Af Mikkel Poulsen
På 50 år kan man nå at opleve lidt af hvert i showbiz. Musikeren Lars Lilholt har modtaget fine priser, ligget i toppen af Giro 413 i 10 år, fået to af sine sange i Højskolesangbogen. Og så har han haft en samtale med Vorherre, som fortalte ham en joke, han ikke kan huske.
Samtalen og det med hukommelsen skyldes sandsynligvis, at han var døden nær i 2022. Dengang fik han konstateret tarmkræft og gik gennem et alvorligt sygdoms- og operationsforløb med både coronavirus, tre blodpropper og et skyhøjt infektionstal. I dag står han forandret på den anden side.
“Jeg ville gerne leve, for jeg synes, livet er sjovt. Altså, jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at miste livet.”
LÆS OGSÅ: Simon Kvamm: ”Jeg vil blive ved med at gå ind i nye rum og tage noget med derind, som ikke plejer at være der”
Sådan siger den 71-årige Lars Lilholt som indledning på vores samtale, der skal handle om grænser. Både dem mellem mennesker, der er temaet i hans sang I mit grænseland , som nu står i Højskolesangbogen, og så livets yderste grænse, som han for nylig stiftede bekendtskab med.
På sin vanlige tørre facon – hvor humor og alvor udgør to sider af samme mønt – fortæller han, at der er forskel på at dø og miste livet: Døden kender vi ikke meget til. Det kan være, der ikke “sker en skid”, som han udtrykker det. Men livet ved vi alt om, og det er for ham det dyrebareste, vi har.
Livet er til låns Sygdomsforløbet er udmundet i det 24. album fra Lars Lilholt Band, der udkom forrige måned med titlen Kosmiske kindkys . Alle sangene er stærkt præget af tro, håb, kærlighed og fællesskab, men der er intet terapeutisk over sangskrivningen, som Lars Lilholt forklarer:
“Det er ikke sange, jeg har skrevet for at komme op af det hul, jeg var i. Det er bare en måde, jeg reagerer på tilværelsen på. Jeg har jo altid skrevet sange. Det har jeg gjort, fra jeg var 15. Det er 56 år. Hvorfor skulle det holde op, bare fordi jeg var nede at dykke i nogle måneder?”
Fællesskabet er en fundamental livsytring og fundamentalt for at kunne eksistere. Jeg tror ikke på den der lonely wolf.
- Lars Lilholt
Albummet fortæller historien om en mand, der gennem krisen har opnået et klarsyn. Det handler kort sagt om, hvad der er vigtigt i livet. Og det kaldes nu engang kærlighed. Lars Lilholt fortæller, at albummets vigtigste punkt findes i sangen Når pynten skrælles af , som den virkelig gør, når man ligger på sygesengen i et delirium af enten smerte eller morfin.
“Det vigtige for mig, det, som betyder noget, står i den sang. Når pynten skrælles af, og livet står nøgent tilbage, så står kærligheden der. Det var sådan, det var for mig,” fortæller han om sangen.
Den kun to år ældre kollega Johnny Madsens død i november i år tilføjer samtidig til fortællingen, at tiden indhenter selv de største stjerner. Derfor gør Lars Lilholt også sit for at holde sig ung.
En generation, der bed tænderne sammenNok er maratondrikkeriet fra karrierens unge dage og måske særligt fra tiden i Dalton – trioen bestående af Johnny Madsen, Allan Olsen og Lars Lilholt selv – lagt på hylden, men det handler hverken om “professorens grønne grød” eller 10.000 skridt om dagen for Lars Lilholt. Han låner bare lidt energi fra dem, der stadig har masser af den.
“Jeg nyder at være sammen med unge mennesker, for de har sgu mere energi end de gamle. Nu er det mest musikere, men de er meget mere veluddannede, end min generation var. Vi skulle mere prøve os frem,” siger han.
Den garvede musiker holder også øje med ungdommens sind og en følsomhed, som han ikke kender fra sin egen generation, men som det også er svært at få ud af ham, om han misunder dem.
LÆS OGSÅ: Forestillingsaktuel Thure Lindhardt: ”Kunst forbinder os til det, Grundtvig kalder menneskeånden”
“De er anderledes,” siger Lars Lilholt og gør en lille pause, før han nævner musikeren Tobias Rahim, der som hovednavn meldte afbud til P3 Guld i 2022, fordi han havde angst. Han nævner også som en kuriositet, at han engang fik tilsendt en lille lydfil, hvor Tobias Rahim synger det store Lilholt-hit Kald det kærlighed . Og det lød “pisse godt”, siger han og fortsætter:
“Jeg har sgu også haft angstanfald i mine unge dage, men jeg er ud af en anden generation. Vi bed tænderne sammen, og så gjorde vi det alligevel. Jeg har aldrig meldt afbud. Og jeg er ikke ude i at dømme nogen som helst, for det er nok i virkeligheden fint. Jeg kan mærke det på min egen søn og den generation. De er meget mere følsomme, end vi var. Men du skal regne med, at da jeg startede i skolen, måtte man stadig få nogle på låget af læreren. Jeg er opdraget til at bide tænderne sammen og gennemføre det, jeg har sat mig for. Og det ser jeg som en kvalitet.”
