Af Bjørn Bredal, forstander på Johan Borups Højskole
Nu ved jeg ikke, om der findes en læser, som stadig havde øjnene åbne efter Simon Langkjærs langstrakte indgangsbøn til det, som i det seneste nummer af Højskolebladet skulle gøre det ud for en dobbeltanmeldelse af to nye bøger fra Informations Forlag: Rune Lykkebergs Vi skal gøre det hele på én gang og min Du er bestået – essays om ungdom og trivsel.
Hun findes næppe, hin endnu vågne læser. Men hvis hun gør, må hun undskylde, at jeg lige repeterer: Langkjær læste engang en klumme i Information under rubrikken ”Vild analyse”, og den klumme kom han nu i tanker om og forsøgte at parafrasere.
Pointen var vist nok, at visdom og filosofi er vildt forskellige ting ”i den forstand, at filosofi rent praktisk ikke handler om visdom, men om sandhed.” Hm.
Men altså: Visdom er skurken, filosofi er helten, sådan rent praktisk. Og hvad værre er: Lille mig skal være den vise og dermed skurkagtige. Langkjær mener ligefrem, at jeg ”kender den europæiske filosofikanons tænkere forfra og bagfra”, hvilket med skam at melde er temmelig langt fra at være tilfældet.
Vi er tæt på det vitterlige vås, men sådan forekommer det altså Langkjær, at sagerne kan stilles op i en studentikos øvelse, som ikke rigtig karakteriserer nogen af bøgerne. Læseren af Højskolebladet får virkelig ikke mange vink om, hvad der egentlig står i dem.
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Valget mellem at være vis og at søge sandhed
At Rune Lykkeberg er en helt, vil jeg dog gerne skrive under på. Hans Langsomme samtaler med tidens mest spændende tænkere overalt på kloden er et veritabelt humanistisk fakultet kørt af ét menneske.
Hver gang Information offentliggør en ny samtale, kaster jeg mig over den, og når samtalerne samles i bogform, går jeg på genbesøg. Lykkeberg dyrker humanistisk videnskab på højt niveau, fordi han lykkes med at føre og formidle alvorlige, avancerede samtaler i et alment sprog.
Eller sagt på en anden måde:
”At bruge de rigtige ord i de rigtige situationer betyder, at man forsøger at sige tingene, som de er. Og det kan du kun gøre, hvis du har vedholdende opmærksomhed over for hverdagslivet og anerkender det.”
Disse vise ord af den norske litteraturforsker og filosof Toril Moi er citeret fra en af Lykkebergs langsomme samtaler, og de er gengivet i min bog.
Og skal jeg prøve at forstå, hvorfor Simon Langkjær vælger at opstille en komplet kunstig modsætning mellem de to bøger i stedet for at forholde sig til deres indhold, så tror jeg måske, det har at gøre med et paradoks, som rummes i Toril Mois udsagn, men som Langkjær ikke kan rumme: At man kan forsøge at skrive og tale om noget, som netop ikke er skrift og tale, men hverdag og praksis.
Man dør ikke af lidt lærdom. Det er ikke så farligt! Mange intellektuelle er gået hen og blevet så grusomt bange for sig selv og deres bøger, at de benytter enhver lejlighed til at forsage dannelsen og alt dens væsen.
Bjørn Bredal
Jeg indrømmer, at det ER lidt af en umulighed. Altså at sige og skrive, hvad vi gør på højskolerne, når pointen netop er, at vi ikke siger det, men GØR det. En nogenlunde kvalificeret anmelder ville dog nok godt kunne rumme paradokset eller i det mindste forsøge.
Mad og musik, rengøring og morgensang, rytme og ritualer: Højskolens tilgang både til trivsel og til læring er en helhed og en hverdag i fast form. En form, som er mere kropslig end intellektuel.
Citat fra min bog: ”Når en skole er lykkelig, kan man mærke det fysisk. Måske lyder det lidt metafysisk, men sådan er det, hvis man bor på en højskole. Man mærker den på kroppen. Skolen summer af velvære, når eleverne står i gården og blander cement. Når de støber skulpturer, bygger insekthoteller, saver i brædder, arbejder med gasbeton, skærer krydsfinér, kort sagt gør noget med hænderne. Helst i flok. Hvis skolen er ked af det, mærker man det også. Huset roder, eleverne er inde i deres hoveder og kører solo. Så må vi have fat i kroppen og fællesskabet.”
