Af Nikolaj Voldum Ahlburg, lærer på Testrup Højskole. Foto: Ulrik Jantzen
Det kan let forveksles med ligegyldighed. Men det er en farlig forveksling, fordi det skaber en illusion om en kollektiv forglemmelse, som om det store fællesskab har glemt den. Den økologiske krise.
Det skaber en norm, hvor vi ikke taler om den, fordi det virker, som om den ikke fylder i andres bevidsthed, selvom den for mange fylder en hel del, og faktisk mere end de fleste umiddelbart vil være ved. For det handler om at holde fast i håbet. At være håbefulde i den måde, vi taler om den på.
Men hvad nu hvis jeg føler, at der ikke er noget håb? At årevis med forhaling af vores klimamål har sat sig i hjertet som tusind nåle, som jeg ikke ved, hvordan jeg skal trække ud igen? Der er så mange, at jeg slet ikke ved, hvor jeg skal begynde.
Én for hver art, som er forsvundet i den tid, der er gået, mens jeg har ventet. Det letteste ville være bare at give efter og flyde med strømmen. At stoppe kampen.
Resignationens tid er kommet
Der er ikke længere nogen elever på min højskole, som efterspørger et bæredygtighedsudvalg. Ikke nogen lærere, som stædigt og vedholdende forlanger mere handling. Så vi har opløst det. Bæredygtighedsudvalget. Selvom der er endnu mere brug for det nu end før.
Før i tiden blev eleverne vrede og frustrerede, hvis vi ikke havde et tydeligt fokus på den grønne dagsorden. Der var sågar elever, som gennemlæste vores hjemmeside og holdt os op på de ting, vi skrev, og beskyldte os for greenwashing, hvis ikke vi gjorde nok.
Der var elever, som blokerede græsplænen, for at den skulle vokse vildt, og vores spisesal har i perioder været en kampzone, hvor min vigtigste rolle som lærer var at mægle mellem parterne for at sikre plads til, at alle kunne være der.
Men nu er det, som om der ikke længere er nogen, der lægger mærke til, hvordan vi forholder os til den økologiske krise, og det gør, at vi som skole langsomt har sænket paraderne og har flyttet vores eget fokus videre til andre områder.
LÆS OGSÅ: Er naturen dannelsens nye ledestjerne?
Men den økologiske krise er her, og tingene vil blive værre. Og derfor er det så paradoksalt, at den fylder mindre og mindre i vores samtaler og hverdag.
Jeg oplever selv en smule berøringsangst over for emnet. Dels fordi det kræver meget af mig selv at blive ved med at sige de samme ting igen og igen og igen. Fortælle de samme historier, med mindre håb for hvert år, der går.
Opremse de samme tal, som stadig bevæger sig i den forkerte retning. Men allermest, fordi jeg oplever, at flere og flere af mine elever melder sig ud.
Alligevel bliver jeg ved, for jeg tror ikke, det er et udtryk for ligegyldighed. Jeg tror, det er et udtryk for det modsatte. For en slags følelsesmæssig forstoppelse, der er et resultatet af den håbløshed, som har tvunget alt for mange til at holde den økologiske krise ud i strakt arm.
Det er et spørgsmål om selvbevarelse. Om at beskytte sig selv og livsglæden. Den gnist, der gør livet værd at leve.
Fanget mellem virkeligheden og vores håb for fremtiden
Det er en folkebevægelse mod nuet, fordi her kan fremtiden ikke nå os. Ikke lige her i dette øjeblik på det her sted.
Lige nu i Danmark kan vi mere eller mindre leve i fred og fortsætte vores liv som hidtil, hvis bare vi lukker øjnene og ikke orienterer os ud i verden – eller mod forskningen, som gang på gang har slået fast, at hvis vi ikke gør noget nu, så får det vidtrækkende og dramatiske konsekvenser.
Det er ikke den næste flyvetur, der gør forskellen, og til gengæld føles det godt imens. Sådan tænker flertallet stadig. Københavns Lufthavn nærmede sig i 2024 et passagertal, som næsten svarede til rekordåret i 2018.
29.9 millioner mennesker på flugt fra fremtiden, formentlig i en flyvemaskine med retning Syden, hvor konsekvenserne af klimaforandringerne – paradoksalt nok – har taget voldsomt til i den seneste tid. Er det et udtryk for uvidenhed?
