Af Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole
Historiefilosofien, moderniteten og håbet er emnet for dette essay. Højskolemanden Jørgen Carlsen har i forbindelse med debatten om den nye højskolesangbog gjort gældende i en kronik i Kristeligt Dagblad i december 2020, at han og jeg ser forskelligt på det moderne.
Carlsen noterede, at vores uenighed ikke først og fremmest handler om Højskolesangbogen, men om historiefilosofi: ”Vores forhold til fænomenet modernitet er vidt forskelligt. Thue Kjærhus bryder sig ret beset ikke om den. Han er forskrækket over den, væmmes ved den og vil forskanse sig imod den,” lød det.
Carlsen udfordrer mig således på historiefilosofien. Han sætter spørgsmålstegn ved min tiltagende pessimisme og tilgang til det moderne. Det vil jeg gerne forholde mig til i det følgende.
LÆS OGSÅ: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Det moderne har jeg tidsbestemt til at blive indledt i 1700-årene med industrikapitalismen. Professor i idéhistorie Hans-Jørgen Schanz (1948-2022) noterer i mesterværket Selvfølgeligheder, at det moderne er bestemt af en ”opspeeded forandringshastighed”, som er vedvarende, og som intensiveres for hver ny generation.
Det førmoderne samfund var forbundet af indre personlige bånd, der var baseret på familien, slægten, naboskabet, traditionerne, sædvaner og af knaphed på økonomiske ressourcer. Eksistensformerne i det førmoderne blev afløst af et fortættet samfund, hvor vi mennesker mødtes som interesse- og byttepartnere.
I det moderne bliver alt ækvivaleret og sammenlignet. ”Al fortrolig, eksklusiv sameksistens bliver forandret til ydre relationer,” som den tyske sociolog og filosof Ferdinand Tönnies har pointeret. Forandringshastigheden i det moderne griber ind i menneskets forhold til naturen, til økonomien, til jobbet, til de sociale relationer, til ægteskabet, til uddannelserne, til traditionerne og til os selv.
Det kræver med andre ord en robust psyke at tackle mulighederne og forhindringerne i det moderne. Vi anvender desuden uendelige naturressourcer i det moderne.
Eksistensformerne i det førmoderne blev afløst af et fortættet samfund, hvor vi mennesker mødtes som interesse- og byttepartnere.
Thue Kjærhus
Alligevel vil jeg – modsat det, Jørgen Carlsen påstår – foretrække et liv i det moderne fremfor en førmoderne eksistens. I hvert fald når vi befinder os i lokaliteten Danmark. De muligheder, som velfærdsstaten muliggjorde uddannelsesmæssigt for min søster og mig i vores ungdom, var således af en hel anden rækkevidde end de livsbetingelser, mine bedsteforældre blev skænket. Vi har erhvervet os universitetsuddannelser – et produkt af den socialdemokratiske velfærdsstat. Ingen får mig derfor til at kritisere princippet om en velfærdsstat.
Vores familie, vores venner og en del af befolkningen blev løftet socialt og økonomisk fra ét socialt lag til et andet i en skala, som aldrig før er set i historien. Vi er nu omgivet af en materiel rigdom, som var uforståelig for mine forældre og bedsteforældres generation.
Den paradoksale sandhed
Jeg tilhører babyboom-generationen, der er født mellem 1945 og 1955. Et slægtsled, som kun har oplevet økonomisk og social fremgang. Højskolemanden Finn Slumstrup noterede, at baby-boomerne bliver en parentes i historien. Mange samfundsforskere mener således, at vi er den sidste generation i et forløb på 300 år, hvor vi får bedre økonomiske muligheder end forrige slægtsled.
Et sådant perspektiv er adækvat med den højere middelklasses forestillingsverden. Den fortælling er ikke gældende for de af mine klassekammerater i folkeskolen, der ikke fik afgørende del i det såkaldte fremskridt. En form for privilegieblindhed har altid hjemsøgt os fra den højere middelklasse. Jeg kom i skole i 1961, og i min folkeskoleklasse kom fire i realen og to i gymnasiet.