Mon ikke alle højskolefolk og for så vidt Gud og hvermand kan genkende disse helt almindelige og ret banale hverdagsoplevelser? Det er hverken avanceret eller originalt, det er bare sandt og oplevet. Nyt er det heller ikke. Så en intellektuel af Langkjær-typen føler sig dobbelt forulempet: Det er hverken avanceret eller avantgardistisk.
LÆS OGSÅ: Bjørn Bredal: Måske kan det lade sig gøre at være dobbelt respektfuld?
Men det virker. Og ikke kun på højskolerne. Det virker alle mulige steder, hvor unge mennesker forankres i en helhed. Det gør noget godt for deres trivsel.
Og frem for at finde årsager til mistrivsel – frem for at stille diagnoser på de unge eller på samfundet – har jeg forsøgt at skrive en bog, der fokuserer mere på trivsel end på mistrivsel og mere på fællesskabet end på den enkelte. En bog i to spor: Et oplevet hverdagsspor fra livet med de unge på højskolen og et idéhistorisk spor, hvor jeg hilser på nogle af de tænkere, som jeg har fået lov at have med i rygsækken, men jo ikke går og generer andre mennesker med til hverdag.
Jeg lytter gerne til kloge folk fra idéhistorien, som interesserer sig mere for, hvad der foregår i mellemrummet mellem mennesker, end for hvad der foregår inde i den enkelte. Folk, der tænker i tillid. I møde. I samtale. Humanister. Montaigne, Buber, Lévinas, Arendt, Løgstrup. Undskyld, Langkjær, de falder sikkert alle sammen for visdomstesten. Men jeg tror, de søger sandhed alligevel.
Drop de sammenlignende analyser af, om Rundetårn eller et tordenskrald er højest. I anden potens er det akkurat den form for intellektualisme, der fylder kraniet helt ud og hindrer ånden i at cirkulere. Syng en sang!
Bjørn Bredal
Højskolebladet havde et super citat af Rasmus Meyer fra Krogerup i samme nummer, som bragte ikke-anmeldelsen:
”Vi må ud af den blindgyde, vi befinder os i, hvor alle problemer forstås i sundhedsfaglige termer, og i stedet forstå – som der er en lang historie for i dette land – at pædagogik, dannelse, opdragelse og livsoplysning er en del af svaret på de udfordringer, vi er stillet over for. Der findes en mulighed for mange unge, hvor det er forældre, skoler og civilsamfund, der viser en vej ud af den uro og det mørke, som uundgåeligt er en del af alle menneskers liv uanset alder.”
Rasmus har ret! Derfor er jeg glad for, at det lige netop er ham, der er formand for Trivselskommissionen.
Og derfor tror jeg personligt, at regering og Folketing gør mere for unge menneskers trivsel i dette land med den nye, udvidede værnepligt end med den store psykiatriplan. Især hvis værnepligten kunne blive en værneret, som omfattede rigtig store dele af en ungdomsårgang og ikke behøvede at have med militæret at gøre. Civilt forsvar. Som f.eks. allerede nu i Beredskabsstyrelsen. Et år med andre unge fra alle hjørner af samfundet. Et år med møder, forpligtelser og forbavsende fællesskaber. Det er lidt en anden snak, og så alligevel ikke.
LÆS OGSÅ: Nyt podcast-afsnit spørger: Hvad skal højskolen bruge sin frihed til?
Til slut vil jeg sige til Simon Langkjær: Man dør ikke af lidt lærdom. Det er ikke så farligt! Mange intellektuelle er gået hen og blevet så grusomt bange for sig selv og deres bøger, at de benytter enhver lejlighed til at forsage dannelsen og alt dens væsen. De flygter fra det frigørende potentiale i dannelse og livsoplysning, hvad enten det ytrer sig i bibliotekets glæder, bordets glæder eller bare lidt form, farver og facon på hverdagen.
Drop bare det selvhad. Og drop de sammenlignende analyser af, om Rundetårn eller et tordenskrald er højest. I anden potens er det akkurat den form for intellektualisme, der fylder kraniet helt ud og hindrer ånden i at cirkulere. Syng en sang!