Af Mikkel Poulsen og Joachim Adrian (foto)
Man siger tit, at friheden har en pris. Ytringsfrihedens pris er for eksempel, at nogen må finde sig i at blive stødt en gang imellem, mens friheden til selvbestemmelse i yderste konsekvens betales med krigens vold og lidelse.
Antropologen og højskolemennesket Dennis Nørmark vender i sin nyeste bog Ufrihedens pris bøtten på hovedet: Han ærgrer sig over at kunne konstatere, at vi i dag også er blevet villige til at betale alt for store summer for ufrihed. Faktisk kunne vi med et forbud mod flere love og regler i Danmark spare knap seks milliarder kroner om året ifølge hans beregninger.
”Vi har købt ind på, at det er et godt bytteforhold at slippe for friheden, for så tager nogle andre ansvaret. Og det synes vi er trygt og forudsigeligt. Men jeg mener, det er et dårligt bytteforhold. For der er en masse andre ting, vi så går glip af,” siger Dennis Nørmark.
LÆS OGSÅ: Nyt podcast-afsnit spørger: Hvad skal højskolen bruge sin frihed til?
Højskolebladet har i anledning af hans bogudgivelse sat ham stævne i en mindre slyngelstue på Grundtvigs Højskole i Hillerød. Lokalet er indrettet af tidligere elever og er udelukkende blevet til på deres initiativ. Meget passende for vores samtale om virkelyst, ansvar og frihed. Men hvorfor er vi som samfund og borgere endt med at betale så dyrt for at være det modsatte af frie i Dennis Nørmarks optik?
”Fordi vi er bange,” siger han. Og mens han anerkender, at frygten altid har været et vilkår – også hos vores jæger-samler-forfædre, der levede fint og fredeligt uden ledere og bemærkelsesværdige hierarkier – er vi i dag bange for de forkerte ting, mener Dennis Nørmark, der i 12 år var formand for Egå Ungdoms-Højskole.
”Det var en farlig verden dengang. Du kunne blive slået ihjel af sabelkatte. Der kunne komme en flodbølge, der skyllede hele din landsby i havet. Men sådan nogle samfund lever vi ikke i. I dag skal vi nærmest gøre os umage for at komme til skade. Og derfor er det paradoksalt, at vi har fået så mange regler om ting, der skal begrænse vores frihed,” siger han.
Den administrative overklasse
Mens regler er gode til at holde os fra at stjæle og slå på hinanden, er der en masse love, som i bund og grund er udtryk for en manglende tiltro til menneskers evner, lyder det fra Dennis Nørmark. For vi er som et produkt af evolutionen blevet klogere og mere moralsk orienterede – bare uden helt at være klar over det, siger den 45-årige antropolog, der til daglig arbejder som konsulent og er næstformand i DR’s bestyrelse indsat af Liberal Alliance.
”Den samlede masse af erfaringer, vi har gjort os, er blevet enormt stor, og informationen er tilgængelig på en måde, den aldrig har været før. Så der er i dag en lang række alternativer til regler og hierarkier, som vi ikke udnytter til fulde, fordi vi ikke tror på, at vi er blevet oplyste nok,” siger Dennis Nørmark.
I den forbindelse fremstår højskolen, som vi kommer til om lidt, som en inspirationskilde for kreativitet, engagement og gensidig forpligtelse. Men også som et sted, der beviser, at frihed virker og ikke behøver kontrolleres af det, Dennis Nørmark kalder en administrativ overklasse. Her er tale om det professionelle bureaukrati, der vokser nærmest eksponentielt med vores frygt for at komme til skade. Vi vil hellere have sikkerhed og lighed end frihed, konstaterer han. ”Og det er enormt dyrt.”
Vi er blevet så nemme at overbevise om, at frihed i virkeligheden ikke er så vigtigt
Dennis Nørmark
I Ufrihedens pris beskriver Dennis Nørmark et helt almindeligt døgn for en person med hus, bil og børn. Personen når at begå 27 lovbrud, som de fleste nok hverken ville anse for forkerte eller farlige. For eksempel løfter personen fødderne fra sin cykels pedaler hen over en vandpyt. Og det må man faktisk ikke ifølge færdselslovens § 49, stk. 4.
Men ikke nok med det: I hans gennemgang af daglige lovbrud bliver der også flaget med det tyske flag, lavet slangebøsser og brændt haveaffald på egen matrikel. Måske kan man mene, at det er noget pjat at gå op i, om man må lave sin egen slangebøsse – for der går vel ikke noget af os af den grund?
”Det er, fordi netop det dér er blevet vores måde at reagere på, at jeg har skrevet den her bog,” svarer Dennis Nørmark. ”Vi er ikke klar over, hvad omkostningen ved de regler rent faktisk er. At det koster penge at regulere. Helt bogstaveligt. Men det er netop dér, at alle alarmlamper skal lyse. Vi er blevet så nemme at overbevise om, at frihed i virkeligheden ikke er så vigtigt,” siger han.