Jeg var den eneste i min folkeskoleklasse, der fik en akademisk uddannelse. Det var en overvægt af piger, der kom i realskolen i 1960’erne. En større del af drenge end piger kom til at tilhøre arbejderklassen. Mange af mine kammerater har fået et besværligt og hårdt liv, som er ukendt for mine egne børn og mine højskoleelever. Hvorfor er der egentlig ingen, der har talt om denne kønsulighed, som ramte drengene så markant, hvad angår uddannelser i mit slægtled? Over 25 pct. af en ungdomsårgang fik ikke nogen form for uddannelse i 1960’erne. Dette tal har ikke rykket sig afgørende siden dengang.
LÆS OGSÅ: Folk først, samfund så
Denne indgang til at diskutere fremskridtet er klassisk for Socialdemokratiet, Venstre og min generation. Hvis vi bevæger os en oktav op og tegner et billede af det 20. og 21. århundredes Europa, er det ikke bare social og økonomisk fremgang, der møder vor bevidsthed, men i særdeleshed også misbrug af jordens ressourcer, en tiltagende antisemitisme, drabet på seks millioner jøder, Gulag-systemet, to verdenskrige og Putins trussel om atomkrig.
Og alligevel titter glæden og de suveræne livsytringer frem i min tilværelse. På det personlige plan glædes jeg således over livet, men i et større perspektiv er jeg forbeholden over for fremtiden og det senmoderne.
Min indgang til det moderne og fremskridtet er som hos filosoffen Hannah Arendt bestemt af antisemitismen og Shoah/holocaust. Hannah Arendts forfatterskab har fulgt mig siden min tidligste ungdom i første halvdel af 70’erne, hvor jeg i en studiekreds i Israel læste Det totalitære samfundssystem oprindelse og Menneskets vilkår.
På daværende tidspunkt var der ingen i Danmark, som var optaget af Hannah Arendts tænkning. Hun fik først sit gennembrud i Europa efter murens fald. Jeg anser Arendt som en af de betydeligste tænkere og samfundskritikere i det 20. århundrede. Totalitarismeværket er sammen med Adorno og Horkheimers ikoniske bog Oplysningens Dialektik det mest centrale civilisationskritiske værk, der er publiceret efter 2. Verdenskrig.
Der er grund til at spørge, hvad der skal til, for at et humanistisk samfund kan etableres, når oplysning, viden og demokrati tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt.
Thue Kjærhus
Den paradoksale sandhed om Shoah og antisemitismen er ifølge Arendt, at jo mere velstående, demokratisk og veluddannet befolkningerne blev i de europæiske nationer i løbet af det 19. og 20. århundrede, jo voldsommere tog antisemitismen til – for at kulminere med Shoah.
Hvis Arendts påpegning af forholdet mellem demokrati, videnssamfundet og antisemitismen er en grundlæggende europæisk ontologi i det moderne, så bygger oplysningstænkningen på et utilstrækkeligt fundament.
Så der er grund til at spørge, hvad der skal til, for at et humanistisk samfund kan etableres, når oplysning, viden og demokrati tilsyneladende ikke er tilstrækkeligt.
Jeg vil pege på det fromme håb, at ”dette mere” kan være en metafysik og et fællesskab, som er funderet på det folkelige. Jeg er udmærket klar over, at svaret er naivt og fattigt.
Det fragmenterede samfund
At tænke er at søge en mening. Viden er ikke det samme som tænkning. Distinktionen mellem viden og tænkning overtog Arendt fra Heidegger med den forskel, at hun indirekte forsøgte at finde grundlaget samfundsmæssigt i totalitarismeværket (dette gør sig ikke gældende i det resterende forfatterskab af Arendt). Videnskabsmanden søger sandheden om et objekt. Viden er relateret til et objekt. Tænkningen er uden forbindelse til et konkret objekt.
Dannelse skal bygge en bro mellem viden og tænkning. Dette er Rønshoved Højskoles afsæt i mødet med vores elever. Det må således være højskolernes opgave at etablere forbindelse mellem ånd, tænkning og viden. Ingen tror nemlig længere på, at vi lærer at tænke på universitetet. Det er en tankeløs institution.
