Af Lauritz Korfix Schultz, journalist, og Mikkel Poulsen, ansvarshavende redaktør
Højskolebladet begynder med en sygdom. Eller det er måske så meget sagt, men det er i hvert fald ildsjælen Konrad Jørgensens halsonde, der gør, at han som blot 25-årig må opgive sit virke som lærer på Askov Højskole, og det skal vise sig at blive skæbnesvangert.
I stedet bliver han redaktørvikar på Kolding Folkeblad, som giver den grundtvigprægede Jørgensen den redaktionelle selvtillid, der skal til for at starte Højskolebladet i 1876, hvor han både er ejer, redaktør og udgiver.
For Konrad Jørgensen, der ejer bladet frem til sin død i 1921, er formålet med bladet klart. Det ”er bestemt for dem, der gennem højskolerne har fået sans for et ædelt og åndeligt løftet menneskeliv, i hvilket synet når længere end til pengeposen, madskabet eller klædeskabet,” som han skriver i første nummer fra den 7. april 1876.
Mens Højskolebladet i begyndelsen lever et nomadeliv på forskellige adresser i Kolding, er Konrad Jørgensen det sikre anker i udgivelsesprocessen. Først i 1881, fem år efter det første blad ser dagens lys, finder man et permanent hjem til bladet, da redaktøren køber en gård i Slotsgade i Kolding, som bliver indrettet til både bladhus og trykkeri.
Her har redaktionen til huse helt frem til 1958.
I begyndelsen indeholder bladet historiske afhandlinger, foredrag med fokus på skole og kirke samt boganmeldelser og digte. Bladet vokser hastigt de første år og udkommer som ugeblad hver fredag – endda i en periode to og tre gange ugentligt, altså langt oftere end de otte gange om året, der er tilfældet i dag.
Ånden fra Askov
I Konrad Jørgensens Askov-tid talte den flittige lærersøn og de andre undervisere i slutningen af 1860’erne og første halvdel 1870’erne om, at det kunne være en god idé, at man startede et blad, der kunne være et forbindelsespunkt mellem de mange, der interesserede sig for højskolen og livsoplysning.
Den balancegang har Højskolebladet forsøgt at gå lige siden, hvor det måske i dag mere opfattes som højskolernes blad, selvom det i hvert fald i nogen grad stadig er forpligtet på Konrad Jørgensens oprindelige programerklæring.
LÆS OGSÅ: Grundtvig-forsker jubler over udsigten til at skulle nærstudere Højskolebladet ved hjælp af hardcore matematik: ”Jeg skal bare sidde og lege! Det bliver en fest!”
Ove Korsgaard, professor i pædagogik ved Aarhus Universitet og forfatter til flere bøger om Grundtvig, forklarer, at det ikke var et tilfælde, at idéen om Højskolebladet spirede på netop Askov Højskole, der med den daværende grænse kilede sig op ad den store nabo mod syd:
”Det sønderjyske håb om at blive genforenet var altid til stede på Askov Højskole. Det danske nederlag i 1864 er en nøglebegivenhed, som Højskolebladet med Konrad Jørgensen i spidsen bliver rundet af.”
Konrad Jørgensen er derfor i årene voldsomt optaget af sønderjyske interesser, dansk sindelag og løsrivelse fra Tyskland, hvilket ifølge professoren harmonerede med både højskolebevægelsens og bladets oprindelige fokus på at danne en dansksindethed.
Naturvidenskab og kirkeligt ungdomsoprør
Ove Korsgaard peger udover 1864 på to afgørende punkter, som ifølge ham er afgørende for at forstå Højskolebladets vækst i den første tid.
På baggrund af tidens nye darwinistiske kritik af det religiøse verdensbillede og det moderne gennembruds begyndelse med Georg Brandes’ forelæsninger på Københavns Universitet i 1871, der gør op med det nationalt betonede litteratur- og kultursyn, diskuteres det heftigt i Højskolebladet, hvordan højskolen skulle forholde sig til naturvidenskab og den dermed forbundne moderne tænkning.
Om naturvidenskaben i højere grad skulle inddrages i højskolens undervisning, eller om skolen skulle fastholde sit fokus på dansk-nordisk litteratur og historie. Derudover lægger bladet spalter til et kirkeligt “ungdomsoprør”. De unge lægfolk ville ikke længere finde sig i præsternes dominans og statskirkens snærende rammer.
”Oprøret førte til oprettelse af en række grundtvigske frimenigheder, blandt andet på Mors, men medførte dog ikke – som i Sverige – et generelt brud med folkekirken,” siger Ove Korsgaard.
