Det tabubelagte
Kvinderne taler med stor entusiasme, og mens jeg interviewer dem, tænker jeg, at jeg faktisk er lidt jaloux på deres fællesskab. Selvom jeg kun er cirka 15 år ældre end dem, kan jeg næsten ikke få mig selv til at sige ordet onani. At tale åbent om noget lystfyldt – noget, som jeg har lyst til og godt kan lide – er svært. Jeg prøver at forestille mig, at jeg som 18-årig højskoleelev selv skulle proklamere det, som Luise gjorde under aftensmaden. Temmelig utænkeligt scenarie. Men tilbage til interviewet: Jeg er jo interesseret i at høre, hvad den her gruppe kan?
LÆS OGSÅ: Tør vi tale om #MeToo?
Ida: “Den kan alt! Den kan rumme hele følelsesregistret, og jeg går derfra med overskud og er virkelig berørt. Jeg kan spejle mig i rigtig mange vidt forskellige personer. Vi har snakket om kropsidealer, og hvordan man har det med sig selv – og når man får sat ord på det, får man det bedre.”
Luise: “Problemet er, at vi unge ikke tør snakke om det, som er svært og tabubelagt. Men det kan vi til Kvinde Kend Din Krop. Og hvis man ikke kan åbne op omkring det, som er svært, når man er der første gang, så kan det være, at man kan en af de næste gange. Så på et eller andet tidspunkt har alle fået lettet deres hjerte.”
Kavs: “Ja, og når man først én gang har haft en positiv oplevelse med at stå frem, så er det ikke så svært at gøre det igen.”
Emma: “Vi får normaliseret tabubelagte emner, for det er så naturligt det hele. For helvede, vi onanerer jo alle sammen, og selvom vi ikke ser porno hver dag, så har de fleste af os da set det. Vi taler bare ikke om det.”
Kavs: “I Kvinde Kend Din Krop-gruppen kan vi sige fuldstændig, hvad vi har lyst til. Alle lytter, og ingen dømmer. Det er virkelig trygt. Det er helt vanvittigt, at man kan sætte sig ind i et rum, og så er vi bare trygge blandt hinanden.”
“Vi er ikke alene med de her tanker"
Åh-åh, der kom det med onani igen. Det er altså et svært ord for mig, men jo flere gange, jeg skriver det, jo mere normalt bliver det. Der var faktisk en mandag, hvor jeg ikke fik lov til at være med i klubben, og det var, da de skulle snakke om netop onani. Jeg var faktisk lettet over ikke at være inviteret, men det ville have været en god udfordring for mig. Men hvad har egentlig været det sværeste at tale om i gruppen? Hvad har gjort den største forskel?
Emma: “Snakken om ens egen krop – den blev dybest. Vi kørte sådan en runde, hvor man skulle sige tre positive og én negativ ting ved sin egen krop. Og der var flere, hvor man tænkte: ‘Hvad snakker du om? Hvorfor føler du sådan? Du er jo så smuk!’ Jeg håber, at der var nogen, der fik en åbenbaring om, at det, de selv lader fylde, ofte ikke fylder hos andre.”
I Kvinde Kend Din Krop-gruppen kan vi sige, fuldstændig hvad vi har lyst til. Alle lytter, og ingen dømmer. Det er virkelig trygt
Cecilie Kavsman, efterårselev på Oure Højskole
Ida: “Nu taler vi jo primært om kvindekroppen og de ting, som den kan og ikke kan. Og så er der nogle personer, som står frem og fortæller, at de fx har det dårligt med deres mave. Det gør, at der er flere, som kan stille sig frem, og at vi får nogle interessante samtaler. Fx at vi kan åbne op omkring, hvor svært det kan være at give sig hen, når man har sex, fordi man ligger og har det dårligt over sin krop. Det er vi mange, som ikke taler med vores andre veninder om. Det gør, at vi kan føle, at vi ikke er alene med de her tanker. Det er virkelig det unikke ved den her gruppe.”
Kavs: “Vi har også lavet håndsoprækninger, hvis vi kan mærke, at der er flere, som har oplevet det samme. Det var fx overraskende at se, hvor få af os, som havde prøvet at få en skedeorgasme.”
Ida: “Der var også piger, som fortalte, at de ikke kunne få sig selv til at fortælle, hvad de kunne lide under sex. De kunne bare ligge under akten og være passive.”
Kavs: “Det vigtigste, jeg tager med mig herfra, er det med den åbne dialog mellem mig og den, som jeg har sex med.”
Luise: “Jeg havde slet ikke tænkt, at det var så stort et problem. Dét at vi som kvinder ikke kan snakke med vores partnere om, hvad vi har lyst til. Det er så nemt for os at tale om fremtiden og uddannelse, men hvorfor er det så svært at sige: ‘Vi har sex, og jeg kommer ikke, hvad gør vi ved det?’”
Derhjemme kan man gemme sig
Wow, tænker jeg. Hvordan ville min generations ungdomssex have set ud, hvis vi havde haft et sprog for, hvad vi kunne lide? Men hvorfor kan pigerne ikke tale om sex og tabuer med deres veninder derhjemme?
