Af Mads Thorup Thomsen, journalist
37-årige Steven Kelly havde for en håndfuld år siden netop mistet sit job som pedel og sad i sin lejlighed på Nørrebro i København uden særlig meget af lave, da hans danske kæreste foreslog, at han skulle tjekke Vestjyllands Højskole ud.
”What’s a højskole?” spurgte han.
Steven Kelly er født og opvokset i Skotland og var efter at have mødt en kvinde i Danmark flyttet til København, hvor han i ti år havde han arbejdet på restauranter og som pedel, sideløbende med at han spillede i forskellige bands.
Hans kæreste forklarede ham kort, hvad en højskole er, og selve skoleformen vakte hans nysgerrighed. Spontant skrev han sig op til Vestjyllands Højskole som elev i foråret 2016.
Da han tog hul på sit højskoleophold, blev han ”blæst bagover,” fortæller han i dag.
”Der var en helt vild, skør energi, som er svær at beskrive. Det var, som om der var koffein i luften,” siger han.
LÆS OGSÅ: Kan vi lære noget af Latinamerikas take på Grundtvig?
Steven Kelly husker elever fra mange lande, unge mænd, der strikkede, udklædningsfester og nøgenbadning i januar, teaterforestillinger, musiktimer med elever fra både Ungarn, Storbritannien og Danmark – og masser af fællessang. Der var elever i alle aldersgrupper, og Steven Kelly knyttede hurtigt bånd til både danske og internationale elever.
”Selvom jeg ikke kendte til højskoler i forvejen, forstod jeg straks, hvad det var: Det er et drivhus for mennesker,” siger han begejstret.
Da opholdet var slut, tog han tilbage til København, men nogle måneder senere fik Steven Kelly en mail fra Vestjyllands Højskoles forstander: Musiklæreren skulle på orlov, og de manglede en vikar i tre måneder. Kunne han tænke sig at undervise?
”Jeg sagde, at jeg ingenting vidste om at undervise. Men det betød åbenbart ikke så meget, for de må have set noget i mig. Desuden pegede mit liv ikke rigtig i nogen retning, og jeg havde opdaget, at det her sted var magisk. Så jeg greb muligheden,” siger han.
I december 2016 vendte Steven Kelly tilbage til den vestjyske højskole som lærer.
I begyndelsen var han bekymret over, om han var kvalificeret nok – for nok havde han spillet musik i mange år, men han havde som sagt ingen erfaring med at undervise.
”Jeg var bange for, at eleverne forventede, at jeg vidste alting. Men jeg fandt ud af, at jeg bare skulle bidrage med mine erfaringer ved at hjælpe dem til at opnå det, de selv gerne ville. Som højskolelærer arbejder jeg ud fra idéen om, at hvis bare eleverne bruger lang nok tid på det, så kan de transformere en idé til en færdig sang,” siger Steven Kelly, der bor tæt på højskolen og i dag er en af de lærere, der har været på skolen i længst tid.
Rigtig mange roller
”Det særlige ved at være højskolelærer er, hvor fri undervisningen er,” siger Ruth Duggan, der er tekstillærer på Løgumkloster Højskole, og som er vokset op i England.
”Man skaber sit helt eget indhold i faget og bestemmer selv, hvordan man gerne vil undervise. Det er meget grænseløst og åbent,” siger hun.
Hun boede i København og havde forskellige caféjob, da hun for nogle år siden hørte, at Løgumkloster Højskole genåbnede og søgte lærere. Hun havde tit hørt danske venner tale om ”højskolestemning” og vidste ikke helt, hvad det dækkede over, men blev alligevel interesseret i jobbet.
I Ruth Duggans timer arbejder eleverne både med tekstiler, syning, vævning, plantefarvning, strik, broderi og design.
”Da jeg kom til Løgumkloster, blev jeg forelsket i højskoleverdenen. Designbranchen handler meget om profit, men her på højskolen er mit job noget helt andet,” fortæller hun.
LÆS OGSÅ: Tidligere højskoleelever går forrest i Myanmar: "Min mor frygter for mig, hver dag jeg deltager i protesterne"
Ruth Duggan oplever højskolejobbet som meget intenst på godt og ondt.
”Man skal altid være meget social, og som højskolelærer har du flere roller. Jeg bruger mange forskellige hjernedele i løbet af en dag: Jeg tænker på business, jeg arbejder som mentor for de unge, jeg arbejder med tekstil, og jeg er public speaker. Men det er også en del af grunden til, at jeg så godt kan lide jobbet,” siger Ruth Duggan, der bor på højskolen.
Når hun taler med sine engelske venner og sin familie, forstår de ikke, hvorfor unge mennesker betaler for at tage i skole i deres sabbatår.
”Det tager noget tid for mig at forklare, at det er, fordi det er en fornøjelse for eleverne, og fordi det er en investering i deres liv,” siger Ruth Duggan. ”Det er lidt anderledes i England.”
