Af Mikkel Poulsen, journalist
Når en håndværker før i tiden var blevet udlært svend, ville han ofte “tage på valsen”. Der var ikke tale om en svingom som fejring, men om en rejse ud i verden for at arbejde og ikke mindst for at socialisere og uddanne sig, inden han vendte hjem og slog sig ned og stiftede familie.
Turen på de europæiske landeveje varede gerne tre år og én dag, og således havde håndværkerlaugene i perioden fra år 1500 og frem til Første Verdenskrigs udbrud institutionaliserede dannelsesrejser.
I dag er traditionen stort set død, men idéen om, at et møde med verdens fremmedhed styrker ens forhold til sig selv og giver mulighed for at se på ens egen kultur med kritiske briller, lever i bedste velgående på højskolerne.
På Kalø Højskole har man siden 2021 kunnet vælge hovedfaget Dannelsesrejsen. Her underviser Michael Kruse Nielsen sammen med Helene Aggerbeck Biering i blandt andet præstationssamfund, kønsnormativitet, klimaangst og globalisme.
LÆS OGSÅ: Rejsefeberen er over os
Underviserne vil gerne “genaktivere” dannelsesbegrebet som et modstandsbegreb over for den almindelige uddannelsestænkning, som ifølge Michael Kruse Nielsen har dybde, men savner bredde.
“Det, vi lidt ubevidst kommer til at lægge ned over tingene, fordi vi er en del af en socialitet og en kultur, skal på en eller anden måde udfordres,” siger han om fagets sigte.
“Vi har ekkokamre – eller vi er låst i nogle kulturelle subsystemer. At udfordre dét er et nøgleelement i dannelsen. Man kan ikke tænke dannelse uden at komme i clinch med ubevidste kulturelle perspektiver: Den måde, vi lidt for naturligt mener, at ting skal gribes an på,” uddyber han.
Udfordringen kan komme mange steder fra, og rejsen kan derfor både gå ind i en bog, til den anden ende af Danmark, til forelæsning på Aarhus Universitet eller til en af Europas storbyer.
Faget Dannelsesrejsen indeholder netop en kortere “kulturtur”, der senest er gået til Berlin. Det er vigtigt for Michael Kruse Nielsen, at man på sin dannelsesrejse bevæger sig, så man kan møde mennesker, der repræsenterer noget fremmed.
“Men vi er ikke en højskole, der tænker i, at det nødvendigvis er udenlandsrejsen, som er idealet for dannelsen. Der er sådan set fremmedhed andre steder, end hvis man krydser en landegrænse. Det er den måde, hvorpå vi har videreudviklet det dannelsesrejsebegreb, som eksisterede i 1800-tallet,” forklarer han med henvisning til den periode, de fleste nok forbinder med dannelsesrejsens fødsel – i litteraturen.
Dannelsesromanens rejsende
På DPU ved Aarhus Universitet forsker Merete Wiberg blandt andet i dannelse. Hun forbinder dannelsesrejsen med Johann Wolfgang von Goethes roman Wilhelm Meisters læreår, Charles Dickens’ Store forventninger og det kendte H.C. Andersen-slogan “at rejse er at leve” fra hans Mit livs eventyr.
Dannelsesrejsen er for hende mest et 1800-talsfænomen – men ikke et, hun forbinder med højskolen i konkret forstand. Tanken om at bevæge sig fra ét stadie ud i noget fremmed og vende forandret hjem er dog et billede, der går igen i både 1800-tallets dannelsesromaner og i højskolernes pædagogik.
“Selve ordet ’dannelsesrejse’ forbinder jeg ikke som sådan med højskolen, men på den anden side er der sikkert mangt en forstander, der i sin velkomsttale vil tale om dét at være på højskole som en dannelsesrejse. Det vil sikkert på en højskole i høj grad forbindes med den udvikling, det enkelte menneske vil gennemgå for blandt andet at forstå sin delagtighed i den danske kultur og det globale,” siger Merete Wiberg.
LÆS OGSÅ Nyt podcastafsnit: Den rejsende højskole lever
Dermed slår hun fast, at udsyn mod verden står centralt i dannelsestænkningen. Men det mere overordnede spørgsmål, der optager hendes tænkning, er, hvad der tæller som verden over for mennesket. Kan verden findes i baghaven? På det spørgsmål griber hun til en anden dannelsestænker fra det 19. århundrede:
“Tager man fat i Wilhelm von Humboldts dannelsestænkning, møder man en dannelsesfigur, som siger, at dannelse foregår i en interaktion mellem modtagelighed og selvvirksomhed i mødet med noget andet.”
