Af Mads Thorup Thomsen og Tilde Døssing (foto)
Da Løgumkloster Højskoles elevhold i 2004 ankom til Den Forbudte By i hjertet af Beijing, stillede alle de lokale kinesere sig op for at kigge på Anna le Dous elektriske kørestol. Sådan en havde de aldrig set før, så nogle tog billeder, og en ung mand spurgte, hvad kørestolen kostede.
Den Forbudte By i Kinas hovedstad er fyldt med trapper, og man skal hele tiden op og ned ad trin. En reel udfordring for en kørestolsbruger. Men som den største selvfølge løftede de andre 50 højskoleelever på skift kørestolen og bar Anna le Dous rundt i paladset.
Fra den liggende stilling, hun blev båret i, så hun mest den blå himmel og Den Forbudte Bys karakteristiske tage, men når hendes mange højskolehjælpere skulle overdrage tjansen til de næste, og hun blev sat ned på alle fire hjul, så hun det palads, de andre gik og talte om.
”De gjorde det på en måde, hvor jeg ikke følte mig til besvær overhovedet. Det var helt naturligt”, siger hun.
For Anna le Dous var det vigtigste ikke, om hun fik set hele det kinesiske palads, husker hun – men at kørestolen ikke stoppede hende fra at være en del af højskolefællesskabet og være med til alt det, de øvrige eleverne oplevede på rejsen.
Hendes studietur med Løgumkloster Højskole som ung var en skelsættende begivenhed for Anna le Dous. Det blev hendes første store rejse og begyndelsen på et rigt rejseliv. Turen var beviset på, at man kan komme langt med lidt hjælp fra andre foruden en sund portion stædighed.
Jorden rundt i kørestol
45-årige Anna le Dous er født med muskelsvind, hvilket har betydet, at hun har siddet i kørestol hele sit liv. Hun har altid to hjælpere med sig, og når man som hende drager rundt i verden, er det ikke alt, der er lige nemt. Alligevel har Anna le Dous gjort rejser til en stor del af tilværelsen.
I skrivende stund har hun besøgt 59 lande og 10 selvstyrende territorier, eksempelvis Hong Kong og Grønland. Anna le Dous svarer prompte uden at skulle lede efter tallet.
”Det holder jeg skam nøje styr på,” siger hun, for som medlem af De Berejstes Klub skal man leve op til nogle rejsekriterier, og de forudsætter blandt andet, at man rejser til minimum to nye lande over en toårig periode.
LÆS OGSÅ: Det eftertragtede globale udsyn er ikke kun en flyrejse væk
Tidligere i år debuterede Anna le Dous med bogen Hjulspor – jorden rundt i kørestol , som handler om alle hendes rejser – og om ”at rejse med et fysisk handicap og nyde livet med den udsigt, man har”, som der står på bagsiden. Bogen er blevet til under corona-nedlukningerne, hvor hun ikke kunne rejse.
Højskolebladet møder den debuterende forfatter hjemme i hendes lejlighed i Charlottenlund nord for København. Stuen er fyldt med souvenirs fra forskellige kontinenter, i reolerne står en kinesisk vase, en babushkadukke, en grøn maske fra Mexico og mange andre hjembragte genstande. To af væggene er dækket af farverige fotos fra Anne le Dous mange rejser – et fotoprojekt, der også opstod under corona, hvor hun måtte blive hjemme, fordi hun var særligt udsat for virussen.
”Jeg kan godt lide at købe ting med hjem,” fortæller hun.
“Man kan jo diskutere, om det er i overkanten at have 59 rejsefotos hængende i stuen, men idéen er, at der er et billede fra hvert land, jeg har rejst i.”
Inkluderende rejseleder
Da Anna le Dous ville på højskole som ung, faldt valget på Løgumkloster Højskole, fordi hun gerne ville med på den studietur til Kina, skolen havde annonceret, men også fordi det på det tidspunkt var en af få højskoler i Danmark, der var tilgængelig for kørestolsbrugere.
“Dengang var der ikke ret mange højskoler, jeg kunne vælge imellem, fordi langt de fleste skoler havde trapper, hvor jeg ikke kunne komme rundt. Mine muligheder var meget begrænsede,” siger hun.
Anna le Dous havde nogle år forinden gået på Silkeborg Højskole, og både hun og en af de hjælpere, der var med hende i Silkeborg, ville gerne på højskole igen. Så de tilmeldte sig forårskurset på Løgumkloster Højskole i 2004.
Man kan jo diskutere, om det er i overkanten at have 59 rejsefotos hængende i stuen, men idéen er, at der er et billede fra hvert land, jeg har rejst i
Anna le Dous
Egentlig var Anna i tvivl om, hvorvidt hun overhovedet ville få lov til at komme med på studieturen – eller om højskolen vurderede, at det ville være for besværligt.
“Selvfølgelig kunne jeg bare være blevet hjemme, men det var vigtigt for mig at være med sammen med resten af højskolen. Det måtte i hvert fald ikke være mit handicap, der begrænsede mig i at deltage. Når man går på højskole, befinder man sig i en form for boble, og det var vigtigt for mig ikke at gå glip af noget,” fortæller hun.
