Af Bjørn Bredal, forstander på Johan Borups Højskole
Følgende er et uddrag af bogen Du er bestået – Essays om ungdom og trivsel, der netop er udkommet på Informations Forlag
Første dag på skolen. Et nyt hold begynder. Eleverne kommer ind ad porten, forventningsfulde og fyldt med sommerfugle i maven ligesom os andre. Vi tager imod, hilser glade og generte og viser op i spisesalen til kaffe og kage. Navneskilte ligger parat til at klistre på trøjen, så vi kan se, hvad hinanden hedder.
Lidt efter mødes vi til fælles intro i den store sal med sang, tale og præsentation for alle ansatte og elever. Det er en festlig og ritualiseret stund, hvor vi på et tidspunkt beder hver enkelt elev rejse sig, sige sit navn og fortælle, hvilken by vedkommende kommer fra. Bergen. Vejle. Göteborg. Beirut. Esbjerg. Paris. Skal vi vide mere, sådan til en start? Noget om religion? Etnicitet? Vegetar? Køn?
Næh, egentlig ikke, vi finder ud af det hen ad vejen, men første dag på skolen er det så vigtigt, at vi mødes som mennesker først. Vi kan alle nævne en by på Guds grønne jord, hvor vi synes, at vi kommer fra. Det er forskel og lighed i én bevægelse.
Op til semesterstart er det hændt, at vi har fået hilsener fra kommende elever, som beder om at få anerkendt deres kønsidentitet ved at blive omtalt med bestemte personlige pronominer, de/dem/ deres, hun/hendes/hendes, den/den/dens etc.
LÆS OGSÅ: Lad os skabe fællesskaber, hvor mindretal kan sænke paraderne
Det gør vi, så godt vi kan, men hvor meget fokus skal der være på det? Skal personlige pronominer fremhæves allerede ved præsentationsrunden første dag? Skal vi føje et tredje kendetegn til navn og by, så hver enkelt af vores hundrede elever skal rejse sig op og præsentere sig med navn, by og pronomen? Skal vores navneskilte være fortrykt med en særlig rubrik til pronominer?
Vi har kun fået mails holdt i en sød og venlig tone, og kun ønsker og forslag, ikke krav og forlangender. De kommende elever har forskellige og somme tider modstridende syn på det praktiske, men deres henvendelser bunder i samme bekymring og uro i sindet, mindretallets uro.
Hvordan imødekommer vi bedst eleverne enkeltvis – og finder samtidig den rigtige balance for hele fællesskabet? En skole giver jo ikke nødvendigvis en elev det bedste ved at give vedkommende det, som vedkommende lige nu selv beder om. En skole flytter på mennesker, ellers er den bare et opholdssted.
En følelse af at høre til
I en klassisk jødisk vittighed driver en skibbruden mand op på en øde ø mutters alene. Han kommer til at leve ensomt på øen i mange år og bygger sig en synagoge. Plus én til! Hvorfor to synagoger? ”Fordi der skal være én, hvor jeg hører til, og én, hvor jeg aldrig vil sætte mine ben!”
Meget i vores liv handler om at høre til eller ikke høre til. Det er smertefuldt at være udelukket fra et fællesskab, man gerne ville være med i. Somme tider så smertefuldt, at man kan føle sig udelukket fra selve livet.
Det kender minoriteter af alle slags kun alt for godt, og den skibbrudne jøde i vitsen har fundet sin egen tragikomiske måde at udleve århundreders erfaringer uden for og inden for minoriteten. Han demonstrerer også, hvad det bedste, en skole eller sågar et samfund i dag kan give sine elever og borgere, er: en følelse af at høre til.
LÆS OGSÅ: Vi bliver dummere, når de radikale dele af identitetspolitikken slår rod i klasselokalerne
Hvis ikke vi kan favne vores elever med en følelse af at være velkomne i verden, så kan vi aldrig så meget bidrage til den store kamp om kompetencer og karrierer – vi fejler som samfundsbyggere.