Massemorderen bag holocaust par excellence – Adolf Eichmann – var ifølge Arendt både intelligent og vidende, men kunne ikke tænke. Masserne (mellemlaget) i Det Tredje Rige var atomiseret og udgjorde flertallet af dem, som blev tiltrukket af den totalitære nazisme.
Arbejderklassen var i forhold til deres antal mindst repræsenteret i den totalitære nazisme. Akademikerne var derimod overrepræsenteret i nazi-bevægelsen. Masserne var udpræget tankeløse og politisk forvirrede. Katolikkerne og medlemmerne af klassesamfundet var vanskeligere at radikalisere end masserne.
LÆS OGSÅ: Endegyldigt farvel til fyrtårnene
Tænkningen fødes primært af fællesskabet, hvilket indirekte skitseres i totalitarismeværket, mens Arendt i sit tredje hovedværk Åndens frihed gør mulighederne for tænkningen uafhængig af historien. Et moderne atomiseret samfund, der er behersket af masserne og ikke af klasserne, skaber ifølge Arendt gode mulighedsbetingelser for at etablere et tankeløst og totalitært samfund, fordi perspektivbyttet er reduceret i et individuelt samfund.
Vi er kun to generationer fra nazismen. Shoah blev iscenesat i det moderne. Vi kan ikke forstå Shoah, uden at vi forholder os til moderniteten. Shoah og antisemitismen er ifølge Adorno, Arendt og Bauman først og fremmest et moderne anliggende. Hvorimod anti-judaismen var rettet mod den jødiske religion – en førmoderne tildragelse.
Ondskabens radikalitet, som Arendt beskriver, er funderet i det moderne fragmenterede samfund, hvor perspektivbyttet og tilliden har begrænsede muligheder for at blive etableret. I fællesskabet fødes sindelagsetikken, evnen til perspektivbyttet, tilliden og frisindet. Massemennesket – det atomiserede menneske, som er uden erfaringer med fællesskabets politiske struktur, vil derfor erstatte tilliden og frisindet med principper, rettigheder, tolerance, populisme og ideologi ifølge Arendt.
Jeg er, som antydet, påvirket af Arendt, Adorno og Baumans tænkning og civilisationskritik. Denne tilgang er ”tilsyneladende” ikke en problemstilling, som er present for Jørgen Carlsen. Han har erstattet dette mishag i relation til moderniteten med en historiefilosofisk fremskridtstanke.
Jeg nægter imidlertid at tro på, at Carlsen er helt så frejdig og optimistisk i sin forståelse af moderniteten, som han giver udtryk for. Dertil har jeg læst for mange af Carlsen og Aarhus-skolens kapitallogiske udgivelser. For yngre læsere, som kun har kendt Carlsen som højskolemand, er det centralt at vide, at Carlsen i 70’erne og 80’erne var en betydelig intellektuel med et forfatterskab, som bør læses på højskolerne og i al almindelighed.
Håbet i det moderne
Den tyske filosof Adornos erklærede, at det ikke længere er muligt at skrive poesi efter Auschwitz, hvilket givetvis var en eksistentiel sandhed for dem, som blev berørt af Shoah og nazismen. Vi kan samtidig ikke benægte, at poesien og glæden stadig er til stede i det moderne. Glæden ved livet kan klimakrisen, den gryende fascisme og Putins trussel om atomkrig ikke udrydde.
I det senmoderne foreligger mulighedsbetingelserne både for dæmonien, humanismen og friheden. Den italienske forfatter Elsa Morante skriver om ”øjeblikke af glæde” i det fascistiske Italien i romanen La Storia. Morante er en af mine helte og angiver utallige frirum, hvor de suveræne livsytringer udfolder sig i barnets leg med sin hund, alt imens de bliver udgrænset brutalt fra ”civilisationen” som jøder i oktober 1943 i Rom.