På elevernes nåde
Som højskolemenneske savner Dennis Nørmark sange i Højskolesangbogen, der handler om den frihed, han skriver om i Ufrihedens pris . En frihed, som er legende og eksperimenterende, men som også vækker følelser af gensidig forpligtelse til live. En frihed, som kan holde den statslige regulering og såkaldte normalisering stangen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Selv holder han meget af Erik Clausens Friheden flyver , der ikke længere er at finde i sangbogen. Til gengæld er der i Dennis Nørmarks optik en sandhed at finde i tredje vers af Frihed er det bedste guld (HS nr. 191) – en sang fra 1400-tallet om svenskernes frihed i forhold til den danske konge:
Frihed er en stad så skøn, hvor enigheden bor i løn, og nabo smukt sig føjer; hvor så man skatter egen arv, at alle ser på næstens tarv, og ingen retten bøjer.
For Dennis Nørmark er der noget særligt ved højskolers undervisningsform og lærer-elev-forholdet, der af sig selv fremelsker en respekt, som gør, at folk naturligt tager hensyn til hinanden. Fordi eleverne i første omgang vises respekt.
”Når man underviser, er man der på elevernes nåde. Jeg kan ikke tvinge dem til noget som helst. Hvis jeg ikke leverer en vare, der er interessant, kan de gå deres vej. Det synes jeg er et fantastisk rum at være i. Fordi det forpligter mig enormt meget på at levere noget interessant. Og jeg tror på, at den ramme er meget federe at være i for dem,” siger Dennis Nørmark.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Tidligere i år stoppede han som formand for Egå Ungdoms-Højskole, hvor han også selv var lærer engang, og er nu en del af skolekredsen bag den nyligt stiftede Rahbeks Højskole. Ifølge Dennis Nørmark ville Ufrihedens pris aldrig være blevet til uden hans erfaringer fra højskolebevægelsen. Og dér, hvor han mener, at højskolen har fat i den lange ende, er i det, han kalder den naturlige autoritet:
”Det vil sige, at man lytter til et andet menneske, og at man lader sig rådgive og endda også retlede af et andet individ, fordi man mærker, at vedkommende har noget at komme med. Fordi man føler, vedkommende skal lyttes til. Ikke fordi vedkommende kan straffe en for ikke at gøre det, men fordi vedkommende siger: ’Jeg ved noget, du ikke ved. Jeg kan bibringe dig nogle indsigter, du ikke ville kunne få på egen hånd.’ Den form for autoritet er jeg stor tilhænger af, og den har højskolen altid været et udtryk for.”
Troen på friheden
I sin nye bog skriver Dennis Nørmark kritisk om hierarkier. For hierarkier betyder, at nogen har en ulige magtposition og kan hundse rundt med andre. Men det handler ikke om at komme magten til livs. For som han siger: ”Jeg er ikke imod magt – jeg er imod tvang.”
Lærere og elever skal ikke ligestilles, for at undervise og give andre nye indsigter er også at udøve magt. Det kan siges på en pænere måde, mener Dennis Nørmark: Magt er at kunne påvirke andre. Det er den form for magt, han foretrækker frem for regeljunglen – for at få folk til at holde fødderne på pedalerne eksempelvis.
”Men rammerne kan også forhandles på en højskole. Tingene er mere til at blive diskuteret, men der er dog den vægt, at en højskole typisk har en erfaring med, at noget fungerer godt på en bestemt måde”. På den måde går frihed og magt hånd i hånd.
Vi har sat forventningerne til folk ekstremt lavt i det moderne samfund, og så er det jo ikke så mærkeligt, at de kommer med hatten i hånden og beder om flere regler og rammer
Dennis Nørmark
På trods af det glimrende pædagogiske tilbud, som højskoler står klar til at tilbyde, har Dennis Nørmark ikke svært ved at forestille sig, at nogle elever i dag hellere vil have en helstøbt pakkeløsning for et ophold end en åben platform for samskabelse.
”De er jo ikke blevet vænnet til medindflydelse. Vi har efterhånden skabt et samfund, hvor det forventes, at der bliver sat rammer for alt og i detaljer beskrevet, hvad man skal. Både i vores skoler, som har fået 3.000 læringsmål, og på arbejdspladser, som er fyldt med regler, compliance og arbejdsbeskrivelser. Vi har sat forventningerne til folk ekstremt lavt i det moderne samfund, og så er det jo ikke så mærkeligt, at de kommer med hatten i hånden og beder om flere regler og rammer. Men jeg køber ikke forestillingen om, at mennesker kan lide at hænge hjernen ude i entréen sammen med jakken. Hvis vi nu prøvede at artikulere højere forventninger til dem, ville de sandsynligvis også blive bedre til at håndtere friheden,” siger han.
Hvad siger man så til de højskoleelever, der gerne vil have rammer og regler?
”Så siger man: ’Vi tror på friheden. Vi tror på, at den virker.’ Men vi vil også gerne fortælle, hvad vores forventninger er til dem. For eksempel har jeg aldrig ment, at fællesskabet står til forhandling på en højskole. Selvfølgelig må man gerne stå for noget. Min anke er, at vi ikke længere tror på, at vi kan komme så langt med friheden, som vi troede engang,” siger Dennis Nørmark.
