Af Jacob Vestager Tybjerg, lærer på Uldum Højskole
Artiklen herunder er skrevet for otte år siden til bogen Højskolepædagogik af Rasmus Kolby Rahbek og Jonas Møller. Det har været godt at genlæse artiklen. Retrospektivt er der sket meget på otte år, og undervejs drøfter jeg artiklen med mig selv.
Kan jeg stå inde for mine synspunkter? Er der noget, jeg vil korrigere, efter jeg skrev den? Ja, det er der, og jeg synes, det kunne være interessant at diskutere og reflektere over frihedsbegrebet i den praktiske højskolehverdag anno 2023.
Hvordan arbejder du og din højskole med frihedsbegrebet? Betyder det noget for undervisningen og fællesskabet, dér hvor du arbejder? Er friheden en foræring?
Jeg har ikke ændret i artiklen, men tilføjet nogle refleksioner og spørgsmål til hvert afsnit, så de forhåbentlig kan være udgangspunktet for en debat på lærerværelset eller til et personalemøde – for hvordan ser frihedsbegrebet ud anno 2023, og hvordan udfoldes det i praksis i højskoleverdenen?
Friheden som foræring
Jeg spurgte en elev, hvad hun forbandt med frihed i undervisningen. Hun sagde, at hun så det som en foræring både for eleven og læreren.
Alt afhængig af, hvem man spørger, har friheden forskellig betydning. For nogle højskolelærere er friheden hele fundamentet for at kunne undervise og lave højskole – en kerneværdi. For andre er det bare en omstændighed, et begreb, der ikke tillægges den store betydning.
LÆS OGSÅ: Nyt podcast-afsnit spørger: Hvad skal højskolen bruge sin frihed til?
Man kunne som lærer således spørge sig selv, om man er tro mod friheden, når man er på sin arbejdsplads og har undervisning, vagt, morgensamling og så videre.
Tør man som lærer læne sig op ad friheden, når man underviser og betragte friheden som hele fundamentet for det, man laver, og stille spørgsmålet: Ville jeg undervise anderledes, hvis jeg ikke havde friheden til selv at bestemme form og indhold, og er jeg overhovedet kompetent nok til at undervise under så frie rammer?
Højskolens frihed
Når man diskuterer og taler om frihed, er der dem, der synes, at friheden er løbet løbsk, og at kampen for individets frihed gennem de sidste 250 år ikke har skabt andet end individualister.
Som højskolelærer kan det være svært at genkende denne argumentation. For det, højskolen netop kan, er at kvalificere og åbne frihedsbegrebet op, så det bliver konkret og forståeligt, så man bliver opmærksom på, at man har frihed fra noget og til noget.
Højskolen er et sted, en institution, hvor frihedsbegrebet har en praktisk betydning og gennemsyrer alt, hvad der foregår, fordi de mennesker, der er på stedet, har frihed til at sætte spørgsmålstegn ved det indhold, der er i hverdagen.
Eleverne har frihed til at sætte deres præg på højskoleopholdet; de har en høj grad af medindflydelse på alt fra indholdet i undervisningen over maden, vi skal spise, og hvilke foredrag, vi skal høre, til hvem de vil bo på værelse med, og hvilken kunst der skal være på væggene.
Højskolen er et sted, en institution, hvor frihedsbegrebet har en praktisk betydning og gennemsyrer alt, hvad der foregår
Jacob Tybjerg
Det giver eleven et praktisk og forståeligt perspektiv på frihedsbegrebet og det ansvar, der er forbundet hermed, fordi højskolen netop er et fællesskab, hvor man er afhængige af hinanden. At friheden konstant opleves i praksis, og at man hele tiden føler, man har frihed, både som lærer og elev, betyder, at frihedsbegrebet hele tiden er i bevægelse på en højskole.
Det medfører, at elever og medarbejdere på en højskole konstant må forholde sig til friheden, hvilket er med til at udvikle og perspektivere den enkeltes syn på frihedsbegrebet. Ved at tale om friheden og ved at bruge den i praksis er højskolen med til at gøre forståelsen af frihed til en byggesten i dannelsen af mennesket – så det bliver klar over, at det er frit, og hvad det er frit til.
Refleksioner og spørgsmål:
– Hvad vil det sige at have frihed fra noget og til noget?
– Hvordan navigerer eleverne i fællesskaber, hvor man er afhængige af hinanden?
– Frihedsbegrebet er i bevægelse hele tiden; hvad har eleverne indflydelse på på din højskole, og hvad er de frie til?
