Af Noa Kjærsgaard Hansen, journalist
Så ved man hvad man får
Ja, nemlig, ja
En kærlighed, der varer ved …
Det var svært ikke at synge med på titelmelodien fra filmatiseringen af Stine Pilgaards succesroman Meter i sekundet, da rulleteksterne løb over skærmen i biografen tidligere i år. Og syngeriet gik da også fint hånd i hånd med filmens højskolesetting. For er der ét sted, hvor der bliver sunget, er det på en højskole.
Det ved man, hvis man har gået på én, men højskolens hang til sang bliver også tydelig i debatter om indholdet af den seneste udgave af Højskolesangbogen, eller når der i disse postpandemiske tider bliver sunget fællessange og salmer, som vi kender det fra den grundtvigianske tradition, i forsamlingshuse, på biblioteker, i kirker og på tv.
Man kan dog også vende sig mod litteraturhistorien, for allerede dengang højskolebevægelsen for alvor tog form i 1870’erne, kom den på den litterære dagsorden – også selvom det ikke var alle, der tog lige godt imod den. Læs bare hvordan Henrik Pontoppidan slutter sin korte roman Sandinge Menighed (1883):
… og samtidig havde man faaet bygget den planlagte Højskole, som nu var Menighedens Stolthed. Fuldere og gladere end nogensinde, ja næsten triumferende klinger Sangen herfra ud over de store Enge, hvor Taagerne Sommer og Vinter driver deres koglende Spil og undertiden ligesom udsletter baade By og Mark, saa det lyder som om et syngende Kor af Luftaander svæver henover et tilintetgjort Land.
LÆS OGSÅ: Debat om bopælspligt er blevet til poesi
Romanen portrætterer en lille og isoleret landsby på Sjælland, hvor byens religiøse spidser beslutter sig for at bygge en højskole. Som tidligere lærer i naturfag på sin brors højskole i Freerslev og herefter i Hjørlunde mellem 1879 og 1884 havde Henrik Pontoppidan efterhånden en del erfaring fra den nye højskoleverden – og havde dermed også fået en høne at plukke med højskolens ”lærkeglade selvgodhed”, som Jens Smærup Sørensen beskriver det i sit efterskrift til romanen. Højskolen stod for ”overfladisk livsjubel” og var for de velstillede bønder. Derfor tog Henrik Pontoppidan naturligvis parti med bondebefolkningen og det folkesind, der prægede de underbemidlede.
Samtidig blev højskolegerningen også startskuddet for Pontoppidans forfatterkarriere og altså begyndelsen på et forfatterskab, der i grove træk har et stærkt fokus på arbejdernes og underklassens udsatte liv, og som i flere henseender bruger grundtvigianismen som skydeskive.
Den skrivende underviser
Henrik Pontoppidan er ikke den eneste forfatter, der har haft sin gang på en højskole, og som senere har yndet at skrive om den. Jeppe Aakjær satte i erindringsbogen Drengeår og Knøsekår fra 1929 ord på sit meget lidt succesfulde ophold på Askov Højskole i 1887, hvor han ragede uklar med staben, der ikke ville anerkende hans interesse for Darwins evolutionslære. Martin Andersen Nexø portrætterede højskolen i mere positive vendinger i romanen Vejs ende (1939), der også havde sit afsæt på Askov Højskole.
Vi skal dog lidt længere frem i litteraturhistorien, før vi finder beretninger om, hvad det vil sige ikke blot at skrive om højskolen, men at være egentlig skrivende på højskolen – altså at være både højskolelærer og forfatter.
Her byder Tage Skou-Hansen ind med bemærkninger om sin ni år lange karriere som litteraturunderviser, også på Askov Højskole, hvor han efter debuten De nøgne træer i 1957 måtte erkende, at det var svært at finde tid til begge dele. Det kan man læse om i Nils Gunder Hansens portrætbog om ham fra 2004:
Jeg længtes kun efter at holde kæft og sove, men vidste jeg var inde i en evighed, som i et fortryllet bjerg og hvis jeg nogensinde slap ud, ville verden være forandret til ukendelighed.
LÆS OGSÅ: Om at holde højskole i det folke-lige
Skou-Hansen fik således – ligesom Aakjær og Pontoppidan – grundtvigianismen galt i halsen:
Jeg kom i klemme og fik en lidt hysterisk fornemmelse af hvad jeg drister mig til at kalde for grundtvigsk fundamentalisme. Den var svær at få hold på, fordi den aldrig blev formuleret i sammenhæng, naturligvis ikke, ideologi er jo djævelskab.
