Af Lise Marie Mikkelsen, lærer i Politik & debat og Køn & krop på Silkeborg Højskole
Jeg kunne fortælle jer, hvor helt fantastisk kroppen er.
At den rummer 100.000 kilometer blodårer, hvilket svarer til, at de kunne nå rundt om jorden mere end to gange, hvis de blev strakt ud.
At der er 100 milliarder nerveceller i hjernen. At helt uden vi mærker det, så udløser nervecellerne op til 80 elektriske impulser pr. sekund samtidig med, at vores hjerte slår omkring 70 slag i minuttet, hvilket bliver til tre milliarder gange i løbet af vores liv.
Jeg kunne fortælle, at mænd producerer 100 millioner sædceller hver dag, og at kvindekroppen er i stand til at rykke rundt på organerne for at give plads til, at et nyt menneske vokser frem.
Og alligevel vil mange af jer sidde og tænke ”ja, kroppen er fantastisk – men bare ikke min mave eller min højde eller mine arme eller mine kønslæber eller min fortand eller min mellemste tå på venstre fod eller den fremtrædende blodåre i min pande.”
LÆS OGSÅ: Højskolerne bør levere 50 procent bevægelse i undervisningen
Jeg har taget min krop med i dag. Jeg har taget så lidt tøj på, som jeg synes, jeg kunne tillade mig, for at have så meget krop som muligt med. Lige lidt mere end undertøj og lidt mindre end tøj.
Jeg tænkte straks, at hvis jeg skulle stå her foran jer med bare ben, så var jeg nødt til at barbere håret af dem først. Som om I egentlig kunne se det på den her afstand. Som om det var pinligt, at der på min krop – ligesom på alle andre kroppe – vokser hår. Faktisk 25.000 kropshår. Hår, som jo har den fantastiske egenskab, at de beskytter mod rifter, fremmedlegemer, bakterier, kulde og varme.
Hvor fjollet er det ikke, at man i fællesskab har besluttet, at der ikke bør være hår på kvindeben, men gerne på mandeben?
Ridser i lakken
Min krop fyldte 35 år i tirsdags. Den bærer præg af de oplevelser, der sidder i den. Små mærker med historier som:
– Et fint lille ar på håndleddet fra dengang jeg havde fået en kanin, og den var blevet nusset så ihærdigt, at den desperat kradsede sig ud af mine arme.
– Et mærke på min fortand, fra dengang min drøm om at blive skøjteprinsesse med ét blev knust med et lidt for hårdt kys på isen.
– Et grimt ar på knæet fra da jeg og mine søskende havde fået lov til at leje en firhjulet cykel på ferien til England, og jeg bare lige skulle samle min søsters klipklap op i farten.
– Og et strækmærke på hoften fra dengang jeg boede i Vestafrika, og min kost primært bestod af palmeolie i 6 måneder.
Jeg ruller tit øjne ved tanken om mine skønhedssøgende bedstemødre og tænker: Godt, jeg er født i en anden tid! Og så alligevel – er det ikke nøjagtig det samme, jeg selv gør?
Lise Marie Mikkelsen
Min krop bærer præg af min familie:
– Min fars lange tynde lyse hår, som så nøjagtig sådan her ud i 70’erne, bare akkompagneret af et stort fuldskæg.
– Min mormors store varme brede hænder, som jeg ved er gode at holde i hånden.
– Og min farmors tynde ankler, som hun blev drillet med som barn, og som hun indtil sin død som 87-årig gjorde alt for at skjule.
Og min krop begynder allerede at give mig små tegn på aldring. Der er nogle rynker, som bliver tydeligere. Der skal mindre til, før jeg får ondt i kroppen. Og jeg kan se på min mor og min mormor, at jeg har arvet deres tynde hud, og at jeg med tiden vil få alle de samme små synlige blodkar. Jeg synes ikke, at det ser grimt ud på dem. Og jeg kan ikke gøre noget ved det. Og alligevel forbander jeg hver eneste gang, jeg opdager en lille ny rød plet på min egen hud.
