Ole Jensen: Tilværelsen er større end mennesket og den menneskeskabte verden

Publiceret 20-03-2024

BØGER ”Det er en umådelig simpelhed, primitivitet og brutalitet, der får os til med vor vækst at udrydde løs af dyrearter og plantearter, som er blevet til gennem millioner af år, og som derfor selvsagt ikke kan genskabes. Det sker for øjeblikket med kolossal hast,” skrev den afdøde teolog Ole Jensen i sin bestseller "I vækstens vold" fra 1976. For nylig tilkæmpede en gruppe studerende sig rettighederne til at genudgive bogen i håb om at gøre hans teologiske kritik af den moderne tro på vækst, udvikling og udvidelse relevant igen. Højskolebladet bringer her et uddrag.

Af Ole Jensen (1937-2021), tidligere højskoleforstander, præst og professor

I 1976 blev teolog Ole Jensens bog I vækstens vold udgivet for første gang. Det er en folkelig omskrivning af hans afhandling Teologi mellem illusion og restriktion, og den kredser om, hvordan kristendommen har været med til at skabe et natursyn og et vækstparadigme, som har medført rovdrift, forurening og artsudryddelser i verden – det, vi i dag kalder klimakrise.

Bogen blev dengang en øko-klassiker i dansk faglitteratur og gav Ole Jensen status som teologisk rockstjerne.

For et par år siden faldt et par bachelorstuderende i idéhistorie ved Aarhus Universitet over Ole Jensens forskning i forholdet mellem økologi og religion.

De undrede sig over, at bogen ikke var blev udgivet siden 1992, hvor den var blevet udsolgt fra forlaget, og de begyndte at drømme om at genudgive bogen på eget forlag. 

LÆS OGSÅ: Ole Jensen ved vejs ende: Det er højskolens opgave at stille spørgsmålet: "Menneske først – og hvad så?"

Da de drøftede idéen med Ole Jensen, kort tid inden han gik bort i december 2021, blev han meget rørt over, at de studerende havde til hensigt at give hans teologiske tanker om naturen et nyt publicistisk liv.

Der skulle dog gå et par år med mange praktikaliteter og en juridisk forhandling med Gyldendal for at få udgivelsesrettighederne, før det lykkedes. Sidste år udkom I vækstens vold i sin originalversion på det nystartede Forlaget Lomme.

Det er med tilladelse fra forlaget og Ole Jensens enke, Iris, at Højskolebladet bringer følgende uddrag af bogen – et uddrag, der viser, at Ole Jensens analyser af klima-, miljø- og naturkrisen var mere sande, end de fleste havde fantasi til at forestille sig.

*

Vor mani for vækst og udvidelse og erob-ring er økologisk uforsvarlig og umenneskelig over for vore medmennesker i u-landene og over for vore efterkommere. Men den er herudover, som netop hævdet, usand og usund for os selv.

Men der er endnu mere at sige om den. Den er en krænkelse af det liv, vi har fået betroet, den er fuld af overgreb, den er skammelig og skændig.

Det er med vilje, jeg bruger disse lidt gammeldags, etisk og religiøst ladede ord. Med dem forlader vi de rene fornuftovervejelsers overdrev og benytter en såkaldt „følelsesbetonet“ argumentation – naturligvis fordi jeg vil hævde, at det kommer vi ikke uden om; ikke blot er det ikke forkert, forkert er det at lade være. Også følelser er fulde af sand viden om virkeligheden.

Det er skammeligt og oprørende, at vi ikke vil dele Jordens goder med andre, vore medmennesker som lever nu, og vore efterkommere, men også at vi ikke vil give plads for andet liv end menneskets samt lige det, der tjener og hjælper mennesket.

Der gives et ord, som er ved at glide os af hænde, ordet medskabninger. Kloden er ikke blot menneske, den er en fylde af livsformer, der hver ejer deres pragt og værdighed. Det er en umådelig simpelhed, primitivitet og brutalitet, der får os til med vor vækst at udrydde løs af dyrearter og plantearter, som er blevet til gennem millioner af år, og som derfor selvsagt ikke kan genskabes. Det sker for øjeblikket med kolossal hast. 

Det er en kæmpemæssig misforståelse, at saglige følelser som harmen og fortvivlelsen over uret og skændsler ikke er fornuftige. De er langt fornuftigere end den isolerede vækst-forstandighed

Ole Jensen

Vi er uden anelse om, at vi formentlig ikke kan bevare vor egen naturlighed, hvis vi ikke lader omverdenen og dens mangfoldighed have et frirum.

Psykiatere er så småt begyndt at gøre gældende, at menneskets mentale sundhed forudsætter, at der er andet til end mennesket og det af mennesket producerede og tilrettelagte, at der er noget fremmed til, som kan vække vor undren.

De gamle vidste bedre, de lod hegn og grøftekanter vokse, så der kunne leve alt muligt mærkeligt og tilsyneladende unyttigt dér. De lod moserne være, udnyttede ikke hver bid jord. Økologisk gjorde de klogt i det, viser det sig ofte. 

I juli 1976 døde en masse fisk i danske vandløb, fordi træerne ved åerne er fældet, så der i en periode med megen sol og varme produceres for meget ilt af vandplanterne, så fiskene får for meget ilt, hvad der sprænger deres iltdepoter bag øjnene. Og når man retter åer ud og dræner alle moser, viser det sig også ofte at forstyrre økologiske balancer.

