Henrik Marstal: ”Ingen kan længere gemme sig på højskole – ingen er neutrale”

Af Sofie Buch Hoyer og Kasper Palsnov (foto)

En lang, skrånende rulletrappe skærer gennem Den Sorte Diamants indre. Havde det ikke været for den spændte glasfacade for enden af båndet, var vi nemt gledet direkte videre ud i Københavns havn. 

”Det er som at være på et åbent skib,” bemærker Henrik Marstal, da vi styrer mod afgrunden. 

 ”Jeg er enormt fascineret af hovedstadens historiske videnscentre, hvor man kan få adgang til alle mulige databaser og samlinger. Ofte sidder jeg her og arbejder, og lige ovre på den anden side af havnen ligger Christianshavns Bibliotek, hvor Dansk Folkemindesamlings lydarkiv lå før i tiden. Her er jeg ved at færdiggøre et projekt om dansk folkemusik i 1960’erne,” siger han og spejder ud over havnebassinet.

Det er regnvejrsdag i april, og vi bliver enige om, at det er for koldt at svømme mellem de to biblioteker som mulig pendlerløsning.

Vi leder længe efter et roligt hjørne af Det Kongelige Bibliotek. De noble læsesale med kuplede lofter er for lydte, og caféområdet for crowdet – så vi tager chancen og slår os ned i periferien af konferencebordene modsat havnen. Udenfor suser københavnertrafikken af sted. Det samme gør Henrik Marstals talestrøm:

”Jeg var 20 år gammel, da jeg gik på Musik- og Teaterhøjskolen i Toftlund. Som det unge registrerende menneske, jeg var, fik jeg et stort indblik i, hvad højskolebevægelsen var for en størrelse. Jeg mærkede meget tydeligt, hvor værdibåret den var. Og hvordan Højskolesangbogen spillede en stor rolle,” siger han.

LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund advarer mod et holdnings- og sprogpoliti på højskolerne: ”I mit hoved er højskole det modsatte”

Efter højskolen blev Henrik Marstal magister og senere ph.d. i musikvidenskab. Udover at være aktiv musiker og komponist samt lektor på Rytmisk Musikkonservatorium har han siden starten af 00’erne været brugt i mange medier som musikekspert.

I 2015 sprang han ud som aktivistisk feminist, hvilket gjorde ham til en, alle elskede at have en mening om i den offentlige debat.

Men i det seneste halvandet år har der været tæt på radiotavshed fra Henrik Marstal. Når man søger på ham i mediearkiver, finder man ingen aktuelle blogindlæg eller debatudsendelser, hvor han italesætter toksisk maskulinitet, undrer sig over julemandens køn eller taler om kulturel appropriation i relation til udklædningsfester.

Samfundet har ændret sig. Det samme har Henrik Marstal.

”På et tidspunkt mærkede jeg en indre metaltræthed. Også fordi man ikke kan holde ud at høre sig selv mene noget hele tiden. Jeg fyldte meget som debattør og savnede den faglige fordybelse i musikken, som jeg nu har haft tid til at genfinde. Men jeg har helt sikkert tilhørt en form for fortrop, der kunne se nogle tendenser i tiden – noget, jeg fik en masse røg for, men som faktisk er blevet mainstream at tale om i dag. Men den evne har man kun i en periode. Også derfor valgte jeg at trække mig tilbage og give plads til andre,” siger Henrik Marstal, der i mellemtiden også er blevet far til to.

Trods sin tilbagetrækning fra den offentlige debat – på ubestemt tid, tilføjer han – har Henrik Marstal indvilliget i at bevæge sig ud i det identitetspolitiske farvand med Højskolebladet med ombord. For som han siger: 

”Jeg bliver inspireret af at tale med folk fra højskolemiljøet. Det er noget andet end det pulveriserende samfund.”

Ingen er neutrale

Da Henrik Marstal selv gik på højskole i Sønderjylland i slutningen af 1980’erne, husker han, at en flygtningedagsorden fyldte meget i samfundet. Musik- og Teaterhøjskolen, han var på, inviterede på et tidspunkt 15-20 flygtninge med latinamerikansk og mellemøstlig baggrund til at komme og bo på skolen i en periode.

”Det var en udfordring for alle, for det var en anden tid. Mange af de danske elever var aldrig blevet konfronteret med nogen, der havde anderledes baggrunde end dem selv. Personligt oplevede jeg, at flygtningeproblematikken kom meget tættere på, fordi jeg kom fra et middelklassehjem i Esbjerg, hvor det ikke var noget, der fyldte overhovedet. Jeg synes, det var frisk gjort af højskolen at tage imod flygtninge,” fortæller Henrik Marstal.

Når den 55-årige musiker, forfatter og feminist i dag kommer rundt på højskoler til foredrag, workshops og "Syng, Spis og Snak"-arrangementer, er der især én ting, der ifølge Henrik Marstal har ændret sig, siden han selv gik på højskole: Man kan ikke længere tage på højskole uden at mene noget.

