres muntre ping-pong er en del af showet.
”Det er ti år siden, jeg sidst har spillet for levende mennesker – jeg går ud fra, I stadig er levende?” spørger Claus Pilgaard og høster et grin fra publikum.
Aftenens gæst har valgt Jens Vejmand som den næste sang, og han giver sig til at fortælle om digteren Jeppe Aakjær, der er begravet i hans hjemby Herning.
Claus Pilgaard fortæller også en anekdote om, hvordan han blev til Chili Klaus, mens han var musiker og spillede til en revy på Bornholm. Han boede på det tidspunkt i et sommerhus, hvor der ikke var meget at lave, og det var dér, de første spæde chilivideoer så dagens lys.
Publikum griner på de rigtige tidspunkter i fortællingen, som leder videre til, at Claus Pilgaard engang var i Norge for at lave et tv-program sammen med Ghita Nørby. Mens de var af sted, blev Norges nationaldag fejret. Derfor er næste fællessang Norges nationalhymne, Ja vi elsker dette landet.
LÆS OGSÅ Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"
”Den er smuk. Den har lidt Gud i sig, men ikke så meget, at det irriterer,” siger aftenens gæst og høster endnu et kollektivt grin.
Halvvejs inde i arrangementet kalder Jakob Bonderup til pause. Imens folk henter kaffe og kage i foyeren, fortæller Claus Pilgaard i et interview, at han har et nært forhold til Højskolesangbogen:
”Her i Jylland er vi ikke så gode til at udtrykke vores følelser direkte. Vi har i stedet en masse undertekst på alt det, vi siger. Højskolesangene tager underteksten frem, de gør følelserne eksplicitte, og dem synger vi sammen. Sangene er smukke, fordi de sætter ord på det, vi ikke siger til hinanden til daglig,” lyder det fra Claus Pilgaard.
Lokale ritualer og traditioner
En gængs forestilling er, at fællessang for alvor blussede op under pandemien, eksempelvis i kraft af DR-konceptet ”Morgensang med Philip Faber”. Den moderne fællessangsbølge var dog allerede på vej frem inden, forklarer Lea Wierød Borčak. Hun peger på tv-programmer som ”Live fra Højskolesangbogen”, der tog form to år inden corona og allerede dengang trak store seertal.
”Corona støvede vores kulturelle erindring af, i forhold til hvor vigtig fællessang er for os. Om det egentlig fik os til at synge mere, ved jeg ikke, for vi ved ikke, om folk sang med derhjemme under fællessangsprogrammerne. Men corona gjorde os bevidste om, at vi har en identitet som nogle, der synger sammen,” siger hun.
”Nu er resten af aftenen bestemt af jer,” siger Jakob Bonderup fra scenen og åbner op for publikums sangønsker. Straks han har sagt det, begynder folk at råbe sangtitler og tal fra Højskolesangbogen op fra alle sider. Bonderup går ud i mængden. ”339!”,”215!”,”345!” gjalder det omkring ham.
De 22 procent af danskerne, der ikke bryder sig om at synge, høres ikke særlig tit, for der er en meget tyk diskurs om fællessangens lyksaligheder i Danmark.
Sangforsker Lea Wierød Borčak
Under ønskeseancen kommer vi blandt andet forbi Du danske sommer. Når publikum stimler sammen i DGI Huset, er det påfaldende, hvor mange af sangene, de kan melodierne på i forvejen. Det lyder, som om alle synger med. Det gælder både ældre sange og nyere numre som Fortabt er jeg stadig. Kun ved Frihedens lysdøgn falder volumen og energien lidt. Den var måske for ny? Eller også er det, fordi der er gået to timer, siden arrangementet gik i gang.
Små ritualer har udviklet sig i løbet af de ti år, sangtraditionen i Vejle har stået på. For eksempel bliver Et hav der vugger sig til ro nu altid sunget som en af de sidste sange, og ved det sidste vers i alle sange rejser publikum sig op og synger stående.
”Vi ser ofte, at der opstår lokale traditioner til fællessangsarrangementer,” siger Lea Wierød Borčak. ”Fællessang kan generere fællesskab på flere niveauer, her bliver det så et lokalt fællesskab, hvilket er identitetsskabende for dem, der er med. Men det kan selvfølgelig også være ekskluderende for dem, der ikke kan koderne – en risiko, der er forbundet med alle slags fællesskaber.”