For højskolens ledelse var det heldigvis en prioritet at kunne inkludere Anna le Dous i alt det, de øvrige elever skulle, så selvfølgelig skulle hun med på den 10 dage lange studietur til verdens folkerigeste land.
Den kinesiske rejseleder, som højskolen havde hyret til turen, var også meget inkluderende, så i løbet af rejsen oplevede hun at blive båret op på den kinesiske mur, løftet rundt i Den Forbudte By og besøge silkemarkeder og buddhistiske templer samt køre med cykelrickshaw.
Hjulspor i Pompeji
Højskoleturen stod i slående kontrast til en tidligere studietur, hun havde været på, da hun var med sit gymnasium i Rom.
”Dér mødte jeg den modsatte tilgang. Gymnasielærerne ville egentlig ikke have mig med, og de forsøgte at tale mine forældre fra det. Det var for besværligt, mente de. Mine forældre skrev i et brev til klasselæren, at jeg selvfølgelig skulle med, og det kom jeg,” fortæller Anna le Dous.
Heldigvis var der nogle drenge fra hendes gymnasieklasse, der bar hende gennem ruinbyen Pompeji, så hun også kunne se den, men gymnasielærerne var ikke særligt inkluderende, husker hun. For eksempel var de ikke opmærksomme på, at det tager længere tid at bære en kørestol op ad trapper.
LÆS OGSÅ Nyt podcastafsnit: Den rejsende højskole lever
”Sådan en lille ting som lige at vente med at tale eller dele informationer ud, til jeg er der, betyder rigtig meget. På Rom-turen var lærerne nærmest færdige med at fortælle om det, vi oplevede, når jeg ankom,” siger Anna le Dous og fortsætter:
”Måske ligger der i fællesskabstanken i højskoleånden også en større bevidsthed om at få alle med, end der gør hos gymnasielærerne. Selvom det jo burde være sådan begge steder.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
På Kina-turen med Løgumkloster Højskole var Anna med til alt det, de øvrige elever oplevede, og selvom det var krævende at være af sted, fordi hendes hverdagsrutiner, som fx at tage tøj på, går langsommere end gennemsnitligt, var højskolen god til at tage hensyn til hende.
”Den tur gav mig et mod og en styrke, som jeg tog med videre, for hvis det kunne lykkes mig at komme op på den kinesiske mur, var der ikke meget, der ikke kunne lade sig gøre,” siger hun.
Den anden side af verden
Da Anna le Dous kom hjem fra Kina, fortsatte hun sit studie i tysk på Copenhagen Business School. Men hun ville gerne ud i verden igen. Derfor søgte hun et halvt års udvekslingsophold i Hamborg, hvilket blev hendes næste store rejse.
Da hun kom tilbage til København og færdiggjorde sin bachelor, tog hendes rejseliv for alvor fart.
I den periode havde Anna le Dous en hjælper, som også var glad for at rejse, og det blev et perfekt samarbejde. Kort efter rejste de til Singapore og besøgte en af Anna le Dous veninder, der også har muskelsvind, og i de efterfølgende år brugte de meget tid på at besøge mange af de lande, som Anna le Dous skriver om i sin bog.
Med tiden er der også gået sport i den. Når man først har rejst rigtig meget, vil man gerne se endnu mere
Anna le Dous
Rejselysten kom ud af en nysgerrighed, fortæller hun.
”For mig handler det om at undersøge, hvad der foregår i den anden ende af verden. Med tiden er der så også gået sport i den. Når man først har rejst rigtig meget, vil man gerne se endnu mere,” siger hun.
I 2010 blev Anna le Dous optaget i De Berejstes Klub, efter hun på en tur til Brasilien havde krydset ækvator og dermed levede op til det sidste krav for at blive medlem. Hun beskriver klubben som en meget social forening, hvor man – når man mødes – ikke spørger ”hvordan har du det?”, men ”hvor har du rejst siden sidst?”
Tilgængelighed eller hjælpsomhed
Anna le Dous’ funktionsnedsættelse besværliggør visse dele af dét at rejse, såsom at komme op ad trin, benytte almindelige toiletter, gå ind ad døre og køre i taxa. Men ofte kan udfordringerne løses lettere, end man tror, forklarer hun.
Da hun for eksempel var i Malaysia, skulle hun med taxa for at nå et tog, men der var ikke plads til at få kørestolen ind ad bildøren. Den malaysiske taxachauffør konstaterede, at hun ikke kunne komme ind, men hentede noget værktøj. Og så skruede han hele bildøren af. Med lidt vilje og ved at lægge kørestolen ned på siden fik de den til sidst bakset ind i bilen.
”Den tilgang kan jeg virkelig godt lide,” siger Anna le Dous. ”I stedet for hurtigt bare at afvise mig er det fedt, at taxachaufføren giver det et forsøg og viser noget engagement og vilje til en uforudset situation, selvom det var drønbesværligt. En taxachauffør i Danmark var nok kørt videre og havde sagt ’du må finde ud af noget andet’.”
