Af Lars Andreassen, idéhistoriker og lærer på Egå Ungdoms-Højskole
Jeg vil have mine indre farvande tilbage. Og jeg vil have den frie tanke tilbage. Jeg vil have fisk og søgræs tilbage langs vores kyster og i vores fjorde og vandløb. Jeg vil have bierne og alle de andre bestøvende insekter tilbage – de vækster, de lever på, og de dyr, der lever af dem. Hele kredsløbet, hele cyklussen, hele systemet: økologi i begrebets oprindelige betydning; som en ubrydelig sammenhæng. Jeg vil have det tilbage. Ikke fordi det er mit, men fordi det er grundlaget for vores eksistens.
Den langsomme nedbrydning af vandmiljøet, luften og åndedraget foruden økosystemerne er én ud af vor tids tre store selvskabte kriser. Den anden er den voksende mistrivsel blandt unge mennesker, og den tredje er det (indtil videre) mislykkede forsøg på at skabe en regelbaseret verdensorden efter 1989, som lige nu udtrykker sig på den værst tænkelige måde i Ruslands krig mod Ukraine (den krise får jeg hverken tid eller plads til at forholde mig til i nærværende).
LÆS OGSÅ: Så blev det sagt: Børn skal opdrages af deres forældre
Profiterer vi – altså højskolerne – af disse kriser, spørger Højskolebladets redaktør mig. Spørgsmålet er provokerende, fordi ingen ønsker vel at profitere af andres problemer? På den anden side er der ingen skam i at besvare et behov, så længe man ikke selv er med til at skabe det, og så længe svaret ikke er med til at forlænge krisen.
Selvfølgelig profiterer højskolerne af mistrivslen blandt unge mennesker. Af de planløse strejfere, de ikke-målrettede, af de usikre og tvivlende unge mennesker; dem, der ikke rigtig er plads til andre steder.
Jeg tror, at kriserne handler om meningen med det, vi gør sammen. Eller manglen på mening i de ting, vi gør sammen. Det betyder, at så længe mængden af eksistentiel tomhed, ubetænksom efterspørgsel og politisk panik er så massiv, vil der altid være brug for højskoler. Eller i det mindste steder, hvor vi møder hinanden fysisk. Hvor vi i fællesskab arbejder og oplyser os selv og hinanden – og taler om de måder, hvorpå vi ønsker at leve og indrette samfundet.
Når nu fremtiden skal kortlægges, og regeringsgrundlaget forhandles, kunne man overveje, om det først og fremmest er trøst og terapi, unge har brug for – eller om det er steder, hvor de kan mødes og tilegne sig kundskaber, som de selv finder meningsfulde og brugbare.
Selvfølgelig profiterer højskolerne af mistrivslen blandt unge mennesker. Af de planløse strejfere, de ikke-målrettede, af de usikre og tvivlende unge mennesker; dem, der ikke rigtig er plads til andre steder.
Lars Andreassen
Der er efterhånden en del forskning, der peger på, at risikobetonet leg er med til at modne børns emotionelle reaktioner. Forskningen viser, at passende og aldersvarende doser af anstrengelse og fare i barndommen sænker risikoen for angstrelaterede trængsler senere i livet.
Som oplæg til regeringsforhandlingerne kunne man benytte sig af Charlotte Gilmans feministiske utopi Herland fra 1915, hvori befolkningen har fundet ud af, at alle børn elsker både kropslige og intellektuelle udfordringer – så i stedet for at skærme dem og lære dem, at hygge er lig fredagslik, gør de, hvad de kan for at udfordre og stimulere deres naturlige nysgerrighed. Den har vi det jo med at kvæle i læreplaner.
Humanioras foragt for naturen
Det spiller ingen rolle, hvilken af de tre førnævnte kriser der er den værste. De er forbundne, og vi kan ikke løse den ene uden at løse de andre. Som nævnt mener jeg, at vi befinder os i en eksistentiel krise. Ikke en naturkrise, der løber parallelt med en følelsesmæssig og mental krise, hvortil der kommer en politisk sikkerhedskrise.
Hvor krisen begynder, tør jeg ikke sige, men jeg vil tage afsæt i den kritik af humaniora, som Emanuele Coccias udfolder i Planternes Liv (2016). Humaniora har, skriver han (lettere overdrevet), i flere hundrede år ikke levnet naturen plads i tænkningen om mennesket.
