Af Simon Langkjær, historiker og tidligere højskolelærer
Først og fremmest må det noteres, at skal man bedømme Højskoler for folket, er det nødvendigt at have følgende forhold for øje: Man forholder sig ikke kun til et selvstændigt værk, men til et helt koncept.
Udgivelsen er nemlig blot en af de seneste knopskydninger på det omfangsrige projekt ”100 danmarkshistorier”, der ligesom dens forgænger ”Tænkepauser” er et prisværdigt og gennemtænkt forsøg fra Aahus Universitetsforlags side på at formidle (historie)forskning til det danske folk. Det vil sige: til lægfolket.
I modsætning til tænkepauserne har man dog denne gang ikke begrænset sig til blot at udgive bøger. Man stiller ved hver udgivelse også undervisnings- og kildemateriale til rådighed online på danmarkshistorien.dk, skriver kronikker i landets dagblade, laver videoer m.m., således at man er til stede og gør sig tilgængelig for et større publikum.
Netop derfor – fordi bøgerne lader til at være tænkt som et sprængbræt eller en indgang til videre læsning og fordybelse i et bestemt, afgrænset felt inden for historievidenskaben, og fordi der i tiden stilles store krav til rækkevidden for formidlingen af forskning – er de enkelte danmarkshistorier (ovennævnte bog inklusive) fortalt i et særligt format, hvor vidensniveauet og leveringen af fakta er voluminøs, mens mængden af tekst, noter og litteraturhenvisninger omvendt er lav og sparsom.
LÆS OGSÅ Boganmeldelse: Er du dus med himlens fugle?
Hver forfatter har således ganske lidt plads til at præsentere deres forskning og det område, som de er eksperter inden for, hvilket må siges at være noget af en opgave, siden præsentationen samtidig (helst) skal være gribende fortalt.
Og ikke nok med det: Historierne skal tilmed være skrevet i et sprog, der er let og ligefremt, og hvor lixtallet ikke må være for højt og brugen af akademisk jargon minimal, sådan at enhver, der vil læse og forstå deres danmarkshistorie, i teorien også kan tilgå dem – med minimal indsats og uden videre forudsætninger end en tørsten efter at blive klogere.
Hele konceptet er opsummeret i en (vare)deklaration, som står bagerst i alle projektets udgivelser, og hvor det kort og ydmygt bekendtgøres, at hensigten med ”100 danmarkshistorier” er at servere Danmarks historie i ”små og overkommelige bidder”:
”100 forskere fra landets universiteter, arkiver og museer tager i 100 bøger á 100 sider fortiden under kærlig behandling og fortæller med vid, humor og kløgt om det, der var. Og det, der er.”
Intet mindre. Men det var da heller ikke så lidt! Og af den grund ligger der unægteligt en enorm byrde – eller skulle man med et moderne udtryk sige ”udfordring” – på både forlagets og forfatternes skuldre, i og med at de skal kunne præstere og levere hver gang.
Det betyder ikke blot, at der skal lægges et møjsommeligt arbejde i tilskæringen af stoffet – i valget af hvor man skal lægge snittet, og hvad der skal medtages og udelades rent substantielt. Næ, der skal også pudses på stilen og arbejdes med måden, hvorpå hver enkelt historie kan og bør fortælles, så de kommer til deres fulde ret.
Korsgaard som fortæller
Og det må man konkludere, at højskolernes historie gør langt hen ad vejen, når den fortælles af Ove Korsgaard. Altså kommer til sin fulde ret inden for de trange rammer, som nu engang er udstukket fra forlagets side.
Som sådan er det også svært som anmelder at sætte en finger på, hvad Korsgaard eventuelt kunne have gjort anderledes – enten indholds- eller formmæssigt – for at hæve kvaliteten af historien, der fortælles.
For selv om plottet strækker sig over en tidslinje på næsten 200 år, mister forfatteren hverken fokus eller tempo. I stedet formår Korsgaard at fortælle om de helt store linjer inden for højskolernes historie, uden at det bliver trivielt, samtidig med at det lykkes ham at tage hurtige dyk ned i materien og fremhæve eksempler og detaljer, uden at det af den grund føles irrelevant eller distraherende.
