Af Jørgen Carlsen, idéhistoriker og tidligere forstander på Testrup Højskole
Tak til Thue Kjærhus for din opfordring til dans i sidste nummer af Højskolebladet. Du leverer en vidtløftig og tankevækkende præsentation af din forståelse af moderniteten. Den rummer socialhistoriske facts om dig selv og din uddannelsesbaggrund, dit ophold i Israel og andet.
Den kødfulde midte består af din mobilisering af teoretiske og tematiske platforme i din intellektuelle udvikling: Alfred Tönnies, Hannah Arendt, Max Horkheimer, Theodor Adorno, Zygmunt Bauman, ondskab, antisemitisme, Holocaust (Shoah), Gulag og helt aktuelt klimakrisen og Putins imperialistiske angrebskrig mod Ukraine. Alt det har formet dig og dit livssyn.
Den tyske filosof Fichte er kendt for at sige: ”Hvilken filosofi, du har, afhænger af hvilket menneske, du er.” Respekt for dit standpunkt. Du peger på, at det er forskelligt fra mit. Jeg påstås at ”abonnere på en optimistisk fremskridtstanke”, mens du selv ”indtager det ståsted, at moderniteten er dialektisk og modsætningsfyldt.” Underforstået: Jeg spiller rollen som tossegod fremskridtsoptimist, mens du optræder som den åndfulde og sofistikerede dialektiker.
LÆS OGSÅ: Fem dage med Jørgen Carlsen: "Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok"
Jeg føler mig ikke hjemme i din karakteristik. For otte år siden skrev jeg en artikel til et festskrift i anledning af din 60-års fødselsdag. ”Højskolens røst” var titlen. Her kommer jeg – ganske vist en passant – ind på nogle overvejelser om forholdet mellem højskolebevægelsen og fremskridtsoptimismen. Det må du da have læst, men tilsyneladende også glemt. I modsat fald taler du mod bedre vidende. Og det vil ikke ligne dig. Men never mind.
Vores teoretiske platforme dækker hinanden meget godt. Vi abonnerer på den samme teoretiske fællesmængde. Jeg har som idéhistoriker læst og studeret alle de nævnte teoretikere. Alligevel adskiller vi os i vurderingen af moderniteten. Vi har tilsyneladende samme filosofiske baggrund, men mener noget forskelligt. Vi er to forskellige mennesker med hver sin livshistorie. Måske giver det mening at læse Fichtes berømte udsagn bagfra: Hvilket menneske du er, afgør hvilken filosofi, du har.
Højskole er mange ting
Tillad mig at oprulle min livshistorie i korte glimt: Jeg er født i 1949 og voksede op i Sønderborg. Min bedste skolekammerat var Søren, som var lærerbarn på Sønderborg Idrætshøjskole. Her kunne vi tumle i gymnastiksalen og bade i svømmehallen. Af samme grund var ordet højskole for mig i mange år forbundet med lugten af klor. Det skulle senere ændre sig.
Da jeg i efteråret 1986 spadserede de to kilometer fra Mårslet til Testrup Højskole for at komme til ansættelsessamtale som forstander, havde bønderne netop spredt gylle på markerne. Stanken var ulidelig og rev i næsen. Jovist. Højskole er mange ting.
Der er klare paralleller mellem Thues og min livsbane. Vi tilhører begge boomergenerationen og var begge den første i familien med studentereksamen. Vi er begge et produkt af den socialdemokratiske velfærdspolitik under parolen ”lighed gennem uddannelse”.
Men i modsætning til Thues gymnasieklasse endte rigtig mange af os ”opkomlinge” i gymnasiet. Her var vi uforfærdede i vores videbegær og fulde af opdrift. Vi stod ikke tilbage for de elever, der kom fra overklassen. Enhver kunne se, at vi skrev bedre stile end apotekerens søn.
Vores teoretiske platforme dækker hinanden meget godt. Vi abonnerer på den samme teoretiske fællesmængde. Jeg har som idéhistoriker læst og studeret alle de nævnte teoretikere. Alligevel adskiller vi os i vurderingen af moderniteten.
Jørgen Carlsen
Og nu må jeg komme med en bekendelse: Jeg har aldrig selv været på højskole. Det skyldes, at jeg allerede i gymnasiet vidste, at jeg ville til Aarhus Universitet for at studere idéhistorie. Og det kunne kun gå for langsomt. Faget var i 1967 oprettet med den legendariske professor Sløk som leder. Jeg blev student i 1968 og påbegyndte samme år studiet.