Højskolen har særlige muligheder for, og særlige forpligtelser til, at favne så mange som muligt. Hvordan får vi skabt vores lille hus, så det føles som kun én synagoge, hvor alle har lyst til at sætte deres ben? Og hvordan bliver dette et billede på et mindre segmenteret samfund, mindre præget af dem-og-os?
Danske unge aftjener ikke længere værnepligt som en helt almindelig og generel fælles oplevelse på tværs af alle skel i en generation. Folkeskolen – for slet ikke at tale om privatskolerne – er præget af landets skarpe opdeling i sociale zoner, som sjældent mixes. Der mangler mødesteder og krydsfelter. Højskolen er, men kunne i langt højere grad være, en blandingsmaskine for alle segmenter, klasser, mindretal og flertal i samfundet.
Hvis ikke vi kan favne vores elever med en følelse af at være velkomne i verden, så kan vi aldrig så meget bidrage til den store kamp om kompetencer og karrierer – vi fejler som samfundsbyggere.
Bjørn Bredal
Jøden på den øde ø viser, hvor dybt det kan stikke at være vokset op med mindretallets fornemmelse for ude-og-inde. Det slår udad som en længsel efter accept, og det slår indad som et behov for at markere forskelle, også inden for mindretallet. Freud talte om ”den lille forskels narcissisme”. Det er ikke en kirke eller en moské, jøden udelukker sig selv fra, det er en synagoge.
Selskabslivet i Paris
Marcel Proust kredser i På sporet efter den tabte tid om at høre til eller ikke høre til. Proust (1871- 1922) havde jødisk mor og katolsk far, så familien var stedt i et grænseland. Proust var homoseksuel og præget af de ydmygelser og den eksklusion, som dette mindretal oplevede i 1900-tallets Paris.
Og han havde et skarpt øje for, at det bedre parisiske borgerskab, for slet ikke at tale om det adelige aristokrati, gerne ville supplere deres omgangskreds med eksotiske eksemplarer af såvel den jødiske som den homoseksuelle ’race’ – betegnelsen blev dengang brugt meget bredt om gruppeidentiteter af mange slags.
At lukke enkelte eksemplarer af ’racen’ ind i salonerne kunne være en særlig måde at lukke de mange ude. En form for orientalisme avant la lettre: Det var palæstinensisk-amerikanske Edward Saïd, som med sin bog, der netop hed Orientalisme (1978), gjorde dette begreb til omdrejningspunkt for en forståelse af Vestens forhold til Østen. Orientalisme var også på spil i de parisiske saloner omkring år 1900.
Sodoma og Gomorra har Proust kaldt det digre bind af På sporet efter den tabte tid, som i særlig grad handler både om ’de inverterede’ (homoseksuelle) og ”om” jøderne. Såvel Koranen som Bibelen beretter om de to byer, som rammes af den himmelske vrede pga. deres syndighed. Hos Proust bliver byerne en dobbelt betegnelse for mennesker, som vandrer fra det ene køn til det andet, fra den ene gruppe og minoritet til den anden, frem og tilbage mellem Sodoma og Gomorra, ind og ud af de parisiske saloner.
LÆS OGSÅ: Dennis Nørmark og Vincent F. Hendricks: Her er et sæt spilleregler til brug i woke-debatten
På sporet efter den tabte tid drejer sig altså i høj grad om livet spejlet i selskabslivet i Paris omkring år 1900. Har man adgang til den borgerlige salon hos Madame Verdurin? Er man måske ligefrem velkommen i de adelige saloner hos familien Guermantes? Er du inde eller ude? Spørgsmålet er fundamentalt, eksistentielt, og som jøde og/eller homoseksuel kan man være ”inde”, vel vidende, at udelukkelsen pludselig kan komme med morderisk kraft. Det oplever kunstkenderen Swann, den jødiske samler og førsteelsker, i uhyggelig grad mod slutningen af sit liv. Engang ville alle have ham med i deres saloner. Så kom faldet.