Det andet, forklarer Merete Wiberg, skal slet og ret forstås som verden. Den nye, fremmede verden, som sætter tankerne i gang, og som man kan spille bold op ad med sin egen kultur og forståelse af tingenes sammenhæng. Hun fortsætter:
“Hvis der skal ske noget med dig selv, skal du hele tiden være i en dynamisk bevægelse, hvor du er åben over for det, du møder, men samtidig skal du kunne spille tilbage i en reflekterende, kritisk tilgang, som afspejler den frihed, der også er en del af begrebet. Det handler ikke kun om at assimilere sig til en kultur.”
Højskolen skal også følge med. Efter min mening skal man stærkt overveje, hvordan man rejser
Dannelsesforsker Merete Wiberg
I den dannelsestænkning behøver man ikke bevæge sig særligt langt væk, mener Merete Wiberg. For hende er der eksempelvis en verden til forskel på en indfødt københavners perspektiver og en landmand fra Hernings.
Derfor er hun også kritisk over for, om højskoler skal arrangere rejser ud i verden, når de koster mere på CO2-regnskabet.
“Hvis det bare er en rejse på en uge med fly, er det måske ikke i den ånd, som det burde være. Man kan jo ikke nå at komme ind i en kultur på så kort tid. Højskolen skal også følge med. Efter min mening skal man stærkt overveje, hvordan man rejser,” siger hun og påpeger, at det særligt er i Grundtvigs ånd at lære om det sted, man kommer fra.
Flyet er afgået
På Roskilde Festival Højskole har man taget en principiel beslutning til fordel for klimaet, når højskolen skal sørge for elevernes udsyn og dannelse.
Forstander Hans Christian Nielsen forklarer, at det er fuldstændig udelukket at rejse med fly. Det er vigtigt for ham, at eleverne får oplevelsen af, at man kan klare sig uden. Og at det i sig selv er dannende.
“Det handler grundlæggende om dannelse, når vi tager ud og rejser. Derfor har vi truffet det valg, at man skal opleve, at man fint kan komme rundt i verden uden at flyve. Man kan jo i princippet både komme til Beijing og Johannesburg med tog, så der er ingen grund til at flyve. Det er et spørgsmål om, hvor meget tid man vil bruge på det,” siger han.
LÆS OGSÅ Lærer: Et højskoleophold kan forandre alle – også dem med skjult bagage
Når et nyt langt ophold begynder på Roskilde Festival Højskole, holder Hans Christian Nielsen gerne en velkomsttale, hvor han beskriver højskoleopholdet som et eventyr, hvor der opstår forskellige udfordringer undervejs.
“Sådan er det at være på højskole. Hvis det skal være det eventyr, eleverne drømmer om, skal det være rigtig svært undervejs,” siger han.
Det er kendetegnende for højskolens tilgang til dannelsesrejser, at man skal opleve noget fremmed som det, Merete Wiberg og Michael Kruse Nielsen fortæller om. Og det skal helst ikke være bekvemt. Faktisk må det gerne ryste eleverne, fortæller forstanderen.
I Roskilde har de også et mål om, at turene skal have et stærkt element af demokratisk dannelse. Derfor besøger de i år det forholdsvis unge demokrati Serbien.
“Fremmedheden opstår i mødet med de mennesker, vi for eksempel skal tale med i Serbien. På vores skole går vi meget op i kunstens og kulturens betydning for vores demokrati og fællesskab, så vi skal møde forskellige udøvende kunstnere og folk fra kulturlivet og høre om, hvilken betydning kulturen har for Serbien. Vi er ikke så optaget af at se de store paladser og andre seværdigheder som andre turister. Vi vil hellere ud på små undergrunds-spillesteder og møde unge mennesker, der skaber kultur, og høre om deres liv og tanker om fremtiden,” siger Hans Christian Nielsen.
Man kan jo i princippet både komme til Beijing og Johannesburg med tog, så der er ingen grund til at flyve.
Forstander Hans Christian Nielsen
Men selvom der er fremmedhed på spil, er den allervigtigste grund til at rejse ud i verden at lære, at mennesker er ens. At vi på trods af alle vores forskelligheder og forskellige syn på magt og demokrati dybest set drømmer om det samme, fortæller han.