Lars Lilholt, der i øvrigt kalder sig selv en rigtig boomer, har dog også et bud på generationernes forskelle i følsomhed. Selv blev han født i en tid, hvor tingene bare gik fremad. Som ung så han frem mod et helt andet liv end sin bedstefars, der var født ind i et mangelsamfund på et husmandssted i Hjørring.
“Men når unge i dag tænker fremad, så er der fandeme meget: Hvad med forurening? Hvad med klimakrisen? Hvad med alle de diktaturer, som vælter frem for tiden? Jeg kan godt forstå, at de unge nogle gange bliver meget mere følsomme. Det er en helt anden tid,” siger han.
Det fundamentale fællesskab Lars Lilholt har ikke selv gået på højskole, men har i mange år haft en tæt tilknytning til Silkeborg Højskole, hvor han og orkestret har været på øverefugium med kost og logi før store turneer. Men han har en stærk tro på og lyst til fællesskaber.
“Fællesskabet er en fundamental livsytring og fundamentalt for at kunne eksistere. Jeg tror ikke på den der lonely wolf ", siger han og forklarer, at han altid har forsøgt at gøre et fællesskab ud af publikum, blandt andet ved at bryde sange ned og få folk til at klappe i takt og synge med:
“At nedbryde grænsen mellem scene og publikum, det har jeg altid arbejdet efter,” uddyber han.
Kærligheden er det vigtigste. Så kommer håbet og så troen til sidst. Vi har jo kun det her liv. Det er det, det handler om. Vi kan skabe Paradis for os selv; vi kan også skabe helvede. Det kommer an på, hvor kloge vi er.
- Lars Lilholt
Når det for Lars Lilholt er en pointe at forsøge at holde sig ung, og han holder af at nedbryde grænsen mellem scene og publikum, kunne man fristes til at spørge, om grænsen mellem ung og gammel også kunne trænge til at blive brudt ned. Musikeren bliver overrasket over at høre, at der findes seniorhøjskoler i Danmark, og at de unge elever på landets andre højskoler for det meste også ligner hinanden aldersmæssigt.
“Hvorfor slår man det ikke bare sammen og laver højskoler for unge og gamle? Det tror jeg, ville være federe,” siger han, der selv har lært meget af at spille med ældre musikere som ung.
“Jeg lærte virkelig meget ved at spille sammen med spillemanden Otto Trads. For eksempel det at gå ind og tage et rum i besiddelse. Lade være med at lave om på sig selv. Man er sig selv, når man sidder ude i bilen, og når man går ind på scenen, så er man det sgu stadigvæk. Der bliver ikke taget en maske på,” forklarer han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Sangskriveren slår samtidig på det vigtige i, at mennesker mødes på tværs af forskelligheder. Og det kræver måske, at man stiller sig selv i situationer, hvor et ydre pres gør det nødvendigt:
“Når man bor langt ude på landet, som jeg gør, så møder man folk oppe i idrætssalen. Man møder en menneskelig diversitet, når man er i en lille kommune og skal have det til at fungere. Det er der en kvalitet i. Jeg har spillet fodbold med folk, som jeg absolut ikke var enige med politisk. Vi var vidt forskellige, men vi skulle have det der fodbold til at fungere. Og så finder man ud af, hvor søde alle mennesker er, når de har det godt,” siger han.
LÆS OGSÅ: Katinka Bjerregaard: ”Jeg savner sange i Højskolesangbogen, der handler om at fare vild og være i tvivl”
“Jeg har altid været folkelig, altså i musik,” fortsætter Lars Lilholt.
Igennem sin lange karriere har han dog også nørdet en del musik, man ikke kan kalde folkelig i den forstand, at den appellerer til et bredt publikum. Folkeligheden har også været til stede i formen folkemusik, for eksempel på det ordløse 1998-album Next stop Svabonius , som han indspillede sammen med sin far, Per Lilholt, og som består af dansk folkelig instrumentalmusik fra perioden 1699-1760.
“Men jeg var heldig, at jeg skrev den sang, der hedder Kald det kærlighed . Den åbnede en masse døre. Jeg ramte halvdelen af landet med den sang, men så rammer man selvfølgelig også den anden halvdel lidt skævt. Jeg har intet imod, hvis jeg har været en folkelig sanger, for folkelighed handler også om fællesskab,” siger han.
Møder i grænselandet Lars Lilholt ejer kun en højskolesangbog fra 1974. Den er snuppet fra Silkeborg Seminarium, hvor han uddannede sig til lærer som ung i 1977.