Mine helte er i øvrigt næsten alle sammen kvinder: Hannah Arendt, Astrid Lindgreen, Elisabeth Langgäser, Nelly Sachs og Hannah Szenes.
Jeg ser mine elever vokse i selvværd. Livet er fyldt med mening – også i det moderne. Det vil være tåbeligt at benægte dette, uagtet at vi har renonceret på den store metafysik.
Thue Kjærhus
Moderniteten kan ikke likvidere nataliteten, tilliden, kærligheden og de suveræne livsytringer. Moderniteten bærer på både muligheder for et frirum til livets underfundigheder og dæmonien.
Jeg glædes hver dag over mine biler, Finn Juhls design, min kones omsorg for mig og af en taknemlighed ved at være omgivet af mine børn og venner. Jeg indretter mig hjemligt med Bob Dylans musik og min computer. Mit skrøbelige liv stabiliseres af den moderne hjemlighed. Faktisk ville jeg ikke kunne indrette mig i den hjemlighed, som min far er opvokset i.
Jeg ser mine elever vokse i selvværd. Livet er fyldt med mening – også i det moderne. Det vil være tåbeligt at benægte dette, uagtet at vi har renonceret på den store metafysik. Den store metafysik, herunder historiefilosofien, er forsvundet – og for mit vedkommende fremtræder konturerne af en nærmetafysik, der er erfaringsbestemt.
Meningen og glæden ved de små ting i tilværelsen fylder mere og mere i tilværelsen. Kærlighed og menneskelig tilkendegivelse om håb og glæde er til stede, hvor vi mennesker er – også i en moderne verden med klimakriser, trusler om en atomkrig og med erindringerne om Shoah.
Mulighederne for et autentisk liv er således til stede både i det moderne (og førmoderne) – også efter katastrofen (Shoah) og udsigten til en klimakrise. Poesien, kunsten og Torben Ulrichs dejlige tenniskoreografi eksisterer sammen med kærligheden og klimakrisen.
At forestillingen om det ægte og autentiske liv alene skulle eksistere i det førmoderne eller i det landskab, som Ferdinand Tönnies betegner som ”Gemeinschaft”, er en falsk problemstilling. Hjemligheden og det autentiske liv kan også leves på Nørrebro anno 2022 eller i Ballum (Vestslesvig). Jeg deler for eksempel på ingen måde J.R.R. Tolkiens reaktionære tilgang til moderne teknik, motorveje og samfundet.
LÆS OGSÅ: Sådan kommer verden til at se ud på den anden side
Vi kan danne en erfaringsmetafysik i den moderne dagligdag, som giver livet retning og mening. Hans-Jørgen Schanz noterer i værket Selvfølgeligheder:
”Det giver mening at tale om metafysiske erfaringer, ikke på grund af, at erfaringen hverken går op i erkendelse eller sansning, men fordi der i den er åbenhed, skænket af sproget, og fordi den kan møde noget absolut, når den bryder ind – som f.eks. når et menneske fødes eller dør, bliver forelsket, kommer ud for afgrundsdyb sorg eller jublende glæde. Kort sagt, hvor mennesket møder noget, som er hinsides det menneskeligt beregnbare eller frembringelige; hvor det oplever, at det skænkes noget – eller fratages noget – der har karakter af noget absolut.”
Nærmetafysikken kan ikke reduceres til moderniteten eller det førmoderne. Den hører menneskelivet til. Schanz bemærker i den forbindelse, at metafysik og religion ligner hinanden i natur, men forskellen på kristendommen, jødedommen, islam og metafysikken er bønnen, hvor vi kommer i kontakt med det absolutte.
Højskolerne skaber nye begyndelser
Augustins kristne-jødisk udsagn – ”at mennesket blev skabt for at der skulle være en begyndelse” – skaber mening. Arendt gjorde Augustins sætning til sit livsudsagn. Meningstabet var ikke komplet efter Shoah. Der var plads til nye begyndelser.
Men Shoah har alligevel ændret ved vores tro på menneskeheden og vores forståelse af det onde. Den uforbeholdne tillid til fremskridtet og humanismen er mindre tydelig i det 21. århundrede end i det 19. århundrede.