En selvpåført analfabetisme kalder Coccia det, som for indeværende beskæftiger sig med en række ”falske antagelser, overfladiske luftkasteller og en sygelig moralisme” ud fra en radikal videreførelse af Protagoras’ diktum: ”Mennesket er altings målestok”.
LÆS OGSÅ: Det direkte møde med naturen
Jeg erindrer denne adskillelse af natur og ånd fra min tid som studerende ved idéhistorie, hvor en del af vores videnskabsteoretiske vækkelse bestod i at lære at grine ad dem, der forestillede sig, at menneskets biologi kunne have indflydelse på ånd og adfærd.
Og jeg oplevede det senere i mine første år som højskolelærer, hvor vi i bevægelsen diskuterede naturvidenskabelig dannelse som en mangelvare. Som reaktion på det erklærede en kollega med rasende bræklyde, at han hellere ville spise jord end beskæftige sig med naturvidenskab.
Vi kan godt vælge at gøre vores art til altings målestok, men vi kommer aldrig til at forstå os selv uden at forstå vores omgivelser. Det er et af de kriseelementer, man med Coccia kan pege på: Når naturen ikke længere er en del af vores menneskesyn, mister vi enhver fornemmelse for (for)bundethed med verden og enhver forestilling om, at vi er begrænset af noget, der er større og mere kraftfuldt end os selv.
Og ganske umærkeligt forekommer det os lige pludseligt at være uden konsekvenser, at vi forgifter den luft, vi indånder, den mad, vi spiser, og det vand, vi drikker. Vi lader os ikke diktere eller tvinge af naturen.
Begæret efter at kontrollere verden konstituerer alle livsformer i det moderne, skriver den tyske sociolog Hartmut Rosa i Det Ukontrollerbare. Vi forestiller os, at vi kan kontrollere alt og derfor få alt, som vi vil have det. Men måske er vi bare Pinocchio, som synger, ”der er ingen bånd, der binder mig” – uden at få øje på det åbenlyst absurde i sangen.
Du er en fisk
I Planternes Liv får vi at vide, at vi er fisk. Eller mere præcist, at vi mennesker – ligesom fiskene er omkranset af og indhyllet i vand – er indhyllet og indkapslet i en atmosfære skabt af planternes udledninger. Lungerne blæser, og hjertet pumper ganske ubesværet den kemiske grundsubstans ud i muskler og celler og befordrer energiomsætningen og holder liv i det hele.
Denne metabolisme kunne vel fortsætte til tid og evighed, hvis ikke vi lige flippede ud over det mindste græsstrå mellem fliserne og straks finder kemikalietromlerne frem ved det mindste fremmedelement på den monokulturelle mark.
Rachel Carson beskrev i Silent Spring fra 1962 konsekvenserne af de mange kemikalier, vi har omgivet os med siden 1950’erne: ”De nye miljømæssige sundhedsproblemer er mangfoldige […] skabt af den endeløse strøm af kemikalier, hvoraf pesticiderne er en del, som nu gennemtrænger den verden, vi lever i, og påvirker os direkte og indirekte, individuelt og kollektivt.” Vi har set, forsætter hun, ”hvordan de forurener jorden, vandet og maden, at de kan tømme vores vandløb for fisk og gøre vores haver og skove lydløse og uden fugle.” Og vi ser det nu i Danmark, hvor vores egne kystnære farvande, fjorde og vandløb er tæt på livløse.
De unge har ingen at rådføre sig med og må så forblive autoritetstro eller rådvilde. De må følge læreplanen og gå til eksamen eller gå amok og gå hjem.
Lars Andreassen
Men krisen stopper ikke ved det ydre. Kemikalierne er trængt helt ind i vores celler, i vores indre miljø, hvor de har potentiale til at forstyrre energiomsætningen. De hober sig op i fedtet, påvirker nervebanerne, fremmer cancer og forringer vores reproduktive evner. Vi ved godt, hvad der skal, kan og bør gøres, men alligevel lader vi den kemiske dødsregn falde, som var der intet alternativ, og som om vi har tabt viljen til at forlange det, der er godt.
Hvis vi lever i en dystopi, er det os selv, der har skabt den. Og når man ser, hvordan vi behandler verden, er det ikke sært, at de unge ikke spørger os voksne til råds. Det er nærmest et tegn på intelligens. Men det betyder på ingen måde, at de har forudsætningerne for at løse problemerne selv.
