Af Simon Langkjær, historiker og tidligere højskolelærer
Da jeg for snart et stykke tid siden gav mig i kast med at læse bøgerne Du er bestået og Vi skal gøre det hele på én gang sideløbende med hinanden, kom jeg til at tænke på en sondring, som Center for Vild Analyse foretager i en af sine klummer.
I klummen ”Filosofi vs. visdom” skelner skribenterne skarpt mellem henholdsvis filosofi og visdom – hvilket er mærkeligt, idet de fleste nok vil mene, at de to betegnelser kommer ud på et. Filosofi bliver trods alt ofte oversat til at betyde kærlighed til visdom.
Så hvordan kan filosofi være noget adskilt fra visdom? Det kan det – forklarer de vilde analytikere – i den forstand, at filosofi rent praktisk ikke handler om visdom, men om sandhed.
Filosofi er ikke en kærlighed til visdom, men derimod en higen og en stræben efter sandhed, der sætter den filosoferende i bevægelse og i en tilstand af anstrengelse og ubehag.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Hvorfor? Fordi dét at opsøge sandhed – frem for at forlade sig på forudindtagelser og tilfældige accepterede overbevisninger (doxa) – kræver en stor indsats og satsning.
Som sådan er filosofi en ganske anden og mere omkostningsfuld affære end visdom, fordi dét at være vis eller udvise visdom omvendt ikke handler om at afsøge en hævdvunden sandhed, men om at ophøje sandheder til ”alment accepterede meninger”.
Med andre ord er visdom kendetegnet ved, at ”den altid kan indfinde sig”, som analytikerne i klummen påpeger: ”Uanset hvad der sker, så kan den vise altid sige noget rigtigt og belevent om det. Hvis man tager en stor chance i livet og har succes med den, vil den vise straks kunne sige: ’Kun den, der er villig til at risikere noget, har en chance for at vinde’. Hvis man derimod ikke har succes, vil den vise også have en pointe parat: ’Man bør ikke pisse mod vinden’.”
Hvor filosofien altså er risikofyldt, er visdommen uden risiko. Derfor kan filosofien tillade sig at være kompromisløs, ubelejlig og indeholde kimen til et verdenssyns undergang, mens det forholder sig lige omvendt med visdommen.
Højskolerne har praktiseret langsomme samtaler i årevis. Men vi har mistet vores sprog for dem.
Simon Langkjær
For visdommen er alle sandheder lige gyldige, hvilket tillader den det selskabstrick, at den altid har noget godt eller nydelsesfuldt at sige uanset situationen. Det betyder også, at en vis person heller aldrig vil kunne skuffe med sine vise ord, fordi vedkommende altid har et råd, en leveregel, et motto eller et bonmot klar, til når lejligheden byder sig.
I det ene øjeblik kan vismanden eller -kvinden således fremture med, at kærlighed handler om først at elske sig selv, og i det næste øjeblik fastslå, at kærlighed handler om at hengive sig den anden. Det vil filosoffen aldrig kunne gøre, da vedkommende gennem sine anstrengelser har lært og erfaret, at sandhed besidder en mere eksklusiv kvalitet – den kan i sin natur ikke være hvad som helst.
Vise ord om at trives
Men hvorfor kom jeg overhovedet til at tænke på ovenstående klumme og dens skelnen mellem filosofi og visdom, da jeg var i færd med at læse Du er bestået af Bjørn Bredal, forstander for Johan Borups Højskole, og Vi skal gøre det hele på én gang af Rune Lykkeberg, chefredaktør på Dagbladet Information?
Det gjorde jeg, fordi klummen fra Center for Vild Analyse på mærkværdig, men ganske præcis vis beskriver, hvad jeg mener er den kvalitative og fundamentale forskel på de to bøger.
Det er måske lidt hårdt sat op, men grundlæggende er forskellen på Bjørn Bredal og Rune Lykkeberg, at Bredal i sin samling af litterære og eksistensfilosofiske forsøg på at tale om højskole og ungdom under temaet (mis)trivsel dyrker en vis stilisme, der modarbejder og endda kompromitterer substansen i hans folkeoplysningsprojekt, mens Lykkeberg med sine langsomme samtaler i højere grad lykkes med at frembringe nye erkendelser og sandheder til offentlig gavn, fordi han tvinger sig selv og dem, han samtaler med, til at forblive i tankens anstrengelse.
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Er du dus med himlens fugle?
Denne linje mellem at ville udgive visdomsord og være filosofisk anstrengt i samtale kan der gives flere eksempler på, da udsigelsespositionerne selvfølgelig gennemsyrer de to tekstsamlinger. Men særligt tydelige bliver udgangspunktet for Bredals og Lykkebergs særskilte fremgangsmåder og målsætninger i bøgernes forord, hvor begge forfattere præsenterer deres respektive overvejelser over, hvorfor og hvorfra de taler.
I Bredals tilfælde meddeles det, at grunden til at han overhovedet har skrevet sin essaysamling er, at han gerne vil ”bidrage til tidens samtale om de unges (mis)trivsel med et sprog, som nuancerer de vante kategorier, og et blik, der søger ud over aktualiteten”.