Højskolebladets lange, stolte historie legitimerer også dets fremtidige udkommen. Det er en vigtig del af dansk kulturarv, og dets styrke er, at det er et samlende medie for højskolebevægelsen.
- Betina Egede Jensen, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Højskolebladets første redaktør var en mand med mange kasketter, og han bliver i 1886 valgt til landstingsmedlem.
I 1895 giver han derfor redaktørstafetten videre til sin nevø Karl Jørgensen, hvis helbred skranter, hvorfor Konrad Jørgensen i flere omgange igen bliver ansvarshavende redaktør, inden han overlader posten helt til den stilfærdige og arbejdsomme Helge Skovmand – den redaktør for bladet, der har siddet i længst tid, og som tegner bladets anden epoke.
50 år i redaktørstolen
Efter ophold på Askov Højskole kommer den 20-årige Helge Skovmand i 1903 til Konrad Jørgensens højskoleblad, anbefalet af sine lærere fra højskolen, som kendte bladets redaktør. Kun fem år senere bliver han redaktør og forlader først bladet i 1958, 75 år gammel.
Dermed er han den længst siddende redaktør i bladets historie. Ejerskabet af Højskolebladet testamenteres i øvrigt til Helge Skovmand og forretningsfører Valentin Schmidt, Konrad Jørgensens svigersøn, i 1926.
I Højskolebladet bliver redaktøren efter sin mangeårige indsats beskrevet på denne måde af formanden for bladets senere bestyrelse, J.Th. Arnfred:
“Helge Skovmand har været en stilfærdig mand og en ydmyg tjener i det folkeoplysende arbejde. Alligevel har Højskolebladet haft sit særprægede ansigt og haft en linje og en holdning over for tidens spørgsmål, som ingen behøvede at tage fejl af, og det er en virkelig bedrift.”
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
Selv har Helge Skovmand kaldt Højskolebladet for et “diskussionsblad” og beskrevet sig selv som dets dirigent.
Hans journalistiske fremtid blev grundlagt allerede, da han var seks år og startede sit eget blad, Danmark, i hjemmet på Bornholm, fortæller han i sin erindringsbog Et hjem, en skole, et blad. Fra 1898 og tre år frem stod han i lære på Bornholms Tidende, hvor han mest af alt skrev referater af taler fra arrangementer og møder på højskoler og i politiske sammenhænge.
Ulrik Lehrmann, lektor emeritus og forsker i mediehistorie på Syddansk Universitet, kalder Højskolebladet et “elitemedie for meningsdannere inden for den grundtvigske kultur”.
I perioden fra dets fødsel og til omkring Første Verdenskrig var antallet af aviser i Danmark på sit højeste, og da gjaldt det for politiske partier og ideologiske sager som højskolens at “etablere” befolkningsgrupper med ens holdninger og udgøre et netværk for dem.
Jeg forstod ikke, at man havde talt så meget om frihed siden bladets oprettelse i 1876, og at der så var nogle involveret i bladets indhold, der uden held forsøgte at begrænse den journalistiske frihed.
- Anders W. Berthelsen, redaktør for Højskolebladet 2003-2008
Forskeren forklarer, at referater af taler fra forskellige menings-fløje spiller en afgørende rolle i periodens forsøg på at organisere befolkningen. Hvor partierne gjorde det for vælgermasser, kan man sige, at Højskolebladet gjorde det for grundtvigske synspunkter, siger han og uddyber:
“Det var en måde at skabe sammenhængskraft på. Mange af de taler, der blev refereret, stod jo ikke bare i én avis. Aviserne klipper fra hinanden. På den måde blev der etableret en slags national offentlighed.”
Medieforskeren nævner også, at tidens redaktører ofte havde forbindelser til politiske bevægelser eller partier. Bladene var “redaktøraviser” og blev ofte direkte associeret med redaktørens holdning. Selvom Helge Skovmand havde ry for at være en “stille” redaktør, når det kom til hans egne meninger, var han også en politisk engageret mand.
Højskolebladets kontor i Kolding husede nemlig flere politiske møder blandt unge Venstre-folk, og Helge Skovmand, som delte deres holdninger, blev i 1908 valgt som Venstres Ungdoms første formand.
Bladet som selvejende institution
I efterkrigstiden sker der strukturelt store forandringer i Højskolebladet. Dansk Friskoleforening opfordrer Højskolebladet til at blive et fælles blad for højskoler, friskoler og efterskoler.
