Kære brevkasse
Hvor meget skal man holde sin højskoleelev i hånden? Har I det ligesom mig, at det er svært at finde balancen mellem at støtte og at skubbe?
På den ene side virker det til, at man skal hjælpe – fx som ganggruppelærer – med at levere skolens struktur, så eleverne ved, hvad deres opgaver er i tjanseskemaet – hvem, hvornår, hvordan osv. At der generelt er styr på alt det, de skal.
Og så er der kalenderen: De skal hele tiden holdes opdaterede og forsikres om, at alt det, der skal ske, er sådan og sådan – tjekket og tilrettelagt.
Jeg har mest lyst til at give slip og selv lade dem finde ud af det. Sige ”tjek op på nogle ting og organisér jer!” I stedet for at komme til dem med hensigten om at redde trådene ud fra et selvforskyldt og overkompliceret miljø, hvor ingen tør tage det, som det kommer.
Livet er forvirrende. Det er ukontrollerbart og spontant. Jeg har lyst til at give eleverne plads, selvom det kan virke ubehageligt – og ja, uforsvarligt.
Men kom nu! Jeg gider ikke være ”den voksne”, der skal have svarene på forhånd, for så er det, som om vi går glip af et eller andet.
LÆS OGSÅ: Brevkasse: Skal vi lave et nyt dannelsesmanifest på højskolerne?
Min oplevelse er, at jeg gør mit højskolelærerarbejde i en farlig cocktail af deres forventninger til en stram struktur – og så min egen behagesyge, der ikke vil skuffe dem.
Men i virkeligheden er jeg træt af at skulle være forælder. Jeg vil hellere kunne skubbe lidt mere på i stedet for at støtte op. Fx læne mig tilbage og se, hvordan de organiserer sig, hvis ikke jeg har en dagsorden med.
Jeg reproducerer en accelerationskultur, hvor det meste går for stærkt, og hvor man tror, at pointen ligger i at gennemskue, vide og kontrollere alting.
Hvad skal jeg gøre, når jeg nu bare gerne vil lave noget andet med mine elever som kostskolelærer end at tale dem til ro i en forvirrende og hurtig tid?
Hilsen ”den voksne”
Svar fra gæsteredaktør Simon Finnerup, underviser på Den frie Lærerskole i Ollerup:
Kære ”den voksne”
Jeg kommer til at skuffe dig med mit svar, som ikke er et svar. Du vil formentlig blive ret irriteret og sove dårligt i nat. Til gengæld er det mit håb, at du en dag vil vågne op, stadig træt og forvirret, med en vished om, at den uro, du oplever, befinder sig i enhver højskolelærers sårbare og dermed levende krop.
Dit brev peger meget fint på en række af de allermest betydningsfulde paradokser og dilemmaer i højskolelærerens virke. Disse er svære at håndtere og kræver en særlig pædagogisk takt, et særligt sindelag og en særlig dømmekraft.
Forholdet mellem kosmos og kaos danner grundlag for din frustration, og du virker til at være i tvivl om, hvor meget orden og hvor meget uro, du skal være iscenesætter af, så det modner og myndiggør den enkelte elev. Der findes efter min overbevisning ikke en troværdig skabelon, der opløser dette dilemma.
Disciplinering, opdragelse og det forpligtende fællesskab er ikke bare vigtigt i barnets liv, men udgør også trædesten i den voksne elevs udvikling.
Simon Finnerup
God højskolepædagogik er konkret og situeret, hvilket betyder, at du i mødet med eleverne lige nu og her skal øve dig i at aflæse eleverne og nøje dosere og afbalancere det, der udfordrer, og det, der skaber tryghed.
Du må være fintfølende, modig og afprøvende, da en menneskelig pædagogik ikke kan sættes på formel, men formes og udvikler sig i det aktuelle samvær mellem mennesker.
Du skal ikke være bange for at styre eleverne. Den frie højskole er i praksis meget ufri. Højskoleeleven vælger frit det ufrie og mærker lynhurtigt, at hun er forpligtet til at bære skrald ud det ene øjeblik for minuttet efter at lukke frihedens døre op til en ny verden gennem drama- og litteraturundervisning.
Du omtaler dig selv som ”den voksne” i citationstegn, og det forstår jeg ikke. Du er den voksne, og hvis eleverne kalder på, at du hjælper dem med struktur i dagligdagen, må du tage opgaven på dig. Disciplinering, opdragelse og det forpligtende fællesskab er ikke bare vigtigt i barnets liv, men udgør også trædesten i den voksne elevs udvikling. Du er for en stund ”forælder” for ”et barn”, der skal gebærde sig i dit ”hjem” med de regler og den struktur, du, ikke barnet, har bestemt.
Samtidig – nogle gange præcist samtidig – sker der så det, at situationen kalder på, at du klæder eleven af, piller stilladset ned og sætter selv den mest angstfyldte elev fri midt i det uvisse og fremmede rum som en anden drillepind eller legekammerat. En moderne, frisættende og mynddiggørende pædagogik må indeholde elementer af både det ufrie og det frie, og dette må du besinde dig på og bygge en praksis op omkring.
Det kan også formuleres på en anden måde::Højskolepædagogikkens DNA består af en dobbeltbevægelse, som strækker sig horisontalt og vertikalt. Fra et horisontalt perspektiv er højskolen et mødested for ligeværdige mennesker, hvor man gennem kollektive processer og fagets optik kaster lys på vores fælles liv.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Jeg oplevede racisme blandt eleverne, men greb ikke ind – hvad gør jeg nu?
Vi medbringer alle, uanset herkomst og uddannelse, et værdifuldt blik på den verden, vi er sammen om at blive klogere på. Fra et kontrasterende perspektiv anser vi eleven som en elevator – én, der hæves – og læreren som en opdrager, der drager op. Dette forhold er vertikalt og fyldt med normer, rigtigt og forkert, fastlagte strukturer og traditioner, som både eleven og læreren må tilpasse sig.
Højskolelærerens lise og lidelse er at tage dette kors på sine skuldre. Korsets metaforik minder os om, at arbejdet indeholder både en horisontal og vertikal akse samt et punkt, hvor de to akser brydes.
Midt i aksernes brydningspunkt indfinder der sig en central dannelsesmulighed for den nysgerrige og søgende højskoleelev. Som en anden tvivlende discipel kan eleven driste sig til at stikke en finger ind i lærerens åbne sårhul og her, med blod på hænderne, føle sig frem til et forunderligt skæringspunkt, hvor de to akser brydes. Momentant smerter det. På langt sigt giver det liv.
Kærlig hilsen
Simon