Hvad vil andre dog ikke tænke?
Min mormor fyldte 95 i marts. Hun var syg i december, og jeg passede hende. Hun stod ved vasken på badeværelset med sin gamle krop helt foroverbøjet og bad mig klø hende lidt på ryggen. Så fik hun sit tøj på. Hun ville gerne vide, om det var pænt nok.
Så spurgte hun, om jeg ikke kunne plukke hendes øjenbryn, for de var blevet så buskede. Og efter brynene var plukket, rakte hun sin gamle gigtplagede arm op i skabet efter den sorte blyant og malede begge øjenbryn sorte. For uden den sorte streg syntes hun, at hun så træt ud. Og det ville da være en skam, hvis man kunne se, at hun var træt, når nu hun er næsten 100 år og har knoklet hele sit liv.
Efter badeværelsesseancen var al energien brugt, og hun måtte lægge sig og hvile, inden vi kunne spise morgenmad. Da gik det op for mig, at det aldrig slutter. Vores higen efter skønhed.
Min mormor vil gerne have højhalsede bluser på, så det dækker hendes hals, for den er blevet så rynket. Ja – den er tæt på 100 år. Så selvfølgelig er den rynket!
Men hun er også fra en generation, hvor bekymringen for “hvad vil andre dog ikke tænke?” var så allestedsnærværende, at man nærmest levede to liv. Et kaffestel til gæster og et til sig selv, en stue til gæster og en mindre fin stue til sig selv, en forhave uden skyggen af ukrudt og hvide duge uden skyggen af at have været i brug.
LÆS OGSÅ: Prince Henry har skrevet speciale om minoriteter på højskole: ”Der er nogen, der føler, at de betaler for at blive diskrimineret”
Jeg ruller tit øjne ved tanken om mine skønhedssøgende bedstemødre og tænker: Godt, jeg er født i en anden tid! Og så alligevel – er det ikke nøjagtig det samme, jeg selv gør? Skammer mig. Sammenligner mig selv med uopnåelige idealer. Kritiserer min krop og mit udseende. Plejer facaden og prøver at skjule alt det uskønne.
Min farmor er født udenfor ægteskab i 1930. På den tid var det så skamfuldt, at hendes mor blev sendt fra Fyn til København for at føde. Min farmor kom på børnehjem i sine første leveår og blev derefter sendt hjem til Fyn for at bo hos sine bedsteforældre. Her husker hun at være blevet gemt væk på soveværelset til en fest med gæster i huset. Gemt væk, fordi man skammede sig over det uægte barn. Først da hun blev konfirmeret, fik hun at vide, hvem hendes mor var. Ingen røbede nogensinde identiteten på hendes far.
Så langt har vi flyttet os på kun to generationer. Vi er blevet så uendeligt meget mere frigjorte og åbensindede. Accepterer hinanden i langt højere grad. Og alligevel går vi og skammer os. Over lidt fylde på mave og lår, en rynke, en skæv tå, et kønsorgan, der kunne have været liiiidt større, eller liiiidt mindre eller lidt mere lyserødt.
Undersøgelser peger på, at jeres generation endda er værre end min, hvad angår skam og kritik af egen krop. Hvor blev frisindet af, som min mors generation kæmpede for? Hvorfor er vi så hårde ved os selv?
Skam over skammen
Jeg kiggede for nylig på nogle gamle billeder af mig selv. Tænkte ”hey, hvor så du egentlig godt ud dengang.” Men jeg havde det ikke sådan dengang. Både dengang og nu var der jo kvinder, som var langt smukkere end mig.
Og tænk at kigge på billeder nu og tænke, at alle de skrupler, jeg gjorde mig dengang – om jeg nu var pæn nok – var spild af tid. For jeg var pæn nok. Det er jeg ikke i tvivl om nu.
Og alligevel hader jeg stadig at få taget billeder af mig selv. For jeg er jo ikke særlig fotogen. Mit ene øje er lidt mindre end det andet, mit smil er lidt skævt, og det danner ikke harmonisk symmetri og gyldent snit på billeder.
