Af Dorte Brøchner Jessen og Morten Cramer, undervisere på Engelsholm Højskole
Da vi sidste efterår spurgte vores elever, hvad en uge med både keramik og filosofi havde betydet for dem, var der en elev, der hurtigt markerede. Hun sagde, at hun var ret sikker på, at hun ikke ville have turdet at kaste sig ud i det, hun havde gjort med leret, hvis ikke der undervejs var blevet talt om, hvad det vil sige at eksperimentere. Det havde givet hende mod til at give sig hen og slippe kontrollen.
Denne samtale kickstartede idéen til at afprøve et bredere samarbejde mellem keramik og filosofi i praksis. Umiddelbart ser det umuligt ud! Hvad har de to fag med hinanden at gøre? Det er svært at få øje på de potentielle sammenhænge i den adskillelse af fag, der er skabt af vores måde at tænke på, og gennem den opdeling af læringspraksisser, som udmøntes i et fagopdelt skema.
Vores intentioner var at opløse disse tillærte barrierer ved at bringe fagene i berøring med hinanden om et fælles anliggende, så forbindelserne i det forskelligartede kunne blive tydeliggjort.
LÆS OGSÅ: Nye højskoler popper op over hele landet
På et overordnet plan tager begge fag fat i samme opgave på hver deres måde, nemlig menneskets væren og praksis i verden. For selvom vi har at gøre med to umiddelbart meget forskellige kernefagligheder, kan fagene ved at finde det, der i kernefagligheden er af mere almengyldig karakter, sættes i berøring med hinanden.
På den måde gør det tværfaglige samarbejde det muligt helt håndgribeligt og konkret at arbejde med en udvidet tænkning, der samtidig gør arbejdet med ler til mere end at fremstille det forudbestemte.
Vi er bevidste om, at det kræver både indlevelse og overskridelse for at opdage disse forbindelser og sammenhænge. Der er tale om et dobbeltblik i denne måde at tænke og arbejde på: Vi må have blik for det enestående ved det enkeltstående og samtidig orientere os efter noget mere alment.
Dette dobbeltblik gør det ikke blot muligt at forbinde det forskelligartede ved de to fagligheder, som vi helt konkret arbejder med. Det er samtidig en øvelse i at have blik for de sammenhænge, der forbinder os i verden. I dette tilfælde valgte vi eksperimentet og dét at eksperimentere som det fælles faglige omdrejningspunkt.
Mere end en kop
Det, der i en meget opdelt og fagadskilt skolevirkelighed har tilbøjelighed til at lukke sig om sig selv, får gennem det tværfaglige samarbejde et muligt blik for eller en erfaring med, at forskellige elementer kan svinge sammen i en orientering efter noget, der kan være et fælles sigte.
Der er i enhver kernefaglighed noget, der er af mere almen gyldighed – som rækker ud over faget selv med forbindelser til andet og andre. Det er disse almene forbindelser, vi rækker ud efter i det tværfaglige samarbejde mellem keramik og filosofi for derved at tydeliggøre de forbindelser, der er i det forskelligartede.
Fagene filosofi og keramik er adskilte fag i et klassisk opdelt skema på Engelsholm Højskole, og undervisningen udfolder sig i begge fag som en pendulering mellem faglig indsigt og almen perspektivering.
Vi kalder keramikværkstedet for Formlab Keramik. Dette angiver en vision for de tanker og handlinger, som værkstedet og arbejdet med materialerne gror ud af. Værkstedet er et laboratorium for form, og det styrer intentionerne for undervisningens tilrettelæggelse. Eksempelvis kan der være elever, der laver kopper. Arbejdet med kopperne bygger på en idé og et ønske om et helt specifikt keramisk produkt: Kopper.
Der er i enhver kernefaglighed noget, der er af mere almen gyldighed – som rækker ud over faget selv med forbindelser til andet og andre.
Dorte Brøchner Jessen og Morten Cramer
Samtalen i keramikværkstedet bliver i dette tilfælde en dialog om, hvad kopperne skal udtrykke, og hvilket miljø kopperne indgår i, og hvordan koppernes udtryk er indlejret i vores samtid. Arbejdet med den keramiske form bliver perspektiveret med en bevidsthed om udtryk i tid og sted.
På samme måde arbejdes der særskilt med filosofi, hvor faget på forskellig vis er indlejret i to mindre fag, som alle elever kommer i berøring med i løbet af deres højskoleophold: Vild analyse og Filosofaen.
I Filosofaen øver eleverne sig på filosofisk tænkning ved at rette filosofisk opmærksomhed på nogle af tilværelsens mange fænomener og forhold, der vedrører det at være menneske sammen med andre og andet i en fælles verden. Tilgangen er poetisk- musisk i samspil med filosofisk tænkende oplæg til samtale.