LÆS OGSÅ Lærer: Et højskoleophold kan forandre alle – også dem med skjult bagage
Generelt oplever Anna le Dous meget forskellige niveauer af kørestolsgængelighed. Men hendes rejseerfaringer viser, at tilgængelighed i praksis kan komme an på mange ting.
”Tilgængelighed er, når der f.eks. er en elevator med plads til en kørestol – altså når der er gode infrastrukturelle forhold. Men der er også mange lande, der ikke har infrastrukturen, hvor jeg får noget andet, fordi der er en enorm hjælpsomhed,” siger hun.
”På Fiji er der ikke super mange ramper, men de der,” siger hun og peger på et foto på væggen af hende og fire kvinder på Fijiøerne.
”De kom og spurgte, om ikke de skulle hjælpe mig. Og den opmærksomhed kan også noget.”
Med lidt hjælpsomhed kan man også lave mere simple, improviserede løsninger såsom at bære stolen op ad trin eller finde noget at bruge som rampe, forklarer hun.
”I den vestlige verden er der ofte gode infrastrukturelle forhold til kørestole, men der er også mange forhindringer, for hvis en elevator er i stykker, og jeg ikke kan komme ned, er det bare sådan. Hvor man i andre dele af verden ville sige ’hey, vi finder ud af det – jeg henter lige nogle, der kan bære.’ I vores del af verden holder man sig til de tekniske ting, og hvis de ikke virker, er der en masse regler, som man ikke må træde uden for. Her savner jeg nogle gange den lidt mere løsningsorienterede tilgang,” siger Anna le Dous.
Hun fremhæver lande som USA og Cuba som steder, hvor hjælpsomheden fra fremmede har været i top, men hun tilføjer, at hun har oplevet at blive hjulpet godt på vej af fremmede de fleste steder i verden.
Venner ude i verden
Da Anna le Dous gik på Løgumkloster Højskole, var der elever fra mange forskellige lande. Morgensamlingerne var på engelsk, og hun fik blandt andet en veninde fra Palæstina. De holdt kontakten, og i 2019 – 15 år efter deres højskoleophold – rejste Anna le Dous til Palæstina og besøgte veninden. Mange af Annas ture er startet sådan, hvor hun har kendt nogle ude i verden.
Det var også sådan, hendes jordomrejse i 2012 blev til. Gennem Muskelsvindfondens frivillige Muskeltérkorps mødte Anna le Dous på et tidspunkt en pædagogstuderende, som hun begyndte at snakke med. Den studerende skulle til New Zealand, og da de spiste brunch sammen i København en dag, sagde Anna le Dous: ”Nu giver jeg brunch i dag, og så giver du i New Zealand.”
Den studerende grinede lidt og sagde: ”Lad os nu se, om du kommer.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Hun troede ikke rigtig på, at det kunne lade sig gøre. Men det er måske det, jeg er god til – ikke bare at sige det, men faktisk gøre det. Og nu havde jeg jo en brunch til gode,” siger Anna le Dous.
Det tog noget tid, før hun kom af sted, men brunchen blev en anledning til at arrangere en hel jordomrejse, der førte hende til Chicago, Los Angeles, Fijiøerne, Shanghai, Hong Kong, Australien og ja, New Zealand, hvor endnu en brunch-aftale fandt sted.
Take-off til Balkan
Med sin bog håber Anna le Dous at kunne inspirere andre til at rejse ud i verden i kørestol.
”Jeg vil gerne give folk modet til at gøre det, de drømmer om. Det behøver ikke være at rejse – det kan være alle mulige ting, man går efter og ikke bare giver op på. Vi har alle sammen forskellige forhindringer. Nogle synes ikke, de har tid eller ikke råd til at tage ud at rejse for eksempel. Jeg er i en situation, hvor jeg har nogle andre forhindringer, som gør, at nogle tænker, at det er umuligt for mig. Men mine rejser viser gang på gang, at det godt kan lade sig gøre.”
Hun mener, at turene over hele verden har givet hende en vis stædighed i tilværelsen.
Jeg har altid set noget, der gør, at jeg er forandret. Nogle gange kun lidt forandret, men jeg flytter mig hver gang.
Anna le Dous
”Jeg har været i mange situationer, hvor jeg måtte stå fast på, at det skulle kunne lade sig gøre.”
Man er aldrig den samme, når man kommer hjem fra en rejse, understreger hun.
”Jeg har altid set noget, der gør, at jeg er forandret. Nogle gange kun lidt forandret, men jeg flytter mig hver gang. Jeg bliver hele tiden mere dannet og har et lidt andet ståsted som menneske. Jeg har gået en hel masse viden om verden gennem mine rejser – ting, jeg ikke har lært på et universitet,” siger Anna le Dous.
To dage efter interviewet flyver hun til Kroatien, hvor hun skal rundt på Balkan – til Bosnien-Hercegovina, Albanien, Montenegro og Nordmakedonien.
Hun rejser, fordi hun som bekendt skal besøge mindst to nye lande hvert andet år for at leve op til reglerne i De Berejstes Klub. Men hun rejser mest af alt, fordi hun ikke kan lade være.