Stéphanie Surrugue: "Som journalist opfatter jeg mig selv som en dørmand på et forstadsdiskotek. Jeg sørger for, at de værste gæster ikke kommer ind"

Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)

Længere nede ad gaden er Stéphanie Surrugue lige stødt på en af de ansvarlige for Grand Départ. Den organisation, der står for afviklingen af sommerens tre danske Tour de France-etaper.

”Du er allerede klar!” udbrød han ved synet af hendes solsikkegule blazerjakke, inden hun satte kursen mod l’Education Nationale – en livlig fransk bistro, som hun tidligere har boet klos opad, og som omdanner Pisserenden i hovedstaden til et lille parisisk åndehul. 

”I min cykelrytterfamilie har vi nærmest ikke talt om andet end Tour de France i et år – hvor vi skal stå og heppe, hvordan vi kommer rundt, og hvem der skal lave hvad under løbet,” fortæller Stéphanie Surrugue, da hun har kilet sig ind ved et af bistroens udendørs borde i det kompakte københavnerstræde.

”Det bedste er, at det jo er mine to verdener, der smelter sammen, når Tour de France kommer til Danmark,” siger Stéphanie Surrugue, der er hjemme og vende, inden hun dagen efter flyver ti dage til USA og direkte videre til Filippinerne for så at nå et par fridage i København, inden hun drager af sted igen – denne gang til Argentina.

LÆS OGSÅ Gertrud Højlund advarer mod et holdnings- og sprogpoliti på højskolerne: ”I mit hoved er højskole det modsatte”

Som korrespondent for DR beretter Stéphanie Surrugue om alt fra kultur og kongehus til hardcore udenrigspolitik. I 20 år har hun dækket krige, katastrofer og præsidentvalg i alle fire verdenshjørner – og det har i hendes optik aldrig været sværere at være journalistisk formidler end nu.

”Jeg opfatter mig selv som intet mindre end en dørmand på et forstadsdiskotek. Jeg sørger for, at de værste gæster ikke kommer ind, herunder fake news,” lyder det fra Stéphanie Surrugue, der har indvilget i en samtale om, hvordan man navigerer rundt i klodens informationskaos, hvilken politisk brydningstid vi står i lige nu – og hvordan hendes indre kompasnål med alderen peger i retning af mere ro og flere sommerhusferier. 

Den hårdtarbejdende diskoteksdørmand lader vi lige stå et øjeblik.

Højskolemiljøet på Politiken

Stéphanie Surrugue husker i starten af årtusindeskiftet, hvor hun stod i lære som journalist. Hun og hendes medpraktikanter på Politiken havde en diskussion, der gjorde indtryk. De andre i gruppen mente, at når de var ude at rejse, ville de blive gladere for at møde en svensker eller en nordmand end en italiener eller hollænder. Det forstod hun ikke et pip af.

”Jeg er da ligeglad, tænkte jeg. I min opvækst rejste vi altid sydpå. Vi brugte alle vores penge på at besøge familien i Frankrig, så jeg har aldrig haft den der følelse af at være en del af det store nordiske fællesskab,” fortæller 45-årige Stéphanie Surrugue.

I det hele taget følte hun sig ret outreret på Politiken. Hun voksede op på Vestegnen som datter nummer to af en dansk mor og en fransk far, der mødte hinanden som purunge, da faren var på gennemfart i landet som professionel cykelrytter. Familien identificerer sig med arbejderklassen, og Stéphanie Surrugue var den første til at tage en studentereksamen og læse på universitetet, både på den danske og franske side af familien. 

Da hun trådte ind i ”kulturradikalismens domkirke”, som hun kalder Edvard Brandes og Viggo Hørups københavnske dagblad, havde Stéphanie Surrugue en følelse af, at alle andre var børn af højskolelærere og havde fået læst broadsheet-aviser højt i babystolen.