Nej. Det er et udtryk for, at alt for mange mennesker ikke længere kan holde til trykket. Hvis ikke de giver efter og flyder med strømmen, så bliver de mast. Fanget mellem håb for fremtiden og den virkelighed, de hver dag bliver konfronteret med.
Jeg føler en dyb kærlighed over for naturen og ser den på mange måder som en nær ven. Eller måske ligefrem som et familiemedlem. Jeg taler til træerne, når jeg går alene igennem skoven.
- Nikolaj Voldum Ahlburg
Der er en afgrundsdyb kløft mellem det, vi ved, vi er nødt til at gøre, og så det, der rent faktisk sker. Mellem vores værdier og den måde, vi lever vores liv på.
Og når vi skuer ned i afgrundens mørke, er det eneste, vi ser, afmagt, sorg, vrede og skyld. Mørket bliver en del af os selv. Det klistrer sig fast og tynger os ned. Tungere og tungere for hver dag, vi vover at se verdenssituationen og vores eget ansvar i øjnene.
Indtil hverdagen til sidst bliver ubærlig, og ud af mørket vokser en dystopisk fortælling om fremtiden.
Mørkets modsætning er lyset. En dikotomisk opstilling. En forsimpling af verden, som ikke giver os svaret på noget som helst. Det minder os dog om, at alt handler om balance. Økosystemerne og menneskelivet har dét tilfælles. Balancegangen. På den måde hænger vores skæbner uløseligt sammen.
For den mørke afgrund er ikke andet end spejlingen af naturens tilstand. En spejling af naturen i os selv, som efterhånden er skrumpet ind og ligger udtørret og rynket som en uvandet plante hen ad bordet. Et billede på afstanden mellem menneske og natur.
Dannelse er forbindelse er kærlighed til natur
Vi kan ikke ændre på verden, uden at naturen er en væsentlig del af samtalen. Vi kan ikke hele os selv og den ubalance, som er vokset ud af vores selvtilstrækkelighed, uden at redde naturen på samme tid.
Og det er her, naturdannelsesbegrebet kommer ind, fordi omdrejningspunktet for naturdannelsesprocessen er forbindelsen til naturen.
Når jeg taler om naturdannelse og naturforbindelse, så kan det måske være svært at forstå, hvad det er, jeg mener. For hvad er et naturdannet menneske? Hvordan kommer en stærk naturforbindelse til udtryk, og hvordan dannes den?
Måske er det lettere at forstå, hvis jeg bruger ordet naturkærlighed. For ordet kærlighed er et begreb, de fleste mennesker har et forhold til, og som vi derfor også forstår tyngden og betydningen af.
Kærlighed er et stort ord, som mange tøver med at bruge, selv over for de mennesker, de holder allermest af. “Jeg elsker dig” er ligeledes en sætning, som man holder tæt ind til kroppen for ikke at udstille sig selv.
LÆS OGSÅ: Iben Maria Zeuthen: ”Der kommer aldrig til at være et facit for, hvordan man tror på Gud, eller hvordan vi løser klimakrisen”
For tænk, hvis den, som ordene var rettet imod, ikke sagde det samme tilbage til én. Eller tænk, hvis folk syntes, man var mærkelig, hvis man rettede ordene mod naturen eller et træ. For kan man virkelig det? Kan man elske naturen? Kan man føle kærlighed over for den?
Det gør jeg. Men når jeg skriver det her, så kan jeg mærke, at usikkerheden også følger med. For hvad vil du som læser tænke om mig, nu hvor jeg har afsløret min hemmelighed? Vil du se ned på min faglighed eller tænke, at jeg er lidt for spirituel?
Sådan tænker den naturvidenskabelige del af mit hoved, selvom min intuition og mine følelser fortæller mig noget andet. En sandhed, som jeg i noget tid har haft svært ved at erkende og stå ved.
Jeg føler en dyb kærlighed over for naturen og ser den på mange måder som en nær ven. Eller måske ligefrem som et familiemedlem. Jeg taler til træerne, når jeg går alene igennem skoven.
Jeg lægger mig ned og mærker jorden under mig og lader naturen forme mine tanker, som om jeg havde en samtale med den.
Naturens kritiske stemme og forandringskraft
For det gør den. Naturen former vores tanker, når vi opholder os i den. Den sætter vores tanker fri til at vandre. Og den sætter os fri til at tænke os ud af hverdagens fastlagte rammer og de normer, vi lever under.
