Med Grundtvig på elven

Af Johnnie Bøtker Laursen, timelærer på Viborg Idrætshøjskole. Foto: Thomas Brun Hansen

Gennem de sidste mange år har højskolerne – ikke mindst de mere fagspecifikke som idrætshøjskolerne og skoler med musisk-kreative fag som bærende områder – lært at forholde sig til såkaldt undervisning af bred almen karakter (UBAK). Optælling og gennemgang af ​fagligt ​indhold i forhold til ​Kultur​ministeriets forståelse af, hvad der tæller som UBAK, har på godt og ondt givet meget arbejde. På mange måder har det været meget givtigt.

Som så mange andre steder gælder udsagnet: "Jeg bringer glædeligt budskab, fjenden er i landet" også her. Det er nemt at forfalde til blot at lave det, man kender, og blive dvask. Nu blev vi ​højskolelærere ​jo udæsket til at formulere det dybere indhold også i de undervisningstimer, der ​ikke ​er præget af et stærkt ​bogligt​ indhold.

Men i forhold til ministeriet har idræt og andre fysiske aktiviteter været underkendt. Man vil ikke anerkende det at bevæge sig fysisk som noget, der har UBAK-karakter, medmindre der i forvejen er planlagt en ​perspektivering.​​​

I idrætshøjskolernes verden har vi altid undret os, men tilsyneladende ikke kunnet anskueliggøre godt nok, hvorfor vi mener, at det at bevæge sig fysisk også er at bevæge sig psykisk, socialt og samfundsmæssigt.

Tidligere har Ove Korsgaard til gengæld i flere af sine bøger taget emnet op. I denne sammenhæng er ​hans tanker om Grundtvig som gymnast eller bokser yderst relevante. Korsgaard bruger Grundtvigs begreb “kredsgang” som indgangsvinkel til at forstå, hvordan det at kæmpe både fysisk og åndeligt har optaget Grundtvig. Mest tydeligt skriver Korsgaard det i Kampen om kroppen (1997):

“Den klassiske dannelse var for Grundtvig livsødelæggende, fordi den fornægter de erfaringer, kroppen gør, og fører til undertrykkelse af naturen. Frigørelse bliver i grundtvigsk forståelse: at fremme forbindelsen mellem de kropslige og åndelige erfaringer.”

LÆS OGSÅ: Er naturen dannelsens nye ledestjerne?

Også Søren Møller ​fra Idrætshøjskolen Aarhus ​har i bogen Højskolen – et paradoks, der kan flyve (2016) leveret et bidrag til at forstå og udvikle højskolepædagogikken med et særligt afsæt i en forståelse af kroppen som ​noget, der muliggør​ højskolens dannelsesopgave. Kroppen og bevægelsen har været stort set fraværende i tidligere beskrivelser af højskolens opgave og praksis. 

Sprogligt set er der jo også et stærkt argument i sammenhængen mellem bevægelse og dannelse at hente i ordet ånd. Ånd og ånde udspringer af det samme. Fordi vi både er krop og ånd. Og det hænger sammen. 

Man kunne – lidt polemisk – også spørge, om man kan holde højskole uden bevægelsesfag og musisk-kreative fag. To Grundtvig-citater tyde​r​ på​,​ at det ​ikke er muligt. 

“Phantasie og Følelse hører ligesaavel til et ordentligt Menneske som Forstand.” 

“Liv uden Bevægelse kan være godt nok for Gule-Rødder og Kaal-Hoveder, som ikke er bedre vant.” 

Her vil jeg derfor prøve at give et bud på, hvor meget ​vi på Viborg Idrætshøjskole har​ Grundtvig med os – forstået som tanker om menneskelivet, filosofi, selvforståelse og forståelse af andre mennesker i samspil med kultur og natur​ – når vi med eleverne er på foskajak-tur​ på elven i Norge​.  

Man kan altid lære af sine elever

På dette forårs foskajak-tur skulle jeg som en teorilektion forklare om elven, hydraulik og farer ikke mindst for foskajak-roere. Deltagerne skal lære at kunne læse elven, med alle de muligheder den giver for glæde og leg, når brugen af kroppen og vandets måde at bevæge sig på går op i en højere enhed.

Men de skal også kunne se de store udfordringer: Hvor kan man komme ind i smult vande og aflæse det næste stykke eller tage kajakken op? Og hvordan kan man undgå de farligste steder med ​forhindringer​,​ der kan fange en roer?

Med et glimt i øjet kom jeg til at kalde gennemgangen Med Grundtvig på elven og krydrede de kajaktekniske overvejelser med ​overvejelser om, hvordan ​livet leves​.

