Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Debatten om den stigende mistrivsel blandt børn og unge er ikke bare en samfundsdebat. Den er levet hverdag for mange danske unge og deres familier.
Situationen er bekymrende, men den er også kompleks og politisk. Mange aktører iagttager og diskuterer udviklingen, og alle har bud på årsager og løsninger.
I spidsen for regeringens trivselskommission sidder Krogerup Højskoles forstander, Rasmus Meyer. Kommissionen har til opgave at kortlægge selve udfordringen, identificere risikofaktorer og komme med anbefalinger inden udgangen af dette år.
En stor del af befolkningen kender mistrivslen på tætteste hold, og den kommer blandt andet til udtryk ved resignation, selvskade, skoleværing og angst. Afmagten er til at tage at føle på, når vi ser tegnene hos vores højskoleelever.
LÆS OGSÅ: Lisbeth Trinskjær: Der er ikke noget alternativ til håbet
Sociale medier, mobiltelefoner, uopnåelige idealer, diagnosesprog, opdragelse, krig, klima og accelereret individualisering er blot nogle af de elementer, der får skylden for mistrivslen. Men vi skal have proportionerne på plads for at kunne se klart. Intet menneskeliv leves uden modgang, heller ikke unges. Men unge skal rustes til at kunne tåle og overvinde modgangen, når den kommer.
”Vi skal vride samtalen ud af hænderne af det sundhedsfaglige paradigme og genvinde troen på dannelse, det pædagogiske, civilsamfundet og på opdragelse,” sagde Rasmus Meyer, da han talte på Friskolernes årsmøde i begyndelsen af maj.
Og det resonerer stærkt med højskolernes indspil til kommissionen. Det forholder sig til spørgsmålet: Findes der højskolemetodikker og -praksisser, som kan overføres til andre sammenhænge, hvor unge er?
På Forårsmødet svarede lærere og forstandere:
Lad fællesskabet være et mål i sig selv. For ingen kan undværes. Alle kan bidrage. Og i fællesskabet lærer vi at tåle uenighed og konflikt.
Det er i de meningsfulde fællesskaber, vi finder et sted at virke i, at høre til, at hvile i og at bidrage til noget, der virker.
Udvid unges erfaringer med almindelighed. Højskolens hverdagsliv åbner for et slags maskefald, hvor den forstillelse, som individualisering, sociale medier og usikkerhed kalder frem, ikke længere er mulig.
Måske kan de rum også skabes uden for højskolemure? Rum, hvor nærheden giver plads til både skævhed og almindeligheder, som karakteriserer os mennesker i langt højere grad, end de polerede facader tillader.
Lad unge opholde sig i nuet. Rum til fordybelse, til selvforglemmelse, til ting, der er drevet af lyst, er næsten syndige og få. En strukturel frihed fra at skulle være dygtig til alt, hvad vi bruger ressourcer på, er frisættende.
Måske viser det sig, at vi faktisk ER gode til at bruge vores hænder. Eller måske finder vi bare modet til at omfavne rollen som amatør.
LÆS OGSÅ: Christian Hjortkjær: ”Vi skal tale med de unge om, at det er fuldstændig i orden at have grupper og kliker og at elske nogle højere end andre”
Der er ingen enkle svar på den udfordrende udvikling. Og jeg elsker, at vi som skoleform er optaget af at bidrage til en bedring af børn og unges trivsel, myndiggørelse og mod. Også med en uegennyttig agenda.
Men jeg drømmer også om at kunne mønstre det politiske mod til at styrke den strukturelle adgang for flere unge til netop at finde myndiggørelse og mod på alle landets højskoler.