Vi voksne omfavner afmagten og håber på et politisk mirakel (eller i det mindste flere penge). De unge har ingen at rådføre sig med og må så forblive autoritetstro eller rådvilde. De må følge læreplanen og gå til eksamen eller gå amok og gå hjem. Sandheden er, at de fleste unge nok befinder sig et eller andet sted mellem misbilligende autoritetstro og opgivenhed.
Man kunne måske se hinanden i øjnene i Folketinget og spørge til, hvad det er for signaler om ansvar, fællesskab, respekt og ansvarlighed, man sender, når man lader vores fælles vandboringer forurene og livet i vandene uddø, når der nu egentlig ikke er tvivl om, hvor giften kommer fra. Det er ikke kun symbolpolitik, der sender signaler.
Som en sprint i et lyskryds
Højskolerne profiterer af krisen, når vi viser veje ud af den. Men så længe vi ikke selv er med til at skabe den, må det også være helt okay. Alternativt kan vi hævde, at vi på markedsvilkår imødekommer en efterspørgsel, et eksistentielt behov – og måske et dannelsesbehov – som ikke rigtig besvares af andre.
Vi ved, at flere og flere unge mistrives, men vi ved ikke rigtigt, hvad vi skal gøre ved det. Vi fornemmer det på højskolerne og etablerer steder, hvor unge mennesker kan gøre sig meningsfulde erfaringer. Få noget med sig, som de kan bygge videre på. En fornemmelse af fællesskab og en følelse af, at ikke alt er ligegyldigt – at der er noget, vi skal for at komme godt igennem dagen.
Hannah Arendt forbandt det nødvendige daglige slid med den helt grundliggende glæde ved at være i live. Det vil sige, at hun fandt grundlaget for den lykkelige stund i menneskets helt basale udveksling med naturen. Altså den udveksling, der er nødvendig for ganske enkelt at få fyldt maven.
LÆS OGSÅ Søs Marie Serup: ”Vi bliver ikke sunde demokrater af at spise på McDonalds hver aften”
Det møje og besvær, der er forbundet med at udvinde næring fra jorden og havet, afløses af umiddelbar tilfreds glæde, når man kan veksle arbejdet til rekreativ regeneration, skrev hun i Menneskets Vilkår. Altså når man læner sig tilbage og nyder et simpelt måltid af de afgrøder, man har dyrket og plejet – måske ligefrem omkring et spisebord omgivet af artsfæller, med hvem man kan diskutere dagens hændelser og lige skele til morgendagen. Lidt ligesom på en højskole.
På Egå Ungdoms-Højskole kan vi helt konkret tilvejebringe den erfaring, Hanna Arendt forbandt med den lykkelige stund, og på samme tid anvise en vej ud af den giftige mangfoldighedskrise, som vores agro-industrielle kompleks har bragt os i. Vi har de sidste par år eksperimenteret med permakultur på et lille hjørne af skolens areal, og i 2021 udvidede vi eksperimentet med én hektar.
Den helt konkrete viden, der formidles her, handler om, hvilke planter der skal i sur jord, hvilke der skal have basiske vilkår, hvilke der binder nitrat og CO2, og hvordan diverse kombinationer af vækster på forskellig vis supplerer hinanden. Hvordan for eksempel den ene kan tiltrække insekter til bestøvning, mens en anden frastøder skadedyr, og hvordan planterødder via svampesporer udveksler kemiske signaler med hinanden og omfordeler væde og næringsstoffer og dermed i kollektiv mangfoldighed styrker hinanden og forbedrer udkommet.
Permakulturarealer regnes desuden i kubikmeter i stedet for flade kvadratmeter, for man dyrker i lag med træer, buske og bundplanter, så lys og skygge, nedbør og fugtighed balanceres, og arealudbyttet holdes højt. Vi benytter naturens egne processer til at holde balancen i stedet for at modarbejde dem. Det er det, man kalder et økosystem.
Vi bidrager med løsninger
I højskolernes permahaver er det, som om vejene ud af kriserne begynder at vise sig. Tårnfalken muser i den ene ende, spurvene fløjter i den anden, og insekterne svirer og summer, og vinden skaber lyde i løvet. Vi taler sammen om det, der ligger os på sinde. Den enes idé fører til den andens, mens vi vander og spiser jordbær, høster kål til køkkenet og plukker blomster på den tilstødende eng. Vi ler og slapper af, mens vi arbejder og lærer.