”Jeg brugte de første år på universitet og som journalist på at føle mig ret utilstrækkelig og usikker på, om jeg overhovedet havde en plads i de miljøer. Jeg følte mig udenfor, og jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg havde haft et halvt år på en højskole, havde jeg haft fred til at finde ud af, at jeg godt må den her verden,” siger hun.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Til gengæld var Stéphanie Surrugue bidt af en gal læsehest og tyggede sig i løbet af sin barndom og ungdom gennem hundredvis af tykke bøger, hvilket gjorde hende til en ”kæmpenørd”. Da hun mange år senere var lærervikar på sin gamle folkeskole, fandt hun sit eget navn på stribevis af old-school lånerkartotekskort på biblioteket.

”Uden at ane at det var dét, jeg gjorde, har jeg dannet mig selv ved at læse mig gennem alt, jeg kunne komme i nærheden af. Og så fandt jeg med tiden ud af, at jeg havde fået en helt anden dannelse af at være fra en blandet familie, hvor man jonglerer mellem to kulturer og to sprog. Automatisk vendte jeg det til noget positivt,” siger Stéphanie Surrugue.

Hvis jeg måtte være diktator, ville jeg bestemme, at folk skal bruge én time om dagen på at blive klogere. Hver dag. Der er bøde, hvis ikke man gør det. For det sker ikke af sig selv.

Stéphanie Surrugue

Opvæksten gav hende en særlig evne til at formidle i øjenhøjde med folk – med lige dele begejstring, seriøsitet og nogle gange underholdning. Stéphanie Surrugue kender sit publikum og taler i høj grad til dem, der ligner hendes egen familie.

”Det, jeg er in the business for, er at give folk nogle redskaber til at forstå, hvad der foregår i verden, på en måde, så man får lyst til at høre efter. Ikke på sådan en skolemesteragtig måde, hvor man står med løftet pegefinger og siger: ’I dag skal vi have om globaliseringens konsekvenser…’ Jeg har ikke så travlt med at virke klog. Jeg har mere travlt med at prøve at gøre andre mennesker kloge,” forklarer Stéphanie Surrugue.

Højre-venstre-skalaen er et bøjet univers

Da Vesten blev angrebet på sine frihedsidealer den 11. september 2001, havde Stéphanie Surrugue været journalistpraktikant i en måned. Hun smed, hvad hun havde i hænderne, for at assistere de garvede reportere på Politiken med småopgaver: Noter, research og så videre. Hvis nogen havde bedt hende flytte fire papirklips, havde hun gjort det med stor ildhu, for hun ville for alt i verden være med til dække historien, husker Stéphanie Surrugue.

Senere forstod den prisvindende journalist og tv-vært, at hun gennem sin karriere har beskæftiget sig med historien om civilisationernes sammenstød. En historie, som i Stéphanie Surrugues optik er glødende aktuel.

”Efter Brexit, Trump og senest det franske præsidentvalg, hvor Marine le Pen for anden gang var Emmanuel Macrons nærmeste rival, er jeg blevet meget bevidst om det politiske opbrud, vi er vidne til i verdenssamfundet. Før i tiden var vi vant til at se politik som noget, hvor der var en højrefløj og en venstrefløj. Men det er jo i total opløsning lige nu. Det er en kæmpestor historie, der skaber enormt meget kaos, og som er svær at forklare i to sætninger i en TV-avis,” siger Stéphanie Surrugue.

LÆS OGSÅ Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"

Hun gør et forsøg alligevel:

”I stedet for det gamle højre-venstre-landskab ser man mange steder to poler, som groft sagt udgøres af globalisterne på den ene side og nationalisterne på den anden,” forklarer hun.

Det blev eksempelvis tydeligt under det franske præsidentvalg i april, da vælgerne hos Marine le Pen fra den yderste højrefløj og Jean-Luc Mélenchon fra den yderste venstrefløj krydsede hinanden en masse, fordi begge kandidater var EU-skeptikere, imod NATO og havde flere socialpolitiske synspunkter til fælles.

”Højre-venstre-skalaen er blevet et bøjet univers, hvor enderne pludselig mødes, så højre og venstre står ved siden af hinanden. Det er nyt for os. Den der store fortælling – vil man verden og det internationale samarbejde for sikkerhedens skyld, eller vil man først og fremmest redde sit eget land for sikkerhedens skyld – er det valg, vi står med nu. Det tror jeg bliver de næste årtiers mange konflikter,” siger Stéphanie Surrugue.