Sammen med Foreningen for Højskoler og Landbrugsskoler, Foreningen af frie Ungdomsskoler og Efterskoler, Landselevforeningen af Højskoleelever og Konrad Jørgensens Bogtrykkeri grundlægges derfor den selvejende institution ”Højskolebladet”.
Sådan blev bladet, der ejedes privat af Helge Skovmand og Valentin Schmidt, drevet fra 1958, og det modtager hvert år økonomisk støtte fra højskoleforeningen, selv om den ikke har flertal i institutionens bestyrelse.
Forandringerne kommer ikke bag på Ove Korsgaard.
”Efter Anden Verdenskrig overgik stadig flere danske højskoler fra privat ejerskab til selvejende institutioner, så derfor var det naturligt, at også Højskolebladet gik den vej,” siger han.
LÆS OGSÅ: Historien om de beslaglagte højskoler er en del af den store historie om Anden Verdenskrig
Ambitionen om at være et livsoplysende blad er dog, trods strukturelle forandringer, den samme: Ånden fra Konrad Jørgensen skal bevares, slår Helge Skovmand fast. Han fortsætter som redaktør, indtil man ansætter Poul Dam senere i 1958.
I bladet forsikrer Skovmand læserne om, at forandringerne ikke vil få betydning for bladets målsætning:
”Læserne vil måske spørge, om bladets overgang til selvejende institution betyder, at det nu i nogen henseende bliver anderledes i henseende til dets målsætning. Her kan svares nej. Hvis der havde været ønsker om nyt og noget andet, så havde man ikke valgt at overtage Højskolebladet. Så havde højskolerne oprettet deres eget blad.”
Også da Poul Dam overtager ansvaret for bladet i 1958, genoptrykker han Konrad Jørgensens programartikel fra det første nummer af Højskolebladet i 1876, som understreger, at man trods forandringerne havde et stærkt ønske om at fortsætte bladets linje.
Samme linje forsøger man også i det nye årtusind at finde sit ståsted i trods udfordringer med læsertallene og mange skiftende redaktører.
Forandring kun på ydersiden
Helge Skovmand var stolt over Højskolebladets egenartethed. Overgangen fra privateje til selvejende institution markerer udover den strukturelle forandring for bladet også efterhånden enden på hans fem årtier på redaktørposten.
Ikke så underligt, at det er vigtigt for den flittige redaktør at forsikre sine læsere om bladets videre eksistens. Som han skrev i forbindelse med overgangen:
”Højskolebladet er i kraft af sit anlæg et blad, der er helt ejendommeligt herhjemme og vel næppe heller har noget sidestykke i den øvrige verden. Det hedder Højskolebladet, ikke fordi det er højskoleblad på samme måde som f.eks. Folkeskolen er folkeskoleblad. Men det er en frugt af højskolens gerning. Det henvender sig til hele den kreds, der føler højskolerne og de beslægtede friskoler, efterskoler, ungdomsskoler som hjemlige og i mange tilfælde bruger dem som midtpunkter, samlingssteder – og i øvrigt til alle, der ser betydningen af at disse skoler er til, og af det liv, der er groet op, hvor de virkede.”
Armslængdeprincippet er vigtigt, og balancen mellem medlemsblad og kulturmagasin har været drøftet kontinuerligt. Samtidig er det helt afgørende, at Højskolebladet ikke er redaktørens blad, men højskolebevægelsens blad.
- Betina Egede Jensen, generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening i Danmark
Og videre:
“Det er mit sikre håb, at bladet også under den nye ordning må fastholde sin linie. Dette betyder naturligvis ikke, at der helst ikke må ske forandringer ved bladet. Tværtimod håber jeg, at nyordningen efterhånden vil føre med sig, at holderkredsen vokser, og at bladet bliver i stand til at udvide sig.”
Bestyrelsen peger i 1958 i bladet også på, at det nu må være dets nye ambition at nå ud til en endnu bredere læserskare, ”saa Højskolebladet kan blive det naturlige brændpunkt for arbejdet indenfor den frie folkeoplysning”. Den kamp skulle vise sig ikke kun at begrænse sig til 1950’erne.
Kampen om at udvide læserskaren er også presserende mere end 40 år senere, da bladet gennemlever sin største krise og kortvarigt må dreje nøglen om i 2001.
Kortvarig død og genopvækkelse
De første år i det nye årtusind står som en anden central periode i Højskolebladets historie, ikke mindst på grund af det, der lå bag med mange skiftende redaktører i 1980’erne og 1990’erne.