Selvom Tage Schou-Hansen ”kun” fik skrevet to romaner, mens han arbejdede på Askov, satte højskolen sit spor i hans forfatterskab. Det samme gælder for flere samtidsforfattere: Jacob Skyggebjerg bruger højskolen som afsæt i romanen Hvad mener du med vi (2015), Olga Ravn skriver om kostskolen (med mange paralleller til højskolen) i Celestine (2015), Jytte Borberg gør det i Sjælen er gul (2017), og Theis Ørntofts hovedperson i Solar (2018) er skrivelærer på Testrup Højskole – for blot at nævne nogle af de titler, der ikke er fokus på i denne artikel.
”Det skal Luna sige i min bog!”
Men hvad er det så, der gør højskolen til dette særlige, nærmest mytiske sted, hvor forfattere henter inspiration, men også frarøves den? Og hvad stiller man op med det paradoks, at et job som højskolelærer er en oplagt mulighed for at overleve det prekære liv som skrivende, mens det for nogle samtidig føles som én lang skriveblokade?
Det er faktisk slet ikke et paradoks, hvis man spørger digteren Mads Mygind, der er aktuel med digtsamlingen I min hule hånd om karakteren Mads, der bliver ansat på sin første arbejdsplads – en højskole – samtidig med at han og hans kæreste gennemgår en lang og hård fertilitetsbehandling.
For nogle samtidsforfattere er højskolen et arbejde, der supplerer den skrivendes forfatterindtægt – på samme måde som forfattere, der arbejder som handicaphjælpere eller har et servicejob
Mathilde Ravn Melvang, cand.mag. i litteraturhistorie og underviser på Testrup Højskole
I de seneste ti år har Mads Mygind selv været tilknyttet forskellige højskoler som skrivelærer, heriblandt Ry Højskole og Silkeborg Højskole, og frøene til hans egne forfatterdrømme blev sået, da han var elev på Testrup Højskole i 2005.
Selvom det har taget Mads Mygind ti år at skrive I min hule hånd, er det ikke højskolelivet, der har trukket processen ud. Tværtimod er det i højskolens univers og omgangstone, at Mads Mygind har fundet inspiration, fortæller han:
”En aften, da jeg forlader højskolen, siger jeg ’ha’ en god aften’ til en elev, og så er der en, der siger ’ilm’. Og så går jeg tilbage helt nørdet, researchagtig og siger: ’Undskyld, hvad sagde du lige? ’Ilm’, altså forkortelsen i lige måde som et ord?’ Og så sagde hun ’ja’. Og der sad jeg hele vejen hjem i toget og tænkte, ilm, det er sgu da en genial ting at sige. Det skal Luna sige i min bog! Jeg var helt oppe at køre over det.”
Indøvede klapsalver
Sproget er noget af det, det gør højskolen til et særligt sted, forklarer Mads Mygind, der i sine digte arbejder med samtalens uskrevne dynamikker. Som i digtet her, hvor han smalltalker med sin kollega:
Nåmen, sikke solen skinnede i morges, siger jeg / den bragede ned på plænen da jeg mødte. / Og så siger jeg noget som ikke passer: / Jeg sad i bare arme og blev lunet igennem. / Det passer ikke, jeg havde en hættetrøje på / der var lunt og jeg behøvede ikke sige det med bare arme / men tit kigger Christian på mig uden at svare når jeg taler til ham / og så føler jeg en trang til at slå igennem med det jeg siger.
LÆS OGSÅ: Mere konflikt og mindre konsensus, tak!
Selvom en situation som denne kunne foregå i alle mulige sammenhænge, siger den noget om, at der findes et særligt socialt rum på højskolen, hvor traditioner og historier indlejres i sprog og omgangsmåde. Der er en indforståethed, som er spændende at arbejde med som forfatter, forklarer Mads Mygind:
”Højskolen er så afgrænset et rum, at man kan sprede en intern måde at sige noget på. Det kan være indøvede klapsalver og hilsener til fremmede, der kommer op og besøger skolen, hvor man tydeligt markerer, at du er gæst. ’Så nu siger vi hey, hey, hey, klap, klap, klap, velkommen til Karoline!’ Højskolerne har tit deres egne sange, måske deres eget motto. Noget af det er måske også moderne branding, der glider ind i det historiske, men som tit gør, at det bliver sit eget sprog og sin egen mentalitet på højskolen.”
