Følgende er et uddrag af Grundtvig. Biografi og breve af Edward Broadbridge og Hans Raun Iversen (red.). Bogen udkom for nylig på Aarhus Universitetsforlag
Grundtvig har fortsat mange engagementer, der fylder meget, herunder et stigende antal foredragsrækker omkring 1840. Han forsømmer heller ikke nogen lejlighed til at søge audiens ved hoffet.
Da han i 1838 har meldt sig for at takke kronprinsen for hans hjælp med at få ophævet sin personlige censur, beder kronprinsesse Caroline Amalie om, at Grundtvig må blive sendt videre til hende.
Det besøg bliver afgørende for dem begge. Prinsessen får tillid til ham og slutter sig stadig mere til hans syn på kirke, kristendom, skole og folkelig oplysningsvirksomhed.
Caroline Amalie har allerede i 1828 påbegyndt et arbejde med asyler eller daghjem for fattige 2-7-årige børn både i København og i Odense, hvor hun bor med sin mand, prins Christian, der er guvernør på Fyn, til han bliver konge efter Frederik VI’s død i december 1839.
LÆS OGSÅ: Grundtvig genbesøgt
I 1841 opretter hun Dronningens Asylskole i København, Danmarks første asylskole for 7-14-årige, så hendes asylbørn kan komme videre i livet. Hun indskriver selv skolens formål foran i skolens protokol: Børnene skal lære bibelsk historie og religion, men også læsning, skrivning og regning. Det hele skal tjene til at ”give dem Forstand paa Livet”, så de kan blive ”duelige Haandværkere og Tjenestepiger”.
Den daglige plan overlader hun til læreren Harald Boisen (Peter Boisens ældre bror) og lærerinden jomfru Jacobsen under tilsyn af Grundtvig, der selv har tilbudt sig som skolens direktør og regnskabsfører. Han har fået øje for asylsagen ved efter dronningens indbydelse at optræde som festtaler og sangdigter ved juleafslutningerne i asylet siden 1838, en rolle, der bringer ham tættere på hoffet og især på dronningen.
Efter ansøgning til kongen får Caroline Amalie skolen fritaget for tilsyn fra Københavns skoledirektion. Det er et stort skridt: Reelt er Danmarks første friskole hermed oprettet i 1841.
Også når det gælder skoletankerne, finder vi nogle af Grundtvigs klareste formuleringer i hans sange. I sangen til åbningen af asylskolen i København i 1841 hedder det således:
Luk op i en lyksalig Stund
Dig for Guds Ord, hvert Øre!
Og luk dig op, du Folkemund,
Med Ord, som du kan føre!
Ja, tal nu sandt om smaat og stort,
Og jævnt om alt det høje!
Thi godt er alt, hvad Gud har gjort,
Og klart er Barnets Øje.
I den frie skole med dens kærlige, kristne lærere kan der både vidnes om kristentro og dansk folkekultur, så børnene kan blive "hele mennesker". For børnene i asylskolen, hvor man ikke skal lære latin, kan Grundtvig ønske det samme, som han ønsker i Aabent Brev til mine Børn fra 1839:
… med øjet, som det skabtes himmelvendt,
lysvågent for alt stort og skønt herneden,
men med de dybe længsler velbekendt,
kun fyldestgjort af glans fra evigheden.
I sidste instans gælder det for Grundtvig om at åbne børnenes sans for det ”Aandens Levnetsløb paa Jorden”, som er sigtepunktet i hele hans virke. Grundtvigs skoletanker omfatter også hans mosaisk-kristelige livssyn og historieforståelse, selv om de ikke let kan udmøntes i den praktiske skolevirksomhed.
Kombinationen af Grundtvigs skoletanker og dronningens gode navn betyder dog, at inspirationen fra Dronningens Asylskole allerede i løbet af 1840’erne spreder sig mærkbart til flere andre børneskoler.