Proust oplevede aldrig selv det franske samfunds forræderi mod jøderne under Anden Verdenskrig, men han skriver varsler og bange anelser ind i På sporet efter den tabte tid. Frankrig var omkring år 1900 kløvet midt over i ’dreyfusarder’ og ’anti-dreyfusarder’: for og imod den uskyldigt spionage-dømte jødiske officer Alfred Dreyfus.
Det spiller en stor rolle for selskabslivet, optagelse i én salon og udelukkelse fra en anden, om man er dreyfusard eller ej, og antisemitismen er et omdrejningspunkt for hele den store fortælling hos Marcel Proust. Hans romanværk er ”en af verdenslitteraturens bedste beskrivelser af fremmedhed og andethed”, skriver psykologen og Proust-forskeren Gretty Mirdal.
Det hindrer ikke, at værket også er ”en af verdenslitteraturens største romaner om kærlighed og jalousi, om hukommelse og erindring, om livets forgængelighed og om genskabelse af fortiden”.
Mennesker ændrer sig
Hannah Arendt indleder sit omfattende studium af Det totalitære samfundssystems oprindelse med et bind om ’Antisemitismen’. Her slår hun ned på en bestemt passage i ’På sporet’, hvor Proust lader en af sine romanpersoner, den modige og retskafne officer Saint-Loup, etablere en skelnen mellem tidligere tiders afgørende spørgsmål, nemlig Hamlets berømte ”at være eller ikke være?” og så nutidens afgørende spørgsmål: ”at høre til eller ikke høre til?”
Saint-Loup er lidt af en heltefigur i ’På sporet’, men ikke desto mindre skifter han på ret skræmmende vis fra at være for Dreyfus til at være imod ham. Mennesker kan slå om, ligesom vejret. Mennesker ændrer sig, skifter tilhørsforhold, skifter holdninger, seksuel orientering, navne, gennem hele livet. ”Jeg er en anden”, sagde Rimbaud, og fortælleren i ’På sporet’ siger om sig selv: ”Jeg var ikke ét bestemt menneske, men en hær af forskellige”.
Man kan være, man kan ikke være, men alle skal føle, at de hører til: Det er bestræbelsen, som jo ikke altid lykkes.
Bjørnb Bredal
At høre til eller ikke høre til. Proust indskriver omtrent hele sit værk i det nutidige spørgsmål, som han lader Saint-Loup formulere i den passage, der er nedslagspunkt for Hannah Arendt:
’Det er den slags miljøer,’ sagde han, ’hvor man udgør en stamme, et ordenssamfund eller en menighed. Du skal ikke fortælle mig at det ikke er en lille sekt; man er sukkersød over for dem som tilhører minoriteten, og fuld af foragt over for dem som ikke gør. Spørgsmålet er ikke, som for Hamlet, at være eller ikke at være, men at høre til eller ikke høre til.’
Être ou ne pas être? lyder Hamlets spørgsmål på fransk, mens Proust siger: En être ou ne pas en être. Der er 400 år og en verden til forskel mellem at være og at høre til.
Renæssancens individ
At være. Spørgsmålet var på Shakespeares tid, under den europæiske renæssance i århundrederne omkring år 1500, tæt knyttet til en ny individualisme. Det var Luthers og Erasmus’ tid, og det var Montaignes tid.
Ud af middelalderens mere kollektive verden, hvor alt havde sin plads i et ordnet univers med jorden i centrum, voksede et stadig større fokus på det enkelte menneske. Renæssancens individ skulle finde centrum i sig selv. ’Udeleligt’ som i ’in-divid’, det ensomme unikum i et univers, hvis uendelighed og manglende centrum stod stadig mere klart.
LÆS OGSÅ: Gertrud Højlund advarer mod et holdnings- og sprogpoliti på højskolerne: ”I mit hoved er højskole det modsatte”
Shakespeare havde læst Montaigne, som i første bog af sine ’Essays’ udvikler en ekstremt individualiseret idé om opdragelse, dannelse og uddannelse. De to essays ’Om pædagogik’ og ’Om børneopdragelse’ sigter mod at fremelske en ”lille adelsmand”, som end ikke går i skole, men har sin egen privatlærer, der skal gå tre skridt bag eleven, iagttage hans naturlige gangart og lægge tempoet derefter.
