Af Mads Thorup Thomsen, journalist
Straks efter, at Mette Frederiksen annoncerede datoen for folketingsvalget i efteråret 2022, skyndte omkring 25 unge klimaaktivister sig ned i kulturhuset Forsyningen i København for at lægge en plan.
Flere måneder forinden havde de frivillige fra Folkets Klimamarch aftalt at arrangere en stor folkelig march, et sidste skub mod en ambitiøs klimapolitik, inden vælgerne skulle sætte deres kryds. Aktivisterne havde besluttet politiske krav, de havde fundet talere til demonstrationen, planlagt en rute gennem byen, printet plakater og oprettet en Facebook-begivenhed, der var klar til at blive sendt ud med et klik.
Klimaaktivisten Iben Madsen Lind, som fik sin indgang til aktivismen via et fag på Krogerup Højskole, var med til at planlægge den københavnske del af Folkets Klimamarch. I de tre uger, der fulgte efter statsministerens annoncering, brugte hun og de andre aktivister tiden på at sprede budskabet om demonstrationen.
Det var med en vis nervøsitet, at Iben Madsen Lind og de andre stillede sig op på Christiansborgs Slotsplads med bannere og gjorde klar den sidste søndag inden valget.
”I det efterår blev der snakket meget om, hvorvidt opbakningen til en ambitiøs klimapolitik var dalende i befolkningen,” husker aktivisten.
”Vi tænkte, at nu har vi slået et meget stort brød op, og vi håber, der kommer mange, men det kan også virkelig floppe, hvis der ikke gør. Vi følte, at klimabevægelsen var på prøve,” siger Iben Madsen Lind.
Aktivismen til debat
I efteråret udkom den unge belgiske idéhistoriker Anton Jäger på dansk med bogen Hyperpolitik. Med sin titel lancerede den et nyt prædikat, der kan sættes på vores tid, som ifølge forfatteren er kendetegnet ved, at demonstrationer blusser op og klinger af igen med stor hast, hyppighed og styrke, men ikke giver ret meget politisk indflydelse.
For tiden er selve aktivismen også kommet til debat. Demonstranter hælder maling på malerier eller stopper morgentrafikken for at råbe op og kræve klimahandling til både forargelse fra folk og politikere og til bifald fra andre. Da tusinder gik på gaden det sidste år i demonstrationer for våbenhvile i Gaza, blev protesterne mødt med beskyldninger om, at demonstranternes slogans var for tæt på Hamas’ formuleringer.
Og den 24. februar i år fjernede politiet en blokade, da hundredvis af aktivister slog lejr foran Mærsks hovedkvarter i København for at protestere imod, at shippingselskabet fragter våbenudstyr fra USA til Israel – som det undersøgende medie Danwatch afslørede i februar. Her trak politiet knipler, brugte tåregas på de ellers fredelige demonstranter og anholdt 20 demonstranter fra blokaden.
LÆS OGSÅ: ”Vi tror på, at vi spreder højskolepædagogikken bedst ved at vise den i praksis i stedet for at holde taler om Grundtvig”
Bogen Hyperpolitik er blevet rost for sin diagnose af samtiden, men også kritiseret for sine påstande, for kan man ikke netop sige, at den grønne bevægelse har haft en stor indflydelse på de vestlige politiske partiers positioner i forhold til klima?
Aktivisten Iben Madsen Lind behøvede nu heller ikke at være bekymret for klimamarchen, for folk strømmede ud i gaderne.
”Det var noget af det mest håbefulde, jeg har oplevet i hele mit liv,” siger hun og husker oplevelsen af at se 50.000 mennesker i alle aldre og med forskellige baggrunde i fællesskab gå og råbe på mere klimahandling.
I Folkets Klimamarch og Den Grønne Ungdomsbevægelse, hvor Iben Madsen Lind har været aktiv i cirka fire år, fandt hun et fællesskab, der går op i at skubbe Danmark og verden i en grønnere retning og at presse politikerne til mere klimahandling.