Ifølge ham kommer man let langt med frihed, hvis bare et fællesskab står stærkt omkring et fælles mål. I de mange antropologiske studier, han har læst, og som han refererer i sin nye bog, finder han gang på gang bekræftelse af sit menneskesyn:
”Mennesker er forpligtede på hinanden. Mennesker er naturligt sociale. Vi er uduelige alene. Så vi kan slet ikke opnå alle de ting, vi vil, uden vi er sammen med nogen andre om det. Og vi har lyst til hinanden – vi er forbundet og vil hinanden. Vi er moralske væsener. Det er de balancer, som opstår af sig selv og ikke nødvendigvis behøver blive rammesat. Godheden kommer indefra, og jeg føler mig overbevist om, at mennesker faktisk bliver mindre gode af at blive sat under regler og rammer. Fordi de glemmer deres eget ansvar for at tage sig af hinanden,” siger han.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Som eksempel nævner Dennis Nørmark Baskerlandet, den nordspanske autonome region, hvor nogle samfund stadig i dag er indrettet i en cirkelform. Her har man fundet en slags institutionaliseret og helt konkret aftalt næstekærlighed, der ifølge antropologen nærmest ville gøre en velfærdsstat overflødig:
”Grunden til at husene er arrangeret i cirkler af op til 100 huse er, at man har forskellige forpligtelser i forhold til naboen til højre for ens eget hus. Hjælp til høsten, eller når problemer opstår. Disse forpligtelser forplanter sig til husene til ens venstre, hvis man ikke selv kan leve op til dem. På den måde har man hele vejen rundt i cirklen formaliserede forpligtelser igennem et matematisk system, som gør, at vi kan undgå et center med bureaukrater, ledere, kommunefolk, PPR-konsulenter, og hvad ved jeg, som jo lukrerer på, at det går galt for os andre. Hvis vi nu havde rettet vores medmenneskelighed mod vores nabo, ville vi slippe for alt det. Så ville vi have nogle ressourcer, der ville gå til noget fuldstændig andet. Det er derfor, fællesskaber er sådan en fantastisk løsning på ting, der egentlig er meget dyrere, når de skal overtages af en professionel klasse. Og så bilder jeg mig ind, at vi også bliver gladere mennesker af det. Vi kan bedre lide den næstekærlighed, vi giver, end den, vi betaler for,” siger han.
At slå sig på højskole
Tilbage til Højskolesangbogen: En ny frihedsfavorit for Dennis Nørmark kunne måske være Jesper Kallesøe og Erik Sommers Der findes en frihed (HS nr. 211). Den betegner både den usikkerhed, der følger med friheden, og uviljen mod kontrol:
Der findes en angst for at bindes og én for at klippe sin snor; men det er for drager! – Der findes en kraft mellem himmel og jord, og den er din ven. Finder du den, får du styrke og mod til flugten mod stjerner – og troskab mod det, du forlod!
”Begge udsving ville i deres ekstremer ikke fungere særligt godt. Min bog er et forsøg på at sige, at det ofte er lænkerne, der vinder, fordi man er bange for at klippe snoren. Derfor forankrer vi os som samfund i flere og flere snore i stedet for at gøre det andet. Men det er rigtigt nok, at der med frihed også kommer nogle risici. Og det er godt. Farer lærer vi af. Risici er gode at løbe. Man kan også godt komme rigtig meget til skade på en højskole. Slå sig på den. Men det må man også gerne, for det er dér, man lærer sine egne grænser at kende. Man bliver ramt af erfaring. Det er det, Grundtvig taler om, når han taler om at lære om livet. Hvis alle har gennemtygget alt for en, lærer man ikke en skid. Det bliver vi faktisk inkompetente af. Så vi skal ikke være bange for, at når vi klipper snorene, så falder vi og slår os,” siger Dennis Nørmark.
LÆS OGSÅ: Frihedsbegrebet er hele tiden i bevægelse på en højskole
I øvrigt er nogle af de snore, der er gode at hænge i, højskolefolk, siger han. For at friheden ikke løber amok, skal den nemlig tøjles af folk med naturlig autoritet. Her gælder det, at gode råd er bedre end regler:
”Jeg lytter enormt meget til folk, hvis jeg fornemmer, at de er dannede. Folk, der har en bred portefølje af viden og forstand på ting, som gør, at jeg gerne vil overlade noget af mig selv til dem. Rigtige højskolelærere og -forstandere fylder pisse meget. Men jeg synes ikke, det gør noget. Når de virker sikre og som fundamenter, tør man godt at låne noget af sin dømmekraft til dem. Den grænseløse frihed, hvor man bare løber derudaf, og ingen hjælper én eller giver én nogle råd er et mareridt. Der er nødt til at være nogle ankre for friheden, og de findes i højskolebevægelsen,” siger Dennis Nørmark.