På universitetet mødte jeg Anne Margrethe Zacher. Vi blev gift i 1971 og fik samme år datteren Signe. Og ja, der var en oplagt sammenhæng mellem de to ting. På trods af de dårlige odds har vi holdt sammen lige siden. I 1983 fik vi datteren Gunhild, og sidste år kunne vi fejre guldbryllup. Blandt gæsterne var idéhistorikeren professor Hans Jørgen Schanz, som har været nær ven af huset gennem alle årene, indtil han desværre døde i januar i år.
På vej mod modernitetskritik
Idéhistorisk Institut var et spændende og udfordrende sted at opholde sig. Et slags intellektuelt mekka for akademisk dannelse. Faget lagde op til en diagonaltænkning, der omfattede et sammensurium af filosofihistorie, religionshistorie, politisk historie, de pædagogiske idéers historie m.m. Stedet var præget af åndsfrihed og intellektuel nysgerrighed.
Det er derfor heller ikke underligt, at instituttet meget hurtigt blev præget af idéerne om et ”kritisk universitet”, som i kølvandet på studenteroprøret bredte sig fra universitetsmiljøerne i Paris, Frankfurt, Berlin og Berkeley. Den intellektuelle ballast leverede den såkaldte Frankfurterskole med navne som Horkheimer, Adorno, Marcuse og den dengang unge Habermas.
LÆS OGSÅ: Vender højskolen ryggen til landbruget og landmanden?
Schanz, som var begyndt et år før mig, fik bevilget et studieophold i Frankfurt og Berlin, og vendte hjem i fuld optanket tilstand. Resultatet blev magisterkonferencen ”Til rekonstruktionen af den politiske økonomis omfangslogiske status.” Bogen blev udgivet på det nystartede forlag Modtryk. Den udmærkede sig ved at fokusere på Marx’ teoretiske udvikling og udrydde en masse verserende vulgære misforståelser af marxismen.
Selve kapitalismekritikken udkrystalliserede sig i det faglige miljø på Idéhistorisk Institut i disciplinen civilisationskritik og senere modernitetsteori. De mest prominente undervisere i den disciplin var – ud over Schanz – Hans-Jørgen Thomsen, Lars-Henrik Schmidt og mig selv, sagde hunden.
Intellektuelt gik det over stok og sten. Ud over at skrive hver for sig udgav vi sammen bøgerne Kapitalisme, behov og civilisation bd. I-II (Modtryk 1980) og Karl Marx og den moderne verden (Gyldendal 1984). Sammen blev vi kaldt ”Firebanden” eller ”Aarhus-skolen.” Sørgeligt nok må jeg konstatere, at alle mine gamle venner er faldet fra. Jeg er den eneste overlevende af os fire.
Min grundtvigske vækkelse
Min ansættelse på idéhistorie var tidsbegrænset og ved at udløbe. På grund af sparetider var der ikke udsigt til nye stillinger. Som kommende arbejdsløs var jeg nødt til at læse stillingsannoncer. En lørdag formiddag så jeg så en annonce i Dagbladet Information. Teksten var fyndig: ”Der søges en forstander, der er i stand til at opildne det danske folk til modstand og kamp.”
Det var den planlagte højskole i Thy, der var tale om. Der stod også et telefonnummer på formanden for bestyrelsen, Tom Kirk. Jeg ringede op og fik direkte forbindelse til middelalderen. Tom Kirk tilhørte den mytologiske gren af højskolekulturen, hvis hovedskikkelse i det 20. århundrede var Åge Møller, der i 1921 grundlagde Rønshoved Højskole.
Tom Kirk betragtede oldnordiske myter som anskueliggørelsen af menneskelivets grundforhold. Det var mildest talt milevidt fra mit modernitetsteoretiske univers. Vi talte sammen i det meste af en time om frihed og frigørelse og meget andet, men var langtfra enige.
Idéhistorisk Institut var et spændende og udfordrende sted at opholde sig. Et slags intellektuelt mekka for akademisk dannelse.
Jørgen Carlsen
Til sidst takkede jeg pænt for snakken og sagde, at det havde været hyggeligt, men også, at det stod klart, at vi var alt for langt fra hinanden. ”Hvorfor siger du det,” spurgte Tom Kirk forundret. ”Jeg synes, vi har haft en god samtale, og jeg synes, du skal søge stillingen,” sagde han.