I stærk kontrast til Helge Skovmands 50 år på posten var der i den 20-årige periode hele 13 redaktørskift – flere gange kommer en tidligere redaktør endda tilbage til bladet.
I december 2001 udkommer det sidste nummer af Højskolebladet – for en stund. Bladet, der siden 1994 har været overtaget af højskoleforeningen (FFD), bliver ikke længere i tilstrækkelig grad læst ude på højskolerne. For få ansatte er interesseret i et abonnement.
I 1990’erne har man ellers en ambition om 2000 abonnenter, men ligger og svinger mellem 1400 og 1600 – også selvom man forsøger sig med rabatordninger for at lokke nye abonnenter ind i folden. Bladet må lukke. FFD beslutter imidlertid efter den kortvarige lukning på et møde mellem jul og nytår i 2001 at genoplive bladet i 2002.
LÆS OGSÅ: Historisk bevidsthed er et fremadrettet anliggende
Efter en kortere periode med Jonas Kuld Rathje i redaktørstolen i 2002 overtager fynboen Anders Wedel Berthelsen, der fra 2003 redigerer bladet fra sin bopæl i Odense.
Han beskriver lukningen af ”det stolte” blad, der bandt højskolerne sammen, som et nederlag, man fra højskoleforeningens side for alt i verden ville undgå.
Den nye redaktør, der ”hverken er født i Ryslinge eller Rødding”, som Anders W. Berthelsen beskriver sin position i periferien af højskolebevægelsen, forsøger at gøre det revitaliserede blad ”mindre indspist, mindre rodet og mere stramt journalistisk arrangeret”.
Han prioriterer i højere grad også at få flere billeder med i bladet og at gøre det mere indbydende grafisk. Ambitionen var klar:
”Højskolebladet skulle ud på alle landets højskoler og tegne portrætter af markante forstandere og lærere i det håb, at bladet ville appellere mere til de læsere, man efterhånden havde mistet. Det skulle være mere hverdag og mindre kirkeligt debatstof,” siger Anders W. Berthelsen.
I begyndelsen af 2000’erne arbejder bladet også på at få folk uden for højskoleverdenen med, som man også ser det i dag, hvor markante personligheder ofte udgør grundstammen i det store interview, der er at finde i hvert nummer.
Den journalistiske frihed udfordret
For Anders W. Berthelsen var jobbet som redaktør på mange måder et drømmejob. At kunne være med i hele blad-processen som redigerende og skrivende redaktør var en stor tilfredsstillelse og en rolle, der kunne få ham til at sige sit velbetalte job i tv-branchen op og gå 12.000 kroner ned i løn om måneden.
Når den tidligere redaktør ser tilbage på sin tid på Højskolebladet, er det imidlertid også med erindringen om, at stemmer i FFD’s bestyrelse forsøgte at indskrænke den journalistiske frihed for at bevare et vist billede af højskolebevægelsen, mens han måtte holde på sine journalistiske principper og ambition om, at bladet fortsat skulle have sin redaktionelle frihed.
Flere gange blev han overrasket over, hvordan enkelte stemmer i bestyrelsen havde helt klare holdninger til, hvad der skulle bringes, og hvad der ikke skulle bringes, fortæller han:
Højskolebladet er i kraft af sit anlæg et blad, der er helt ejendommeligt herhjemme og vel næppe heller har noget sidestykke i den øvrige verden.
- Helge Skovmand, redaktør for Højskolebladet 1908-1958
”Jeg forstod ikke, at man havde talt så meget om frihed siden bladets oprettelse i 1876, og at der så var nogle involveret i bladets indhold, der uden held forsøgte at begrænse den journalistiske frihed.”
Anders W. Berthelsen nævner i sin erindringsbog Skriverkarl i Odense, hvordan stemmer fra højskoleforeningen i sagen om Muhammed-krisen ønskede at neddysse Højskolebladets holdning, nemlig at Jyllands-Posten udelukkende provokerede den muslimske verden ved at bringe Muhammed-tegningerne.
Under alle omstændigheder måtte han sande, at det heller ikke lykkedes ham at få abonnenttallet til at stige væsentligt. Da han stopper i 2008, er det ifølge ham selv, fordi FFD har et ønske om at samle redaktionen i København fra Højskolernes Hus.
Dermed træder bladet ind i en ny periode med Andreas Harbsmeier bag roret. Han kommer til at tegne Højskolebladets profil frem til 2020, hvor den for nylig afgåede redaktør, Sofie Buch Hoyer, tog over.
