Kære Ventilen
Jeg underviser på en højskole i syning og tekstildesign, ofte med fokus på at sy tøj til sig selv. I den forbindelse arbejder vi meget tæt på kroppen, og eleverne skal ofte forholde sig til deres konkrete kropsmål, størrelse og så videre for at kunne skabe tøj med en god pasform.
Her oplever jeg, at nogle elever udtrykker ubehag og modvilje mod at skulle måle sig selv og på den måde blive konfronteret med deres personlige kropsmål.
På de lange ophold har jeg ofte elever, som kommer med anoreksi-historik, og hvor målebåndet har været et symbol på kontrol, sammenligning og negative tanker. På korte kurser har jeg ofte kvindelige kursister, som kæmper med at finde sig til rette i, at kroppen har ændret sig med årene.
Samtidig ved jeg af erfaring, at beklædningssyningen for mange mennesker, inklusive mig selv, kan være med til at styrke kropsaccept på den lange bane. Jeg tror, at processen med at sy tøj til sig selv kan få en til at opdage, at det er tøjet, som skal tilpasses kroppen og ikke omvendt.
LÆS OGSÅ: Brevkassen: Hvor meget skal man holde sin højskoleelev i hånden?
Mit dilemma går derfor på, om jeg skal insistere på, at de elever, som oplever udfordringer, måler sig selv og konfronteres med deres komplekser, så de kan opleve glæden ved at skabe noget tøj, der sidder rigtig godt.
Eller skal jeg give dem en alternativ måde at arbejde på, som ikke føles lige så grænseoverskridende?
Og hvor meget skal jeg i det hele taget italesætte kropsaccept, kropsbillede og så videre i selve undervisningen? Jeg ønsker jo egentlig bare, at de lærer at se kroppen som noget, de er og har, og ikke som noget, de behøver at vurdere sig selv ud fra.
Jeg vil gerne, at undervisningen skal være et trygt og rart rum for alle, og at den på en indirekte måde kan hjælpe elever, som kæmper med for eksempel kropskomplekser.
Så hvordan skaber jeg et rum, hvor alle kan være med – uden at skubbe nogen for langt eller holde dem for meget i hånden?
Mange hilsner fra
Tekstillæreren
Svar fra gæsteredaktør Camilla Gregersen, administrerende direktør for Ungdomsbureauet:
Kære Tekstillærer
Tak for din opmærksomhed på de forskellige personer, som går på dine hold. Du har ret i, at nogle – særligt unge – desværre oplever deres krop som forkert, hvilket skyldes nogle helt forskruede idealer, som ingen kan leve op til
Det kan naturligvis give udfordringer, når kroppen skal måles.
Du spørger til, hvor meget kropsaccept skal italesættes i undervisningen, og her er vi ved kernen. Jeg tror godt, at udfordringerne kan overvindes, hvis du allerede ved starten af undervisningen adresserer, at det er helt grundliggende, at der ikke findes forkerte (eller rigtige) kroppe.
Jeg vil anbefale, at du følger op i den efterfølgende sætning ved at tilføje den fine sætning fra dit eget indlæg: ”Det er tøjet, som skal tilpasses kroppen og ikke omvendt.” Hold derefter en lang pause, mens det synker ind. Og skær det så ud i pap:
At kropsaccept er helt centralt. Med italesættelsen kan du skabe det rare og trygge rum for alle, som du ønsker.
Alt andet end tvang er velkomment. Indflydelse og medbestemmelse skal i stedet være dine kodeord.
- Camilla Gregersen
Så kommer vi til det helt konkrete med at måle kroppen i centimeter. Både om hofter, mave, bryst og skuldre samt længde på ben og arme. Det kan jo igen være konfronterende – og det tror jeg godt, at alle kan sætte sig ind i uanset alder og køn.
Men vi kan afdramatisere det sammen. Du kan for eksempel italesætte, at man ikke behøver at brøle sine centimetermål ud foran alle – for målingen er jo blot et trin i processen.
Du spørger også til, om du skal acceptere, hvis nogen ikke vil måles, eller om du skal insistere på at hive målebåndet frem. Selvfølgelig skal ingen presses til at måles, hvis de ikke vil det! Tvang fører jo intet godt med sig – heller ikke i en undervisningssituation.
Og jeg kan love dig for, at ingen får overvundet komplekser ved at blive ”konfronteret med det”. Du vil dermed kun opnå, at de føler sig udstillet og formentlig udvandrer fra din undervisning.
Så hvis eleverne ikke vil måles, må du i det kreative hjørne, hvor du for eksempel tager udgangspunkt i noget tøj, der passer dem, og så laver modeller ud fra det.
LÆS OGSÅ: Hvad er formålet med dette? Om kunstneriske fag som grobund for forestillingskraften
Det kan også være, at de unge selv har nogle alternative idéer til målebåndet. Prøv at invitere dem med til at komme med input, så du kan få noget inspiration fra dem. Tro mig: Hvis de oplever medbestemmelse, og at du tager dem alvorligt, så kan I formentlig finde helt nye løsninger.
Alt andet end tvang er velkomment. Indflydelse og medbestemmelse skal i stedet være dine kodeord, og det er faktisk også det, som vi arbejder med hele tiden i Ungdomsbureauet.
Og husk at skabe plads til, at unge er forskellige. Nogle er introverte, mens andre er ekstroverte, og begge dele er helt OK. Jeg læser i dit spørgsmål, at du ønsker at være rummelig i forhold til dem – hold fast i den respektfulde tilgang.
Vores kroppe kan være et følsomt område. Der er jo ikke noget værre end at føle sig forkert. Men via pædagogik og åbenhed kan du måske medvirke til, at nogen af dem, som nu føler sig forkerte, kommer til at føle sig helt rigtige.
Og at deres krop er fin og smuk, præcis som den er. Så du kan virkelig gøre en stor, positiv forskel.
Måske kan det endda medføre en positiv effekt, som rækker ud over undervisningsrummet, så det ender med et stærkere selvværd for alle på dit hold, også når de forlader klasseværelset. Det er jo netop det, et højskoleophold kan: Give selvværd og tro på sig selv.
Eleverne skal lære, at der er plads til dem, netop som de er. Så bliver det jo ikke smukkere.
Bedste hilsner
Camilla Gregersen