En uge senere sad jeg med min kone og datter bænket i hans stuehus på en stor gård i Thy. Til stede var også resten af bestyrelsen. Vi fik karbonader og nye kartofler og rødvin i glassene – Rio Tinto, den med tyren. Ved kaffen rejste jeg mig for at præsentere mig med en tale. Jeg havde valgt at tale om verdenssituationen, altså verdens tilstand – intet mindre. Meningen var selvfølgelig, at jeg skulle shine med al min teoretiske viden og skabe respekt for min person.
Jeg udbredte mig i godt tyve minutter: Der er den kolde krig, konflikten øst-vest, det umulige og forkastelige valg mellem et totalitært Gulag-samfund og en kapitalistisk kitsch-verden, hvor Holocaust og reklame for vaskepulver og kattemad figurerer på samme niveau. Og der var og er den fortsatte udbytning af de gamle koloniområder – altså hele syd-nord-konflikten.
Så er der selvfølgelig den forkastelige undertrykkelse og terror som følge af religiøs eller nationalistisk fanatisme, de absurde krige, regnskovsproblematikken, drivhuseffekten, ozonlaget, den globale miljøkatastrofe, den omsiggribende forfladigelse i massekulturen, nødvendigheden af vedvarende energi og økologisk bevidsthed. Jeg sluttede effektfuldt med bekymringen for de truede hvaler.
Der blev så underligt tavst i forsamlingen, da jeg satte mig igen. Man kunne høre teskeerne rasle i kaffekopperne. Så tog en af de unge i forsamlingen ordet og sagde: ”Jørgen, jeg tror simpelthen, at de fleste af os vil give dig ret i det, du siger. Men du taler hele tiden om det, du ikke kan lide, og som du synes er forkert. Kunne du ikke også sige lidt om det, du godt kan lide, og som du holder af at tænke på?”
LÆS OGSÅ: ”Der skal være ballade om Højskolesangbogen”
Jeg ved ikke konkret, hvad jeg svarede på dette spørgsmål. Men jeg husker tydeligt, at jeg inderst inde følte mig rådvild og forlegen. Jeg følte mig ramt og punkteret i min akademiske opblæsthed. Luften sivede lige så stille ud af ballonen – og dér sad jeg med en påtrængende og umiskendelig følelse af ynkelighed og forsagthed.
Bag om alle mine intellektuelle parader og min personlige forfængelighed gemte der sig en person, som knap nok var i stand til at se, om der var noget at forsvare. Om paraderne overhovedet havde nogen mening.
Her havde jeg gået og bildt mig selv ind, at jeg skulle demonstrere mine evner, mine kvalifikationer. Jeg skulle vise, hvad jeg kunne. Og så viser det sig, at det, man egentlig spurgte efter, var, hvem jeg var. Og lige så jævnt og enfoldigt spørgsmålet egentlig var, lige så meget måtte jeg sande, at jeg blev dem svar skyldig. For jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare. Jeg simulerede et svar ved at gemme mig bag nogle ord. Ord er jo så taknemmelige, de koster ikke så meget.
Kærlighed med tilbagevirkende kraft
Selvfølgelig skulle jeg ikke være højskoleforstander, hverken i Thy eller noget andet sted. Ingen kunne være tjent med sådan en umoden spradebasse. Mødet med folkene i Thy har præget mig dybt og afgørende. Jeg tog fat på en omfattende Grundtvig-læsning og kastede mig begærligt over den folkelige oplysningstradition – højskolehistorien – og læste folk som Jakob Knudsen, Vilhelm Grønbech, Jørgen Bukdahl og Knud Hansen.
Det var med en stærk følelse af befrielse, jeg gav mig i kast med alt dette. Det var forløsende, omtrent som en forelskelse. En slags kærlighed med tilbagevirkende kraft: Hvor har alt dette været henne i hele mit liv indtil nu, kunne jeg spørge.
Jeg måtte sande, at Grundtvigs tale om kærlighed og hjertelighed som det bærende i erkendelsen i al sin himmelråbende og jublende enfoldighed var og er noget af det mest beåndede, jeg er stødt på i mit liv: ”At mig dagen fryder, trods synd og død” (HS 13). Denne fundamentale begejstring over livet udgør det fundament, som jeg i mere end tre årtier har lavet højskole på i Testrup.