– Hvordan finder højskoleeleverne sig i dag til rette i dette syn på frihed og fællesskab?
– Kan man tale om nogle nye frihedsbegreber i lyset af de samfundsforandringer, der har været i de seneste ti år?
Lærerens frihed
Friheden stiller store krav til dem, der underviser. Læreren har med friheden et stort ansvar for den undervisning, han gennemfører, idet undervisningen tilrettelægges og gennemføres ud fra den overbevisning og de tanker, han gør sig om undervisning – ikke hvad nogle andre har tænkt, eller hvad nogle politikere synes.
Når man underviser på en højskole, er man nødt til – og måske ligefrem tvunget til – at hilse friheden velkommen og tage livtag med den. Den frihed, man har som underviser, giver mulighed for at perspektivere undervisningen på mange forskellige måder: Man har friheden til at sætte sig selv i spil; til at lade undervisningen drible en anden vej end den, man først havde tænkt; til at lade en diskussion fortsætte hen over maden eller resten af aftenen.
Friheden giver læreren utallige udfoldelsesmuligheder i undervisningen, og det giver læreren mulighed for at være lærer på den måde, han mener, det er bedst at være lærer på.
LÆS OGSÅ: Frihed er alt, selve livet
I folkeskolen, på gymnasiet, på VUC mv. har læreren også mulighed for at være lærer på den måde, han mener er bedst. Blot er der den forskel, at eleverne her kommer igen, fordi de skal, selvom de måske synes, at den måde, læreren forvalter undervisningen på, ikke er den bedste.
Sådan er det ikke på en højskole. Her har eleven friheden til og muligheden for at vælge et andet fag, hvis undervisningsformen eller indholdet ikke passer. Det lægger et pres på læreren, som er nødt til at forvalte undervisningen på bedst mulig vis – ellers smutter eleverne.
Hvad gør man for eksempel med det faglige niveau på et hold, hvor elevernes forudsætninger spænder fra lidt sprogskoleundervisning i dansk til en bachelor i psykologi? Eller hvad stiller man op med et hold, hvor størstedelen har valgt faget af interesse, og resten fordi der ikke lige var andet i den fagblok, de havde lyst til?
Man kan som højskolelærer godt læne sig op ad det, man ved virker – køre den sikre linje – men så forsvinder magien. Hvis læreren forpligter sig på at acceptere friheden som et vilkår i undervisningen og accepterer det privilegium, det er at undervise med så meget frihed i skoletasken, opdager man måske, at undervisningen vil tage nye former og blive mere betydningsfuld for eleven, end hvis blot den sikre vej vælges.
Friheden giver vide rammer for tilrettelæggelse og afvikling af undervisning, men det kræver, at man tør sætte sig selv på spil og acceptere, at det også kan gå galt og køre af sporet.
Refleksioner og spørgsmål:
– Tager du som højskolelærer livtag med friheden og sætter dig selv og eleven fri i undervisningen til forskel fra det, der er vilkåret på andre uddannelsesinstitutioner?
– Hvornår og i hvilke situationer er det tilladt for en højskoleelev at ”smutte” fra undervisning, fællestimer, pligter mv., fordi det ikke lige var det, man havde regnet med, eller fordi man er blevet en smule ”overloaded”? Er der en stigende tendens til, at det finder sted, og er det et problem?
– Hvordan løser højskolelæreren de store pædagogiske og didaktiske udfordringer med at undervise på hold, hvor der er store forskelle i højskoleelevernes forudsætninger i faget, hvis eleverne frit kan vælge fag?
At tage sig frihed
I undervisningen består friheden i en vekselvirkning mellem lærer og elev – begge har ansvar for undervisningen. Begge skal de stemme deres instrument, spille sammen og få undervisningssituationen til at fungere. De skal lære af hinanden og være opmærksomme på, at de er ligeværdige, når det drejer sig om at blive klog på livet. I denne situation betyder det meget, at begge parter har forståelse for den frihed, de er givet, og at de er klar over spillereglerne.
En kollega fortalte mig følgende, da jeg spurgte ham, hvad han inden for den seneste uge havde haft af oplevelser, der angik elevens frihed i undervisningen:
I et forberedelsesfag inden en udenlandsrejse viser jeg som en del af undervisningen altid billeder af destinationen: Huset vi skal bo i, området, markedet, oplandet mv. Det er der aldrig nogen, der har protesteret imod, men denne gang var der en elev, der (tog sig den frihed og) bad mig om at stoppe mit slideshow. Han nægtede at se flere billeder, han ville hellere se det med egne øjne og ikke have for mange billeder på nethinden, når han ankom.