I bogen starter vi selvfølgelig med begyndelsen, hvor højskole knap var højskole og ikke meget andet end en vild tanke hos en maniodepressiv og skælmsk præst. Imod al logik og sund snusfornuft fængede idéen om en eksamensfri skoleform for voksne. Og som såsæd satte den rødder, spirede og spredte sig – måske fordi den blev undfanget i et tidehverv og i en brydningstid, hvor der var grobund for sådanne tanker.
Selv om plottet strækker sig over en tidslinje på næsten 200 år, mister forfatteren hverken fokus eller tempo. I stedet formår Korsgaard at fortælle om de helt store linjer inden for højskolernes historie
Simon Langkjær
Tilbage i det 19. århundrede var samfundet nemlig under voldsom forandring: Nationen og staten var ved at blive (gen)født. Og som fødsler kan være det, var denne vorden forbundet med store smerter, svære komplikationer og en hel del usikkerhed. Der var revolution i resten af Europa, og i Danmark var der også grøde, da samfundsordenen stadigt hastigere var at falde fra hinanden.
Kongeriget gik i krig, den gamle stænderstruktur var under afvikling, enevælden mistede kontrol over sine hertugdømmer, klassen af liberale (spids)borgere i byerne begyndte at få magt og indflydelse og var dermed ved at blive overmodige, bønderne gik også med mere rank ryg og søgte mod de højere bondeskoler osv. – alt sammen akkompagneret af nye former for kunst, litteratur, musik og teater.
Og som følge af alt dette blev selve idéen om, hvad der udgjorde et folk, hvordan man skulle styre en stat, og hvem der havde suveræniteten, autoriteten og legitimiteten, politisk og kulturelt, gjort ustabil og til en kampplads.
Heldigvis, ifølge Korsgaard, kunne højskolerne og deres bannerførere træde til som fødselshjælpere, nationsbyggere og deciderede frelsere i denne svære tid og tage del i skabelsen af, hvad der skulle ende med at blive nationalstaten og (ud)dannelsen af det danske folk, som vi kender det.
Dermed blev højskolebevægelsen også hovedkraften i ”at give indhold i begrebet en nationalstat”, som højskolekoryfæet Jørgen Bukdahl postulerede det – og Korsgaard bekræfter det.
Hvad dette betyder i mere bestemte termer er, at højskolernes fodfolk gik praktisk til hånde – ikke kun, men hovedsageligt inspireret af Grundtvig – for at realisere opgaven med at gøre ”almue til folk”. Og i denne mudrede proces endte de med at gøre drømmen om skoleformen til deres egen, mangfoldiggøre den og give den liv.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Som Korsgaard citerer Røddings første forstander, Johan Wegener, for, var målet for de fleste af den første generation inden for bevægelsen at berede bonden på at blive en god og oplyst borger, hvilket skulle ske ved at give ham/hende adgang til tilværelsens materielle og ikke mindst åndelige goder.
Bønderne skulle med andre ord ikke kun tilegne sig kundskaber på højskolerne. De skulle også vækkes åndeligt til at føle stolthed, gå med rank ryg, tale sandheden og værne om kærligheden til deres fædreland.
Det var et dannelsesprojekt, hvor der skabtes en overensstemmelse mellem stat, folk, sprog og nation – en såkaldt ”enhedskultur” – og hvor højskolerne sørgede for, at forestillingen om et fælles dansk tilhørsforhold, der strakte sig på tværs af geografiske, politiske, sociale, sproglige og religiøse skel, ikke kun forblev en intellektuel fantasi, men blev forankret i en levet virkelighed.
Højskolen måtte reformere sig selv
Man kan så konstatere, som Korsgaard også gør det, at denne virkelighed kun kunne opretholdes, så længe bondestanden udgjorde størstedelen af den danske befolkning og elevbestanden på de fleste af landets højskoler.
Fordi som samfundet gennemgik endnu en voldsom transformation i det 20. århundrede, kunne "den klassiske højskole" ikke fungere. Den måtte reformere sig selv. Og ud af denne reform opstod "den neoklassiske højskole", der skiftede fra at have et national-kulturelt til et personligt-eksistentielt idégrundlag, og som med tiden også lagde stor vægt på oplysningens æstetisk-ekspressive dimension, hvor det kropslige blev ligestillet med det mundtlige.