Hvor ved du det fra?

Når hun befinder sig midt i verdenshistoriens brændpunkter – hvad enten det er Saddam Husseins fald i Bagdad i 2003, efterdønningerne af det sønderknusende jordskælv i Haiti i 2010 eller pandemiens hærgen i Sydeuropa i 2020 – har Stéphanie Surrugue svært ved at overskue de langsigtede konsekvenser for kloden.

”Så er det bare om at overleve i kaosset og få mest mulig faktuel information frem – og lade analysen komme langsomt, når overblikket begynder at være der,” siger hun. 

Men arbejdet som journalistisk formidler er i de senere år blevet meget mere kompliceret, end da hun trådte ind i faget. Det er her, dørmanden på forstadsdiskoteket må træde i karakter. 

”Det vælter jo ind med irriterende typer i køen – propaganda og fake news – på en måde, jeg ikke har været vant til i vores del af verden, og som gør det meget sværere at være formidler, fordi man hele tiden skal være opmærksom på, hvem det er, der presser sig på, og hvilke interesser de har. Som dørvogter er det et kæmpe ansvar at være med til at afgøre, om jeg synes, de skal lukkes ind på de platforme, jeg arbejder på. Der er intet, der giver sig selv længere,” siger Stéphanie Surrugue.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig oplever hun en stigende mistillid over for journalister. Da hun dækkede det sociale opgør, som protestbevægelsen De Gule Veste igangsatte i Paris’ gader i 2018, befandt hun sig på et tidspunkt midt i en råbende menneskemængde, der påstod, at hun og andre journalister ikke betaler skat, og at hun derfor ikke forstod ”en skid” af andre folks kamp. Påstanden var baseret på demonstranternes følelser, hvilket ifølge Stéphanie Surrugue betoner en bekymrende tendens: At mange mennesker ikke sætter sig ordentligt i ind i tingene.

”Hvis du bare føler en hel masse – hvis du føler, at journalister ikke betaler skat, eller hvis du føler, at forsvarsforbeholdet er pissefedt eller noget værre lort, men ikke har sat dig ind i noget som helst – kommer vi ingen vegne. Jeg oplever i vid udstrækning, at folk brokker sig over noget, og når man så begynder at prikke til, på hvilket grundlag de brokker sig, er det ren følelse – eller måske en Facebook-algoritme,” siger Stéphanie Surrugue.

Jeg brugte de første år på universitet og som journalist på at føle mig ret utilstrækkelig og usikker på, om jeg overhovedet havde en plads i de miljøer. Jeg følte mig udenfor, og jeg bilder mig selv ind, at hvis jeg havde haft et halvt år på en højskole, havde jeg haft fred til at finde ud af, at jeg godt må den her verden

Stéphanie Surrugue

Af samme grund er hendes yndlingshobby for tiden at spørge: ”Hvor ved du det fra?” Eller: ”Hvad læser du?”

”Hvis jeg måtte være diktator, ville jeg bestemme, at folk skal bruge én time om dagen på at blive klogere. Hver dag. Der er bøde, hvis ikke man gør det. For det sker ikke af sig selv. Jeg synes virkelig, det er vigtigt. Det er jo et samfund, som nogle er villige til at kyle op i luften – et demokrati, som nogle er villige til at kyle op i luften baseret på absolut ingenting, fordi de fucking ikke engang gider at sætte sig ind i tingene, men blot føler noget. Vi skal ikke bygge et samfund op på følelser. Der er faktisk utrolig lidt, vi skal gøre, kun baseret på følelser. Vi skal også bruge vores hjerner, fordi ellers stikker tingene af,” siger hun og undskylder sværmen af bandeord, der flyver ud over fortovet.

Det kan godt være, det ikke lyder særlig romantisk, siger hun. Men for at bekæmpe den demokratiske dovenskab, som ifølge Stéphanie Surrugue vokser i Vestens befolkninger, og som også er afledt af, at vi sidder og glor på for mange skærme på én gang, er vi nødt til at tage borgerpligten på os, siger hun med løftet pegefinger.