LÆS OGSÅ: "Det er så min mor – hun cosplayer Grundtvig"
Grundtvigs personlige prioritet er fortsat uddannelsen af unge voksne, gerne på en folkehøjskole i Sorø, men han har svært ved at overtale kong Christian. Blandt skolens nuværende lærere er det kun Ingemann, der ”har vist nogen Varme for den folkelige Sag”; han må have ”mindst tre, fire dygtige Medhjelpere”, mens de øvrige lærere skal afskediges.
I øvrigt må man jo lade tiden vise, ”hvilke folkelige Kræfter Academiet desuden muelig gjemmer i sit Skiød, og hvor stor Søgningen vil blive”. Ikke underligt, at en forsigtig konge, der i forvejen har problemer med sin regeringsførelse, trænerer sagen.
Muntert og koketterende
Knap er Grundtvig færdig med sine Mands Minde-foredrag i 1838, før Caroline Amalie beder ham holde en serie historiske foredrag for hende og hendes hofdamer i 1839 – tre gange om ugen, hvad han gentager i 1842 og 1844. Efter hjemkomsten fra Englandsrejsen venter en række på 25 foredrag på Borchs Kollegium på ham – fra 20. november 1843 til udgangen af januar 1844.
Grundtvig lader rækken annoncere som Brage-Snak om Græske og Nordiske Myter og Oldsagn for Damer og Herrer. Allerede med genrebestemmelsen i titlens første ord udsætter Grundtvig sig for misforståelser. Tilhørerne ved næppe, og senere læsere slet ikke, at Grundtvig har taget udtrykket fra Rasmus Nyerups Gudelære fra 1808, hvor skjaldeguden Brage fortæller myter for havguden Ægir. Nyerup bruger dog udtrykket ”Samtaler” i stedet for ”Snak”.
Grundtvig mener sikkert, at ”Snak” er mere præcist og i hvert fald mere folkeligt og uhøjtideligt. Grundtvig ynder den ligefremme formulering, som han også bruger i verselinjen ”han gjorde ikke en Kat Fortræd” i ”Dansk Bonde-Vise om Kong Frederik den Sjette, højlovlig Ihukommelse” fra december 1839. Her får Caroline Amalie Grundtvig til at ændre linjen til ”og alle de smaa Fugle de sang derved” i den udgave, der skal bruges ved begravelsen.
Katrine Frøkjær Baunvig rammer måske hovedet på sømmet, når hun karakteriserer Brage-Snak og andre folkelige foredrag af Grundtvig som ”civilreligøse prædikener”.
Fra bogen
Den helt store indvending mod Brage-Snak fra alle de ældre mandlige kommentatorer er, at Grundtvig gentagne gange gennem alle foredrag henvender sig i et muntert og til tider koketterende tonefald direkte til de kvindelige tilhørere, som han som noget nyt selv har inviteret.
Kritikerne har ingen sans for betydningen af Grundtvigs anliggende og budskab og endnu mindre for hans foredrags kontekster i samtiden og genre i foredragssalen. Til gengæld kastes der lys over disse forhold i den nyere forskning ved Sune Auken, Katrine Frøkjær Baunvig og Sophie Bønding.
Den eneste samtidige omtale af foredragene, vi kender fra en tilhører, der var til stede med sin unge datter, kommer fra Grundtvigs gamle værelseskammerat, nu filosofiprofessor, Sibbern. Han finder foredragene meget inspirerende, men mangler mere direkte indføring i de to sæt mytologier.
Grundtvig har udgivet sin store Nordens Mythologi 1832, men endnu ikke lærebogen Græsk og Nordisk Mythologi for Ungdommen, der udkommer i 1847, så måske overvurderer han tilhørernes kundskaber her i 1843.
Det er imidlertid bevidst, når Grundtvig forholder sig mere til den nutidige brug af myterne end til deres indhold. Han vil netop ikke tale om den historiske mytologi og dens kilder, men udlægge den, så den bidrager til forståelsen af nutiden. Det ligger, som Auken fremhæver det, helt i forlængelse af hans program fra Nordens Mythologi 1832.