Denne sadlen om skyldtes først og fremmest, at det gamle klassesamfund blev afskaffet og erstattet af et demokratisk-egalitært velfærdssamfund efter 2. verdenskrig, hvor alle blev så ens, at man blev nødt til at være enestående, og hvor højskolerne – som resten af det danske samfund – måtte tilpasse sig de reaktioner og dønninger, der skabtes i slipstrømmen af ungdomsoprørets og middelklassens komme.
Der skulle derefter gå en rum tid, før højskolerne fandt deres form igen, hvilket de dog til sidst gjorde ved at tage plads i samfundets periferi frem for dets centrum. Herfra var det nemlig stadig muligt at værne om friheden – om end ikke på samme måde som før.
Som sådan slog højskolerne sig for en kort stund op på at udgøre et helle eller en ø i samfundshavets stærke og opslugende malstrøm
Simon Langkjær
I stedet for at være medspillere begyndte højskolerne i højere grad at positionere sig som modstandere af samfundsudviklingen og den herskende identitetspolitik, hvilket indebar, at man begyndte at kritisere tidens åndsforladthed, samtidig med at man tilbød ”et frirum” fra dødbideriet.
Dvs. man tilbød et rum, hvor folk (ikke længere folket) kunne være fri for ”arbejdslivets krav om at være fleksible” og for at være klar til at omstille sig efter markedets behov og samfundets betingelser.
Som sådan slog højskolerne sig for en kort stund op på at udgøre et helle eller en ø i samfundshavets stærke og opslugende malstrøm, hvor man som elev eller kursister – frem for at dyrke konkurrencestatens dyder – kunne insistere på at opbygge en indre modstandsdygtighed over for hamsterhjulets præstationsetik ved at fordybe sig og dyrke sin "forundringsparathed", der, som vi ved, kendetegner forudsætningerne for det ”sande” medborgerskab.
Denne karakteristik lyder jo ikke ligefrem tidssvarende længere – i hvert fald ikke i undertegnedes ører – men det er her, Korsgaard vælger at slutte sin fortælling ved slutningen af det 20. og starten af det 21. århundrede, så vi stadig holder os i det historiske.
Enhedsmetafysisk stadionrock
Og dog. For som det er med fortællinger og historier, er der altid en morale, man som tilhører eller læser kan tage ved lære af. Og det gælder selvfølgelig også for Korsgaards fortælling, hvilket han ikke er bleg for at tydeliggøre, da han, som han formulerer det, har en personlig aktie i den historie, han er afsender af.
Den lyder således: Nok har der historisk været en tæt forbindelse mellem folkehøjskolernes, folkeoplysningens og folkestyrets historie og ærinde. Men på trods af dette forhold må man endelig ikke forveksle højskolernes historie eller opgave med demokratiets – eller for den sags skyld nogen anden form for ideologisk hovedsag.
Højskolernes kerne – eller højskolens kerne, som Korsgaard formulerer sig – er derimod en anden. Den er efter hans mening historisk-poetisk.
LÆS OGSÅ: At gå på højskole er en vaccine mod eksistentiel ensomhed
Her ligger Korsgaard på linje med den definition af højskolens væsen og det ræsonnement, som filosoffen K. E. Løgstrup fremlagde i artiklen Højskolens nye fronter fra 1961. Korsgaard skriver:
Gennem højskolens historie er der fra tid til anden sket frontforskydninger, som har haft afgørende betydning for idégrundlaget og fagudbuddet. Disse forskydninger udgør samtidig baggrunden for det spørgsmål, som har lydt gennem hele højskolens historie: Hvad kendetegner den sande højskole? Eller den rene højskole? Findes der en idémæssig kerne, som alle højskoler er fælles om?