Med tiden skal den lille individualist så vokse til og blive en adelsmand, der fuldstændig tør stole på sine egen dømmekraft og ”hellere vil have et hoved, der er godt skruet på end godt proppet”. Tænk selv!
Montaignes oprør mod pensum og udenadslære har meget for sig den dag i dag, og hans oprør er ligesom hos Erasmus, Rabelais og andre af renæssancens store figurer en del af individualismens program: at være eller ikke være – sig selv. En éner. Et individ.
Folkeligt skal alt nu være
På den 500-årige bue fra renæssancen til i dag gør jeg nu kortvarigt ophold cirka midtvejs, nemlig ved oplysningstiden og den franske revolutions erklæring om, at alle mennesker er født lige og frie i henseende til rettigheder. Her omkring 1789 mødes individualismen og den ultimative stræben efter forskellighed med det fremvoksende borgerskabs ønske om lige rettigheder, som kan blive til et ønske om lighed tout court.
Enhver forskellighed kan opfattes som en uretfærdighed, kvantitet og penge bliver målbare enheder for alt andet, mens kvalitet og kulturværdier nivelleres til laveste fællesnævner.
Den franske adelsmand Alexis de Tocqueville beskriver i sit værk ’Om demokratiet i Amerika’, der udkom i fire bind 1835-40, hvordan forskellighed og lighed slår mod hinanden. Tocqueville forudser, at borgerskabets passion for lighed med tiden kan blive så voldsom, at den gør demokratiet til et dysfunktionelt samfund. Et samfund, hvor misundelsen råder, og beslutninger træffes på ukvalificeret grundlag, fordi ligheds-passionen gør ethvert synspunkt lige gyldigt.
I Danmark er højskolen født ind i dette dilemma, det uløselige paradoks bestående af demokratiet, folkets suverænitet, og det nødvendige behov for at beskytte selv samme demokrati og folk imod sig selv, så ikke enhver konformitet, massepsykose eller bare modvilje mod at anerkende det kvalificerede (og måske komplicerede) bliver afgørende for samfundets udvikling.
Det skal også være muligt at blive klogere og at sige undskyld, hvis man har trådt ved siden af. Skolens kultur er ikke, ej heller når det gælder disse svære emner, en renheds- eller nulfejlskultur.
Bjørn Bredal
Dette er ikke en bog om Grundtvig eller om højskolebevægelsens historie, kun i al korthed: Grundtvig skrev, samtidig med at Tocqueville rejste rundt i Amerika, at almuen hverken kunne repræsentere eller regere sig selv, ”om man så end fyldte hele statsrådet med dem, thi for at kunne det, måtte de først ved en højere dannelse være åndeligt trådt ud af deres sfære og var da ikke længere almue”.
Men som årene gik og ved nærmere eftertanke, udviklede Grundtvig sine idéer om, hvordan almuen kunne løftes, dannes og gøres til et folk, der kunne styre sig selv og deltage i demokratiet. Det skulle ske ved folkeoplysning, og de danske folkehøjskoler blev centrale for arbejdet med denne dannelse.
Som skrevet står i Højskolesangbogens nr. 83, fra 1848: ”Folkeligt skal alt nu være / trindt om land fra top til tå, / noget nyt der er i gære, / det selv tosser kan forstå”.
At være i verden
Det vil nok til hver en tid være et vilkår, at lighed og forskellighed skal vejes op mod hinanden, så sandt som retten til forskellighed er en fundamental lighed eller ligeret. Monty Python, de britiske komikere, har en scene i filmen ‘Life of Brian’, hvor Jesus-figuren højlydt prædiker for sine proselytter, at de hver især skal ”tænke selv” som enkeltstående individer.
Folkemængden råber entusiastisk tilbage: “Ja, vi er alle individer”, Brian råber: ”I er alle forskellige”, folkemængden råber ”Ja, vi er alle forskellige” ... men så er der en enkelt i flokken, der råber: ”Ikke mig!” Alle tysser på ham: “Shhh!”
