Af Vanessa Pröschold, højskolelærer og journalist
“Hver gang jeg er i byen, er der nogen, der tager mig på røven,” fortæller en kvindelig højskoleelev.
“Ej, det kan da ikke være rigtigt!” udbryder en mandlig elev forbløffet.
“Jo, sådan er det også for mig,” stemmer en anden kvindelig elev i.
Gruppen af elever sidder fordybet i samtale i nogle bløde blå sofaer en eftermiddag i december på Grundtvigs Højskole. Jeg har givet dem et samtalekort med en række spørgsmål om sex, som de skal diskutere i mit fag om “kærlighedens psykologi”.
Da jeg som relativt ny højskolelærer kastede mig ud i at lave et fag om kærlighed, var det med en vis nervøsitet. Kunne jeg overhovedet lære eleverne noget om relationer, kærlighed og sex, som de ikke vidste i forvejen?
For mine højskoleelever er vokset op i en tid med MeToo, kvindefrigørelse og samtykkelovgivning, hvor samtalen om kærlighed, identitet, køn, grænser og sex fylder langt mere, end den gjorde i min egen spæde ungdom i 00’erne.
LÆS OGSÅ: Velkommen på forsiden
Dengang var seksualundervisningen mildest talt mangelfuld, og samtalen om sex var tabuiseret. Jeg husker tydeligt hele min klasse fnise højlydt, da vores gråskæggede matematiklærer Kurt sagde til os, at sex er lige så godt som at spise en is. Og så måtte man ligesom tænke sig til resten.
Derudover fyldte samtalen om sex og kærlighed meget lidt i klassen, i hjemmet og i debatten generelt. Derfor vendte jeg mig i stedet mod mine rollemodeller i Beverly Hills og Friends for at få hjælp til at forstå seksuelle og følelsesmæssige relationer.
Det er noget helt andet i dag, tænkte jeg. Unge har fået fuldstændig styr på deres relationer og grænser. Det skulle vise sig, at jeg tog fejl.
Da jeg inden undervisningen prøvede at blive klogere på unges forhold til grænser og samtykke, kunne jeg for eksempel se i en undersøgelse fra Sex og Samfund fra 2022, at hver fjerde af de unge i alderen 16-29 år har været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser.
Godt halvdelen har givet samtykke til noget seksuelt, selvom de ikke havde lyst, og knap hver tredje har ifølge undersøgelsen haft sex, selvom de var for trætte.
Så måske er grænserne slet ikke så klare, som jeg forestillede mig. Og det er måske netop det, der er med grænser: De er utydelige. Og når noget er uklart, kan det give anledning til misforståelser.
Grænselandet af gråzoner
Jeg kan selv huske, at det kan være svært at finde grænserne i relationer med andre. Jeg kan komme i tanke om en del situationer fra min egen ungdom, hvor jeg bagefter har tænkt, at jeg burde have sagt fra.
Jeg kender rigtig mange, der har det på samme måde. Det gælder alt fra en grænseoverskridende kompliment fra en kollega til en aften i byen, hvor man pludselig mærker en fremmed hånd på røven, til uønsket sex med en, man selv er gået med hjem.
Og det går bestemt også den anden vej – har jeg selv nogle gange overskredet andres grænser?
Når jeg ved fra egen erfaring, at det kan være svært at navigere i både mine egne og andres grænser, hvorfor var min instinktive tanke så, at højskoleelever må have fuldstændig styr på det?
Det kan både være svært at mærke og holde fast i ens egen grænse – og at gennemskue, hvor andres grænser går.
Vanessa Pröschold
Måske er jeg ligesom de fleste andre blevet præget af de mange stemmer i debatten, der har sagt, at unge skal være mindre krænkelsesparate og “bare skal lære at sige fra”, og at det er meget nemmere i dag efter MeToo-afsløringer og samtykkeloven. Men jeg tror desværre ikke, at der er nogen nem løsning på, hvordan man navigerer i grænselandet af gråzoner, når det kommer til sex – heller ikke for unge i dag.
På mange måder minder det om debatten om skærme og mobiler i 00’erne og 10’erne. Dengang troede vi, at de digitalt indfødte per automatik havde styr på skærme, og derfor kunne de sagtens have computere foran sig til forelæsninger og have mobilerne i lommen i klasselokalet. Ja, faktisk kunne de voksne lære meget om skærme af børn og unge, som var meget bedre til at lægge skærmene væk.
Siden har det som bekendt vist sig, at det ikke er så simpelt. Skærmene bliver brugt til alt fra at være på sociale medier til at sidde på bagerste række og spille Sims eller Fortnite. Unge som ældre har svært ved at navigere i skærmbrug og bliver forført af skærmens blå lys.
Med skærmene har det vist sig, at man ikke bare kan give børn en telefon og tænke, at det skal de nok finde ud af. For selv om barnet selv kan lære, hvordan man cykler, skal der stadig en voksen til at lære det om trafikreglerne. Det gælder også, når det kommer til skærme og seksuel dannelse.