LÆS OGSÅ: "#MeToo minder mig om, at den seksuelle dannelse er aktuel som aldrig før"
Kavs: “Jeg kan ikke forestille mig situationen, hvor jeg sætter mig ned med en veninde derhjemme efter arbejde og foreslår, at vi snakker om vores forhold til porno. De veninder, jeg har fået her, har jeg en hel speciel relation til sammenlignet med mine veninder derhjemme – nogle, som jeg måske har kendt i 10 år. Når man bor det samme sted, hvor man går i skole, og det er de samme mennesker, man ser konstant, så får man et særligt bånd. Man kan ikke være ked af det, uden at andre opdager det. Derhjemme kan du gemme dig, hvis du har det dårligt.”
Luise: “Jeg synes jo bare, at det er fucking uretfærdigt, at piger ikke får særlig mange orgasmer, når drengene bare kommer gang på gang. Men det er jo vores eget ansvar at sørge for at lave om på det.”
Emma: “I mine vennegrupper derhjemme handler det nok mere om, hvem man er sammen med.”
Kavs: “Ja mere sådan: ‘Haha, hvem har du været sammen med i byen?’”
Emma: “Ja – og: ‘Har du prøvet det og det?’”
Kavs: “I den her gruppe går vi virkelig i dybden med det og tager hinandens erfaringer seriøst. Man sidder bare og lytter og spørger ind, så det er noget helt andet.”
Emma: “Ja, det bliver meget intimt og sårbart.”
Seksuel dannelse på højskole
Da Krogerups tidligere forstander K.E Larsen engang blev spurgt om, hvad det er, højskolen kan, siges det, at han svarede: “De senge, de senge!”
Underforstået: Højskolens potentiale i den seksuelle dannelse er, at eleverne aldrig går hjem. Festen slutter først efter et halvt år. Og de har god tid til at udvikle deres fælles seksuelle sprog. Så simpelt er det.
Havde Oure-pigernes Kvinde Kend Din Krop-klub været et fag på en ungdomsskole, havde der nok ikke været et øje. Tilløbet til at bryde med tabuerne kan være langt, og hvis der er modstand i dig, er vejen til en ungdomsskole endnu længere.
Jeg tror helt ærligt, at drengene vil have lige så meget at snakke om
Luise Uhre Høeg, efterårselev på Oure Højskole
I højskoleboblen starter du måske med at grine lidt af de fire piger, som laver knibeøvelser på lærerværelset. Måske overvejer du at tage med dem mandag, hvor det handler om prævention og fertilitet – for så endelig at overvinde dig selv. Måske fordi der er en, som hiver dig med den mandag, hvor det handler om dit forhold til din egen krop.
Dér kan du så få lov til at sidde og lytte, uden at nogen forlanger, at du skal bidrage. Du kan nøjes med at række hånden i vejret, fordi du måske heller ikke har fået en skedeorgasme. Du kan blive ved med at lytte, lige indtil den dag hvor du føler dig tryg nok til at dele det, du har på hjerte.
Og her ligger højskolens berettigelse i den seksuelle dannelse: Højskolen kan skabe rum til at dele det mest intime.
“Mænd og kvinder kend hinandens kroppe”
Men hvad med mændene? Skal de ikke med – er tiden ikke løbet fra den gamle bogtitel? Hvorfor er klubben kun for kvinder, spørger jeg de fire piger om.
Emma: “Det kvindelige univers er sgu ret komplekst. Dét at finde et fællesskab i det kan helt sikkert noget.”
Kavs: “Vi kvinder har vores krop til fælles. Vi udvikler os fra barn til kvinde, vi får bryster, kønsbehåring – og minsandten om vi ikke også skal have menstruation. Noget, som altid har været fucking tabubelagt.”
Emma: “Og så har vi vores dejlige hormonsystem, som udfordrer os hver dag!”
Kavs: “Lige præcis.”
LÆS OGSÅ: At være højskolemand anno 2021
Luise: “Jeg tror helt ærligt, at drengene vil have lige så meget at snakke om. Men hvis nogle af dem lavede noget á la Mand Kend Din Krop, ville der nok også være mange, som ville grine og sige: ‘Ha ha, sidder I så bare og snakker om pik eller hvad?’ Men jeg tror virkelig, at der er et potentiale i det – det skal bare komme fra dem selv.”
Emma: “Man kan få nogle fede perspektiver af, at vi snakker sammen. Men det er også vigtigt at skille kønnene ad, for vi ER forskellige.”
Luise: “Men i morgen er temaet ‘Mænd & Kvinder Kend Hinandens Kroppe’, hvor drengene er inviteret med.”
Hvilke tematikker ville være drømmescenariet at tale om, hvis der både er mænd og kvinder til stede?
Emma: “Helt klart orgasmer. Det er svært at tale om.”
Luise: “Og kønnenes samspil – altså hvilke forventninger har man til, hvad der er feminint og maskulint?”
Kavs: “Det kunne bare være så fedt, hvis vi kunne sidde og snakke om de usikkerheder, vi oplever, når vi har sex med hinanden. Nu snakker vi ud fra et heteronormativt perspektiv, men det gælder jo alle.”
Og sådan gik det til, at jeg, dagen efter dette interview blev lavet, modtog et billede, hvor 50 unge kvinder og mænd sad og snakkede om sex – og helt konkret om, hvem der fx skal betale for en fortrydelsespille.
For Kavs, Ida, Emma og Luise er håbet, at samtalerne mellem mændene og kvinderne på højskolen bliver mere personlige. Derfor skal alle til næste gang, hvor mændene er med igen, skrive en anonym seddel om, hvad de synes er det sværeste ved sex. Og så tager de den derfra.