Hører jeg til, eller hører jeg ikke til? Proust sætter fokus på et aspekt af den menneskelige væren og trivsel, et aspekt, som kun er blevet tydeligere og mere afgørende i de hundrede år, som er gået, siden På sporet efter den tabte tid udkom.
Hannah Arendt læser Proust og beskriver, hvordan hele det store romanværk bliver et forsvar for at have lov til at være i verden som jøde og homoseksuel. Og dermed i videre forstand et forsvar for overhovedet at have lov til at være i verden som menneske. Arendt taler om fortællerens apologia pro vita sua – hans forsvar for sit eget liv.
Unges kamp
Jeg oplever ofte, at de unge kæmper denne kamp for overhovedet at have lov at være i verden. Mange føler, at de skal begrunde deres eksistens med tilhørsforhold til en bestemt minoritet, og man fristes til at være så imødekommende over for denne følelse, at man skubber den unge ind i en rolle som repræsentant for et bestemt køn, en hudfarve, en religion, et handicap, et sprog, en nationalitet, mulighederne er mange.
Men er det respekt for mennesker at se på dem som repræsentanter for en minoritet og ikke først og fremmest bare – som mennesker?
Det er muligvis naivt, og man skal nok springe nogle intellektuelle såvel som intersektionelle mellemregninger over, men: Måske kan det lade sig gøre at være dobbelt respektfuld. Det må være et forsøg værd at prøve at forstå den enkelte både som del af et mindretal (hvis det er sådan, vedkommende gerne vil forstås) og som ”menneske først” (med Grundtvigs berømte udtryk).
LÆS OGSÅ: Taleskriver og tidligere højskoleelev: ”Som højskolebevægelse skal vi huske på, at eleverne gerne må blive en lille smule krænket. Det er sundt at blive lidt stødt”
Det er en balancegang, og det kan være en praksis og en pragmatik, som ikke altid er helt skarpsindig eller intellektuelt tilfredsstillende. Men hverdagen kan godt have sine bud på, hvordan man kan leve sammen uden at tvinge nogen til som Marcel Proust at være en omvandrende forsvarstale for sit eget liv.
Andre pronominer end ’hun’ og ’han’
Ønsket om angivelse af personlige pronominer kender vi godt, i USA er det helt almindeligt, men europæere studser over amerikanske pas, der angiver religiøst tilhørsforhold. Europæere ser som regel hellere deres byer præget af etnisk mangfoldighed i alle kvarterer end opdelt i parallelle verdener, Chinatown, Little Italy, Harlem.
Det er ofte meget langt fra at lykkes, europæiske byer ghettoiseres både etnisk og socialt, men idéerne er nok alligevel forskellige i Europa og USA: Europa vil gerne integrere alle etniciteter, religioner etc. (det er dog mildest talt ikke altid, det lykkes), mens USA ser samfundet som sammensat af parallelle communities. Egentlig er det Europa, snarere end USA, der forsøger at være en ’smeltedigel’.
Og hvad køn angår: Selv om der også hertillands er institutioner, som beder om angivelse af køn og pronominer, så vil der i vores store flok af elever være en del, som slet ikke har hørt om det. Disse elever kunne godt komme på glatis, hvis de første dag skulle rejse sig op og sige ”Henriette, Holbæk, øh, pronomen?”
Den første præsentationsrunde i salen, hvor vi alle sammen er så generte, at vi leder efter et musehul at gemme os i, kunne blive endnu mere akavet og risikere på en meget velmenende måde at blive udpegende og ekskluderende, navnlig for akkurat de elever, som gerne vil have, at der bliver brugt andre pronominer end ’hun’ og ’han’ om dem.
Måske kan der være en gevinst at hente i at sænke skuldrene og huske latteren som en måde at komme hinanden i møde.