At tage sig den frihed at sætte spørgsmålstegn ved den undervisning, man som højskoleelev deltager i, er for mig essentielt – det er en omstændighed, man skal lære at håndtere som højskolelærer. Man skal i sin pædagogiske praksis inkorporere friheden som et pædagogisk redskab, som både lærer og elev kan bruge i undervisningen.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Når man føler sig fri i en undervisningssituation, bliver man også bedre i stand til at være sig selv, og dialogen mellem lærer og elev bliver bedre, konstruktiv og mere ligeværdig.
Refleksioner og spørgsmål:
– Holder den ideelle situation med ligeværdigheden, som jeg beskriver den?
– Giv evt. et eller flere eksempler på, hvor du som lærer og elev i praksis inkorporerer friheden som et pædagogisk redskab.
Højskolen mellem frihed og tvang
Når hverdagen kører, er det svært konstant at forholde sig til friheden i den pædagogiske praksis. Jeg bliver dog hele tiden mindet om, at friheden har mange forskellige ansigter.
Et eksempel kunne være noget så simpelt som fællessang, der er en naturlig del af hverdagen på de fleste højskoler. Her tvinges eleven til at deltage. Et andet eksempel kunne være de elever, der ikke forstår dansk på et niveau, der gør dem i stand til at forstå et foredrag eller en morgensamling: Hvad er deres ærinde i foredragssalen? Hvad ville der ske, hvis eleverne i disse to tilfælde havde frihed til selv at vælge, om de ville deltage?
Eksperimentet kunne være interessant. Ville den enkelte, der ikke har lyst og trang til at synge, gå sine egne veje i den personlige friheds navn, og hvor ville han i så fald gå hen? Nogle vil nok gå op på værelset, sidde der lidt og så måske komme tilbage, fordi alle de andre sad og sang og var en del af et fællesskab.
Frihed er forbundet med ansvar, og i et højskolemiljø skal man for at kunne fungere i fællesskabet også være sig sit ansvar bevidst. Det går udover fællesskabet, hvis man ikke er til stede. Derfor skal man ikke betragte det at ’skulle noget’ som tvang, men se det som et ansvar over for fællesskabet.
Grundlæggende har man jo selv valgt fællesskabet i og med, at man har meldt sig ind på højskolen. Det kan være, at det var et forkert valg, og her er man i sin gode ret til med friheden i hånden at vælge en anden skole.
Det er et paradoks, at eleven på den ene side har total frihed, og på den anden side er nødt til at agere inden for nogle fastsatte rammer.
Jacob Tybjerg
For at få det optimale ud af et højskoleophold må eleverne – med en omskrivning af Søren Kierkegaard – have det opdrag, at man har friheden til selv at forvalte sit liv på en ansvarlig måde.
Man har valgt at tage på højskole, og derfor er man nødt til at se mulighederne og opleve og forholde sig til den frihed, man bliver stillet over for på en højskole i både undervisningen, i læringen mellem eleverne og naturligvis i det sociale – kun derved vil man være i stand til at se de muligheder, der er i samværet med andre, i fællesskabet, i fagligheden og i ens personlige udvikling.
Det er et paradoks, at eleven på den ene side har total frihed, og på den anden side er nødt til at agere inden for nogle fastsatte rammer. Men eleven må have frihed til at anfægte de rammer, som skolen har sat.
Livet på en højskole kan være med til at flytte elevens opfattelse af læringens og undervisningens klassiske struktur, hvor man kan opfatte undervisning som en systematisk bibringelse af kundskaber fra lærer til elev. Strukturen kan brydes ved at tvinge nogen til noget andet; som for eksempel det at synge, at have praktiske opgaver, at gå til foredrag, være med i udvalg, deltage i koncerter, have kulturvagt mv.
Som en konsekvens heraf opstår der nye rammer, hvor skole, elev og lærere hver især har forskellig indflydelse og forskellige roller. Det er for eksempel eleverne, der har ansvaret for aktiviteterne i weekenderne. Her bliver læreren, som har weekendvagt, tvunget til at bevæge sig ind i den ramme, som eleverne har sat og deltage på elevernes præmisser, på samme måde som eleverne må deltage i det, der foregår i de rammer, skolen har sat.
Men har læreren den samme frihed – og vel nogle gange ligefrem pligt – til at sætte spørgsmålstegn ved det, som eleverne har til skolens rammer?