LÆS OGSÅ Grundtvig-forsker jubler over udsigten til at skulle nærstudere Højskolebladet ved hjælp af hardcore matematik: ”Jeg skal bare sidde og lege! Det bliver en fest!”

”Borgerpligt er et begreb, vi burde bruge meget mere – også i Danmark. Vi er slet ikke bevidste om, hvor vigtigt det er at være borgere. Det er ikke noget, vi bare bliver født som. Man skal gøre noget for det, og man skal passe på det, medmindre man vil vælte systemet. Fint! Men man bliver nødt til at være bevidst om, at dét at være medborger ikke er en gratis omgang. Det er tilkæmpet. Vi står på skuldrene af nogle, der har knoklet for, at vi har det samfund, vi lever i nu,” siger hun.

”Hos nogle mennesker er borgerpligten nu til dags blevet erstattet af en forbrugeridentitet – ’jeg vil bare have dét der, og så gider jeg ikke resten, og jeg gider ikke stemme, fordi der er ikke nogen, der fortæller mig, hvad der er på spil’. Nåmen, så undersøg det! Gør noget! Når flygtningestrømmene kommer væltende fra krigen i Ukraine, så gør noget! Man vil jo ikke en rigtig samfundsforandring, hvis man bare brokker sig over, at andre mennesker forsøger at gøre noget. Jeg har meget større respekt for folk, der tager deres borgerpligt på sig og prøver på at gøre en forskel,” siger Stéphanie Surrugue.

Gamle principper slår kolbøtter

Da de alvorsfulde ord har lagt sig, og vi slentrer en tur rundt i Pisserenden for fotografens skyld, hilser Stéphanie Surrugue på mange af sine gamle naboer. Bekendte, der drikker flaskeøl og ryger smøger i solen uden for Floss. Folk, der banker på ruden inde fra Sabines Cafeteria, hvor der oven over barens ventilator hænger et sort-hvidt foto af en meget ung Stéphanie Surrugue. Og tilbage igen på l’Education Nationale, hvor hun konverserer på fransk med kokken ude i baglokalet.

For et år siden vendte DR’s internationale korrespondent tilbage til Danmark efter fem et halvt års ophold i Washington og Paris. Coronaisolationen havde mindet hende om, hvor hun har rødder henne. Men i stedet for at flytte tilbage til Pisserenden, hvor alle kender alle, og hvor hun har elsket at bo og feste, valgte hun en rolig gade på Christianshavn. 

”Alle mine gamle principper har slået en kolbøtte, efter jeg er kommet tilbage til Danmark. For det første er jeg flyttet et sted hen, hvor der er stille. Tidligere valgte jeg lejligheder efter, at jeg skulle kunne gå ud på gaden, og så startede festen og larmen. Det gider jeg simpelthen ikke mere. Jeg har brug for noget mere fred og ro. Jeg tror, jeg er blevet gammel,” siger Stéphanie Surrugue.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Samtidig holder hun korrespondentfødderne tættere på jorden end tidligere. Hun er begyndt at gå mere i sneakers frem for højhælede sko, hvilket er praktisk, når man rejser i nord, syd, øst og vest. Og så overvejer Stéphanie Surrugue at holde ferie i et sommerhus. Noget hun som yngre svor, at hun ikke gad. Så meget, at hun engang gav et helt interview om, hvor nederen hun syntes, sommerhusferier var.

”Lige nu tænker jeg bare Danmark, græs, ingen fly … Hyggeligt! Jeg tror ikke kun, det handler om at blive ældre. Jeg tror også, det handler om at have været så meget på eventyr. Der er grænser for, hvor meget jeg kan tage ind hele tiden,” siger hun.

På vej ud af den franske bistro bliver hun stoppet af sommelieren Nanna, der ligesom Grand Départ-manden tidligere i dag heller ikke kan lade være med at kommentere hendes gule blazerjakke.

”Kan jeg låne den til sommer, når vi skal lave vores transportable Tour-bod ved Kongens Nytorv?” spørger hun.

”Ja, det må du faktisk gerne! Hvilken størrelse bruger du?” svarer Stéphanie Surrugue, inden hun drager videre ud i byen og hjem for at pakke kufferten endnu en gang. Med kurs mod hele verden.