Som højskoleforstander deler han dagligdag med ”de unge”, hvilket vil sige, at han kender til de tidstypiske problemer, som ungdommen kæmper med. Han kender dem, men han er samtidig distanceret fra dem på grund af sin alder og sin livserfaring. Distancen bunder dog ikke kun i levede år, men også i boglærdhed.
Bredal har med andre ord læst rigtig mange bøger. Han kender den europæiske filosofikanons tænkere forfra og bagfra, ud og ind, som var de hans nærmeste venner. Og det giver ham naturligvis et andet perspektiv på de unges problemer. Med sin akkumulerede visdom kan han se, at de nye problemer, som de unge står over for, ikke nødvendigvis kræver splinternye løsninger, men derimod gamle tanker.
Som han skriver:
Jeg vil tage afsæt i hverdagen med de unge, men jeg vil også prøve at gå på vingerne og spejde efter, hvad tidligere humanister som Michel de Montaigne og allerede nævnte Rabelais havde at sige for fem hundrede år siden; hvad en skarpsindig analytiker af nutiden og den tabte tid, Marcel Proust, havde at sige for hundrede år siden; og hvad moderne, fællesskabsorienterede filosoffer som Martin Buber, Emmanuel Levinas, Hannah Arendt eller K.E. Løgstrup for nylig har haft at sige. Om det menneskelige møde. Om at trives. Om at føle sig velkommen i verden. Også om de store spørgsmål, som er særligt brændende, når man er ung. Venskabet? Valget? Skæbnen? Skønheden?
I sin essens er Bredals intention jo egentlig ganske god og agtværdig. Han vil ”bryde ud af trivslens onde cirkel” ved at dele ud af sin egen og andres livsbekræftende visdom. Men desværre kommer hans observationer og gode råd – som fx at sige til sine højskoleelever ved semesterstart, at de er bestået – til at antage en kvalitet af at være trylleformularer.
For Lykkeberg er den langsomme samtale det fortrukne redskab og greb, når det kommer til at spille rollen som mellemmand.
Simon Langkjær
Derudover er der også flere steder, hvor Bredal lader til at blive så forgabt i sin egen omgang med litteraturen og filosofien, at man som læser spekulerer på, om hele projektet med at give unge et anderledes sprog til at tale om trivsel og mistrivsel i virkeligheden er et påskud for at kunne skrive vise ord om kloge mennesker.
Kort sagt er der flere øjeblikke, hvor det hele bliver så åndrigt, at det kommer til at virke åndssvagt og afkoblet. Og heri ligger netop faldgruben ved vismandens udsigelsesposition, som Bredal faktisk selv sætter ord på, når han angiver, at han i bogen ikke vil fokusere for meget på mistrivslen og de alt for jordnære problemer, men i stedet tænke ”mere på helheden end på den enkelte, mere på det almindelige end på det specielle og mere på kroppen end på hovedet”.
Dannelsesaktivisme og tankens anstrengelse
Anderledes forholder det sig med Rune Lykkeberg. I modsætning til Bredal vil Lykkeberg ikke tænke på afstand af problemerne, men på niveau. Fordi – som han skriver – idéen om, at man kan tænke problemer igennem på afstand, bygger på en illusion af, at der findes begreber og intellektuelle positioner, hvorfra vi kan tale om og forklare verden. At der findes ophøjede sandheder, efter hvilke verden er indrettet.
Det er en forestilling, som Lykkeberg kender alt for godt, og som han selv har dyrket, men som han har fundet ud af ikke duer. Hvorfor? Fordi det ikke er sådan, vejen til sandhed og handling forløber, lader han os forstå. Vejen går ikke op – eller for den sags skyld ned – men igennem. Den ender ikke topografisk på en lys bakketop eller i en mørk bakkedal, men ligger strakt ud på jorden i form af en labyrint.
På baggrund af sin egen afmagtskamp er Lykkeberg nået frem til den erkendelse, at ”alle tidens og verdens problemer er forbundne”, og at ingen kan overskue alt. Derfor er der ingen grund til at søge mod himlen og det ophøjede, fordi problemerne er faldet ned på jorden.
LÆS OGSÅ: Anmeldelse: Det ville være forfriskende, hvis nogen ville gøre sig den umage at skrive højskolehistorie med dikkedarer
Dette er imidlertid ikke ensbetydende med, at der overhovedet ingen sandheder findes, eller at al sandhed er relativ. Sandhed findes ifølge Lykkeberg, og man skal arbejde hårdt i forsøget på at afæske verden dens sandheder. Men troen på, at en enkeltperson kan overskue eller ejer adgangen til den direkte absolutte sandhed, er forkert og en blindgyde.
Derfor kræver det også en anderledes form for indsats og anstrengelse end tidligere antaget, hvis man som han gerne vil være intellektuelt på højde med sin egen tid og samfund.
Hvis vi ønsker at bringe ”vores indsigt på niveau med vores indignation” og forbinde teori, analyse og handling, sådan at vi kan blive frie, kræver det en dannelsesaktivisme, der har det som ambition at ”ophæve den intellektuelle som solist og i stedet realisere det intellektuelle som kollektivt arbejde”. Det er Lykkebergs budskab.