Keramik og filosofi er to fag, der hver for sig står stærkt i hver deres rum. Men hvad sker der, hvis vi lader fagene bevæge sig praktisk og teoretisk i en interaktion med hinanden i det samme rum? Tænk hvis en kop bliver til mere end en kop, og arbejdet med koppen udvider måden at tænke på?
Vi besluttede os for at byde hinanden og vores fag op til et fælles eksperiment om dét at eksperimentere.
Forvent det uventede
Vi startede med at klippe et bånd af papir. Båndet har to lange sider og to korte ender, en forside og en bagside. Vi førte enderne mod
hinanden, drejede den ene en halv omgang og limede dem sammen. Formen vrider sig: et møbiusbånd. Vi tegnede en streg midt på båndet. Fortsatte med at tegne rundt og rundt. Stregen endte ved sin begyndelse.
Båndet har kun én overflade. Det har ingen bagside. En magisk opdagelse. Ved at dreje den ene ende en halv omgang, inden enderne blev forbundet med hinanden, forvandlede formen sig fra en cirkel med en forside og en bagside til et møbiusbånd med kun én overflade. Et twist til forskel. Fænomenet blev opdaget af den tyske matematiker August Ferdinand Möbius (1790-1868) og blev vores billedlige afsæt til at lade eksperimentet få plads i arbejdet med ler.
LÆS OGSÅ: Højskolen skal turde være almindelig
Som et startskud gav det anledning til en samtale om, hvad det gør ved os, når noget kommer bag på os. Når vi overraskes. Hvordan håndterer vi det? Tillader vi det? Hvad fordrer eksperimentet? Hvad kan eksperimentet? Hvad kan eksperimentet ikke?
Vi er bevidste om, at der blandt elever og kursister er et udbredt ønske om at få hænderne i leret så hurtigt og så meget som muligt i løbet af et højskoleophold, hvor keramik er særligt tilvalgt. De ønsker som oftest at få fremstillet så meget som muligt, der kan bruges til noget. Med den tid, der i vores samtid bliver brugt på sociale medier som Instagram og YouTube, har de enkelte elever og kursister ofte også nogle helt specifikke forestillinger om, hvad de ønsker at få ud af arbejdet med ler.
Disse forestillinger er det vores intention at vride og omforme gennem en række påvirkninger og refleksioner, således at der åbnes for, at der i keramikkens fremstillingsproces kan opstå noget uventet, som ikke nødvendigvis betyder, at arbejdet er mislykket og ubrugeligt.
Arbejdet med keramik, idé og proces afføder en filosofisk tænkende samtale om de forbindelser, der er mellem det forskelligartede i vores fælles tilværelse
Dorte Brøchner Jessen og Morten Cramer
Det kan derimod netop være en mulighed for at genbesøge den forudbestemte idé med arbejdsprocessen for måske med fordel at ændre på den. På den måde bliver det et dynamisk og dialogisk samarbejde mellem den forudbestemte idé med arbejdet og selve arbejdet med hænderne i leret.
Det bliver med andre ord muligt at ommøblere idéen med hænderne i leret. På den måde tager vi skabelsesprocessens uvisse faktorer alvorligt og giver plads til det uventede i selve det håndgribelige arbejde med leret, som en skabelsesproces indeholder. Således bliver det muligt undervejs at påvirke idéen og transformere den til et andet og stærkere udtryk.
Når keramikken endelig er færdig og kommer ud af ovnen, drejer samtalen sig om formens og glasurens udtryk, og hvordan det interagerer med idéen og intentionerne. Hvad betyder ord som pæn, mislykket, smuk og grim i denne kontekst?
At tænke uden gelænder
Dette helt konkrete arbejde med leret, hvor det uventede får lov at eksistere som en del af arbejdsprocessen mere end som en fejl, der skal tages ud af ligningen eller en følelse af at mislykkes, er et vilkår for dét at eksperimentere, men også et vilkår for dét at eksistere i det hele taget.
Hvor meget plads er der til at eksperimentere i vores tilværelse i dag? Hvad giver vi lov, og hvad giver vi ikke lov til at være eksperimenterende? Hvem eller hvad bestemmer det? Hvorfor? Hvilken rolle spiller den enkeltes valg for, hvad der lægges vægt på og tillægges værdi? Hvorfor kan det være så svært at ændre på den forudbestemte idé eller norm?
Arbejdet med keramik, idé og proces afføder en filosofisk tænkende samtale om de forbindelser, der er mellem det forskelligartede i vores fælles tilværelse. Forbindelser, der har betydning for, hvordan vi lever vores liv sammen og hver for sig, hvis der skal være plads til det uventede, at blive overrasket eller at fejle.