Civilreligøse prædikener
Katrine Frøkjær Baunvig rammer måske hovedet på sømmet, når hun karakteriserer Brage-Snak og andre folkelige foredrag af Grundtvig som ”civilreligøse prædikener”. Grundtvig taler til en forsamling, som han føler sig tæt forbundet med. Han bruger myterne, som prædikanter ofte bruger prædiketeksten: som afsæt, evt. som legitimation og horisont for sit budskab. Han er blandt de første med den slags foredrag, så det er ikke underligt, hvis hans form er lidt usikker.
Det afgørende historisk nye i Brage-Snak er, at der er mange kvinder til stede. Grundtvig har før prøvet at holde foredrag for dronningen og hendes hofdamer. Her sætter dronningens tilstedeværelse naturligvis kammertonen, mens Grundtvig nu selv må lede efter den i sin, som han selv vedgår, løftede stemning og med en indimellem forvirret argumentation, især for tilhørere, der ikke er fortrolige med de to sæt mytologier.
LÆS OGSÅ: Her er Højskoledanmarks største inspirationskilder
Situationen er prekær for Grundtvig. Han er optaget af de menneskelige ressourcer og kvaliteter, han finder hos kvinderne, som hidtil ikke har haft adgang til det offentlige rum – bortset fra pladsen under de kongeligt autoriserede præsters prædikestole. Først i 1875 får kvinder adgang til at studere på universitetet i Danmark, men allerede nu i 1843 sidder borgerskabets døtre under Grundtvigs talerstol på Borchs Kollegium!
Hvis sandheden ikke gælder for børnene, bønderne, de unge og kvinderne, som udgør det helt store flertal af befolkningen, gælder den slet ikke. Derfor gør Grundtvig sig umage for at indynde sig hos de kvindelige tilhørere, som han forventer så meget af. Det er først og sidst inspirerende folkeoplysning, der er hans sigte.
At det særligt er kvinderne, Grundtvig nu vil have i tale, fremgår af dedikationsdigtet til ”Danmarks Dronning Caroline Amalie den Første”, hvor han fremhæver, at kvindernes frivillige tilstedeværelse kan tolkes som en samtykkeerklæring til åndelig udveksling:
Dronning over Dane-Vælde
Kiærlighedens Bølge-Land,
Hvor i Barm, trods Aar og Ælde,
Himmelsk Hjertet staar i Brand!
Syster til hver græsk Gudinde!
I dit Skjød jeg, med dit Minde,
Øser ud min Brage-Snak.
Sit syn på og forhold til kvinderne formulerer Grundtvig klarest i første vers til slutningsdigtet Efter-Skrift til Danne-Kvinden:
Fælles Moder, ved hvis Bryst
Dannemænd opammes!
Søde Moder, ved hvis Røst
Dannemænd opflammes!
Siden først jeg Lyset saae,
Dig og dine Døtre smaa
Stræbde alle Dage
Djærv jeg at behage!
Endelig bør det her fremhæves, at vi ikke ved ret meget om, hvad Grundtvig faktisk har sagt og hvordan.
Det manuskript, som han har ladet gå i trykken, angiveligt på opfordring fra en kvindelig tilhører, er en slags forberedelsesnoter, som – ligesom ved prædikenerne – sagtens kan være meget anderledes end det faktiske foredrag. Bønding peger på følgende citat fra forordet til Om Nordens Historiske Forhold, som også gælder for udgivelsen af Brage-Snak:
… det er kun det skriftlige Udkast til Talen, jeg her lader trykke, og ingenlunde Talen selv, der dels kun lader sig udtrykke med Munden, og dels lød, ikke som en foreskrevet Oplæsning, men i den betegnede Aand, som det i Øieblikket vilde falde, saa jeg har ligesaa lidt sagt hvert Ord, jeg har skrevet, som jeg har opskrevet hvert Ord, jeg har sagt; thi skulde man det, da godnat baade med Taler og Skribent! da hellere først end sidst holde Mund og nedlægge Pennen!