Jeg har flere gange påpeget, at højskolebevægelsens historie bliver grundlagt på en tro på, at man har historiens vind i sejlene og styrer mod bedre tider.
Jørgen Carlsen
Testrup Højskole blev i 1866 grundlagt af teologen Jens Nørregaard, i øvrigt forfader til Kaj Thaning, som vi støder på om lidt. På hans gravsten står to vers fra Grundtvigs sang Udrundne er de gamle dage (HS 79). Her åbenbarer Grundtvig et historiesyn, som undgår enhver form for nostalgi og nekrofili. Når han siger ”De ædles æt dør aldrig ud”, er det eleverne, han tænker på. De repræsenterer fremtiden og er med til at skabe Danmarks fremtid.
Den pågældende sang var også Kristen Kolds yndlingssang. Her er vi dybt nede i den historiske rodzone for højskolebevægelsen. Her tales der ”sandt om småt og stort og jævnt om alt det høje!” Her finder man højskolens DNA, som ligger fast, hvad enten man befinder sig i moderniteten eller ej. Og her befinder jeg mig. Dette er udgangspunktet – også for formuleringen af en nok så sofistikeret kritik af moderniteten.
Underforstået: Jeg har ikke kastet vrag på min akademiske lærdom. I mange år fungerede jeg som censorformand for idéhistorie, og jeg har frydet mig over masser af studerendes akademiske præstationer. Men jeg fik et livsgrundlag – et grundtvigsk ankerpunkt at perspektivere min livsforståelse ud fra.
Det kan man ligesom Thue Kjærhus selvfølgelig betegne som optimisme – eller ligefrem fremskridtsoptimisme. Jeg vil hellere bruge ordet uforfærdethed. En ukuelig tro på, at livet er livet værd. Hvilket er noget ganske andet.
Hannah Arendt – mellem Auschwitz og Hiroshima
Thue Kjærhus’ grundlæggende forståelse af moderniteten er – via Hannah Arendt – dystert knyttet til Shoah, der ser historien i dødens skygge. Jeg foretrækker Arendts begreb om ”natalitet”. Et begreb, som bærer forjættelsen i sig. Natalitet er en ren foræring til forståelsen af livsoplysningens betingelser og højskolens grundlag siden 2. verdenskrig. Her er noget at lave højskole på.
Jeg har flere gange påpeget, at højskolebevægelsens historie bliver grundlagt på en tro på, at man har historiens vind i sejlene og styrer mod bedre tider. Af hensyn til Højskolebladets læsere udfolder jeg gerne pointen endnu engang. Jeg medgiver gerne, at det følgende på mange måder er gammel lærdom for den ældre generation af højskolefolk. Men gad vide, om de nyere tilkomne er helt med på noderne.
Der er ingen tvivl om, at Grundtvigs historiesyn og højskolebevægelsen hviler på en bastant fremskridtsoptimisme. Det fører for vidt at demonstrere det i denne sammenhæng. Det var en fremskridtsoptimisme, som også gjorde sig gældende i højskolehistorien.
LÆS OGSÅ: En hyldest til Johannes Møllehave: "Han var på mange måder en åndelig cyklotron – en centrifugal partikelaccelerator"
Ikke engang nederlaget i 1864 kunne bortvejre den. I sidste tredjedel af 1800-tallet påbegyndtes en gradvis modernisering af Danmark med elementer som telegraf, jernbanenet, opdyrkning af den jyske hede, andelsbevægelse, blomstrende handel, arbejderbevægelse og begyndende industriel udvikling.
Denne tendens fortsætter helt frem til tiden efter 2. verdenskrig. Verdenshistoriske faresignaler undervejs var der nok af: Titanics forlis i 1912, 1. verdenskrig, som ganske vist var makaber for de danske sønderjyder, men som i det øvrige Danmark blev oplevet som en ”torden i det fjerne” (Jakob Paludan), og krakket i Wall Street i 1929, som rystede det meste af den vestlige verden.
Men set i en dansk kontekst er det først efter Holocaust og Hiroshima blevet tydeligt, at det blev nødvendigt at gøre op med det fremskridtsoptimistiske paradigme.
Et forjættelsesmotiv
Herhjemme var det først og fremmest Heretica-bevægelsen, der artikulerede den moderne krisebevidsthed, som kom til præge højskolen. Man talte om ”humanismens krise” og angav dermed, at mennesket i sig selv var blevet en problematisk størrelse. Teologen og grundtvigforskeren Kaj Thaning stod bag oprettelsen af Båring Højskole i 1959, som blev den første danske højskole, der var anlagt på modernitetens betingelser.