“Vi har i de kommende to til tre årtier mere end nogensinde før behov for at arbejde sammen. Den erkendelse er lige så vigtig som erkendelsen af, at nogen lever helt anderledes, end vi gør,” uddyber han.
At se med egne øjne
Et andet sted i højskolelandskabet ser man dog anderledes på flyveturen. Rødding Højskole er en af de højskoler, der tilbyder rejser langt ud i verden – og mange af slagsen. De forskellige hovedfag rejser blandt andet til Brasilien, Israel/Palæstina, USA’s sydstater og Istanbul.
Forstander Mads Rykind-Eriksen fortæller, at højskolens horisont i hans 25 år i bevægelsen har været global. Terrorangrebet på World Trade Center i USA i 2001 ser han som en milepæl, hvor store dele af verden begyndte at tænke globalt. Med internettets udbredelse omkring årtusindskiftet og senere smartphonen blev verden pludselig tilgængelig i realtid, siger han.
Men selvom verden er kommet tættere på i den forstand, ser han ikke mindre grund til at rejse ud og opleve verden med egne øjne.
“Ved at du selv rejser ud, er der ikke noget filter mellem dig og oplevelsen,” siger han med henvisning til, at al information på nettet og i medierne for den sags skyld kommer i redigeret form. Man kan godt forstå verden derigennem, men man forstår den endnu bedre, hvis man oplever den i første led.
LÆS OGSÅ: Kort nyt fra højskoledanmark – oktober
Ordet dannelsesrejse er til gengæld ikke noget, Mads Rykind-Eriksen forbinder med højskolens rejser. For ham handler det mere om at forstå verden og derigennem blive en samfundsduelig borger. Rødding Højskoles rejser falder i tre niveauer, forklarer han.
Da højskolen ligger i Sønderjylland, og mange af eleverne ikke kender til landsdelens historie og kultur, er dette første stop. Men fordi verden er ”større end Sønderjylland”, tager højskolen på en fælles studietur midt i semestret til et europæisk land for på den måde at forstå det nære fællesskab, som Europa og EU udgør.
Og fordi verden er “større end Danmark og Europa”, rejser eleverne med deres hovedfag ud i den store verden for ved selvsyn at møde væsentligt anderledes kulturer og opleve, at livet kan leves på helt andre måder end herhjemme, og at politiske prioriteringer kan være meget forskellige fra de danske.
Mads Rykind-Eriksen er klar over, at nogle sikkert vil vælge hans højskole fra af klimahensyn, og det er selvfølgelig et konkurrenceparameter, om man tilbyder rejser, og hvor de eventuelt går til. Men eleverne på Rødding Højskole er enige med ham i, at klimabelastningen opvejes af det større udsyn og den forståelse af verden, de får, forklarer han.
Dannelse handler jo dybest set om at forstå sig selv og den verden, man er en del af. Ved at rejse ud til Brasilien for eksempel, så ser man, at musik har en helt anden rolle i dagligdagen
Forstander Mads Rykind-Eriksen
“I forhold til at tiltrække elever ved vi, at mange står og skal vælge mellem at tage ud at rejse eller på højskole. Derfor har vi lavet denne kombination, hvor vi både opfylder vores ønske om at lade eleverne møde verden ansigt til ansigt og samtidig kan skabe en rejse, de ikke selv ville kunne,” uddyber Mads Rykind-Eriksen.
Kan man sige, at I forsøger at kvalificere de unges rejser?
“Det kan man absolut.”
Hvordan får man så mere ud af at rejse med højskolen?
“Vi har så gode netværk de steder, vi tager til. Eleverne ville godt kunne tage til sydstaterne selv, men de ville ikke kunne møde de mennesker, vi har kontakt til. Det vil sige, at ved at rejse med højskolen får de en endnu dybere forståelse af det sted, de tager hen. Og det er med til at give dem en endnu bedre dannelse, om man vil. Dannelse handler jo dybest set om at forstå sig selv og den verden, man er en del af. Ved at rejse ud til Brasilien for eksempel, så ser man, at musik har en helt anden rolle i dagligdagen, og befolkningen har nogle andre familieværdier, end vi har herhjemme. Med den viden kan man så prøve at lave Danmark om, hvis man synes, der er noget, som skal være anderledes.”