“Det er et problem for samtalen,” siger han og griner, da han tager den ned fra hylden, for interviewet skulle jo blandt andet handle om hans sang I mit grænseland , som kun står i 19. udgave fra 2020.
Men han har læst op på sin sang som forberedelse, siger han. Og den var heldigvis bedre, end han huskede. Lars Lilholt har en evne til at rose sit eget arbejde, som man godt kan misunde. Det griner han også af at få at vide. Men han er også stolt over, at hans sang er kommet med – selvom det ikke er den første. Jens Langkniv – Lars Lilholt Bands store hit om den jyske fredløse, der gemte sig i Daugbjerg Kalkgruber – fra 1984-pladen Lars Lilholt Band stod i Højskolesangbogens 17. udgave.
“Men jeg fattede overhovedet ikke, at dén kom med, for den er totalt usyngelig for et kor for eksempel. I mit grænseland er jo skrevet, så man bare kan synge den. Den er metrisk (har en fast rytme og rim, red.). Det er Jens Langkniv ikke. Men den handler om historie, og der er sgu ikke mange, som skriver sange, hvor historien er vigtig. Historien forstået som vores lands og folks historie. Jeg tror, jeg er en af de få, der gør,” siger Lars Lilholt, hvis bagkatalog tæller sange om både nordboerne i Grønland, Københavns bombardement, Hvidstengruppen og slaget i 1864.
Jeg ville gerne leve, for jeg synes, livet er sjovt. Altså, jeg er ikke bange for at dø, men jeg er bange for at miste livet.
- Lars Lilholt
I mit grænseland blev skrevet i 2015 i forbindelse med flygtningekrisen og handler om de steder, mennesker støder ind i hinanden, og man må trække grænser, blandt andet for at passe på sit eget. Men sangen nævner også en “hjertebom”, som må holdes åben, så møder faktisk kan finde sted. Fællesskaberne og kærligheden afhænger af det. Og dem står Lars Lilholt som sangskriver på vagt for.
“Sagen er, at vi kan komme fra alle mulige forskellige kulturer, men når bare vi kommer tæt nok på, så får man jo en relation til hinanden,” siger han.
“Når vi nu er ved det, så synes jeg faktisk også, at Kald det kærlighed hører hjemme i Højskolesangbogen. Den er ikke hundrede procent metrisk, men omkvædet er enormt nemt. Til gengæld passer den jo ind rent tekstmæssigt, for den forsøger at definere, hvad kærlighed er, og kommer frem til en definition. Definitionen på kærlighed er, at den ikke kan defineres,” tilføjer han.
Kærlighed åbner hjertebommen Lars Lilholt boede som ung i Israel og har stadig venner der. Faktisk på begge sider i Gaza, fortæller han. Det bevidner en sang med titlen Julenat i Bethlehem , der hænger på den palæstinensiske side af den mur, Israel har bygget tæt op ad Betlehem som et “værn mod terror”. Derfor optager særligt én grænse sangskriveren.
“Det er en sang, jeg skrev for 10 år siden, da jeg sidst var i Betlehem og blev overrasket over separationsmuren. Hvor grå og grim den var. I sangen beder jeg Jesus om at elske den mur ned. Simpel sang. Naiv sang. Men det skader ikke at spørge,” siger Lars Lilholt.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Og det rører ham ikke synderligt, at han kan blive stemplet for at mene noget i en debat, hvor bølgerne nogle gange går højt.
For han mener jo trods alt kærlighed:
“Ved I hvad, venner? Come on. Den sang handler om Jesus, og jeg bad ham om at elske en mur ned,” siger Lars Lilholt, der ellers ikke går i kirke, men er født ind i det religiøse, som han formulerer det.
LÆS OGSÅ: Bag muren
Moderens familie var i Frelsens Hær i Nørre Sundby, men faderens side drev en danseskole i Aalborg, som “symboliserede synden”. Men de unge i Nørre Sundby drev til danseskolen om natten, hvor hjertebommen heldigvis stod åben, og derfor blev familierne gift ind i hinanden. Der opstod et fællesskab på tværs.
På den anden side Lars Lilholt beder Fadervor hver aften og håber på det bedste, siger han.
“Og jeg håber, det er, som jeg skriver i sangen På strejftog i evigheden . At der er nogen, der tager imod mig, når jeg skal over på den anden side. Men det er jo ikke til at vide.”
Tro, håb og kærlighed findes over det meste af albummet Kosmiske kindkys, og da trioen bringes op i slutningen af samtalen, runder Lars Lilholt af:
“Kærligheden er det vigtigste. Så kommer håbet og så troen til sidst. Vi har jo kun det her liv. Det er det, det handler om. Vi kan skabe Paradis for os selv; vi kan også skabe helvede. Det kommer an på, hvor kloge vi er.”