”Det kunne man, dengang jeg selv gik på højskole. Man kunne for eksempel sige: ’Jeg mener det samme som min mor og far, og vi har altid ment sådan og sådan i min familie’. Men den går ikke i dag. Det har identitetspolitikken hjulpet os til at forstå. Ingen kan længere gemme sig på højskole – ingen er neutrale, og det er en god ting,” lyder det fra Henrik Marstal.

Det, højskolerne kan være med til, er at sætte fokus på, hvad majoritetssamfundet er for en størrelse. Spørge: Hvad vil det sige at være heteroseksuel, hvid og ciskønnet?

Henrik Marstal

På samme måde kan man ikke have en holdning og tro, at det er flertallets holdning. Her har højskolerne et vigtigt potentiale i forhold til at kunne øge elevernes bevidsthed om, hvordan man indgår i relationer med sig selv og andre, forklarer han.

”Det, højskolerne kan være med til, er at sætte fokus på, hvad majoritetssamfundet er for en størrelse. Spørge: Hvad vil det sige at være heteroseksuel, hvid og ciskønnet? Hvad vil sige at være en person, der måske aldrig nogensinde har været udsat for diskrimination eller racisme – eller aldrig nogensinde er blevet mistænkeliggjort på grund af ydre sociale kendetegn? Og hvordan udøver man som majoritetssamfund sin indflydelse eller magt på andre?” 

Selv om det ligger i højskolernes selvforståelse at komme med bud på, hvad tiden spørger om, er det ifølge Henrik Marstal ikke indlysende, at alle højskoler beskæftiger sig lige meget med identitetspolitiske emner.

”Det siger jeg også i respekt for den indbyrdes forskellighed, højskolerne har. Jeg kan sagtens forestille mig skoler, for hvem det slet ikke er så relevant. Det kan være højskoler, hvor eleverne er kommet for at få en eller anden faglig fordybelse. De er måske ikke kommet for at få deres verdensbillede vendt på hovedet,” siger han. 

Højskolen som safe space

Inden for identitetspolitik taler man nogle gange om safe spaces. Det er frirum i offentlige fora, hvor minoritetspersoner er garanteret ingen diskrimination eller kritik. 

Spørger man Henrik Marstal, kommer man som højskoleelev længst med sin egen personlige udfoldelse og tillid til verden, hvis man får lov til at være en lille smule i fred og ro – lidt ligesom et safe space.

”Med det mener jeg, at man kan kigge sig omkring og sige ’okay, det er de her 80 elever, jeg går sammen med, og det er det her lærerkollegium, der er’. På den måde er der en grundlæggende tryghed i de fysiske og mentale rammer på højskolen, samtidig med at der er et meget værdibåret fællesskab med traditioner og faste rutiner i forhold til måltider, morgensamlinger osv. Det er det, der kan minde om et safe space,” siger han og fortsætter:

”Et vellykket safe space fungerer dog altid som et rum i tiden, fx en undervisningstime eller et fællesmøde, hvor man afprøver, hvad der sker, hvis to kvinder skal have talt, før en mand igen må tage ordet, eller hvor man som deltager kan være sikker på ikke at blive konfronteret med bestemte emner eller begreber. Det handler både om hensynet til at udligne det faktum, at minoriteter altid er på overarbejde i majoritetssamfundet – og om at udfordre vedtagne tankegange, hierarkier og normer.”

(Artiklen fortsætter under billedet)

I Henrik Marstals optik udelukker safe space-tankegangen ikke uenighed og diskussioner på højskolerne.

”Jeg oplever, at man på højskolerne traditionelt er gode til skærpe evnen til at indgå i dialog med andre og lytte til, hvad andre har at sige. Man kan godt være enige om at være uenige – og undgå at lade sine fordomme føre én et forkert sted hen. Men man er nødt til at være klar på at forholde sig til, at andre ser på én og måske definerer én i modsætning til dem selv,” siger han.

Henrik Marstal afviser at have mødt et meningstyranni eller sindelagsregime på højskoler, hvor dem med politisk korrekte eller woke holdninger dominerer.

”Jeg oplever en interesse, åbenhed og nysgerrighed omkring de identitetspolitiske spørgsmål, når jeg kommer rundt på højskolerne. Jeg har ikke oplevet, at nogen bliver forhånet, udskammet eller trynet for at sige nogle forkerte ting,” siger han. 

Og tilføjer: ”Men jeg kan på den anden side ikke være sikker. Når jeg er ude at holde foredrag på højskoler, er der måske 15 elever eller kursister, der stiller spørgsmål. 85 gør ikke.”

Eksklusion i fællessang

Siden Henrik Marstal stiftede bekendtskab med Højskolesangbogen som ung, har han spillet fra den og skrevet om fællessang i en lang række sammenhænge – både forskningsmæssigt og som bidragsyder til Sanghåndbogen, der går bagom alle højskolesange, lyrisk såvel som melodisk.