For Mads Rykind-Eriksen hører det med til overvejelserne, at eleverne skal forberedes grundigt, inden de tager afsted, så det ikke bare bliver et turistbesøg.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg oplevede racisme blandt eleverne, men greb ikke ind – hvad gør jeg nu?
Eleverne læser for eksempel om rejsedestinationen, er med til at planlægge turen og har Skype-møder med lokale. Efter hjemkomsten opfordres eleverne til at formidle og bearbejde deres rejser i forskellige produktioner såsom et magasin og gennem taler.
“Det allervigtigste er at forstå, at man ikke er den eneste i verden, at der er flere mennesker end en selv, og at Danmark ikke er det eneste land i verden. At vi er en del af en større sammenhæng,” siger han.
Når Muhammed ikke kommer til bjerget
Ét sted i højskoleverdenen kan man tale om den omvendte dannelsesrejse. Mødet med verden, det nye, det fremmede og de andre kan også foregå lige dér, hvor man er.
Det sker for eksempel i Helsingør på Den Internationale Højskole, hvor størstedelen af eleverne kommer fra andre lande end Danmark, og hvor man ikke har nogen større udenlandsrejse på skemaet.
“Mange af de mennesker, der kommer på skolen, er jo rejst om på den anden side af jorden for lige præcis at være på Den Internationale Højskole. Så det er ikke et spørgsmål om, at man ikke skal rejse, men vi tror på, at vi har noget særligt at tilbyde i det kulturmøde, der findes på skolen. Det er en anden måde at rejse ud og møde verden på,” siger forstander Nelima Lassen.
Vi har et særligt fokus på, hvordan man kan bidrage til fredelig sameksistens, og hvordan kulturmøder kan være en del af at blive en bedre, mere konstruktiv og aktiv verdensborger
Forstander Nelima Lassen
Idéen om en dannelsesrejse ræsonnerer alligevel fuldstændig med et ophold på IPC, som det engelske navn International People’s College forkortes.
Her arbejdes der i både fagsammensætningen og rekrutteringen på at give eleverne mulighed for at opleve forskellige kulturer og præsentere og reflektere over deres egen. Og dét uanset, om det er forbundet med noget geografisk, nationalt eller en form for subkultur, fortæller forstander Nelima Lassen videre.
Helt konkret kan eleverne fordybe sig i afrikastudier, asiatisk filosofi eller mellemøststudier, ligesom de arrangerer kulturaftener og sprogcaféer for hinanden. Men de anderledes perspektiver dukker også op i dagligdagen på værelserne.
“Typisk er det en rejse på den måde, at de får lov at møde verden via deres værelseskammerat. Du kunne komme som en velhavende belgisk elev, der lige har afsluttet gymnasiet, og så dele værelse med en indisk elev, der kommer fra et børnehjem. På den måde er det en rejse, fordi du skal indgå i en slags forhandlinger på mikroplan for at finde ud af, hvor I kan mødes om noget fælles,” siger hun.
Det kan sagtens give en masse konflikter – og det er faktisk ofte meningen på IPC. Når elever både kan komme fra Israel og Palæstina, have forskellige holdninger til religion, køn og seksualitet og være rundet af værdier, der står i modsætning til de andres, skabes en gylden mulighed for at få sat tingene i perspektiv og fokusere på det, der binder dem sammen som mennesker. Dét giver virkelig udslag på dannelsesfronten, fortæller Nelima Lassen.
LÆS OGSÅ: ”Jeg siger til eleverne, at man skal huske at markere sig her i livet”
Hun har en klar opfattelse af, at højskolens elever opfatter sig selv som borgere af verden. De er bekendt med konflikter, international politik og er forbundet digitalt i kulturfællesskaber, der overskrider landegrænser. Det samme gør de problemer, de gerne vil bidrage løse ude i verden: klima, køn og diversitet.
Netop den selvopfattelse er også IPC’s, og det er med til at give højskolen sin specielle identitet. Men det bunder alligevel i noget fælles, afslutter Nelima Lassen.
“Vi har et særligt fokus på, hvordan man kan bidrage til fredelig sameksistens, og hvordan kulturmøder kan være en del af at blive en bedre, mere konstruktiv og aktiv verdensborger. Men som udgangspunkt står vi på de samme værdier som alle andre danske højskoler.”