Hvis vi ikke holder fast i et stabilt samfund, vil fascismen og de aksiomatiske bevægelser i form af identitetspolitikken, nazismen og politisk-kulturelle ideologier tone frem.
Jeg mener, at vi har et håb, der kan imødegå dæmonien og den moderne fragmentering. Højskolerne kan i det små skabe nye uforudsigelige begyndelser. Her kan vi medvirke til at skabe håb og livsglæde samt forhindre etableringen af et endimensionalt samfund. Vi kan ikke være sikre på, at det lykkes, men vi kan i det mindste prøve. At kunne handle er frihed. Friheden er ikke et valg mellem A og B, men at kunne handle og skabe nye begyndelser ifølge Arendt.
Den sammenhængskraft, som blev skabt i Danmark i det 19. århundrede, bar os igennem det 20. århundredes rædsler. Aldrig i modernitetens historie har et århundrede været mere rædselsfuldt end det 20. århundrede.
Forfatteren Albert Camus kaldte det 20. århundrede for frygten og angstens århundrede. Aldrig i historien er så mange millioner blevet myrdet af ideologiske grunde. Og dæmonien udgik fra et oplyst og industrielt land, der var kendt for deres digtere og tænkere.
Alligevel har vi tillid det nye Tyskland. Et håb om et andet Tyskland. Anne Frank havde til trods for nazismens dæmoni et håb i den mørkeste af alle stunder i jødisk historie. Hun kendte jødernes skæbne allerede i sit eksil i Amsterdam. Hun erfarede glimt af glæde på trods af alle nazismens rædsler. Og vi kan gentage, at håbet er til stede, også i modernitetens mørke.
Hvis vi ikke holder fast i et stabilt samfund, vil fascismen og de aksiomatiske bevægelser i form af identitetspolitikken, nazismen og politisk-kulturelle ideologier tone frem.
Thue Kjærhus
Vi er således i det moderne, i et dobbeltforhold til dæmonien og fremskridtet, al den stund vi ved besked om Shoah, klimasituationen, truslen om atomkrig og velfærdsstaten.
Moderniteten er således ikke entydig med fremskridtet, som Carlsen ”tilsyneladende” påstår. Forskellen mellem Carlsens position til moderniteten anno 2022 og 1980 er, at han abonnerer på en optimistisk fremskridtstanke, hvor jeg har indtaget det ståsted, at moderniteten er dialektisk og modsætningsfuld.
Den danske folkelighed
Danmark var i 1930’erne en usædvanlig nation blandt de europæiske nationer. Vi blev ikke formet af det ekstreme højre og venstre som i mange andre lande. Al idealisme og vildfaren idealitet druknede i den danske folkeligheds konkrete uforudsigelighed. Vi løste vores problem med verden nationalt, selv om vi udmærket vidste, at det ikke var tilstrækkeligt. Vi bevarede håbet i mørket.
Ved folketingsvalgene i 30’erne og 40’erne spillede hverken nazisterne eller kommunisterne en nævneværdig rolle. Antisemitismen var fremherskende i Europa. Der var få lande, som var immune over for antisemitismen, såsom Albanien (muslimer og kristne frelste jøderne i Albanien), Bulgarien og Danmark. Danskerne reddede deres jødiske landsmænd.
Dansk-israeleren David Werner Melchior vidnede ved Eichmann-retssagen i Jerusalem i 1961. Hans beretning symboliserede, at europæerne havde haft mulighederne for at handle og ikke kun agere. Det var muligt at hjælpe de europæiske jøder som i tilfældet Danmark.
Hvorfor blev Danmark forskånet for de yderliggående totalitære bevægelser og antisemitismen? Det tror jeg skyldes, at vi skabte en folkelighed i 1800-tallet og en velfungerende socialdemokratisk arbejderbevægelse, som handlede klogt og pragmatisk. Arbejderbevægelsen skabte et håb og en fremgang socialt og økonomisk, der var baseret på en forståelse for andre samfundsklasser.