Før hun kom med i den grønne bevægelse, så hun sig selv som en tilskuer til dårlige nyheder om, at klimakrisen og biodiversitetskrisen tog til, og at handlingen gik alt for langsomt. Efter en tid med faget Jorden Kalder på Krogerup Højskole fandt hun ud af, at hun kunne ændre sin personlige indignation til handling i et fællesskab.
Ungdomspolitik
Men mens nogle unge går på gaden i protest, går andre den partipolitiske vej for at påvirke samfundet. En af dem er den 22-årige Jens Paaske, som er landsformand for Venstres Ungdom. Da han som 16-årig meldte sig ind i ungdomspartiet, fandt han et sted, der arbejdede for hans idéer om frihed, og et fællesskab, han kunne slutte sig til.
Han vil ikke kalde Venstres Ungdom aktivistisk:
”Jeg forbinder som udgangspunkt aktivisme med noget venstreorienteret. Jeg vil ikke sige, at vi gør vores indflydelse gældende via aktivisme,” siger Jens Paaske.
Ungdomspartiets måde at påvirke samfundet på er nærmere at udvikle politiske udspil til at sende ud i den politiske offentlighed, at hjælpe med at få de rigtige Venstre-kandidater valgt, at skrive læserbreve og afholde debatarrangementer. Ungdomspartiet laver dog også kampagner, for eksempel via sociale medier.
Hvis man vil demonstrere imod dyr offentlig transport, kan man ikke bare lade være med at betale sin togbillet. Det skal være en organiseret protest, og der skal være langsigtede krav, som strækker længere end den enkelte togrejse.
- Clara Nepper Winther, lærer på Krogerup Højskole
Civil ulydighed som Mærsk-aktionen, eller når klimaaktivister blokerer trafikken, er han imod. For formanden er grænsen for aktivisme simpel: Den skal overholde loven, og demonstranterne skal følge politiets anvisninger:
”Dét er en god grundindstilling, når man vil demonstrere for en given sag. Derfor mener jeg ikke, at blokaden af Mærsk er en legitim demonstrationsmåde, og jeg tror, at det fungerer kontraproduktivt for aktivisterne, da flere vender sig imod dem og deres sag, når man anvender sådanne metoder,” siger han.
Jens Paaske mener, at ”gennemsnitsdanskeren” vender sig mod klimabevægelsen ved civilt ulydige aktioner, og uden gennemsnitsdanskeren på sin side, kan man ikke nå den grønne omstilling, siger han.
Den slagne vej
Han mener heller ikke, at der er nogen grund til, at højskoler introducerer eleverne for civil ulydighed som en metode, fordi de ifølge ham ikke skal ”undervise i, hvordan man bryder loven”.
”De kan derimod undervise i, hvordan man kan fremme en politisk sag på sober vis, herunder via debatindlæg, deltagelse i politiske partier og tilsvarende,” mener han.
Jens Paaske mener, at både ungdomspartier og aktivistiske organisationer som Den Grønne Ungdomsbevægelse er vigtige i et demokrati, men fordelen ved et ungdomsparti er ifølge ham, at man der med tiden gradvist får et højere og højere niveau af indflydelse og til sidst selv kan ende som en af de vigtigste beslutningstagere i landet.
LÆS OGSÅ: Christian Egander Skov: ”Højskolevenstre kommer ikke til at rejse sig fra graven”
”Den klokkeklare distinktion mellem et ungdomsparti og en aktivistisk organisation er, at dem, der tager del i ungdomspolitik, ofte forfølger politiske karrierer senere – i byrådet, Folketinget eller Europa-Parlamentet. De trin er der ikke i klimabevægelsen,” siger han.
Tror du, man opnår størst indflydelse i et ungdomsparti eller i for eksempel klimabevægelsen, hvor man har ét overordnet mål?