 Formår vi ​højskolelærere ​midt i det spændende faglige arbejde med​ for eksempel​ kajakteknik og leg at få eleverne til at mærke efter og sammen med dem behandle de dybe følelser, som der kan blive vakt?

- Johnnie Bøtker Laursen

På højskolen og andre steder kan man lade sig inspirere af Grundtvig, Kierkegaard og mange andre kloge folk til at prøve at forstå og manøvrere i de muligheder og udfordringer, som livet giver.

På efterårets foskajak-tur​ spurgte to ​fortsætter​-elever​​​, som havde været med om foråret, ​om jeg ikke kunne holde oplægget om Grundtvig på elven igen.

Det satte gang i tankerne om, hvordan ​kropslige fag ​som​​ foskajak ​kan perspektiveres, og hvordan man​​​ får elevernes oplevelser til ikke kun at være glædelige – eller angstprovokerende – oplevelser i nuet, men også ​til oplevelser​, de kan bruge til at forstå sig selv, dem de er sammen med og i større perspektiver også livet. 

Man kan altid lære af sine kolleger

Et par uger efter efterårsturen sad jeg og reflekterede over, om jeg skulle prøve at lave et skriv om Grundtvig på elven og måske noget om, hvordan jeg – og andre – opfatter UBAK. Det foregik i en snak på lærerværelset med en kajak-kollega.

Men en anden kollega, som sad og forberedte sig, lyttede med og sagde pludselig til mig: Johnnie, det er jo Antonovsky!

Den israelske sociolog Aaron Antonovsky bruger netop floden som metafor for livet og vores måde at gribe det an på. Hans særlige fokus er, hvad der skaber sundhed og det gode liv for mennesket. Han har gjort sig overvejelser om, hvordan mennesker tackler dagligdagen.

Både den almindelige dagligdag og de ekstraordinære og kritiske hændelser i livet. Hans begreber er udviklet på baggrund af interviews med personer, der overlevede ophold i koncentrationslejrene under Anden Verdenskrig.

For Antonovsky er floden livets flod, som vi mennesker befinder os i. Vi fødes i floden, lever i floden og dør i floden. Floden er således selve livet og livets strøm, om man vil. At forsøge at komme op på land betyder i denne sammenhæng forsøg på at undgå livet, undgå at leve.

Nogle boltrer sig på floden, andre er bange for vandet. Det er ikke ufarligt at være på floden, men det handler om at lære at svømme og lære, hvad der gør os til gode svømmere.

Det der skal til for, at mennesker kan modstå de vilkår, som livet byder dem, er ifølge Antonovsky ”oplevelsen af sammenhæng” (OAS). Det er OAS, der gør, at et menneske kan få frigjort de kræfter, der skal hjælpe til – så godt som muligt – at mestre de belastende omstændigheder, som livet byder på.

LÆS OGSÅ: Højskolelærer: Vi har givet unge et liv med VAR

Sociologen deler OAS op i tre komponenter: begribelighed, håndterbarhed og meningsfuldhed.

Begribelighed handler om, hvorvidt et menneske forstår det, det udsættes for. Opleves de stimuli, man får, som informationer, der er ordnede – i sammenhæng og med struktur – eller opleves de som kaotiske, tilfældige og uforklarlige?

Når et menneske er præget af en stærk følelse af begribelighed, vil vedkommende med større ro kunne møde de udfordringer, det udsættes for.

Håndterbarhed handler om, hvorvidt man oplever, at der er tilstrækkelige ressourcer til stede til at møde de krav, som det, der sker omkring én, stiller. Disse ressourcer kommer ikke kun indefra, men i høj grad også udefra – i form af støtte og hjælp fra mennesker, man er nært knyttet til, og mennesker, man har tillid til.

Meningsfuldhed handler om, hvorvidt man oplever, at det er værd at investere energi i de udfordringer, livet stiller én. Om man er følelsesmæssigt motiveret for at engagere sig i de vanskeligheder, tilværelsen byder.

Sunde mennesker har altså evnen til at håndtere stressfaktorer. Og her kommer sammenligningen med foskajak-turen ind. I det følgende vil jeg prøve at tydeliggøre de sammenhænge på en sådan tur, som Antonovsky kan bidrage til at belyse. Og dermed i min verden det alment dannende perspektiv.

Med Viborg Idrætshøjskole på foskajak-tur

Rammerne er som med så mange andre højskolerejser sat, men i stedet for storbyer, museer, kultur i et andet land er det her seks dage på elven i Norge, undervisningen foregår. På Viborg Idrætshøjskoles foskajak-tur skal man rejse sammen, nå et mål og organisere nye rammer for at bo og spise.