Jeg vil i forlængelse af Løgstrup pege på begrebet "det historisk-poetiske" som højskolens egentlige kerne. For Løgstrup var der ingen tvivl om, at folkehøjskolen har haft betydning for udvikling af det danske demokrati. Men demokrati var ikke hovedsagen. De mænd og kvinder, der skabte den danske folkehøjskole, ville ifølge Løgstrup ”ikke lade sig nøje med mindre end, hvad de kaldte et universelt syn på menneskelivet.
Derfor kom de til at skabe en skole, den historisk-poetiske, der stadig har betydning.” At være en historisk-poetisk skole er ifølge Løgstrup højskolens væsen. ”Dermed står og falder den.” Lykkeligvis er højskolen ikke faldet. Den står stadig. Siden 1844 som et fyrtårn i dansk kultur- og åndshistorie!
Det er morsomt, grænsende til ironisk, at læse denne afskedssalut i Korsgaards bog, fordi den i en vis forstand viser, hvordan han – selv om han har vist, at han er en fantastisk fortæller, en dygtig historiker og en kritisk tænker – til sidst alligevel ikke kan dy sig for at spille med på et stadionrock-refræn, som mange nok vil kunne synge med på, og som måske føles godt, men som også er en anelse mageligt og i værste fald direkte i modstrid med hans projekt om at skrive "transformationshistorie".
For hvis man tillægger den historiske kontekst for højskolernes opgave og idémæssige orientering så stor vægt og betydning, som Korsgaard selv påstår, at han gør, hvordan kan han så slutte sin historie med at erklære, at han er enig med Danmarks enhedsmetafysiker par excellence? Det virker mystisk, hvis ikke mystifysisk og inkonsekvent.
Korsgaard skriver som sådan højskolehistorie uden dikkedarer, hvilke vil sige, at han skriver historie, der er velfortalt og fuld af viden og indsigt, men det er historie, der er fortalt fra midtpunktets perspektiv.
Simon Langkjær
Man kan ikke sige, at man vil skrive og tænke pluralt og historisk for så derefter vælge at skrive nogle få skelsættende skolers historie – Rødding, Askov og Testrup – og ophøje den historie til at være alle højskolers historie. Eller som Korsgaard faktisk skriver ”højskolens historie” i bestemt ental. Når det gælder stilmæssig opfindsomhed, er det lige en postgang for langt.
(Man kommer i denne forbindelse til at tænke på Hannah Arendts pointe om, at det er forkert at tale om mennesket i metafysisk forstand. Mennesket findes ikke. Der findes kun mennesker. Og det samme gælder højskoler.)
Højskolehistorie med dikkedarer
Korsgaard skriver som sådan højskolehistorie uden dikkedarer, hvilke vil sige, at han skriver historie, der er velfortalt og fuld af viden og indsigt, men det er historie, der er fortalt fra midtpunktets perspektiv.
Og det er den dominerende og altoverskyggende historie, der findes i forskningslitteraturen, da kun få for alvor har forsøgt at undersøge de mindre betydningsfulde skolers historie, der ikke nødvendigvis passer ind i fortællingen om enten den "klassiske" eller den "neoklassiske" højskole. Derfor ender den samme fortælling med at blive gentaget.
LÆS OGSÅ: Har jeg aldrig været på højskole?
Det ville være forfriskende, hvis nogen ville gøre sig den umage at skrive højskolehistorie med dikkedarer. Og i den forbindelse måske endda også forsøge at fortælle historien ud fra en mere radikal præmis.
Nemlig at dykke ned i den massive og evigt mangfoldige pædagogiske, filosofiske og identitetspolitiske arv, som højskolerne og skoleformen bygger på, med den hensigt at kanalisere og tilbageerobre den kreative impuls, der ligger gemt som et restprodukt og et overskud af betydning forrådt af dens oprindelige afsendere.
Det kræver selvfølgelig bare, at man først er villig til at udføre det slidsomme arbejde, det er at studere efterladenskaberne fra fortidens valplads og finde de begreber, argumenter og billeder, som vores forgængere i sin tid brugte til at kæmpe deres kampe med. For dernæst at frigøre materialet fra dets ophav ved selv at begynde med at tænke og aktualisere arven på egne vilkår.
Det ville alle være godt tjent med. Fordi kun på den måde kan vi sikre, at vi gentager historien – og at historien ikke gentager os.