Men der lå mere i de gamles tilbageholdenhed. Den var religiøs, den havde et element af tabu i sig – tabu vil sige at noget er forbudt af religiøse grunde. Man skulle respektere en magt, når man var tilbageholdende.

Det er ikke en tænkning, der uden videre er forældet, vil jeg hævde – og argumentere for senere i denne bog. 

LÆS OGSÅ: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”

Denne tænkning varetog noget, som handler om det, der ligger ud over, hvad der ligger i menneskers magt, selve det forunderlige, at der er noget til, at der er andet end mennesker, ja, at vi ikke er til af egen kraft.

Tilværelsen, der har givet os livet, uden at vi har spurgt om det, og givet naturen dens mangfoldige og forunderlige former for liv, også uden at nogen er blevet spurgt om det, denne tilværelse er større end os, større end mennesket, dets handlinger, aktivitet, samfund, varer.

Det vidste man noget om, når man lod det være tabu at udnytte hver en bid land. Man vidste, at der må være en margin.

Der findes en skøn, underfundig, men meget alvorlig roman, skrevet af franskmanden Romain Gary. Den hedder Himlens rødder (København 1959). Hovedpersonen, Morel, er tilsyneladende en gal mand. Han sætter hele sit liv ind på at bekæmpe udryddelsen af elefanterne i Afrika. "Himlens rødder", det er elefanterne. Det er Morel, svarer til de gamles tabu.

Hvis ikke der er en margin, hvor der er plads til det tilsyneladende unyttige, det fremmede, det vi ikke er eller umiddelbart kan bruge, så går vi til, så mister tilværelsen sit indhold, vi forsumper i nihilisme, i manglende livslyst, i uendelig kedsomhed ved kun at se det kendte, se os selv, vor egen afspejling. 

Det er skammeligt og oprørende, at vi ikke vil dele Jordens goder med andre, vore medmennesker som lever nu, og vore efterkommere

Ole Jensen

Den dag, de prægtige elefanter med deres suveræne frihed er døde, da vil vores frihed også være til ende, vor drift mod retfærdighed og kærlighed vil gå under i trivialitet og livslede. Morel, tidligere kz-fange i Tyskland, forsvarer menneskets liv ved at forsvare dyrets. Det var ved at tænke på elefantens frihed, han overlevede i lejrens elendighed, i den forfærdende frihedsberøvelse.

Det er lignende tanker, der bevæger Thorkild Bjørnvig, når han i digtet Dag og nat taler om, at vor menneskelige – kropslige og mentale – frihed forsvinder med vor naturløshed, symboliseret i, at dyrearterne uddør:

… Min Jord, med Solsort, Svale, Hest,
Sælhund og Hval, Delfin og Albatros, Daadyr,
Gazelle, Løve, Ravn og Los
– for hver udslettet Form forarmes vi,
det dyriske blir plumpt og blindt i os, perverst og fyldt
af Skam: Fragment og Rest –
naar ikke vi ser Dyrets Liniespil
opdrage os og gøre Kroppen fri,
saa vi i Dansen legemligt er til,
i Ro, Bevægelse, og Favn i Favn.

Dette er en "følelsesladet" argumentation, ja, akkurat. Følelsen af det skammelige og forfærdelige er det, vi i første omgang har at holde os til. Hvad skal vi stille op? – spørger vi fortvivlet, og den fortvivlelse er en følelse, vi ikke skal lade os rokke fra, for den har ret.

LÆS OGSÅ: En hyldest til Johannes Møllehave: "Han var på mange måder en åndelig cyklotron – en centrifugal partikelaccelerator"

Kun fortvivlelse og harme kan bringe os ud af vores automatiske væksttænkning med alle dens forfærdelige overgreb på naturen, på u-landsbefolkningerne og på vore efterkommere. Denne følelse er moralsk, væksttænkningen umoralsk, som den fungerer nu.

Og det er en kæmpemæssig misforståelse, at saglige følelser som harmen og fortvivlelsen over uret og skændsler ikke er fornuftige. De er langt fornuftigere end den isolerede vækst-forstandighed, som behersker det økonomiske og politiske liv.

Denne forstandighed er ufornuftig, fordi den er ufølsom. Den infantile vesterlænding med hans overtro på, hvad vi kan udrette med vor aggressive kultur, vendt mod alt mangfoldigt, sært og myldrende liv i natur og andre kulturer, er dum, stupid – fordi han er følelsesstupid.

At følelsen af det skændige og forfærdelige er fornuftig, viser sig blandt andet i, at den kan formuleres klart og gøres kritisk gældende. Det skal forsøges i de følgende kapitler. 

Blå bog

Ole Jensen

Ole Jensen (1937-2021) var professor emeritus i dogmatik ved Københavns Universitet og dr.theol. på afhandlingen Teologi mellem illusion og restriktion. Derudover tidligere provst i Maribo Domprovsti, domprovst ved Lolland-Falsters Stift, rektor for Præsternes Efteruddannelse, forstander på Grundtvigs Højskole, medlem af Etisk Råd og bestyrelsesformand for Verdensnaturfonden.