”Jeg tror, man i ungdomspartier får en større indflydelse på det brede samfund, fordi vi jo mener noget om hele samfundet. Hvis man mest er optaget af for eksempel uddannelsespolitik og melder sig ind i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, som har ét hovedområde, så kan det godt være, man får mere fagspecifik indflydelse der. Men den brede indflydelse på hele samfundet, mener jeg, man får mest i et ungdomsparti,” siger Jens Paaske.
Fra apati til indflydelse
Clara Nepper Winther underviser i faget Verden Brænder på Krogerup Højskole. Et politikfag, hvor tanken er, at elevernes opnåede viden til sidst skal munde ud i en form for politisk handlen.
”Jeg forsøger på faget at minde om, at vi alle har en rolle at spille i samfundet, men også, at vi ikke skal bære det hele på vores egne skuldre. Grundtanken er, at udfordringerne skyldes strukturer, som kan være meget komplicerede, men som vi skal kende for at forstå samfundet,” siger hun.
Højskolelæreren refererer til den hollandske pædagog Gert Biestas tanker om “verdensvendt uddannelse”: At uddannelse og pædagogikkens rolle er at få eleverne til at orientere sig mod verden frem for mod sig selv. På hendes fag er det et mål, at eleverne skal være nysgerrige på verden og forholde sig til den, inklusive dens kriser og deres eget ansvar i dem.
Eleverne skal selv tage initiativ til og sammen lave en kampagne for en sag, de selv vælger. De skriver kronikker, laver demonstrationer og happenings, designer plakater og holder oplæg på gymnasier. Det kan for eksempel være for billigere offentlig transport, imod frihandelsaftalen mellem EU og den sydamerikanske handelsblok Mercosur eller for en ændring af den europæiske landbrugspolitik i forhold til at lægge større vægt på biodiversitet.
”Eleverne bliver selv kampagneaktivister,” siger Clara Nepper Winther.
På mange måder fungerede højskolefaget som en trædesten til det næste. Og jeg synes, jeg har højskolen med i alt det, jeg gør. Jeg kan se højskolen i de ting, vi laver, det ansvar, vi føler, og den måde, vi er omkring hinanden i et fællesskab.
- Iben Madsen Lind, aktivist i klimabevægelsen
Men så er der de gange, hvor eleverne beslutter sig for civil ulydighed, hvor man overtræder loven som en del af en protest med et større formål. Som da en gruppe hængte et stort banner ned fra Bispeengbuen på Nørrebro i København i ly af natten uden tilladelse, så det var synligt om morgenen, når trafikken begyndte. Eller da en anden gruppe gik i Folketinget og afbrød samtalen med en sang imod stramninger på asylområdet.
Her opstår nye dilemmaer: Hvordan tackler man som lærer, at eleverne laver projekter, der bryder reglerne? Hvad tæller som en acceptabel protest?
Clara Nepper Winther understreger, at den slags aktivisme kun har fundet sted få gange på hendes 13 elevhold. Men det er en del af den palet af muligheder, som samfund historisk har rykket sig på, siger hun. Så selvom skolen ikke selv opfordrer eleverne til civil ulydighed, skal de præsenteres for metoden.
”Hvis det er noget, eleverne gerne vil gøre, diskuterer vi i fællesskab på holdet,” siger hun.
Desuden sætter lærerne grænserne op for den civile ulydighed: Eleverne må ikke begå vold eller hærværk. Aktionerne må heller ikke være i elevernes egen personlige interesse, men skal være for et langsigtet mål.
”Hvis man vil demonstrere imod dyr offentlig transport, kan man ikke bare lade være med at betale sin togbillet. Det skal være en organiseret protest, og der skal være langsigtede krav, som strækker længere end den enkelte togrejse,” siger Clara Nepper Winther og tilføjer, at der i det eksempel også inden protesten skal foregå en form for kommunikation med de magthavere, som protesten retter sig imod.
Uenighed i fællesskabet
Det er dog ikke alle elever, der vil være med til en civil ulydig aktion.
”Den her type aktivisme er en metode, der skiller vandene. Vi når ikke altid dertil, hvor alle er enige,” siger Clara Nepper Winther.