Voldemort og ufrivillig barnløshed
Mads Mygind er efterhånden garvet i højskoleregi, men det har ikke altid været nemt at falde ind i miljøet. Han bruger sine digte til at skildre det særlige højskolelingo, men også den diffuse opgave det er som underviser at være en del af en højskole og samtidig at stå uden for. At være voksen, men stadig ung, at være på bølgelængde med eleverne, men alligevel overhovedet ikke. Som i digtet her om en undervisningssituation, der viser sig at være både intern og universel:
Vi har ikke mange undervisningsgange tilbage, siger jeg til eleverne / men vi skal lige nå at dykke ned i haikudigtningen. / Voldemort, råber Mikkel. / Hvad sagde du? / Det er Voldemort, siger han. / Hvad er Voldemort, spørger jeg. / Det må vi ikke tale om, siger han.
At føle sig uindviet på arbejdspladsen er én ting. Når der også foregår ting på hjemmefronten, som er umulige ikke at tage med på arbejde, kan det være svært at løfte sig over indforståetheden og ikke misunde den uskyld og ungdommelighed, som elevernes omgangstone er udtryk for, fortæller Mads Mygind. Mens det i de første år som højskolelærer var svært at være nærmest jævnaldrende med eleverne, er det for I min hule hånds hovedperson Mads et stort paradoks at stå i et limbo mellem ung og voksen, siger han:
”I bogen sidder Mads på et tidspunkt og kigger ud over sine elever, der laver en skriveøvelse, mens han googler alt muligt med fertilitet og barnløshed og tænker, at eleverne er frivilligt barnløse. Det er den ultimative frihed – de sidder der og har slet ikke lyst til at få børn, og de kunne allermest være dem, der fik børn lige nu. Det var der sådan en eller anden overlegen magt i, at alt det de ikke vil – det er de dem, der kan allermest. Et slags misundelsessystem, selvom der jo ikke er noget at være misundelig på.”
Der er jo et manuskript for, hvordan et semester skal forløbe
Mads Mygind
Uanset om det er den indforståede Voldemort-joke, tanker om barnløshed eller refleksionerne over skellet mellem ung og voksen, er der altså for Mads Mygind en masse inspiration at hente i højskolens levede liv og de sociale dynamikker, der gør sig gældende i det mikrokosmos, en højskole er.
En perfekt tempereret livmoder
I de ti år, det tog Mads Mygind at skrive I min hule hånd, kom inspirationen umiddelbart og sideløbende med undervisergerningen, fortæller han:
”Når jeg er på de her højskoler, er jeg nødt til at få skrevet, tænkte jeg. For ellers får jeg simpelthen ikke skrevet digte længere. Så jeg sagde til mig selv: Skriv bare alt muligt ned, hvad folk går og siger og gør – og små ting, du betragter. Og så fandt jeg ud af, at højskolen jo er et totalt givende rum at være i. Jeg fik travlt og sad i alle pauser, jeg havde, og skrev ned, hvad folk sagde på lærerværelset og nede omkring kaffemaskinen og ude i køkkenet og i bussen på vej til og fra arbejde. Så det blev et dobbeltarbejde på en måde. Det var slet ikke sådan, jeg havde troet, det ville blive.”
Spørger man Mads Mygind, om han undervejs i processen har fundet inspiration i værker fra forfatterkollegaer, der også skriver om højskolelivet, trækker han på det. Han er nære venner med Stine Pilgaard – de har læst med på hinandens bøger og har optrådt flere gange på højskoler sammen.
”Alt det, der minder lidt om mit, har jeg holdt ud i strakt arm, og så har jeg prøvet at læse alt muligt andet, der kunne glide ind i bogen.”