Faktisk er naturen én af mine vigtigste samtalepartnere, fordi den konstant udfordrer mit perspektiv på livet og hjælper mig med at finde balance i det liv, jeg lever. Og det er jeg ikke ene om.
Faktisk tror jeg, at de fleste kender til værdien af en gåtur gennem en skov eller langs stranden. Det hjælper med at klare tankerne.
Gør tænkningen mere skarp og kritisk, fordi nervesystemet falder til ro i mødet med den spontane sansning og nærværet, som indfinder sig, så snart man træder ind i naturens rum.
Vi kan ikke ændre på verden, uden at naturen er en væsentlig del af samtalen. Vi kan ikke hele os selv og den ubalance, som er vokset ud af vores selvtilstrækkelighed, uden at redde naturen på samme tid.
- Nikolaj Voldum Ahlburg
Derfor er det også sådan, jeg præsenterer den faste vandrerute på mit fag Gå på Testrup Højskole. Som en ny bekendt, mine elever skal møde. Som en relation, de måske med tiden kan blive trygge ved og måske ligefrem kan komme til at holde af.
En relation, de kan bruge til at skabe balance i hverdagen, og som de kan lære at kende ved at bruge tid i den.
Til at begynde med vil naturområdet måske ikke føles som noget særligt, men giv det tid, og så vil naturoplevelserne til sidst blive til kærlighed. For hvad er kærlighed andet end en ophobning af minder?
En sammensmeltning af sansninger, følelser, refleksioner og erindrede øjeblikke fra forskellige dage, som til sidst opnår en kritisk masse, der sætter sig i hjertet, og på et øjeblik kan ændre ens verden og livssyn.
Dét gør kærlighed. Kærlighed forandrer mennesker. Det er den stærkeste forandringskraft, jeg kender til. Langt stærkere end had og skam og vrede. For hvad er vi ikke villige til at gøre for de mennesker, eller den natur, vi elsker?
Den frie og legende vekselvirkning
Men man kan ikke elske noget, uden at kende det. Forelskelse, betagelse og forblændelse kan opstå spontant, men kærlighed er noget, der opbygges over tid, fordi den kræver, at man kender essensen af det, man retter den imod.
Naturkærlighed er at vokse sammen med naturen. At indse, at man ikke kan leve uden den, og at den har brug for en. At naturen er en del af ens indre kerne. Af den, man er.
Så hvis vi ønsker at modarbejde resignationen aktivt, hvis vi vil revitalisere den brede folkebevægelse for naturen, hvis vi vil lykkes med at skabe den omfattende forandring i vores kultur og samfund, der skal til for at sikre naturen for fremtiden, så er det ikke nok med mere overfladisk færdighedsopøvning og kortsigtet målstyret læring, som den folder sig ud i store dele af vores skolesystem.
For vi kan ikke forbinde os med verden og naturen fra et klasserum, hvor tests og arbejdsmarkedstænkning er blevet gjort til det centrale omdrejningspunkt.
Det er den tilgang til uddannelse, som resignationen og magtesløsheden vokser ud af, fordi der ikke er nogen handlekraft eller tilknytning til verden i den. Det er en tilgang til mennesker, som kvæler alle former for oprør og anderledes tænkning.
LÆS OGSÅ: Vi skal tale om klimasorg i fællesskab
Og det er ellers dét, vi har allermest brug for i vores samfund nu.
Derfor må vi ud i naturen og mærke den. Vi må forbinde os til den og mærke kærligheden. Det er et helt afgørende dannelsesprojekt, som i mine øjne er lige så vigtigt som dansk og matematik.
For hvad skal vi med den slags færdigheder, hvis ikke vi har en forbindelse til verden? Hvis ikke vi har et værdikompas, som kommer til udtryk i respekt og omsorg for naturen, som er den globale økologiske krises omdrejningspunkt?
Måske er det ikke mere videnskabelig viden, der er brug for i fremtiden, for vi ved det snart alle sammen. Måske har vi allermest brug for at sanse og lege i naturen, så vi kan danne minder og slå stærke rødder i den.
Så naturkærligheden kan sætte sig som en kugle i hjertet, der fylder os med håb og drømme, fordi vi i naturdannelsens lys igen kan se en vej frem. En vej igennem tornekrattet af artsuddøen, oversvømmelser, varmerekorder og ligegyldighed.