Det er tabu ikke at kunne lide fællessang
Nu er det måske på sin plads at spørge, om det nogensinde kan gå for vidt med fællessang? Og hvordan kan det egentlig være, at nogle mennesker ikke bryder sig om at synge?
I den føromtalte rundspørge, som Lea Wierød Borčak og hendes kollegaer har foretaget blandt et repræsentativt udsnit af befolkningen, svarer 48 procent af danskerne, at de synes, de synger dårligt. Samtidig angiver 22 procent, at de faktisk ikke bryder sig om at synge.
For tiden går Lea Wierød Borčaks arbejde med at interviewe nogle af de mennesker, der foragter fællessang. Hun forklarer, at det generelt er tabuiseret ikke at bryde sig om fællessang i Danmark, men på Enhed for Sangforskning under Center for Grundtvigforskning har de gransket lidt mere i, hvad der stikker under.
”Nogle mennesker ville egentlig gerne synge med, men synes, de synger dårligt. De har en idé om, at det er nødvendigt, at det skal lyde godt, hvis man skal synge. Det er ærgerligt, synes jeg personligt, men det ligger dybt i os, og det bliver også understreget af nyere musikteknologi, hvor vi hele tiden hører flotte, perfekte, popstjernestemmer og derfor får en lidt forskruet idé om, hvordan det skal lyde, når man synger,” siger Lea Wierød Borčak.
LÆS OGSÅ: Tre gode grunde til at synge fællessang
Og så er der de mennesker, der tager ideologisk afstand.
”Nogle har noget imod den ideologiske grundtone, de oplever til fællessangsarrangementer. Nationalisme-lede, kunne man kalde det, for nogle føler, at der er en nationalromantisk undertone i dét at synge fællessang, og at de ufrivilligt bliver suget ind i et fællesskab, som de synes er en ubehagelig spændetrøje,” forklarer hun.
Et eksempel på det er kunstneren Niels Lyhne Løkkegaard, der i 2020 vakuumpakkede højskolesangbøger i Kunsthal Aarhus for at signalere, at fællessangen på DR var et klaustrofobisk vakuum af usagt nationalromantik.
”De 22 procent af danskerne, der ikke bryder sig om at synge, høres ikke særlig tit, for der er en meget tyk diskurs om fællessangens lyksaligheder i Danmark. Det er en så normaliseret og kanoniseret aktivitet, at mange ikke kan forestille sig noget dårligt ved den. Men mange af dem, jeg interviewer for tiden, fortæller om det øjeblik, hvor de sidder til en fest, og hvor der bliver uddelt en fællessang, hvor de tænker ’åh nej, nu havde vi det lige så godt’,” siger Lea Wierød Borčak.
Folk trækker vejret i takt
I DGI Huset Vejle har publikum skrålet med på 16 sange i løbet af aftenen, det er blevet mørkere udenfor, og vi runder af med I skovens dybe stille ro, der står allerbagerst i Højskolesangbogen. Claus Pilgaard har hevet en sav frem, som han spiller et instrumentalt vers på til allersidst.
Da aftenen er omme, og de over tusind publikummer har slanget sig ud af den store idrætshal, giver Jakob Bonderup sit bud på, hvorfor begivenheden er blevet så populær.
”Det bliver hurtigt tungt klichéstof at sætte ord på fællessang, men folk trækker jo vejret i takt, når de synger, de læser lyrik op sammen, og de er sammen på en måde, som både er helt vild intim og vildt intens. Jeg tror grundlæggende, at folk kommer for at finde sammen om noget,” siger han.
LÆS OGSÅ: Så sidder vi dér bag skærmen
Og så er der hele kulturformidlingsdelen i det, publikum tager med sig fra arrangementerne, siger Jakob Bonderup.
”Nogle gange er tonen humoristisk – som i aften. Det afhænger af, hvilken gæst vi inviteret, og hvordan stemningen udvikler sig. Jeg dykkede ikke så dybt ned i folkeoplysningen i aften. Men hvis det passer ind, fortæller jeg alt muligt om Højskolesangbogen, og hvor den stammer fra, hvilket folk generelt tager godt imod,” siger Jakob Bonderup.