Eller sådan kunne man ønske sig, at det var. De unge mennesker kan ikke helt finde ud af det. De forstår ikke det lave tempo, de måber over letheden og glæden ved arbejdet. De virker i første omgang let intimiderede over den frihed, vi præsenterer dem for, og det ansvar, vi mener, de bør påtage sig.
De spørger til læreplanen: Der må være et konkret formål med tanken, der må være nogle bestemte spørgsmål, man kan lære svarene på. Det skal være fra tanke til faktura. Fra idé til start-up. De har svært ved at se det fornøjelige i at lære noget, og at vi måske blot lærer, spørger, tænker, undersøger, fordi vi undrer os, og fordi alt det netop er helt naturligt for et menneske at gøre.
De unge er vant til skulle sprinte i lyskrydset, hvis de vil nå over for grønt. De er vant til, at verden er for de hurtige, de målrettede og for dem, der kan bruge en kalender og leve effektivt. De har ingen idé om, hvordan man nyder livet. De har lært, at almindelig undren og fri association simpelthen ikke er rentabel.
Ja, højskolerne profiterer af kriserne, men vi bidrager også med løsningerne. Med idéer, kompetencer og nye samfundsborgere. Før vi ved af det, har vi genvundet vores indre farvande. Både dem med fisk og søgræs i og de mentale af slagsen.
Lars Andreassen
Hannah Arendt forbandt i sin filosofi mennesket til jorden, men hun forbandt også mennesket i haven til fremstillingen og endelig til tanken og det politiske. Arbejdet, fremstillingen og det sociale er tre væsentlige sider af menneskelivet, som på den ene eller anden måde skal forbindes. Kan vi det på højskolerne, er der en chance for, at vi kan få livet i vores indre farvande tilbage.
Vi begynder i haven og får et forhold til livsgrundlaget og et afsæt for tilværelsen. Eleverne kan få ro på og langsomt åbne for idéen om at bevæge sig ud af umyndighedens tåger og opbygge tilstrækkeligt mod til at gøre brug af deres egen forstand og hæve stemmen.
Ovenstående må forekomme sært og svært naivt for den, der ikke selv har set og oplevet det. Jeg har egentlig tiltro til projektet, men ser det ikke som en løsning på hele problemet. Det bliver ikke fremtidens dominerende livsstil, men det kan godt inspirere.
Højskolen – med sit småbrug, sine værksteder med kreative og kunstneriske udfoldelser, sine måltider, sange og demokratiske samtaler – er et dannelsesrum: Et sted, hvor man kan opleve naturen tæt på og forstå, at livet er noget, vi gør sammen, og ikke et mål, der skal opnås engang i fremtiden.
Demokratisk overtro
For at svare på det indledende spørgsmål stillet af redaktøren: Ja, højskolerne profiterer af kriserne, men vi bidrager også med løsningerne. Med idéer, kompetencer og nye samfundsborgere. Før vi ved af det, har vi genvundet vores indre farvande. Både dem med fisk og søgræs i og de mentale af slagsen.
LÆS OGSÅ: Højskolerne huser anderledes, levende samtaler om politik
Den svenske professor Hans Rosling skrev i slutningen af bogen Factfulness, at vi de fleste steder i verden har registreret fremskridt. Selv i lande ”med de mest uduelige præsidenter, man kan forestille sig, er der sket fremskridt. Det får uundgåeligt én til at spørge, om ledere egentlig er så vigtige. Og svaret er sandsynligvis nej. Det er folket, de mange, som bygger et samfund.”
Roslings observation skal i denne sammenhæng ikke ses som en kritik af politikerne. Jeg vil snarere gerne sende den som en påmindelse til den danske borger om, at der nok ikke findes politiske løsninger på alt. Det er ikke alt privat, der er politisk.
Det, Dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, kalder demokratisk overtro, breder sig lidt for voldsomt efter min smag. Det er tanken om, at man kan løse ”virkelighedens problemer i idéernes verden.” Det kan vi ikke, og det skal vi ikke. Og vi skal ikke have et samlet svar på forandring fra hverken nogen eller noget. Der er aldrig noget, der går helt efter planen.