Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Roligt, smilende og tålmodigt delte Inna Dzhurra, hvordan hun og resten af BUR, Building Ukraine Together, og deres netværk af unge frivillige ikke bare genopbygger fysiske strukturer, men også forsøger at bygge et demokratisk land.
Det skete, da hun gæstede de nordiske højskolebevægelsers summit i Sverige forleden.
Da vi på konferencen – i den bedste mening – spurgte hende, hvordan hun og de andre frivillige på én gang kunne rumme både at bygge og samtidig tale om demokratiske idealer, som kan virke uendeligt svære at realisere lige nu, svarede hun roligt og klart: ”Vi har ikke noget alternativ.”
LÆS OGSÅ: Christian Hjortkjær: ”Vi skal tale med de unge om, at det er fuldstændig i orden at have grupper og kliker og at elske nogle højere end andre”
Da vi havde takket alle oplægsholdere for inspirerende dage og lagt konferencen bag os, satte vi kurs mod København med Inna på bagsædet.
Imens jeg og de andre danskere i bilen en times tid senere roligt ledte efter vores kørekort på telefonen, mindede en svensk grænsekontrol os om, at den krig, der nu er blevet hverdag i Europa, og som Inna havde talt så roligt om, har sat meget dybe spor i mange ukrainske unge.
Vi slap for at identificere os overfor det svenske politi, som så ud til at være på jagt efter de involverede i et tragisk drab på en svensk familiefar dagen før. Men påmindelsen på den dansk-svenske grænse fik Inna til at fortælle om de konsekvenser, grænsekontrollen i Ukraine har skabt.
For da invasionen ramte Ukraine i februar for to år siden, ramte krigen den by, Inna studerede i.
”Jeg var helt alene”, fortalte hun, ”jeg kendte ikke rigtigt nogen endnu.
Og så tænkte jeg: Hvis jeg skal være midt i en krig, vil jeg i det mindste være sammen med min mor.” Inna tog en hurtig beslutning, pakkede en taske og begav sig ud på en farlig rejse gennem en korridor, som hun havde hørt, at russerne ville lade dem slippe igennem for en stund.
LÆS OGSÅ: Lisbeth Trinskjær: Hvad er meningen?
”Hver gang vi kom til et check-point, holdt jeg vejret. De havde sagt, at de ikke ville skyde, men jeg vidste jo ikke, om de holdt, hvad de havde lovet”.
Inna nåede frem til sin familie, også i fortællingen i bilen. Vi vidste knapt, hvad vi skulle svare. For hendes fortælling var næsten for rå at rumme. Og måske var der heller ikke så meget at sige?
I begyndelsen af juni samler Nordisk Folkehøjskoleråd 50 unge ukrainere bosat i Norden på Nansen Academy i Lillehammer – med støtte fra Nordisk Ministerråd.
Mange af ukrainerne har været på højskole i Norden, siden krigen begyndte, og deres fortællinger har sat spor i de andre unge, præcis som Innas gjorde det i mig på broen imellem Sverige og Danmark.
Ånden over samlingen i Lillehammer vil være tro mod Innas tilgang: Der er ikke noget alternativ til håbet. For alt andet ville være ubærligt.