LÆS OGSÅ: En trailer for selve livet – interview med Stine Pilgaard
I Stine Pilgaards roman Meter i sekundet følger vi som i Mads Myginds digtsamling et klassisk højskolehold. Hovedpersonen Marie er ikke selv lærer på højskolen, men en slags "plus one" til en skrivelærer. For det er det, man bliver, forstår man på romanens fortæller: Et påhæng, en lidt halvusynlig galionsfigur, der kun er en del af højskolefællesskabet i kraft af sin kæresterelation. En af de stærkeste beskrivelser er, da Marie sammen med et andet påhæng – keramiklærerens mand Sebastian – overværer et sangmaraton på højskolen. Symptomatisk nok udefra, observerende, ind gennem vinduerne:
Kæber der løsnes og spændes, munde der åbner og lukker sig på samme tid. Højskolen er en naturkraft, en elskerinde man ikke for alvor kan konkurrere med, og Sebastian og jeg er bitre. Vi har begge to kærester, der er blevet suget ind i højskolens perfekt tempererede livmoder. Forstanderinden synes, at det er vigtigt, at lærernes påhæng er en del af dagligdagen, når vi bor på matriklen og spiser med på højskolen. Vi blev opfordret til at lave spontane foredrag om det, der optager os, og fungere som gæstelærere, når de ansatte er på kurser eller personaleudflugter. Det er en sekt, siger Sebastian, og man prøver at trække os ind i den.
Er Grundtvig død?
I ovenstående citat fra Meter i sekundet er ironien til at tage at føle på, og det er svært ikke også at ane en slet skjult kærlighed til denne livmoder.
En anden og mere sort højskolesarkasme er til stede i Laura Ringos roman Grundtvig er død, der udspiller sig på den lille ø Nyord nord for Møn. Her er det klassiske højskolesemester ramme for fortællingen om Petra, der bliver ansat som skrivelærer, alt imens hun indleder et meget intimt (magt)forhold til forstanderen Frank. Som læser inviteres man også her ind i højskolens menneskelaboratorium, men i modsætning til Mads i I Min hule hånd og Marie i Meter i sekundet blander Petra sig direkte i det teaterstykke, højskolen viser sig at være.
I Grundtvig er død tager hovedpersonen Petra således selv del i dramaet ved ikke blot at udfordre og udforske magtbalancen mellem lærer og forstander, men også mellem lærer og elev, da hun indleder et forhold til eleven Anker – bare for at gøre det.
LÆS OGSÅ: Ny højskoleroman om MeToo og umoralsk læreradfærd får læseren til at rødme
Mens grundtvigianismen spillede en afgørende rolle for højskoleånden på Henrik Pontoppidans tid, erklæres Grundtvig død, både indirekte og direkte, i Laura Ringos roman. Forstanderen har endda afskaffet højskolesang, fordi han ikke tror på alt det, vi i dag forbinder med højskolen. Da Petra udfordrer hans tankesæt ved at hævde, at eleverne kommer for at have det sjovt, synge fællessang og lave keramik, får hun svar på tiltale:
- Du er jo grundtvigianer.
- Er det et skældsord eller hvad?
- Nej, det er bare ikke de visioner, jeg har for højskolen.
Højskolen som komedie
Mathilde Ravn Melvang er cand.mag. i litteraturhistorie og dramaturgi samt en af de nuværende undervisere på skrivelinjen på Testrup Højskole, hvor Laura Ringo selv har været skrivelærer, og hvor både Stine Pilgaard og Mads Mygind har været elever. Ifølge hende er det især højskolens gentagelser, der er med til at vække højskolenlitteraturens potentiale:
”Så snart man har været på en højskole et par semestre, træder gentagelsen frem. Den ene elev ligner den næste – måske helt konkret i udseende eller i kropssprog eller personlighed. Lærerne hører sig selv sige de samme ting, forstanderne siger de samme ting. Eleverne tror, at højskolen finder på noget helt nyt til dem, men det skete også på forrige hold. Og hvad sker der, når gentagelsen bliver tilstrækkeligt ekstrem? Så kammer den meget let over i satire,” siger hun.
Den sorte humor er en del af den danske humorkultur, og netop brugen af sarkasme i højskolelitteratur harmonerer med, at højskolebevægelsen er et dansk fænomen.
Maja Katborg Dolmer, cand.mag. med speciale i højskolelitteratur
Hos Mads Mygind findes der også en slet skjult ironisk kommentar til det grundtvigianske højskolefællesskab og det teaterstykke, det nogle gange kan være svært at finde sin rolle i, forklarer han:
”Der er jo et manuskript for, hvordan et semester skal forløbe, og der er faktisk mange, der synes, det er enormt ensomt at gå på højskole. Måske netop fordi der er så mange andre elever, der oplever den her totalt euforiske glæde med fællessang og dans, forelskelse, sex og venskab. Det har jeg også prøvet at tage med ind i I min hule hånd, både i Mads-figuren og i nogle af de andre karakterer.”