Bjørn Bredal
Men de unges optagethed af køn er ikke en aggression. På skolen har vi ved semesterstart vendt de talrige vinkler på fænomenet, vi har forsøgt både at være forholdsvis intellektuelle og dagligdags praktiske. Vi tillader os endda at grine lidt ad os selv, når én af os kludrer med pronominerne. Nogle af os kan med vores bedste vilje ikke finde fuldstændig ud af det, i hvert fald ikke hver gang.
Måske kan der være en gevinst at hente i at sænke skuldrene og huske latteren som en måde at komme hinanden i møde.
Vi er foreløbig endt på en løsning, hvor vi sørger for navneskilte med god plads, så man ud over sit navn kan skrive, hvad man vil, eller helt lade være med at skrive noget. Et forsøg på at favne den store flok i alle dens mange forskelligheder uden at tvinge nogen til at være forskellige på måder, som de ikke ønsker eller ikke har noget forhold til. Et forsøg på at skabe et trygt rum, en lille verden, et hus, hvor alle synger med, alle føler sig velkomne, og alle er klar over, at de allerede er bestået.
To opfattelser af det trygge rum
Man kan være, man kan ikke være, men alle skal føle, at de hører til: Det er bestræbelsen, som jo ikke altid lykkes. Vi kan have svære morgensamlinger og fællestimer, og somme tider står to opfattelser af ’det trygge rum’ over for hinanden: Er det et rum, hvor man ikke risikerer at blive konfronteret med noget, man bliver anfægtet eller såret af?
Eller er det et rum, der er trygt nok, til, at man kan høre mere, end man plejer at kunne høre, uden at blive såret og anfægtet til det yderste?
Virkeligheden på højskolen er, at der skal medieres mellem disse to måder at være sammen, og at en meget principiel og kompromisløs tilgang kan få hele problematikken til at fylde for meget. Alle i salen kan være noget i én situation, men være noget andet i en anden situation, og så gælder det om ikke hele tiden at skabe situationer, hvor der kun er én mulighed.
LÆS OGSÅ Henrik Marstal: ”Ingen kan længere gemme sig på højskole – ingen er neutrale”
N-ordet kan tjene til eksempel: En del af de unge vil under ingen omstændigheder høre det, ej heller i en 200 år gammel tekst, i et stykke fiktion eller i en forestilling, der skal udstille og angribe dem, der bruger N-ordet eller er racister. De vil bare ikke høre ordet, punktum!
Det kan der jo siges temmelig meget til, sådan rent principielt – også mere end det lidt trættende ”jeg har altid sagt N-ordet, og jeg vil ikke kaldes racist”. Men uden at være overdrevent konfliktsky kan man måske også prøve at finde andre måder at forsvare ytringsfriheden end ved at tirre, provokere eller såre bestemte elever.
At være i rum sammen
Fri debat er en grundværdi på enhver højskole, men hadsk tale behøver man ikke at blive udsat for, uanset hvilken ramme den måtte være sat ind i, historisk, fiktiv, eksperimenterende. Og ’fri debat’ er jo ikke det samme, uanset om debatten gælder kongehuset, hastighedsgrænser på motorvejene – eller en racisme, som rammer mennesker dybt og personligt.
Der er mange værdier at forsvare omkring dette smertepunkt, hvor der kan være vrede og gråd, men også umådelig meget demokratisk læring i en ny tid.
Vi har somme tider søgt hjælp udefra til at give os sprog til samtalen og diskussionerne, så vi ikke drukner i den amerikanske terminologi og diskurs, der er blevet importeret til den danske debat. Det skal være muligt at tale om tingene uden frygt for at bruge forkerte udtryk, eller udtryk, der ikke er avancerede nok.
Men det skal også være muligt at blive klogere og at sige undskyld, hvis man har trådt ved siden af. Skolens kultur er ikke, ej heller når det gælder disse svære emner, en renheds- eller nulfejlskultur.
Den vigtigste værdi, der skal værnes om, er at være i rum sammen. Helt fysisk. Alle kan vise med nærvær og tilstedeværelse – med kroppen og ikke med talen – at vi vil fællesskabet, og at vi vil det i den svære, umulige bevægelse: lighed og forskellighed på én gang.
Alle hører til.