”Så alle i elevkampagnen skal kunne stå inde for aktionen. Derudover er der en god demokratisk øvelse i at finde hen til et kompromis. I sådan en situation fortæller vi eleverne, at selvom de ikke er for en idé, kan de godt give tilladelse til noget af den, hvis de ikke er helt imod,” uddyber hun.
For Clara Nepper Winther er det ikke umuligt at forestille sig, at skolens elevhold kunne lave en protest, der ligner Mærsk-aktionen.
”Der er ikke lavet noget hærværk, der blev hængt nogle bannere og skilte op ved indgangen, som er midlertidige. Og så satte folk sig helt fredeligt. Så det tror jeg godt, kunne lade sig gøre. Også at lave den uanmeldt, for at den får et overraskelseselement,” siger hun.
Den hårde reaktion fra politiet, der fjernede demonstranterne ved at slå med knipler og bruge tåregas, var voldsommere, end vi er vant til at se i Danmark, vurderer højskolelæreren, men peger samtidig på, at det udfald altid er en risiko for demonstranter ved den type aktioner.
LÆS OGSÅ: For 90 år siden tog Myles Horton til Danmark for at lære, hvordan højskolerne kan ændre samfundet
”Man skal vide, hvad man går ind til. Selvom jeg tror, det kom bag på mange, at politiet slog, fordi det netop var dansk politi, og det var en meget fredelig aktion, så er det stadig en af risiciene i den konsekvensanalyse, man laver inden. Og den ville vi også gennemgå med eleverne, hvis de besluttede sig for at lave en direkte blokade,” siger Clara Nepper Winther.
Aktivisme og højskole er en interessant blanding, for hvordan opfordrer man elever til at engagere sig aktivistisk i samfundet, mens man samtidig sørger for, at det sker på højskolemanér uden for meget polarisering og konflikt og med højskolebevægelsens værdier om fællesskab og samtale?
Clara Nepper Winther mener, at der er et clash imellem aktivistisk protest og højskolesamtale. Men det clash er en nødvendighed, siger hun. På Krogerup Højskole underviser hun også i faget Møder på Hal-vejen, som er et dialogfag inspireret af Hal Koch.
Her opsøger eleverne dem, de er uenige med eller har fordomme imod. Det kan være en clairvoyant, en person fra Luthersk Mission eller Hizb ut-Tahrir, en sexarbejder eller en influencer, som inviteres på kaffe og en fri snak, hvor parterne skal forsøge at blive klogere.
”Her skal man ikke påvirke nogen, men blive klogere på den anden. Det er et meget klassisk højskolefag,” siger hun.
Fra resignation til handling
Før klimaaktivisten Iben Madsen Lind tog på højskole, havde hun aldrig været til en demonstration eller forestillet sig, at hun skulle være aktiv i klimabevægelsen.
”Jeg var meget indigneret over klima- og biodiversitetskrisen, men jeg vidste ikke, hvad jeg kunne gøre med min frustration. Jeg havde en følelse af, at samfundstendenser generelt var noget, der passerede forbi uden for mit vindue, og som jeg ikke kunne gøre noget ved.”
Hun tog faget klima- og naturfaget Jorden Kalder på Krogerup Højskole, og her blev eleverne introduceret til sociale bevægelser i Danmark. Det vigtigste, hun fik ud af opholdet, og som gjorde hende i stand til senere at engagere sig i klimabevægelsen, var at møde mennesker, der allerede var aktive i bevægelser:
”Jeg oplevede, at der var folk, der både delte de frustrationer, jeg havde, og også omsatte det til handling. Som sagde, at hvis vi organiserer os, kan vi skabe enorme forandringer sammen. Når man møder et fællesskab, som har nytænkning og god energi, skal man søge derhen,” siger Iben Madsen Lind.
Der er behov for, at flere engagerer sig i partier og organisationer helt generelt, og jeg tror også, at det ville føre mere reel forandring med sig, hvis man satte sig ind ved bordet frem for at stå udenfor og demonstrere for et budskab.