Højskolen er et arbejde
Højskolelitteratur er stadig et relativt uudforsket område. Til gengæld er den viden, som det er muligt at opstøve, dugfrisk. Maja Katborg Dolmer, der er nyuddannet cand.mag. med speciale i højskolelitteratur, har beskæftiget sig med lige præcis Mads Mygind, Laura Ringo og Stine Pilgaards værker, og hun uddyber, hvorfor netop sarkasmen er central i højskoleværkerne:
”Sarkasme gør det tydeligere for læseren, at der er tale om fiktion, og den skaber en distance mellem jeg’et og eleverne. Den sorte humor er en del af den danske humorkultur, og netop brugen af sarkasme i højskolelitteratur harmonerer med, at højskolebevægelsen er et dansk fænomen. At forfatterne fremstiller højskolen satirisk, tolker jeg som en indikation på, at højskolen er et sted med andre sociale spilleregler, hvor man kan udstille andre og samtidig udstille sig selv, og hvor selv alvorlige problemstillinger som MeToo bliver diskuteret med humor. Man kunne endda hævde, at Laura Ringo ligefrem latterliggør problematiseringen af MeToo på højskoler,” siger Maja Katborg Dolmer.
Henrik Pontoppidan var også satirisk, men mere bidsk, og han udøvede gennem satiren en kritik af højskolebevægelsen, der ikke virker helt så present i samtidslitteraturen. Selvom Marie i Meter i sekundet er bitter, selvom Petra i Grundtvig er død har lidt svært ved at finde sin plads under eller over (bogstaveligt talt) både elever og forstander, og selvom Mads i I min hule hånd har svært ved at trænge igennem den sproglige indforståethed – kommer kritikken på humoristisk vis til udtryk gennem en kasse fyldt med arketyper, fælleskabsdramaer, indforståede sproglige vendinger og groteske magtbalancer.
LÆS OGSÅ: Sofie Torp spiller hovedrollen i 'Meter i sekundet': "Det er en anden sindstilstand at gå på højskole"
Mens højskolen i Henrik Pontoppidans beskrivelser er reduceret til en bevægelse i form af ”et syngende Kor af Luftaander” snarere end et forankret rum, er det hos Laura Ringo, Stine Pilgaard og Mads Mygind et meget konkret og afgrænset rum. Ifølge Maja Katborg Dolmer kan det skyldes det flere ting:
”Dels at højskolen har været i mediernes søgelys i forhold til kritikken af højskoler som forskoler til videregående uddannelser. Og dels fordi højskolerne har været i søgelyset i forbindelse med MeToo-bevægelsen. Noget tyder på, at den kritiske opmærksomhed på højskolen i samfundet har været medvirkende til, at højskolen har vundet frem i skønlitteraturen.”
Testrup-underviser Mathilde Ravn Melvang stemmer i, men peger også på den indlysende pointe, at udbuddet af skrivekurser og -fag på højskoler har været højt i de seneste årtier. Det har betydet, at flere forfattere er blevet ansat på højskoler, hvor de har fundet inspiration til deres bøger. Således kan højskolelitteraturen ifølge hende også ses som en forgrening af en anden litterær tendens – arbejdspladslitteratur – der er fremherskende i vores samtid, og som trækker tråde til forfattere som Kristian Bang Foss, Jonas Eika og Anna Elisabeth Jessen.
”For nogle samtidsforfattere er højskolen et arbejde, der supplerer den skrivendes forfatterindtægt – på samme måde som forfattere, der arbejder som handicaphjælpere eller har et servicejob ved siden af deres litterære virke.”
Maja Katborg Dolmer peger også på selvfremstilling og autofiktion som litterære greb, der har banet vej for højskolelitteraturen. Og når nu vi startede med sang og det syngende kor af luftånder, så lad os også slutte her. Der er nemlig en meget væsentlig grund til, at højskoleværker er så populære for tiden, og det er Højskolesangbogen, fortæller hun:
”Et godt eksempel på dette er Stine Pilgaards sange fra Meter i sekundet, der så at sige vender tilbage til den fysiske højskole, når vi synger dem fra Højskolesangbogen. Denne tilbagevenden forstærker værkernes forbindelse til højskolen, og det har betydning for vores læsning af værkerne.”