Inden længe udkommer Henrik Marstal og seniorforsker Lea Wierød Borčak med en ny bog på Forlaget Højskolerne, der sætter fokus på fællessangens status og udfordringer i dag – og ser nærmere på inklusion og eksklusion i fællessang.

LÆS OGSÅ: Taleskriver og tidligere højskoleelev: ”Som højskolebevægelse skal vi huske på, at eleverne gerne må blive en lille smule krænket. Det er sundt at blive lidt stødt”

”Da den 19. udgave af Højskolesangbogen officielt blev indviet i Skuespilhuset i oktober sidste år, opgav jeg at tælle, hvor mange gange værterne til arrangementet sagde ’hele Danmarks sangbog’ og ’danskernes sangbog’. De brugte nogle ekstremt ekskluderende begreber til at betegne noget, som de oplevede som maksimalt inkluderende. Det er problematisk, fordi Højskolesangbogen så indiskutabelt tilhører et majoritetssamfund. Sangbogen blev hyldet som noget af det, der bekræfter nogle majoritetsfølelser om nationalitet, samhørighed, danskhed og så videre,” forklarer Henrik Marstal.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Få dage forinden var en undersøgelse blandt højskoler blevet offentliggjort. Den viste, at meget få personer med anden etnisk baggrund end dansk går på højskole. 

”Så det var ikke sandt, at Højskolesangbogen er hele Danmarks sangbog. Danmark er et mangfoldigt land, og der er masser af mennesker, der ikke engang ved, at sangbogen findes. Der er masser af mennesker, der ikke kan finde ud af at synge fra den, og som har svært ved overhovedet at have med den at gøre,” siger Henrik Marstal.

Er Højskolesangbogen woke?

Den 19. – og nyeste udgave – af Højskolesangbogen mangler ifølge Henrik Marstal at tage et selvopgør med forståelsen af at være en national-kristen sangbog. En forståelse, der ifølge ham kommer til udtryk ved den høje frekvens af ikke blot salmer, men også fædrelandssange.

”Højskolesangbogen skylder sig selv, højskoleeleverne og sine brugere at være mere opmærksom på, hvad der sker, når man har så mange fædrelandssange med. Men måden, man har balanceret eller afbalanceret det på i den nye udgave, er, at man har taget nogle flere danmarkssange med. Det er et begreb, vi i vores bog bruger til at betegne sange skrevet efter 1970, som har et mere kritisk eller ironisk blik på det danske, og som aldrig besynger nationen i al sin herlighed ligesom fædrelandssangene,” siger Henrik Marstal og nævner Trilles Danmark, Sys Bjerres Fædrelandet og Ulige Numres Frit land som eksempler på danmarkssange.

LÆS OGSÅ: Emma Holten: "Der ER folk, hvis højskoleminder er dybt, dybt traumatiske. Som slår sig på højskolen. Det, der er udfordringen nu, er – hvordan bevarer vi alt det magiske i højskolen, uden at Grundtvig er død?"

Til gengæld har den nye højskolesangbog på flere punkter forholdt sig elegant til tidens nye strømninger inden for køn, magt og minoriteter, mener Henrik Marstal.

”Der er kommet flere kvindelige forfattere og komponister i sangbogen. Det burde være sket tidligere, men bedre sent end aldrig, for det er indlysende, at den ikke længere kunne fungere som et næsten rent mandligt sangkompendium. Der er også kommet flere marginaliserede familiestemmer med. Sara Grabow har for eksempel skrevet Blomsterkransebrud om dét at være skilsmisseforælder med permanent dårlig samvittighed, og Søren Huss har bidraget med Undertiden om at være alenefar. Og så er der kommet én muslimsk sang med – Ramadan i København. Nogle vil sige, at det er bedre end ingenting. Det vil jeg nok også mene.” 

Hvad er den mest woke sang i Højskolesangbogen?

”Jeg synes ikke, sangbogen rummer særlig mange woke sange. Der er ikke ret mange sange, der for eksempel tager det alvorligt, at vi inden for de seneste ti år har haft en imponerende bevidstgørelse i majoritetssamfundet om, at queer-perspektiver er brugbare,” siger han.

Jens Rosendals Du kom med alt det der var dig og Anne Linnets Smuk og dejlig, der begge besynger kærlighed mellem to personer af det samme køn, kan måske godt siges at være woke, medgiver Henrik Marstal.

”Men for mig at se er der kun én sang i Højskolesangbogen, der leger med det queer-mæssige, og som gør det på en vildt sjov måde. Det er Mads Eslund og Tue Wests Hvad tænker Ingrid på. Den handler blandt andet om flydende kønsidentiteter, samtidig med at man fornemmer, at sangens to hovedpersoner, Ingrid og Asger, er spidsborgere i støbeskeen. De ser slet ikke, at verden omkring dem er på vej nogle andre steder hen. Det er en spænding, som bliver konstruktivt underbygget i melodiens mange pauser undervejs.” 

(Artiklen fortsætter under billedet)