Af David Molin, tidligere højskoleelev og vinder af Højskolebladets kronikkonkurrence 2023
Det siges ofte, at vi unge er den frieste generation nogensinde – men det er sjældent os selv, som siger det. Tværtimod føler vi os bundet af altid at skulle løbe stærkt og være tilgængelige online. Jeg vil her beskrive denne ufrihed, og hvordan folkehøjskolerne har en vigtig rolle at spille i at oplyse ungdommen og give modspil til tidens problematiske tendenser.
Min 89-årige farmor mener, at vi unge lever i et slaraffenland af absolut frihed. Vi kan selv vælge partner, uddannelse, udseende og job. Det er et langt stykke hen ad vejen korrekt, men på paradoksal vis er det ikke frihedsfølelsen, der dominerer blandt mine jævnaldrende. Tværtimod. Mange beretter om en følelse af at jagte mål, de ikke selv har valgt. De føler sig pressede. Låste. Fastklemte. De skal løbe stærkt. Ingen ved hvorfor, men alle ved, man skal.
Min tidligere højskolelærer Christian Hjortkjær siger det meget præcist i sin bog Utilstrækkelig: Der er meget lidt, vi unge ikke må, men rigtig meget, vi skal. Dette reducerer for mig at se vores frihed og gør sig særligt gældende på to områder: Først og fremmest et ekstremt fokus på individuel præstation. Ingen ved helt hvorfor, men vi ved, at præstation er vigtigt og statusgivende. Du skal være en god ven, søn, datter, kæreste og studerende. Du skal være smuk, trænet og sund. Du skal løbe stærkt, men ingen ved, hvad de løber fra eller imod.
LÆS OGSÅ: Vinderen af Højskolebladets kronikkonkurrence: Hvornår får vi sikkerhedsseler i vores digitale trafik?
For nylig fortalte en af mine venner, at hun havde svært ved at slappe af, fordi hun får dårlig samvittighed, når hun ikke er produktiv. Så er man ikke særlig fri.
Det, der bidrager mest til ufriheden, er dog afhængigheden af vores bedste ven – mobiltelefonen. Man skal svare hinanden hurtigt. Man skal være tilgængelig.
I går fortalte en jævnaldrende mig, at han to dage om ugen ikke bruger sin telefon. Og at disse to dage er utrolig afslappende for ham. Hvorefter han i næste sætning berettede om, at han de resterende dage bruger 3-4 timer på sociale medier dagligt.
At have et enormt højt skærmforbrug, på trods af at vi i en eller anden grad har erkendt de negative konsekvenser, er både udbredt blandt os unge og i befolkningen generelt. Vi er alle enormt gode til at overbevise os selv om, at telefonerne overvejende er gode for os.
Når vi konstant løber stærkt, og telefonen bipper løs, hvornår opnår vi så den eftertanke og sindsro, som er nødvendig for at tænke og handle moralsk?
David Molin
Så vi fortsætter med at bilde os sig ind, at det er uden betydning for vores koncentrationsevne og sjælefred konstant at blive forstyrret af notifikationer. At dét at se timevis af 15-sekunders lange TikTok-videoer er afslappende for hjernen. At de sociale medier er positive for fællesskaberne, selvom de forstyrrer, når vi er fysisk sammen, og skaber udbredt FOMO, når vi ikke er.
Tilgængelighedstyranniet, tidsrøveriet og dét at vores tanker konstant forstyrres af noget ydre bidrager alt sammen til, at telefonerne indskrænker vores frihed.
Jeg tror, at ufriheden og presset forhindrer os i at interessere os for verden og blive oplyste, myndige borgere. Jeg er bekymret for, hvad ovenstående tendenser gør ved unges evne til at indgå i fællesskaber og i sidste ende deltage i demokratiet.
Når vi konstant løber stærkt, og telefonen bipper løs, hvornår opnår vi så den eftertanke og sindsro, som er nødvendig for at tænke og handle moralsk? Hvis det højeste gode er den individuelle præstation, hvor er så omsorgen for vores næste og de konkrete fællesskaber, vi er en del af?
Heldigvis har vi i Danmark højskolerne med deres særlige fokus på fællesskab, udsyn og dannelse. Jeg tror, at denne særlige kulturelle ballast giver højskolerne en unik mulighed for at skabe en modkultur til præstationstyranniet og skærmafhængigheden.
LÆS OGSÅ: 2. pladsen i Højskolebladets kronikkonkurrence: Vi er tydeligvis ikke bange nok for AI – måske fordi den er en kvinde
Højskolerne kan bevidstgøre os unge om, at vi ikke behøver jagte præstation. At vi ikke skal svare med det samme. At hvis vi i fællesskab bliver enige om, at det er sejere at være en god ven end at kunne flashe store fitness-muskler, så vil præstationskulturen langsomt forvitre og blive afløst af noget mere humant.
Højskolerne har mulighed for at bevidstgøre og facilitere diskussioner om, hvad de sociale medier gør ved os. Jeg tror, at mange i den lidt ældre generation er bange for at kritisere dem af frygt for at blive opfattet som bagstræberiske og gammeldags.
Men i en tid med ukritisk teknologibegejstring er det netop dét at insistere på denne kulturkritiske samtale, der er det virkelig fremsynede!
Jeg vil derfor opfordre højskolerne til at præge os unge med tydelige værdier om at være kritiske over for præstationspres og skærmafhængighed.
Jeg tror, at dette er afgørende for, at vi kan blive myndige medborgere, der kan tage ansvar for os selv, fællesskaberne og samfundet.