Lisbeth Trinskjær: Når magten hylder præstationen

Publiceret 02-10-2024

KLUMME "UBAK-indekset" nåede nærmest olympiske dimensioner i Paris, da unge højskoleelever med funktionsnedsættelser på allernærmeste hold var vidner til, hvordan para-atleterne gør det umulige muligt. 

Lisbeth Trinskjær

Af Lisbeth Trinskjær, formand for Folkehøjskolernes Forening i Danmark

”Lille 10-årige Emma Lund kunne godt have set et idol i Emma Lund i dag,” udbrød den 27-årige danske paralympiske atlet rørt om sig selv som barn, lige før hun fik en solid og velfortjent guldmedalje om halsen ved De Paralympiske Lege i Paris. 

Den 27-årige forsvarende verdensmester i linjeløb havde tilbagelagt den 28,4 kilometer lange rute med start og mål i Clichy-sous-Bois i udkanten af Frankrigs hovedstad i feltets hurtigste tid og stod nu rørt af sejrens rus. 

Alle præstationer ved OL er imponerende, og de minder os om, hvad vi mennesker med viden og flid kan udrette af tiltagende ekstreme atletiske bedrifter. Bedrifter, som mange gerne vil hylde og stille sig ved siden af. 

LÆS OGSÅ Nyt podcastafsnit: Den rejsende højskole lever

Jeg kommer jævnligt i Kulturministeriet, og på deres vægge og gange vidner store fotostater af atleter gennem tiden om, hvor meget idrætten fylder i bevidstheden, og hvor suverænt idrætten dominerer kulturpolitikken i Danmark. 

Ved dette års OL og PL var villigheden til at deltage stor fra både regeringen, kongehuset og partiledere. Mange repræsentanter var at finde på lægterne i Paris, og der blev delt flittigt ud af kram og håndtryk til de rød-hvide medaljevindere. 

Det så alle vi, der fulgte med hjemmefra på fine avisforsider og fra gengivelser, der kørte i loop i nyhedsstrømmen. For vi elsker, når magten hylder præstationen.

Men for mig var den allervigtigste fanbase på lægterne en helt anden delegation. Egmont Højskolen rejste med sine 340 elever, gæster og undervisere til byernes by, Paris, for at følge de danske atleter til De Paralympiske Lege. 

LÆS OGSÅ: Ressourcer handler om meget mere end penge

Eleverne og de ansatte var iført rød-hvide ”Leave no one behind”-t-shirts og en lige så stor portion tålmodighed, som det kræver at bevæge sig rundt til de forskellige konkurrence-locations i Paris, når en del af højskoleleverne har funktionsnedsættelser.

Der kan være mange grunde til at lave en studierejse som højskole, og personligt drømmer jeg om, at den enkelte højskole er kritiske i vurderingen af, hvornår rejsens dannende indhold retfærdiggør den klimabelastning, turene udgør. 

Men ”UBAK-indekset” nåede nærmest olympiske dimensioner i Paris, da de unge højskoleelever med funktionsnedsættelser på allernærmeste hold var vidner til, hvordan para-atleterne gør det umulige muligt.