LÆS OGSÅ: Nyt afsnit af højskolepædagogisk podcast kredser om seksuel dannelse
For det kan være svært at finde grænser i det seksuelle landskab. Det kan både være svært at mærke og holde fast i ens egen grænse – og at gennemskue, hvor andres grænser går.
“Når en grænse er utydelig, uanset om det er din egen eller andres, kan man komme til at overskride den. Grænser kan overskrides på mange måder, men typisk vil man bagefter mærke, at noget føles ubehageligt eller forkert,” skriver Grænseløst.dk, som er drevet af Center for Digital Pædagogik.
Eleverne har kun kørt på glatbane
I slutningen af efteråret 2023 lavede min gode kollega Kim Faur-schou sammen med sine elever en sociologisk undersøgelse, hvor 83 af eleverne på vores højskole besvarede et spørgeskema om alt fra butikstyveri til pjæk og grænser.
Resultatet var tankevækkende: En tredjedel af eleverne har oplevet grænseoverskridende eller ubehagelig opmærksomhed fra enten en elev eller en af elevernes gæster på højskolen. Ligeledes svarede 29 procent af eleverne, at de tror, de er kommet til at overskride en andens grænse, imens de gik på højskolen.
Det er ikke nødvendigvis kun seksuelle krænkelser, tallene dækker over, det kan også være helt andre typer af grænseoverskridende opmærksomhed. Men uanset hvad er der alt, alt for mange elever, der har oplevet at få overskredet deres grænser. Og det bør vi højskolelærere blive langt bedre til at hjælpe dem med at ungdå.
Det er, som om eleverne har fået et kørekort, men kun har prøvet at køre på glatbane og stadig mangler at prøve at køre i hverdagstrafikken i storbyen
Vanessa Pröschold
For nylig begyndte et nyt elevhold på højskolen, og i en af mine undervisningstimer i faget Politik spurgte jeg til, hvilket emne de går mest op i. Køn og ligestilling er klart det, der er højest på deres dagsorden.
Men interessen er ikke nok. For at kunne rykke noget er det nødvendigt at rammesætte en samtale om netop grænser og seksualitet. Samtalen om grænser kan blive den fremkaldervæske, der tydeliggør det, der er svært at mærke og se. Og det gør det muligt at tale med eleverne om, hvad man skal gøre, hvis egne eller andres grænser bliver overskredet.
Og det er vigtigt – for når det fundamentale er på plads, skaber det rum til at udforske kærlighed, lyst, sex og grænser på højskolen. For som min egen tidligere højskolelærer Mette Øyås Madsen også skriver det i sin bog Seksuel dannelse – inspiration fra en højskolepraktiker, så er seksuel dannelse i høj grad demokratisk dannelse.
De unge, der starter på mit fag om kærlighed, fortæller, at deres seksualundervisning i skolen har været lige så mangelfuld som min. I efteråret havde vi besøg af en jurist fra Levende Menneskerettigheder, der lavede en workshop om grænser og samtykke, og for eleverne var det, de blev præsenteret for, helt ny viden. Det samme gælder i øvrigt en god del af det, de er blevet undervist i om kærlighedsrelationer, sex, nydelse og orgasmer.
Det er, som om eleverne har fået et kørekort, men kun har prøvet at køre på glatbane og stadig mangler at prøve at køre i hverdagstrafikken i storbyen – og at lære trafikreglerne.
Jeg håber selvfølgelig, at seksualundervisningen i landets folkeskoler og gymnasier får sig et nøk opad, men indtil da – og muligvis også efter – mener jeg, at vi har et kæmpe ansvar på landets højskoler for at løfte den seksuelle dannelse.
LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann til højskolerne: Hvis I reducerer jer til et oplevelsestilbud, er I ikke længere noget særligt
Jeg ser et stort potentiale for at starte den samtale på højskolerne. For højskoleeleverne har måske allerede gjort sig de første erfaringer, inden de starter på højskolen, og kan ud fra det italesætte og rammesætte deres lyst og grænser.
På højskolen har vi desuden et helt vidunderligt og unikt læringsrum, hvor vi som lærere har mulighed for dybe samtaler og fortrolighed med eleverne, så vi sammen med dem kan udvide deres horisont og få dem til at italesætte, men også udfordre og udforske deres grænser – uden at overskride dem.
Alligevel oplever jeg en berøringsangst blandt dygtige kolleger over for emnet, fordi man er bange for selv at overskride grænser i samtalen. Men jeg tror på, at det er altafgørende, at vi tør tage den nødvendige samtale – for hvem gør det ellers?
På Grundtvigs Højskole har vi i sinde at begynde samtalen lige inden uge 6 med en temaweekend om sex, hvor vi gennem oplæg, samtale og workshops kan skabe et sprog for og tydeliggøre nogle af de usynlige grænser. En samtale, der fortsætter hele højskoleopholdet både mellem lærere og elever og eleverne imellem.
Håbet er, at vi kan hjælpe en generation, der allerede gør meget rigtigt, med at få sat nogle vigtige hegnspæle op for deres seksuelle og kropslige dannelse.