I arbejderbevægelsen og i den grundtvigske folkelighed formedes et perspektivbytte i et fællesskab. Her blev vi skabt som individer. Her opdagede vi os selv og de andre. Den anden fødsel så at sige. Her blev en leid-kultur til. En kultur, der ville beskytte mindretallet.
LÆS OGSÅ: Bliv dansk på højskole
Mindretallet accepterede til gengæld, at leid-kulturen var relativt definerende. Det er netop det, som jeg ser som problemet i dag, hvor woke-kulturen ikke kan acceptere hovedkulturens definerende rolle.
De danske jøder er blevet en del af dansk folkelighed i en proces over århundreder. Vi har delt skæbnefællesskab i mangfoldige slægtsled. Vi er i senmoder
niteten under pres med tilsynekomsten af tiltagende individuelle rettighedskulturer. Menneskeligheden defineres ikke længere som en relation, men som aprioriske individuelle rettigheder.
Min hustru, der er alsinger, har bevidst valgt at tale rigsdansk, når hun møder den almene rigsdansker fra storbyen, fordi hendes sprog provokerer ufattelig mange rigsdanskere. Hun taler alsisk blandt venner og bekendte, og når vi har etableret en hjemlighed på skolen. Det almene og konventionelle vil i en fragmenteret verden altid udgrænse det særlige og besynderlige som det alsiske mål.
Der er altid en fare for, at vores kultur og sprog (det alsiske) misforstås og provokerer flertalsbefolkningen. Der pålægges derfor både flertalsbefolkningen og minoriteterne et proaktivt ansvar for, at begge parter har fingerspitzgefühl.
Det har min kone, Nina, ved ikke at provokere rigsdanskerne med sit mål. Det var ud fra samme visdom, at jøderne byggede synagogen i Krystalgade i det 19. århundrede. Synagogen er relativ anonym i det ydre. Rigdommen aftegnes i indretningen.
Det samtidige og det usamtidige
Vores familie er aktuelt relateret til en tysk kultur gennem min datters tyske kæreste. Tyske børn blev mobbet, når de kom til Danmark efter krigen, og blev kaldt nazister, når de spillede fodbold i ungdomsturneringerne i Danmark, selv om de tilhørte det danske mindretal. Hvordan skal man overvinde disse fordomme og urimeligheder? I hvert fald ikke ved at italesætte og håndhæve en række aprioriske rettigheder.
Idiosynkrasier og fordomme kan kun imødegås ved en fælles levende ramme, hvor der skabes et perspektivbytte og et frisind. Frisindet bliver født i fællesskabet – i interaktion – i det folkelige. Alt sammen erfaringsbaseret. Frisindet står i modsætning til tolerancens aprioriske, aksiomatiske rettigheder. Frisindet, tilliden, perspektivbyttet og kærligheden skabes i samspil med mennesker.
Mennesket er skrøbeligt. Det er et grundvilkår. Vi vil derfor have en stabil verden. En kendt verden, hvor vi kan føle os hjemme.
Thue Kjærhus
I min optik kan vi kun løse kulturelle modsætninger gennem menneskelige interaktioner og ikke, som tiden hævder, via en apriorisk rettighed. Vi kan ikke diskutere med en aksiomatisk verden. Den aksiomatiske verden har sandheden og en lukket forestillingsverden, der ikke kan modbevises.
Mennesket er skrøbeligt. Det er et grundvilkår. Vi vil derfor have en stabil verden. En kendt verden, hvor vi kan føle os hjemme. Kunsten er at finde balancen mellem den stabile, givende verden og en verden, der skal forandres.
Det er således centralt i min tilgang til det moderne, at vi kan bevare folkeligheden (et uforudsigeligt fællesskab) og gode stabile traditioner (forudsigeligheden) for ikke at ende ud i en ekstrem individualisme og vildfaren idealitet.
En vision
Løgstrups suveræne livsytringer og Schanz’ nærmetafysik er uafhængig af historien. På en måde kan vi benævne nærmetafysikken og de suveræne livsytringer som antropologiske konstanter. I det førmoderne, i hvert fald sådan som Tönnies tegner forståelsen af Gemeinschaft, er der en tilstedeværelse af noget livsdueligt, noget meningsfuldt, som jeg sagtens kan forestille mig kan eksistere parallelt med Gesellschaft og det moderne.