LÆS OGSÅ: ”At bygge og bo i et tiny house har kastet mig ud i livets eksperiment”
Det kan netop være en fejl, der gør nye opdagelser mulige. Fejl eller drejninger, der gør, at vi begynder at forholde os til, hvad der er smukt og grimt, godt og skidt. Det uventede forårsager, at vi begynder at sætte spørgsmålstegn ved det eksisterende og forhindrer en tankeløs, reproducerende handling, hvor alt skal gøres ens i alle mulige former til ære for dominerende normer, ideologier, standardiseringer og effektiviseringer.
Den tysk-amerikanske, jødiske filosof Hannah Arendt har i sin filosofiske tænkning udtrykt en åben, modig og selvstændig tilgang til tilværelsen, der tager afsæt i menneskets medfødte evner i følgende formulering: “At tænke uden gelænder”. Hvorfor er det så svært, selv om vi har evnerne til det? Hvad bruger vi som gelænder? Hvilken rolle spiller fællesskabet for måden, vi tænker på? Hvad er vigtige ingredienser i et fællesskab for at gøre det muligt at tænke uden gelænder?
Et oplæg om Hannah Arendts kritiske filosofi fra en tid med dominerende og fastlåsende ideologier kan være et filosofisk tænkende indspark til de konkrete keramiske eksperimenter og udformninger, som eleverne og kursisterne arbejder med. Hannah Arendt tænkte selv selvstændigt og på tværs. Derfor har hun måske netop bevaret sin aktualitet.
Højskolens mulighed og opgave
At skabe mulighed for at tænke selvstændigt og på tværs med blik for enhed i mangfoldighed. At give inspiration, tid og plads til at indleve sig og lade sig rive med i eksperimentet for at gøre nye opdagelser, der prikker til opdagerens mulighed for at ændre på den forudbestemte idé. Dét er at øve sig på at tænke selvstændigt og på tværs i det hele taget. At øve sig på at tænke nyt.
I keramik arbejdes der helt konkret med formsproget og håndværket. Den samme forståelse af tænkning som et håndværk er det derimod ikke så let at få øje på, men det er ikke desto mindre det, der skal til for at øve sig på at tænke udvidet.
Er det ikke én af højskolens fornemste opgaver at bryde igennem muren af gængse normer, antagelser og levemåder for at se verden på ny?
Dorte Brøchner Jessen og Morten Cramer
Den danske filosof, idéhistoriker og teolog Dorthe Jørgensen beskriver dét at tænke udvidet således: “Det at tænke udvidet handler altså ikke bare om at være opmærksom over for det brogede ved den brogede verden. Det drejer sig også om at være vågen over for, hvad der – som en stjerne i horisonten – kan samle mangfoldigheden uden at reducere det forskellige til det samme.”
Højskolerne har som måske den eneste (ud)dannelsesinstitution i tiden mulighed for at være det frirum og øverum, hvor tænkningen får lov til at forme og omforme sig afprøvende og eksperimenterende med andre og andet, dynamisk og gensidigt vekselvirkende.
En tænkning, der ikke er afkoblet fra det, vi gør i en meget dominerende nytte- og udbyttefokuseret samfundsideologi.
På højskolerne har vi netop mulighed for det fysiske nærvær om noget, der optager os og flytter opmærksomheden fra dig og mig til det, som vi er sammen om. Derfor gav det for os rigtig god mening at bringe de to fagligheder keramik og filosofi i samspil, for at de kunne berige hinanden.
LÆS OGSÅ Jørgen Carlsen: Jeg har en ukuelig tro på, at livet er livet værd
Er det ikke én af højskolens fornemste opgaver at bryde igennem muren af gængse normer, antagelser og levemåder for at se verden på ny? Ved at gå på genopdagelse i verden har vi muligheden for at lære os selv, hinanden og vores fælles verden bedre at kende, når vi går på højskole. Det er et kendskab, der kan give mod til at træffe beslutninger om, hvor vi tager de næste skridt uden gelænder.
Filosofiske, poetiske afsluttende bobler om eksperimentet:
Eksperimentet som en levende organisme
en fortsat uvis bevægelse
en evindelig celledeling
opdagelser der opdager nyt
undersøger
etablerer sig på ny
inspireres
inspirerer
finder sammen med andre eller andet
bliver opslugt
sluger en tanke om en kop
bliver træt
vækkes
vækker forsøgsvis andet eller andre
der skubber igen
smiler igen
rører
sætter sindene i bevægelse
udvider i indlevelse
overskrider det forestillede
med nye forestillinger
fornemmelser for noget tavst
allerede eksisterende
der lige nu er skjult
men fornemmes i
eksperimentet som en levende organisme