Thanings banebrydende Grundtvig-syn bliver i 1963 eksponeret i disputatsen Menneske først – Grundtvigs opgør med sig selv. Her fremsættes tesen, at Grundtvig først for alvor nåede til afklaring af sit livs- og menneskesyn i 1832, da han udgav Nordens Mytologi, 2. udgave.
Thaning præsenterer som moderne teolog en sekulariseringstese, som udskiller det folkelige fra det kirkelige, anskuelsen fra troen, mennesket fra religionen. Kristendom er ikke en frelseslære, der handler om menneskets udfrielse fra de jordiske trængsler, men tværtimod en forkyndelse af frimodigheden til at give sig i kast med livet i dets dennesidige skikkelse: ”Gå da frit, enhver til sit …” (HS 6).
Denne henvendthed på livet i dets sekulære karakter åbner en flanke mod kunst, samfund og politik i hidtil uhørt grad.
Læg mærke til, at de æstetiske fag som musik, teater, dans, keramik, fotokunst m.m. spiller en fremtrædende rolle på stort set alle moderne højskoler.
Jørgen Carlsen
Ved indvielsen af Båring Højskole havde ikke mindre end to fremtrædende digtere givet deres besyv med – begge fremtrædende eksponenter for Heretica-bevægelsen. Thorkild Bjørnvig skrev Mørk er november (HS 371), der indvarsler et særtræk ved den moderne højskole, nemlig beskæftigelsen med det musisk æstetiske: ”Synge vil vi, legen er magt.”
Læg mærke til, at de æstetiske fag som musik, teater, dans, keramik, fotokunst m.m. spiller en fremtrædende rolle på stort set alle moderne højskoler. Sådan var det ikke tidligere.
Ole Wivel skrev sangen Der truer os i tiden (HS 182). Begge tekster er skrevet i skyggen af paddehatteskyen. Bjørnvig hæfter sig ved det radioaktive nedfald (”dødelig dræ”) efter de mange såkaldte atombombeprøvesprængninger i løbet af halvtredserne. Wivel forholder sig direkte til Hiroshima-begivenheden, hvor bombens lyskraft ”nedskrev Adams billed til skyggen på en mur.”
Karakteristisk for begge sange er, at de munder ud i et forjættelsesmotiv. Meget apropos her midt i adventstiden. De søger begge mod ”håbets vendepunkt” (Wivel). Bjørnvig taler (sandsynligvis inspireret af en legende om Luther) om at ”plante et træ: frugter kan uspået komme.”
Wivels tekst munder ud i en forhåbning om en ny begyndelse. Mennesket er en fordærvet størrelse, men intet behøver at være, som det var. Hver fødsel markerer et håb om, at alting kan være anderledes: ”Mit barn, mit barn, giv agt – alt er igen uprøvet i dine hænder lagt.”
Mere uforblommet kan Hannah Arendts tese om natalitet næppe formuleres. Om Ole Wivel har læst Hannah Arendt, ved jeg ikke. Men trangen til en ny begyndelse lå i tiden.
Et tankeeksperiment
At begrebet natalitet er andet og mere end et fromt fremtidshåb og en symbolsk markering af historiens plasticitet, oplevede jeg ved selvsyn for snart 20 år siden. På en rejse til Japan i 2003 gæstede jeg byen Hiroshima. Allerede da jeg steg på Shinkansen i Tokyo, følte jeg et indre ubehag. Ubehaget tog til, efterhånden som vi nærmede os rejsens mål. Forinden havde jeg orienteret mig om de nærmere omstændigheder omkring bombeangrebet den 6. august 1945.
Kl. 8.15 lokal tid blev den fire tons tunge uraniumbombe ”Little Boy” kastet over byen. For at øge ødelæggelseskraften var bomben indstillet til at sprænge, inden den nåede jorden. Som et lyn fra en klar himmel detonerede bomben 580 meter over byen. En ildkugle med en kerne på over en million grader Celsius viste sig på himlen.
Ildstormen og trykbølgen forplantede sig til jorden, og alt i miles omkreds blev lagt øde. Omkring 80.000 mennesker smeltede bort i et blitzsekund. Det skærende lys og den kraftige varmeudvikling skabte en fotokemisk proces, der fastholdt konturerne af genstande, herunder menneskekroppe (jf. Ole Wivel) og planter på de mure af sten og beton, som modstod tilintetgørelsen.
