Af Marius Juul Nielsen, underviser på Engelsholm Højskole og medlem af Frie Skolers Lærerforening
Højskolelærer Casper Hennie skrev den 12. december 2022 et indlæg i Højskolebladet, som straks greb min opmærksomhed: “DM arbejder stadig for højskolelærerne”. I indlægget slår Hennie et slag for, at Dansk Magisterforening var – og stadig er – den fagforening, der bedst repræsenterer undervisere på højskoler. Hans indlæg bekræftede mig i mit eget valg af Frie Skolers Lærerforening, men desværre gjorde det det også tydeligt, hvilke problemer vi som fagområde kæmper med, når vi prøver at forene os.
Da jeg blev ansat på en højskole, var jeg stadig medlem af den fagforening, jeg meldte mig ind i under min uddannelse som grafisk designer. Det skulle dog vise sig, at fagforeningen passede stadigt dårligere til min karriere; mit specifikke arbejdsfelt var i en ret smal niche af foreningens fagområde, og efter min ansættelse som højskolelærer kunne jeg slet ikke se foreningens kompetencer komme mig til gode.
LÆS OGSÅ: FFD anbefaler kun den halve løsning
Mit arbejde handler nu om at formidle en hverdag for højskoleelever gennem undervisning og pædagogik, og jeg kunne ikke bruge en fagforening, der primært rådgiver ansatte i mediebranchen og ikke havde spor viden om kostskoler.
Jeg måtte sande, at jeg havde skiftet spor, og at jeg havde tænkt mig at blive i det.
Dette vil jeg lade stå i kontrast til Casper Hennies argument om, at Dansk Magisterforbunds medlemmer har et andet sigte med deres karrierer end lærergerningen. Han inviterer til en fagforening for højskoleansatte, der – citat – “måske ikke for evigt ønsker at identificere sig som højskolemennesker”. Det er medlemmer, der søger mod et forbund, som i højere grad henvender sig til andre akademiske faggrupper i kultursektoren, end det henvender sig til lærergerningen.
Jeg forstår godt, at man som akademiker gerne fortsat vil bevæge sig i akademiske arenaer. Det sværeste ved at afslutte mit medlemskab i min tidligere forening var at kappe et bånd til den branche, jeg havde bevæget mig i så længe.
Men jeg forstår ikke, at en fagforeningsrepræsentant så tydeligt reklamerer for sin forening som en bedre mulighed for at komme videre fra sin ansættelse som højskolelærer. Er det ikke netop det hverv, foreningen skulle forbedre vilkårene for, således at man ønskede at blive i sin stilling?
Netop dér er et kerneproblem for højskoleverdenens undervisere: Vi kommer fra nær og fjern med en faglighed i bagagen, vi stadig identificerer os med i en sådan grad, at vi ikke kan forene os med det arbejde, vi faktisk laver. Er du højskolelærer? Nej nej, jeg er fotograf/journalist/antropolog, der blot arbejder på en højskole!
Et muligt samarbejde
En afgørende faktor for, at det er svært at hverve medlemmer, er, at mange af dem, der er ansat på højskolerne, allerede har en fagforening i en anden branche. Dét til trods for at vores fagområde som højskolelærere må være eksotisk for de fleste fagforeninger, og at vi har nogle andre udfordringer, der kræver særegen indsats.
DM er tydeligvis ikke for mig, men den er for andre med samme ansættelse som min. Det er heller ikke min intention at bringe et indlæg, der plæderer for, hvorfor FSL, Foreningen for Kaffedrikkende Undervisere, Dansk Morgensamlings Union eller noget fjerde er den rigtige forening for den enkelte.
For egentlig handler min frustration om, at vi lige nu har to store fagforeninger, der forsøger at bage en kage med hver deres halvdel af ingredienserne. FSL og DM gør deres yderste for at få medlemmer nok til at skrive overenskomst i 2024.
LÆS OGSÅ: Højskolelærerne er halvvejs i mål med en overenskomst
Er det kun mig, der – grundet naivitet og manglende forståelse for overenskomstforhandlinger – ikke forstår, hvorfor de to foreninger ikke forsøger et samarbejde om samme overenskomst? Jeg må indrømme, at jeg synes, det virker kontraproduktivt ikke at danne fælles front, for samlet må de to foreninger favne de fleste af højskolelærerne og dermed kunne repræsentere fagområdet.
Vi har netop haft et opgør med højskolelærernes hviletid og FFD's fejlbehæftede vejledning af forstanderne om samme. Det viser, hvor meget der er brug for, at der sker noget på højskolelærernes fagområde – en udvikling, som er sket for længe siden på resten af arbejdsmarkedet.
Til overenskomstforhandlingerne vil jeg rigtig gerne have min fagforening med ved bordet, men for min skyld må de gerne holde hånd med DM på vej ind i mødelokalet.