Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark
”Jeg er nødt til at give mig selv en pause ind imellem. Ellers er alt det alvorlige for meget for mig at rumme”.
Cirka sådan formulerede politisk kommentator Søs Marie Seerup Laybourn for nylig en følelse, der vakte dyb genklang i mig, da vi sammen gæstede TV2 News.
Det er følelsen af, at alvoren erobrer vores tankestrømme. Alvor, som ikke opstår af forestillede udfordringer, men derimod af realiteter, vi højst kan sætte på pause. Alvor, som det ansvarlige myndige menneske på én gang er dybt forpligtet til at forholde sig til, og som vi samtidig kan have svært ved at magte.
LÆS OGSÅ: Rasmus Willig: Vil du være etisk proletar?
Trøstesløs krig i Ukraine, ubærligt tragiske menneskeskæbner i Israel og Gaza, vækst i verdens autokratier … Russisk opposition knuses med mord og løgn, og en narcissist med dyb foragt for de demokratiske institutioner er tæt på at generobre magten i USA, ligesom klimaforandringerne lader til at løbe løbsk. Meningen kan være svær at få øje på.
Vi mennesker sætter nye begreber på det, vi ikke kan rumme – fx ”klima-fatigue”, ”doom-scrolling” og mistrivsel – fordi de tilværelsespræmisser, vi ønsker os, udfordres af virkeligheden.
Hvor henter vi så håbet henne? Måske trænger vi til at synge? For når vi synger sange som Noget om kraft, Denne morgens mulighed og Fortabt er jeg stadig, skaber vi en sansende forbindelse til, hvor fantastisk den verden, vi er omgivet af, er. Skaberværket, hvis man har Gud med i ligningen.
Når vi synger, minder vi hinanden om, at tilværelsen er fyldt med underfulde fænomener, mening og godhed.
Der er så meget af det, at vi dårligt lægger mærke til det. Vi værdsætter det ikke. Men tager det for givet. Og så mister det farve og betydning, og vi haster forbi.
Højskoleelever er generøse, betænksomme, handlende, opmærksomme, varme og en slags forårsbebudere for de værdier, vi kunne drømme om at bygge samfund på.
Lisbeth Trinskjær
Måske trænger vi også til at få fingrene i jorden? Til at skabe regenerative jordbrug? Til at holde bier? Til at sanke, sy, fermentere og reparere?
For når vi handler bæredygtigt i det helt nære, lægger vi en lille smule energi ind i en idé om en tilværelse, hvor andre og mere opbyggelige logikker råder.
”Hvis du mister håbet for fremtiden, skal du bare tilbringe et par timer på en højskole og iagttage de unge, der befolker den.” Sådan siger jeg ind imellem, når jeg møder mennesker, der ligesom jeg overvældes af tidens alvor.
Højskoleelever er generøse, betænksomme, handlende, opmærksomme, varme og en slags forårsbebudere for de værdier, vi kunne drømme om at bygge samfund på.
Vi nærmer os ”point of no return”, hvisker min politiske hjerne mig, men det bliver overdøvet af de begejstrede klapsalver fra alle højskoleeleverne, som har høstet afgrøder til en af salaterne på min tallerken til aftensmad på Vestjyllands Højskole.
LÆS OGSÅ: Er naturen dannelsens nye ledestjerne?
Håbefulde handlinger. Handlekraft og mod. Det har forskellige udtryk på alle landets højskoler. Men det er alt sammen forbundet til det liv, vi ønsker at skabe, og den mening, vi søger.
Håbet er det stærkeste våben mod alt den alvor, vi ikke kan rumme.