Refleksioner og spørgsmål:
– Her har vi det såkaldte pædagogiske paradoks, hvor en højskole og nogle højskolelærere på den ene side vil noget med deres skole og undervisning, og på den anden side er der ønsket om, at elever skal sættes fri til at vælge og dermed også fravælge. Hvordan udmønter dette paradoks sig i mødet med de nye generationer af elever?
– Hvor langt vil I som højskole gå i deres til- og fravalg?
– Kan du give eksempler på paradokset set fra din egen undervisning?
Foræringen
At få friheden foræret er betydningsfuldt. Friheden har betydning for, at fælleskabet fungerer: Den er et grundvilkår for at kunne drive højskole og praktisere den slags undervisning, der hører hjemme her.
Det er vigtigt at huske, at friheden ikke er et begreb i en bog eller at forstå som total valgfrihed. Nej, frihed er en virkningsfuld kerneværdi i højskolesammenhæng. Men det kan være svært at gribe og begribe friheden.
Man er nødt til at forholde sig til friheden og betragte den som en foræring, der er med til konkret og konstant at perspektivere undervisningen og samværet på en højskole – og i livet som helhed. Friheden er en gave, og den kan ikke byttes.
Efterskrift
Friheden bliver en problematisk livsbetingelse, hvis det enkelte individ ikke har nogen retning, og hvis ikke der er nogle fællesskaber at interagere med. Den absolutte frihed lammer den enkelte, fordi vi ikke er bundet til noget, ikke er en del af et fællesskab, men tværtimod farer omkring som en flue i flaske og er til fals for, hvad der sådan lige er nærmest.
Som højskolelærer opstår der undertiden også forskellige dilemmaer i lyset af frihedsbegrebet og den totale valgfrihed, som læreren har til at vælge indhold og form, og den frihed, eleven har til at vælge fag. Det er jo ikke sådan, at alle de hold, man underviser, har en sammensætning, der gør, at undervisningen bare fungerer.
Man kunne forestille sig, at en højskolelærer uden undervisningserfaring kunne føle sig lidt febrilsk i forhold til valg af fagligt indhold, når der ikke er nogen retningslinjer, intet pensum eller noget, man skal nå – og måske får man at vide, at man har friheden til at fortælle om det, man brænder for!
Jeg vil som lærer gerne overbevise eleverne om, at spillereglerne tager sit udgangspunkt i, at forstanden og hjertet skal følges ad. Hvis man ikke har kærlighed til det, man skal lære, sker der ingenting. I hvert fald ikke noget, der er til glæde og gavn for det fællesskab, man er en del af på en højskole.
LÆS OGSÅ: At gå på højskole er en vaccine mod eksistentiel ensomhed
For at kunne rumme elevernes totale frihed må skolen og personalet være indstillet på at skabe en overordnet ramme, der er baseret på det syn, skolen har på frihed. Indenfor de rammer må skolen så gøre sig nogle overvejelser om den frihed, eleverne har, og i hvilket omfang friheden rækker.
Skolens skemastruktur er et eksempel på en meget konkret rammesætning, hvor det kan være svært at få indflydelse som elever. Dog har jeg oplevet, at vi som skole har ændret i hele vores skemastruktur på baggrund af elevers ytringer og anfægtelser.
Nu er der givetvis nogle, der vil udbede sig en mere konkret definition af ’mit’ frihedsbegreb, men der gives ikke en entydig og klar definition af friheden i højskolen. Den står én frit for.
Grundlæggende mener jeg dog, at højskolelæreren har en særlig forpligtelse til at benytte sig af friheden og fortolke den inden for de rammer, som højskoleformen og højskolens eget værdigrundlag sætter. I undervisningen på en højskole skal lærerens og elevens frihed til frit at tænke, tro og tale danne rammen om det faglige.
Som et eksempel kunne jeg nævne en oplevelse, jeg havde forleden, hvor jeg som lærer i en undervisningssituation pludselig – uden at være bevidst om det – var havnet i en diskussion med eleverne om det filmprojekt, de var igang med.
Det er der ikke noget mærkeligt i – det sker tit. Det interessante var, at jeg helt havde glemt, at jeg var læreren, og eleverne var elever, ligesom eleverne havde glemt, at jeg var lærer, og de var elever. Fordi vi glemte vores roller, fik vi en yderst konstruktiv og kreativ snak om projektet, fordi alle følte sig helt frie til at tale og ikke følte sig distraheret af de sædvanlige rollemønstre, man kan opleve i en undervisningssituation.
Her fik vi alle friheden foræret.