Højskolebladets fremtid
I højskolebevægelsen ser man stolt på Højskolebladets historie. De mange år i det danske medielandskab, hvor andre lignende magasiner har måttet lukke, bliver fortsat aktivt brugt som en del af historiefortællingen om bladet.
For Betina Egede Jensen, der er generalsekretær i Folkehøjskolernes Forening i Danmark, spiller det også en væsentlig rolle for bladets fremtid, at det har begået sig så mange år i det danske medielandskab:
”Højskolebladets lange, stolte historie legitimerer også dets fremtidige udkommen. Det er en vigtig del af dansk kulturarv, og dets styrke er, at det er et samlende medie for højskolebevægelsen,” siger hun.
Generalsekretæren understreger dog, at bladets lange levetid ikke må blive en sovepude.
LÆS OGSÅ: HØJSKOLENS IDÉ: Skab en krævende, forpligtende og provokerende idédebat
”Det er vigtigt fra FFD’s side, at bladet skal være relevant, og det skal vi blive ved med at sikre – særligt ved at insistere på et stærkt kulturelt fokus og ved at det forholder sig til de større samfundsmæssige dagsordener som for eksempel demokratisk dannelse, sammenhængskraft og den grønne omstilling i krydsfeltet med højskolebevægelsen,” siger hun.
Som et led i fremtidssikringen nævner Betina Egede Jensen også, at der skal være mere indhold i supplement til det fysiske magasin, som man allerede har set i form af podcasts og tilstedeværelse på Folkemødet.
Men hun er også åben over for andre initiativer, siger hun med reference til, at Højskolebladets form i øjeblikket er oppe til diskussion.
Hun understreger dog, at det stadigvæk er vigtigt, at bladet udkommer fysisk, fordi Højskolebevægelsen har et særligt forhold til det skrevne ord, og fordi bladet er et fysisk udtryk for højskolebevægelsen.
”Men vi påtænker også at opstarte en læserundersøgelse, hvilket ikke har været foretaget i rigtig mange år, så vi i højere grad sikrer, at vi når ud til læserne,” siger generalsekretæren.
Armslængde til pengekassen
En afgørende grund til, at Højskolebladet har eksisteret så længe, er ifølge en artikel i bladets sjette nummer fra 2006, at FFD finansierer produktionen af bladet. Det er stadig tilfældet i dag, men balancen mellem frihed og finansiering har ikke altid været nem.
For små 20 år siden var tidligere redaktører og medlemmer af FFD’s bestyrelse i medierne med, at den journalistiske frihed blev begrænset efter Anders W. Berthelsens redaktørperiode, fordi dele af den finansierende bestyrelse gerne ville styre bladets indhold.
Det kunne fagbladet Journalisten berette under overskriften “Udvandring fra Højskolebladet”. Her kunne man blandt andet læse, at stillingsopslaget for den nye redaktør nævnte, at arbejdet fremover også involverede presserådgivning for FFD’s formand og generalsekretær.
Kritikerne af udviklingen udtrykte i artiklen bekymring for, at Højskolebladet ville bevæge sig i retning af et foreningsblad og væk fra at være et redaktionelt frit medie.
Det danske nederlag i 1864 er en nøglebegivenhed, som Højskolebladet med Konrad Jørgensen i spidsen bliver rundet af.
- Ove Korsgaard, professor i pædagogik ved Aarhus Universitet
Men den kritik er ikke længere berettiget, mener Betina Egede Jensen:
”Armslængdeprincippet er vigtigt, og balancen mellem medlemsblad og kulturmagasin har været drøftet kontinuerligt. Samtidig er det helt afgørende, at Højskolebladet ikke er redaktørens blad, men højskolebevægelsens blad – at det forholder sig til den kontekst, det skriver sig ind i.”
Generalsekretæren har dertil svært ved at se, at bladet skulle overleve på markedsvilkår.
”Alternativet er, at Højskolebladet skal finansieres gennem annoncer og abonnementer, og det er ikke realistisk økonomisk,” siger hun.
I det hele taget ser generalsekretæren ingen problemer i, at FFD finansierer bladet:
”Jeg ser det faktisk som en stor fordel for bladets stabilitet, at foreningen betaler for udarbejdelse og produktion af bladet, og den redaktionelle frihed oplever jeg som værende intakt. Der findes heller ikke mig bekendt redaktører på andre medier, der ikke har en eller anden form for forpligtelse i forhold til stofområdet,” siger hun.