Turens daglige gøremål har en høj grad af meningsfuldhed. Vi skal have hverdagen til at fungere og derefter komme ud i de udfordringer, som norsk natur og en norsk elv kan give deltagerne. 

Hjemmefra skal deltagerne være klædt godt på for at kunne håndtere den stress, som kommer til at opstå i denne type kajak og en anderledes type vand. Men vi arbejder netop med mottoet: at gøre det svære med et smil. Ingen bliver kastet ud i noget, som ​lærerne ikke tror, de kan matche.

Og helst ikke i en hurtigere progression, end at deltagerne selv når at opleve, at de kan håndtere det.

Meningsfuldhed​ kan findes der, hvor ​​​den enkelte elev på foskajak-turen ​få​r mulighed for at ​“​øve sig på livet” i en kontekst, hvor det at sige til og fra kan have en alvorlig konsekvens. ​Men også i ​at​ kunne​ ​forud​se farer, at​ kunne​ vurdere sig selv i forhold til ​dem​, at knytte bånd og støtte hinanden i at sige
fra og til​.

- Johnnie Bøtker Laursen

Kan man kun ​lære ​om sig selv ved at læse, diskutere og filosofere, eller lærer man også meget ​af at kunne tage halvvådt tøj på en kold efterårsmorgen for at gøre klar til at lære nye teknikker og få nye oplevelser på fossen?

Starte i tæt tåge på fladt og beskyttet vand for lidt senere, når solen begynder at brænde igennem med lys og varme, at følge lærerne ned ad elven?

Er det mere rigtigt at se på malerier – som kan give store oplevelser – end det er selv at være til stede, når solen kommer igennem og skinner på efterårsfjeldet og skoven?

(Artiklen fortsætter under billedet)

At være på vej ned ad en elv i foskajak er som livet i øvrigt: Man prøver og håber på at have et trygt udgangspunkt med så mange færdigheder og så meget mod, som man selv​ kan mønstre eller er blevet givet af andre​​. M​en når man ​først er ​i gang,​ er det nu​,​ det gælder.

​I kajakken må​ man​ ​kunne ​overskue​,​ hvor man vil hen – er der nogen farer, man skal prøve at undgå? Skal man ind i et trygt bagvand ved bredden, ​hvor strømmen ikke trækker i én,​ eller kan man nøjes med et kort pitstop bag en sten?

Fra bagvand har man mulighed for at overveje situationen igen – bliver man i strømmen, går det hurtigt, og man kommer måske det rigtige sted hen, måske et andet sted, end man havde tænkt sig.

De andre – og ikke mindst lærerne – kan ro sammen med dig, hjælpe dig, hvis du vælter i, give gode råd, men ikke styre din kajak. Det er der kun én, der kan. Og de valg, du træffer, har konsekvenser.

Bjørn Eidsvågs sang i Højskolesangbogen Eg ser indrammer emnet meget godt. Sangen siger, at når nogen har det hårdt, kan man gå ved siden af dem, være ked af det sammen med dem, og man kan snakke med dem. Men de må selv leve deres liv.

På fossen kan vi forberede eleverne på udfordringer og lære dem, hvordan de skal gribes an, men i sidste ende skal de selv gennemføre turen.

Setesdalen​ i Norge – aftensamling

At dele deltagernes glæde ved at lykkes er stort. Vi bliver alle påvirket, når nogen flere gange laver fejl og må i vandet. Når aftenen kommer, og vi har fælles snak om, hvad der skete, er det klart, at den enkeltes gode – og dårlige – oplevelser spiller en stor rolle ikke bare for den enkelte, men også for den samlede gruppe.

Efter den første dag på elven ​i sommeren 2024​ sidder vi alle i Troll Stua,​ fællesrummet​ på centret, hvor vi bor. Maden er spist, der er ryddet op, kaffe, te og kakao står på bordet. Tid til en runde om dagens erfaring-
er, både for den enkelte og for gruppen.

Hvad har vi lært i dag? Hvad har været svært, og hvad har været godt? Og hvad bliver så målet for i morgen? De fleste har haft store oplevelser og har fundet sig til rette på elven på trods af det nye miljø med hurtigt strømmende vand og masser af sten.

En enkelt elev, Sofie, græder og vil ikke mere. Det har været for grænseoverskridende. Næste dag står hun dog klædt på efter morgenmaden sammen med de andre. Hun har i første omgang overvundet sin angst og utryghed.

