Af Vanessa Pröschold, lærer på Grundtvigs Højskole
I den seneste udgave af Højskolebladet fortæller Haidar Ansari om sin rejse fra kriminel til digter – og om hvordan han var den eneste brune og den eneste fra underklassen på Krogerup Højskole.
Ifølge ham var de andre venstreorienterede, privilegerede københavnere. Han faldt aldrig til og gled ud af fællesskabet. Dog ser han højskolen som en smuk og oplysende institution, hvor man lærer at tænke demokratisk og indgå i et fællesskab. Han ville ønske, det var tilgængeligt for flere – også svineavlernes børn og unge fra ghettoen.
Haidar Ansari kritiserer højskolerne – og særligt Krogerup, Testrup og min egen, Grundtvigs Højskole – for at være “netværksklubber”.
Ansari mener ikke, at højskolerne behøver at rekruttere unge fra Frederiksberg, for “de kan ikke blive mere dannede!” Anklager som disse hører vi ofte fra debattører og politikere. Men kritikken rammer skævt, og det er der flere grunde til.
Mange af vores elever kommer med en tung bagage, man ikke kan se, når de går spændte ind ad hovedindgangen med blå Ikea-net, potteplanter og rullekufferter.
LÆS OGSÅ: ”Jeg siger til eleverne, at man skal huske at markere sig her i livet”
Jeg er selv vokset op i et hjem, hvor min far drak alt for meget, og min mor havde store psykiske problemer. Men man kunne ikke se det på vores murstensvilla, Volvo’en i carporten, eller når vi cyklede sammen rundt om Brabrandsøen.
Mit eget højskoleophold ændrede alt for mig, for her kunne jeg få en frisk start og møde unge med vidt forskellige baggrunde og interesser. Jeg er klar over, at mit udgangspunkt udefra set har været mere privilegeret end Ansaris, men man kan ikke altid se, hvilken bagage folk tager med sig på højskole.
På samme måde viser elevernes historier sig, når de er blevet trygge i fællesskabet. Nogle har mistet en forælder. Nogle har været i misbrug. Nogle har ikke kunnet gennemføre en uddannelse. Nogle har ikke været udenfor en dør i flere år.
Nogle har været lammet af angst, depressioner og usynlige diagnoser. Nogle har været udsat for overgreb. Alt det kan du ikke se på forældrenes uddannelsesniveau eller adresse.
Vi har også mange elever, som ikke har oplevet nogle af de her ting. Det er en kæmpe gave at have en lettere bagage. Det giver mere overskud til at være den, der tager ansvar for at lave en temaweekend eller en filmklub – eller hjælpe en ven, som har svært ved at komme ud af værelset.
Højskoler bør være for alle. For folket. Og folket bor altså både på Frederiksberg og i Fjerritslev.
Vanessa Pröschold
Eleverne med tungest bagage får ofte hjælp til at pakke ud, så tingene bliver placeret på de rigtige hylder. Enkelte af dem trækker sig fra fællesskabet, ligesom Haidar Ansari gjorde.
Det er ikke altid muligt at få dem løftet tilbage i fællesskabet. Men når det lykkes, er det noget af det mest meningsfulde, man kan opleve som højskolelærer.
Derudover køber jeg ikke præmissen om, at højskolen er en “netværksklub”. Tværtimod er højskolen et åbent fællesskab, hvor eleverne lærer nyt, øver sig i at fejle og bliver udfordret i at danne relationer og tage ansvar.
Højskolerne har vidt forskellige værdigrundlag, og det afspejler sig også i, hvem der vælger den enkelte højskole. Men højskolerne har – udover et fælles mål om folkeoplysning, livsoplysning og demokratisk dannelse – det til fælles, at vi forsøger at vække elevernes nysgerrighed, sanser og lyst, og at vi danner dem til at tænke selv. Den form for dannelse finder man ikke i andre dele af det danske uddannelsessystem.
Højskoler bør være for alle. For folket. Og folket bor altså både på Frederiksberg og i Fjerritslev.
Ligesom Haidar Ansari drømmer jeg om, at højskolerne får endnu bedre fat i hele Danmarks ungdom. Og at vi kan rumme dem, der stemmer Enhedslisten såvel som Liberal Alliance og Danmarksdemokraterne. Det kræver, at vi er opmærksomme på vores egne blinde vinkler.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg oplevede racisme blandt eleverne, men greb ikke ind – hvad gør jeg nu?
Vi gør allerede meget som skoler. Både min egen højskole og mange andre har deltaget i projekter om etniske minoriteter på højskole og mangfoldighedspuljen.
Men gang på gang har det vist sig, at det er svært at nå udsatte unge, og det bliver endnu sværere, når eksempelvis finansieringen af en friplads udløber. Ansari har dog ret i, at vi altid kan gøre mere.
Derfor må vi kæmpe videre for, at højskolerne kan nå ud til flere. Det kræver en indsats fra både lærere, forstandere, foreningen og tidligere elever.
Vi ved, at et højskoleophold kan gøre det mere sandsynligt, at man klarer den uddannelse eller det arbejdsliv, der venter. Vi ved, at et højskoleophold giver fællesskab og demokratisk dannelse. Og vi ved, at et højskoleophold kan ændre folks liv.
Det gjorde det for mig.