Af Jørgen Gammelgaard, fagforfatter og tidligere højskolelærer
Ole Jensens I Vækstens vold skabte røre, da den udkom i 1976 og gør det stadigvæk. I al fald så meget, at den er udgivet igen og gjort til midtpunkt for et helt nummer af Højskolebladet, ligesom den er ophav til denne kommentar.
Egentlig er bogen et teologisk opgør med troen på den uhindrede økonomiske vækst – en af de tidligste fra teologisk side. Men den rejser også på en ny og temmelig håndfast måde en kritik af teologiens egen ideologi, hvilket har vakt opsigt.
At væksten har medført en rovdrift på naturen er for længst bevist og danner grundlag for, at vi lever i den antropocæne periode. En betegnelse, der ikke skal opfattes som en anerkendelse af det aftryk, vi har sat i den meget korte tid, vi har levet på kloden, men mere som en dødsensalvorlig videnskabelig kendsgerning.
Ole Jensens kritik af den kristne teologi starter med at gennemgå de væsentlige træk ved den jødisk/kristne ideologi, som den beskrives i skabelsesmyten i 1. og 2. Mosebog på den femte dag, hvor Gud skaber Adam og Eva i sit eget billede og befaler dem at tage herredømme over den verden, han lige har skabt.
LÆS OGSÅ: Ole Jensen: Tilværelsen er større end mennesket og den menneskeskabte verden
Gud sætter altså sig selv uden for sit skaberværk, samtidig med at han legitimerer både mennesket som hersker og den uophørlige vækst. Bortset fra idéen om Gud, som er jødisk, flugter mennesket som hersker smukt med antikkens menneskesyn, der genfødes i renæssancen, og i den gryende videnskab – for så at springe ud i fuldt flor i oplysningstiden.
Kernen i Ole Jensens kritik er, at naturvidenskab er skurken. Han præsenterer nogle af sine mest ætsende analyser af naturvidenskabens magtbegær og ambitioner om kontrol, af dens påstande om, at kun dens sandheder er gyldige – og værst af alt, at de kan forvandles til tekniske løsninger.
Naturvidenskaben er aggressiv, erobringslysten uden respekt for åndsvidenskaberne og tilgange som animisme og andre religioner. Kort sagt så dæmoniserer Ole Jensen denne del af oplysningstiden, hvad jeg mener en oplagt fejltagelse.
Naturvidenskaben er i virkeligheden begyndelsen på det moderne menneskes opdagelse af naturen. Den udvikler sig både i Tyskland, Frankrig og England, og den flettes sammen med romantikkens gennembrud og fører til et ændret natursyn og en global indsamling af viden om naturen, som vi stadig bygger videre på.
Kort sagt ville det være forkert og ulykkeligt, hvis Ole Jensens bastante afvisning gør danske teologer (og højskolefolk) til naturvidenskabelige analfabeter.
Jørgen Gammelgaard
Ole Jensen fortsatte i bøger, artikler og i Grundtvigsk Arbejdskonvent sit arbejde, også da kampen for miljøet blev til for klimaet, og i På kant med klodens klima (2011) udviklede han, hvordan han mente, vi burde ændre vores syn på naturen.
Han var teolog, filosof og lærer, men han var ikke naturvejleder. Han opstillede nogle modsætninger mellem de kristne forestillinger og dem, videnskaberne i almindelighed har. Flere er ægte nok og kan og skal diskuteres. Det gælder f.eks. Løgstrups ophavsteologi, som ganske vist er religionsfilosofi, men dog er enig med kosmologerne om, at jorden er skabt.
Men det gælder også evolutionsteorien, som har vist en utrolig modstandskraft som videnskabelig hypotese. Hvis vi skal forklare vores børn, hvordan livet er opstået, og tilværelsen i øvrigt er indrettet, har vi store vanskeligheder uden denne teori, men den har også en helt uvurderlig nytteværdi i kampen mod udryddelsen af sygdomme, fattigdom og alskens dårligdom.
Den indgår for øvrigt i de sidste årtier som Hawkings endelige teori om et universelt princip. Vores planet er udvalgt, fordi den er det bedste sted for, at livet kan udvikle sig!
LÆS OGSÅ: Ole Jensen ved vejs ende: Det er højskolens opgave at stille spørgsmålet: "Menneske først – og hvad så?"
Kort sagt ville det være forkert og ulykkeligt, hvis Ole Jensens bastante afvisning gør danske teologer (og højskolefolk) til naturvidenskabelige analfabeter.
For det er, hvad der er sket! Vi må opdatere vores naturvidenskabelige viden og for egen overlevelses skyld etablere en dialog med den videnskabelige verden i bred forstand og skabe det nye natursyn, som Ole Jensen efterlyste.
Lad os tage et eksempel: Da Vorherre indblæser sin ånde i Adams næsebor, har fotosyntesen været under udvikling i mange milliarder år og sørget for, at Adam og Eva kan blive ved med at ånde, blandt andet ved at skabe en have med træer, blade (og æbler). Der er skabt et genetisk system, som sætter alt levende i familie med hinanden.
Men vi er først nu ved at finde ud af, hvordan dette taler system med hinanden og vi med det. Om det er intelligent, og hvordan det ser på os. Om det skal have rettigheder, som mennesket har det.
Videnskaben har allerede mange bud, og en økologisk litteratur er på vej. Bare se jer omkring.