Det holder aldrig op. Higen efter skønhed.
Jeg skammer mig over skammen. At vi ikke værdsætter de stærke kvinder, vi står på skuldrene af – som tog kampen op på vores vegne. Som lod deres bryster hænge frit og deres hår gro vildt.
Og nu pakker vi dem igen ind og skærer hårene af og tør knap nok nævne ordet kvindekamp og feminisme.
Prøv at kigge på jeres venner. Dømmer I dem lige så hårdt som jer selv? Kig på alle deres uperfektheder. Er de i virkeligheden ikke bare ret charmerende og en del af dem?
Lise Marie Mikkelsen
I den første uge, jeg var her på højskolen, badede jeg i søen sammen med skolens nye lærerpraktikanter, August, Frants og Dan, som også lige var flyttet ind. Det var bare et hurtigt dyb i koldt vand, så Dan og jeg løb i uden tøj på. Sammen med dem havde jeg ingen skrupler ved det.
Men jeg var kun lige kommet op og havde nået at trække en trøje over hovedet, da skolens forstander, Claus, kom gående med sin hund. Og så var det pludselig noget andet. Jeg tænkte med det samme, at det var godt, vandet var så koldt, at jeg ikke kunne være blevet der et sekund længere, for så ville jeg nu have stået nøgen foran min chef.
Katastrofen virker let overskuelig. Det er nok ikke første gang, at Claus har set en nøgen krop vinterbade. Og jeg tænkte slet ikke, at
Dan kunne have samme frygt for at blive fundet nøgen på sin chefs gåtur med sin hund.
Situationen var helt ligegyldig og kunne højst have fået os til at grine. Og alligevel satte tanken sig i mig, at jeg havde været lige skødesløs nok og måske havde fordel af at pålægge mig selv lidt større blufærdighed på min nye arbejdsplads.
Og sådan lærer man gennem livet at holde sammen på sig selv. At kontrollere den pinlige krop. For tænk hvis den gjorde noget ukontrolleret, mens nogen andre så det:
– Hvis den slog en prut,
– hvis den bøvsede,
– hvis stemmen knækkede, lige mens man sagde noget vigtigt,
– hvis munden kom til at spytte, når man grinede,
– eller hvis kroppen lavede en kikset bevægelse på dansegulvet.
LÆS OGSÅ: Det er rusketurenes tid
Sikke en katastrofe. Alt imens vores helt fantastiske krop danner to millioner blodceller hvert sekund, producerer 1,5 liter spyt og 1 liter snot om dagen, afstøder 40.000 hudceller hvert minut, trækker vejret ca. 20.000 gange på en dag og lagrer minder, oplevelser, ansigter, navne, følelser og dufte, så man til enhver tid kan hive dem frem igen, når man får brug for dem.
Ej, men tillod den krop sig alligevel at sende et par dråber for meget ud, så man kom til at savle, mens man sov. Og tillod den slemme krop sig at efterlade en plet af menstruationsblod på lagenet. Shit, hvor pinligt!
Et smukt hylster
Man opfatter tit kun sig selv som noget kognitivt – ens personlighed, drømme, ambitioner og lyster er ligesom ens rigtige jeg. Resten kan godt komme til bare at føles som et hylster, man har fået tildelt, og som helt uretfærdigt er det, som resten af verden bedømmer en på. Og så bruger man et helt liv på at prøve at lære hylsteret at kende og forlige sig med det og ændre på det, dér hvor man kan.
Prøv at kigge på jeres venner. Dømmer I dem lige så hårdt som jer selv? Kig på alle deres uperfektheder. Er de i virkeligheden ikke bare ret charmerende og en del af dem?
Tænk på dem, I har været vilde med. Var de helt perfekte? Havde de ikke også noget, der godt kunne være smukkere?
Den fantastiske krop, som kan så meget – som indeholder din historie, dit arvemateriale, din fysiske formåen, dine forældres kærlighed, og som er lige præcis lige så meget dig, som dit hoved er – den fortjener ikke at blive behandlet med skam.
Elsk den nu bare.