Som dagen går, hvor hun i flere situationer bliver hjulpet af en lærer med særligt fokus på hende, kommer hun ikke alene igennem dagen, men ender med at blive tryg ved at være på elven i de forhold, der passer til hendes teknik og mod. Ved slutningen af turen er hun på højde med de andre.

LÆS OGSÅ: En højskolerejse til Kina gav Anna le Dous blod på tanden: Nu har hun besøgt 59 lande i elektrisk kørestol

Et lille skridt for menneskeheden, men et stort skridt for Sofie.  

Hun lærer at gå videre med ting, som hun måske ikke kan overskue, men gerne vil. Sandsynligvis kommer hun ikke på foskajak-tur igen – det gør de fleste ikke. Så ud over at have haft en god tur med gode kropslige oplevelser og sjovt samvær med vennerne er det bare gode minder.

Medmindre vi lærere formår at give Sofie og de andre en oplevelse af meningsfuldhed som rækker ud over de gode oplevelser.

Meningsfuldhed​ kan findes der, hvor ​​​den enkelte elev på foskajak-turen ​få​r mulighed for at ​“​øve sig på livet” i en kontekst, hvor det at sige til og fra kan have en alvorlig konsekvens. ​Men også i ​at​ kunne​ ​forud​se farer, at​ kunne​ vurdere sig selv i forhold til ​dem​, at knytte bånd og støtte hinanden i at sige fra og til​.

​At ligge med hovedet nedad i en strømmende fos kræver stort mod – som jo kan bruges, når livets mange andre beslutninger giver store udfordringer.​​​

Den livgivende kamp

Netop Aaron Antonovsky har pointeret, at mennesker, der oplever en høj grad af meningsfuldhed, forståelse for det, der sker omkring dem, og kan håndtere de stressfaktorer, vi alle bliver udsat for, er bedre rustet til at klare sig i livet – deres liv.

Det, som jeg kalder den livgivende kamp, og som vi må kæmpe hver eneste dag.

Når man som ung ​finder sig selv i nye bo- og uddannelsessituationer, kan det være svært at se den overordnede sammenhæng. Hvor er jeg på vej hen i livet?

​På højskole​r i almindelighed kommer man ud for ​situationer, der kan afføde stor meningsfuldhed​ og forståelse for​, hvad ​der ​sker omkring en og​ hvorfor.​ ​Ikke mindst har​ man​ stor mulighed for​ at få​ hjælp til at håndtere de stresssituationer,​ der også er mange af på et ophold.

Men p​å ture i naturen bliver verden omkring én samtidig mindre. Vi er kun en lille gruppe sammen i helt nye​, udfordrende​ rammer, ​som skaber samhørighed og gensidig afhængighed. D​ét er det tætte nærvær. Det er ​samtidig ​svært at være på SoMe på telefon og net, når ​man danser på bølgen.

At være på vej ned ad en elv i foskajak er som livet i øvrigt: Man prøver og håber på at have et trygt udgangspunkt med så mange færdigheder og så meget mod, som man selv​ kan mønstre eller er blevet givet af andre​​. M​en når man ​først er ​i gang,​ er det nu,​ det gælder.

- Johnnie Bøtker Laursen

Jeg startede med at nævne begrebet UBAK. Det har ført meget godt med sig. Det, at den enkelte lærer må forholde sig til, hvad vedkommendes undervisning egentlig fører med sig, er rigtig godt.

Jeg håber, at mine tanker om det alment dannende ved at arbejde med foskajak kan bruges til overvejelser om UBAK i andre idrætslige eller musisk-kreative fag.

Men det efterlader også spørgsmål. Hvis man gennemfører ture og undervisning uden at perspektivere alt det, jeg prøver at beskrive her, og eleverne i ingen eller mindre grad er bevidste om det mulige alment dannende udbytte, hvor er vi så?

Formår vi ​højskolelærere ​midt i det spændende faglige arbejde med​ for eksempel​ kajakteknik og leg at få eleverne til at mærke efter og sammen med dem behandle de dybe følelser, som kan blive vakt?

Hvis det skal lykkes, kræver det, at vi, der gerne vil lave god undervisning – også med UBAK-hensyn – forstår at bruge Kierkegaards ord. Ikke bare om noget teknisk og fagligt, men først og fremmest om de alment menneskelige aspekter:

“At man, naar det i Sandhed skal lykkes En at føre et Menneske hen til et bestemt Sted, først og fremmest maa passe paa at finde ham der, hvor han er, og begynde der.”

Men hvis vi vil have en høj standard for vores undervisning i fagområder som foskajak, er det ikke nok at have Kierkegaard i baghovedet. Vi skal også have Grundtvig med på elven.