- Jens Paaske, formand for Venstres Ungdom
Især hendes lærer på højskolen – som er medstifter af Den Grønne Ungdomsbevægelse – inspirerede hende, fortæller hun. Og da opholdet var forbi, spurgte læreren holdet, om de ville være frivillige til en demonstration. Senere gik eleverne rundt i gule veste om søerne i København og delte vand ud til en klimademonstration.
”Det var et stort vendepunkt for mig faktisk at være med til at facilitere en demonstration, for det føltes så meningsfuldt at kunne gøre noget konkret,” siger hun.
Adspurgt om der er steder, hvor højskolens undervisning ikke lever op til erfaringerne fra den virkelig verden – hvor undervisningen adskiller sig fra praksis – svarer Iben Madsen Lind, at hun oplevede undervisningen og sin efterfølgende aktivisme som naturligt i forlængelse af hinanden.
”På mange måder fungerede højskolefaget som en trædesten til det næste. Og jeg synes, jeg har højskolen med i alt det, jeg gør. Jeg kan se højskolen i de ting, vi laver, det ansvar, vi føler, og den måde, vi er omkring hinanden i et fællesskab,” siger hun.
Med muligheder følger ansvar
I dag underviser Iben Madsen Lind selv på sin gamle højskole som et studiejob ved siden af sit medicinstudie.
Er der noget, højskolerne kan blive bedre til, når det handler om at klæde unge på til politisk engagement?
”Vi må nok gerne være mere udtalte om, at vores verden kræver, at vi går ud og tager ansvar. At give eleverne en bevidsthed om et ansvar, som de bør tage på sig, er i virkeligheden en gave. Som højskolebevægelse ville vi stille os et godt sted, hvis vi stiller krav til de mennesker, som har været på højskole, om, at de skal bære ansvaret for verden med sig videre. Vi må gerne sige mere højt til hinanden, at hvis man har muligheden, har man også forpligtelsen,” siger hun.
For landsformand for Venstres Ungdom, Jens Paaske, er det også presserende, at unge tager det samfundsudviklende ansvar på sig. Han påpeger for det første, at han mener, at for få unge benytter sig af muligheden for politisk indflydelse ved at sætte deres kryds på stemmesedlen:
”Først og fremmest skal man sørge for at få stemt til valgene. Det er jo desværre ikke alle unge mennesker, der er lige gode til det. Det er heller ikke, fordi de voksnes deltagelse er prangende, men der er nok en faldgrube i, at unge mennesker ikke får udnyttet deres stemmeret,” siger han.
LÆS OGSÅ: Kristian Jensen: "Højskolerne er politisk intetsigende. Og det er farligt"
Men politisk ansvar kan hverken reduceres til at stemme, deltage i partipolitik eller være medlem af aktivistiske organisationer:
”Man kan stille op til elevrådet, melde sig ind i organisationer som klimabevægelsen og sætte sit præg på samfundet via dem eller stille op til bestyrelsen i den lokale tennisklub. Der er en bred palet af muligheder for at engagere sig i samfundet,” siger Jens Paaske.
Ungdomspolitikeren er ”langt hen ad vejen” enig i en anden del af Anton Jägers tese i Hyperpolitik, som handler om, at mange politiske bevægelser ikke får særlig stor indflydelse, fordi for få melder sig ind i de politiske institutioner.
”Der er behov for, at flere engagerer sig i partier og organisationer helt generelt, og jeg tror også, at det ville føre mere reel forandring med sig, hvis man satte sig ind ved bordet frem for at stå udenfor og demonstrere for et budskab. Dermed ikke sagt, at jeg har noget imod demonstrationer, for det har jeg bestemt ikke. Jeg anser demonstrationer som en grundpille i demokratiet og i de politiske frihedsrettigheder, men der er behov for, at flere engagerer sig ved beslutningsbordene og gør deres indflydelse gældende her,” siger Jens Paaske.