Hvad det vil sige i praktiske termer er, at i stedet for at udfylde rollen som enten udråbt eller selverklæret intellektuel ved at være et fyrtårn, der kaster lys over verden for de mørkeramte, burde vi som folk og enkelte individer hellere bestræbe os på at være mellemled og skabe ”forbindelser mellem mennesker, som står forskellige steder med forskellige indsigter i labyrinten, og således udvide vores fælles forståelse af verden”.
Til dette formål findes der mange midler. Egentlig må man selv finde sin indgang, da der ikke findes et endeligt facit. Men for Lykkeberg er den langsomme samtale det fortrukne redskab og greb, når det kommer til at spille rollen som mellemmand.
Det skyldes, som han forklarer, at langsomme samtaler nemlig føres på ”den præmis, at alle står i labyrinten”:
Der er ingen videnskabsfolk, som kan give det definitive svar på klimakrisen, som bare skal implementeres efterfølgende. Der er ingen tænkere, som kan blotlægge én gang for alle, hvad der er galt med kapitalismen, og udkaste et færdigt program til et alternativ, og der er ingen aktivister, som uden andres idéer og analyser kan gå på gaderne og gøre sig gældende.
I den langsomme samtale er det ikke meningen, at den ene skal belære den anden, men at man sammen skal være ydmygt søgende efter sandhed. Eller som Lykkeberg formulerer den langsomme samtales etik: ”Vi hjælper hinanden med at tænke over, hvordan vi forandrer verden, ingen kan eller skal klare det alene.”
På baggrund af sin egen afmagtskamp er Lykkeberg nået frem til den erkendelse, at ”alle tidens og verdens problemer er forbundne”, og at ingen kan overskue alt.
Simon Langkjær
Lykkeberg udlægger og argumenterer mesterligt for sit projekt. Men som læser tænker man, at han burde have anstrengt sig en anelse hårdere i forhold til valget af samtalepartnere, da han lader til udelukkende at vælge aktivister, intellektuelle og analytikere, som inspirerer ham personligt – og som derfor også ligger (for) tæt op ad hans egne værdi- og idépolitiske opmærksomhedspunkter (læs: venstreorienterede).
Det er en blind vinkel, som bliver trættende i længden, men som ikke underminerer den underliggende pædagogiske indsats og folkeoplysende praksis, han lægger for dagen, og som på mange måder fremtræder eksemplarisk (læs: efterfølgelsesværdigt).
En skole for visdom eller sandhed?
Her til slut er det kun passende at adressere og meditere over, om det overhovedet er rimeligt at sammenligne og sammenstille Du er bestået og Vi skal gøre det hele på én gang? De to bøger repræsenterer trods alt to forskellige temperamenter og positioner med hver deres fokus, udgangspunkt og hensigt.
De har dog én ting til fælles. Det er, at de deler den samme trang til at oplyse. Begge repræsenterer de et oplysningsprojekt.
Hvor Bredal som sagt oplyser som en Prometheus, der foregiver at række de unge mennesker sin visdomsild, men ulykkeligvis bliver opslugt af selv samme ild – vælger Lykkeberg en anden tilgang.
En forførerende tilgang, som Kierkegaard ville have sagt, der faktisk i langt højere grad end Bredals nærmer sig en tradition for folkelig oplysning og livsoplysning, der har stærke rødder hos højskolerne – hvilket er ironisk, siden Bredal er højskoleforstander, og Lykkeberg er chefredaktør og en arg kritiker af højskolerne. Han taler om den langsomme samtale, som om det er en ny opfindelse. Det er det ikke. Højskolerne har praktiseret langsomme samtaler i årevis. Men vi har mistet vores sprog for dem.
Derfor er det en anelse vemodigt at opdage, at en højskolekritiker kan forklare og forsvare en opdateret og moderne folkelig oplysning langt bedre, end nogen højskolelærer eller -forstander magter. Det er, hvad man må kalde en dobbelt ironi.
LÆS OGSÅ: Rasmus Willig: Vil du være etisk proletar?
Spørgsmålet er så bare, hvordan man skal forholde sig til denne ironi, hvis man er tilhænger af højskolerne. Resignerer man ved det faktum, at højskolekritikeren er bedre end højskolefortaleren til at tale den folkelige oplysnings sag?
Eller vælger man et andet udsyn – et nøgternt og måske endda optimistisk syn på sagen, nemlig at Rune Lykkeberg giver højskolerne og folkeoplysere en gave. En håndsrækning og en mulighed for at tage ved lære, lade sig inspirere og gøre det bedre.
Efter endt læsning lader det for undertegnede anmelder til, at højskolerne står over for et valg. Et valg om, hvorvidt de vil være en bevægelse og en skole for visdom eller sandhed.
Valget er sat hårdt op, og i virkeligheden kan det ikke være så sort-hvidt, for virkeligheden kommer som sagt i en labyrint af farver. Men valget er heller ikke helt forkert.