Vi kan leve i Gemeinschaft i familierne, i kulturlivet, på en højskole, samtidig med at vi siger ja til et moderne hektisk liv. Den sårbarhed, vi oplever, det moderne menneske er bærer af – som følge af, at vi har mistet en metafysik, en tro og lever i overhalingsbanen hele livet – kan modereres, hvis vi beholder de usamtidige holdepladser. Det kan være i familien, i slægten, i kirken, i folkeskolerne, blandt venner, i ægteskabet, i kærligheden og på højskolerne.
Gemeinschaft er således ikke et alternativ til Gesellschaft, men noget, der kan eksistere sammen med Gemeinschaft.
LÆS OGSÅ: Om at holde højskole i det folke-lige
Jeg boede i Israel i 1970’erne. Jødisk kultur i Israel og New York har adopteret den moderne tilværelse og er på mange måder mere moderne og innovativ end i Nordeuropa, men israelerne har samtidig fastholdt en stærk traditionel usamtidighed til tilværelsen i familierne som værn mod det turbulente i det moderne. Jødisk kultur er derfor i min optik ikke så porøst og relativeret som den moderne vestlige familie.
Jøderne har med andre ord holdt fast i traditionerne, samtidig med at de har et udsyn, der kan tilegne sig det moderne. Det samme gælder nordmændene og islændingene. Her er der en levende sameksistens mellem det samtidige og det usamtidige. Modsætningerne mellem det samtidige og usamtidige skaber liv, kontraster, modsigelser og givet vis også stor kunst.
Jeg er bange for, at vi i Danmark er blevet forgabt i urbaniseringen, rettighedstænkningen og den endimensionale tilværelse, der monotoniserer verden. Vi er så bange for ikke at være moderne.
Det er således mit indtryk, at det usamtidige ikke er til stede på samme måde i Danmark som i Island og Norge. Jeg frygter mere den politiske idealisme på højre- og venstrefløjen end klimakrisen og islamismen. En klimadiskurs eller et fremmedhad, der bliver spændt for en totalitær strømning, vil være et skrækscenarie og indgangen til fascisme.
Det folkelige fællesskab kan moderere radikalismen og de politiske aksiomatiske forestillinger, samtidig med at vi kan føde nye begyndelser.
Det moderne er et tveægget sværd mellem håb, fremskridt og fortvivlelse. Hvis vi renoncerer på det usamtidige, det traditionelle i familien og på højskolerne, har vi ingen steder, hvor vi kan søge hen og tænke.
Thue Kjærhus
Vi har aktuelt mistet balancen mellem det usamtidige og samtidige. Derfor må vi overbetone det usamtidige, det åndelige og Højskolesangbogen. Det folkelige og det usamtidige på højskolen må medvirke til at skabe en balance.
Klimakrisen er forbandet alvorlig, og den tiltagende populisme i Vesten gør mig nervøs, men aktuelt frygter jeg mere situationen i Rusland – og på sigt i Kina.
Det moderne er et tveægget sværd mellem håb, fremskridt og fortvivlelse. Hvis vi renoncerer på det usamtidige, det traditionelle i familien og på højskolerne, har vi ingen steder, hvor vi kan søge hen og tænke.
Derfor vil jeg bevare Højskolesangbogen som en modverden. Derfor var jeg kritisk over for optagelsen af en række popsange i Højskolesangbogen.
Jeg mener, vi skal have fokus på det usamtidige i det moderne og samtidig slå fast, at det moderne og samtidige også indeholder glæde.
Det er denne dobbelthed, som Jørgen Carlsen og jeg og hele højskolebevægelsen kunne finde sammen om. Og det tror jeg, vi kan.
I det næste nummer af Højskolebladet, som udkommer i midten af december, formulerer Jørgen Carlsen et svar til Thue Kjærhus’ essay.