Senere døde titusindvis andre af den radioaktive stråling fra bomben og den sorte regn, der apokalyptisk dalede ned for at føje spot til skade. Det samlede tabstal beløb sig til cirka 140.000 personer. Alt organisk liv, al kultur, al civilisation var udraderet. Her var intet håb, intet liv, ingen trøst. Her var det ultimative nulpunkt: Ground Zero.
LÆS OGSÅ: Tør højskolen være konstruktiv?
Og nu til et tankeeksperiment. Hvad nu, hvis man havde kunnet spørge en af de overlevende midt i atomørkenen, om vedkommende kunne forestille sig, at Hiroshima ville genopstå med huse og parker med legende børn. Mon ikke han eller hun resigneret ville have rystet på hovedet og peget på den radioaktive ødemark, hvor alt var nedbrændt. I dette helvede af tilintetgørelse kunne livet ikke trives og børn ikke lege mere. Her var alt håb forgæves. Fremtiden var aflyst.
Og hvad sker der så, da jeg forlader Shinkansen på banegården i Hiroshima? Jeg mødes af synet af en smuk og charmerende kystby med palmer, promenader og parker. På mange måder minder byen om Nice ved den franske riviera. Overalt møder man smilende og venlige mennesker, og de legende børn ser man alle steder.
Byen er nærmest mirakuløst genopstået af historiens askehob. Takket være hvad? Takket være historiens evne til at regenerere og skabe nye horisonter. Takket være menneskers iboende drift til at skabe nye begyndelser. Natalitet!
Hvorfor er både Bjørnvigs og Wivels tekster gode højskolesange? Fordi de trods trusler fra de livsødelæggende kræfter i tiden fastholder håbets vendepunkt. De fastholder nødvendigheden i at anskue historien i et forjættelsesperspektiv som den fundamentale forudsætning for at lave højskole. Uden dette forjættelsesperspektiv ville de miste enhver appel til højskolen.
Apropos Højskolesangbogen
Jeg har med vilje undgået den polemiske pointe i Thue Kjærhus’ essay om modernitet. Polemikken er rettet mod den nye højskolesangbog, som Thue og folkene på Rønshoved Højskole tager afstand fra. Hvorfor springer jeg omtalen over? Fordi den med al respekt er helt ude i skoven. Kritikken er helt ude af proportioner.
Som et brækjern til kritik af sangbogen mobiliserer Thue Kjærhus Ernst Blochs overvejelser om begrebet ”usamtidighed”. Den nye højskolesangbog er ifølge ham konform med tidsånden og rummer ikke nogen ”usamtididighed” endsige anderledeshed. Det er et polemisk misbrug af begrebet usamtidighed som analytisk begreb. Både højskolen og Højskolesangbogen er i Blochs forstand usamtidige med tidsånden.
Det forlyder fra pålidelig kilde, at I på Rønshoved såmænd har anskaffet den nye højskolesangbog. Vist nok efter pres fra eleverne.
Jørgen Carlsen
Ser man på Tönnies’ distinktion mellem Gemeinschaft (fællesskab) og Gesellschaft (samfund) placerer højskolen sig, som Thue Kjærhus selv er inde på, i den første kategori. Højskolelivet er – for nu at spidsformulere det – et psyko-socialt moratorium, hvor det almene samfundsmæssige realitetsprincip (læs: konkurrencesamfundets præstationspres) er midlertidigt suspenderet. I den forstand optræder højskolen ved sin blotte eksistens som en social modverden mod resten af samfundet.
At Højskolesangbogen nu er kommet i en ny udgave med nye sange, gør den ikke i Blochs forstand samtidig med vor tid – heller ikke selv om nogle af sangene er skrevet inden for de seneste år. Det handler ikke om simpel kronologi. I så fald burde Højskolesangbogen aldrig være udkommet i nye udgaver.
Enhver kan se absurditeten i den betragtning. Inklusive eleverne på Rønshoved Højskole. Det forlyder fra pålidelig kilde, at I på Rønshoved såmænd også har anskaffet den nye højskolesangbog. Vist nok efter pres fra eleverne. De vil ikke affinde sig med at være forskanset i en hengemt tidslomme ved Flensborg Fjord. Jeg forstår dem så godt.