Når hun taler om, hvad en højskole er, bruger Ruth Duggan abstrakte ord som ”rummelighed,” ”kærlighed” og ”omsorg”.
”Vi underviser eleverne i kompetencer, som er meget abstrakte og sociale og har med personlig udvikling at gøre. Det handler om at lære at være et helt menneske og lære, hvad det vil sige at være sammen i et kollektiv. Det har jeg helt fra starten syntes var virkelig spændende,” siger hun og fortsætter:
”Nogle elever bliver helt anderledes mennesker, efter de har gået her, fordi de har haft tid til at blive komfortable med sig selv, og fordi de føler, de har bidraget med ting socialt og kreativt.”
Det skal være svært
Da Steven Kelly begyndte som musiklærer på Vestjyllands Højskole, troede han, at eleverne skulle være glade hele tiden. Hvis de blev frustrerede over, at noget var svært i musiktimerne, blev han bekymret, husker han.
Men efterhånden, som han blev mere sikker som lærer, opdagede han, at han ikke behøvede at bekymre sig. For der er altid en fase i løbet af semestret, hvor det er frustrerende for eleverne at lære, fortæller han.
Selvom jeg ikke kendte til højskoler i forvejen, forstod jeg straks, hvad det var: Det er et drivhus for mennesker
Steven Kelly, højskolelærer
Engang fandt han en af sine musikelever grædende ved klaveret. Hun kunne ikke finde ud af det, hun gerne ville, og var usikker på sine evner.
”Jeg føler mig helt nøgen,” sagde hun. Steven Kelly gav hende en krammer og sagde: ”Det er godt, du har det sådan. For det er sådan, vi starter på noget nyt.”
I slutningen af opholdet trådte hun op på en scene foran hele årgangen og rappede en selvskrevet tekst, der handlede om hendes eget liv og hendes svære barndom, fortæller Steven Kelly.
”Du kan ikke prissætte at se nogen vokse så meget! Det magiske ved jobbet er at se mennesker udfolde sig på helt nye måder lige foran dig. Som højskolelærer får jeg tilladelse til at feje benene væk under eleverne og vise dem, at de godt kan lære noget, de ikke troede, de kunne. Vores job er at være facilitatorer for elevernes egne mål og deres selvudvikling.”
Steven Kelly sammenligner Vestjyllands Højskole med et kloster: Et sted langt ude i naturen, hvor eleverne kommer for at fordybe sig og lære. Og når han taler om højskolen, kan han ikke lade være med at bruge spirituelle ord:
”Det er mystisk og magisk, at der i så mange år har løbet folk rundt på gangene og grinet og jagtet deres egne interesser. Hvis man kunne hælde den stemning på flasker, kunne man tjene en formue!”
Den pædagogiske sandwich
I 2020 havde italienske Pierangelo Pompa sit første hold som lærer i teater og scenekunst på Højskolen Mors. I løbet af semestret kom hans elever til ham og sagde, at de havde brug for at tale med ham. Nogle af dem fortalte ham, at de var frustrerede i undervisningen over, at han ikke brugte ”den pædagogiske sandwich”, når han gav dem feedback.
Det udtryk havde Pierangelo Pompa aldrig hørt før.
”Først troede jeg, de mente, at de ville have noget at spise i pauserne,” griner han, så til næste time tog han små sandwiches med som snacks.
LÆS OGSÅ: For 90 år siden tog Myles Horton til Danmark for at lære, hvordan højskolerne kan ændre samfundet
Snart fandt han ud af, at det mere handlede om, at han ikke pakkede sin kritik ind i ros.
”Hvis jeg skulle sige ’kan du sige den replik højere?’, skulle jeg i stedet sige ’det lyder rigtig godt, men kan du eventuelt skrue lidt op’?” husker Pierangelo Pompa.
Det var en anderledes pædagogisk stil, end han var vant til.
Pierangelo Pompa er oprindelig fra Rom i Italien og har arbejdet som teaterinstruktør og undervist på teatre og teateruddannelser i mange lande. Som ung blev han betaget af den italienske teaterinstruktør Euginio Barba, som blandt andet stod bag Odin Teatret i Holstebro, og han rykkede derfor til Danmark for at kunne arbejde med ham.
Efter mange år i Danmark i et ret internationalt teatermiljø, hvor arbejdssproget var engelsk, besluttede han sig for at prøve noget ”virkelig dansk”. På det tidspunkt så han, at den nystartede højskole på Mors søgte en teaterlærer ikke langt fra, hvor han boede.
På Højskolen Mors er skellet mellem lærer og elev meget mindre end i den scenekunstbranche, han var vant til at arbejde i, så her oplevede Pierangelo Pompa et kulturelt chok.
”Som teaterkunstner har jeg altid været pædagogisk orienteret, og jeg underviser altid unge, men jeg kommer fra en pædagogisk tradition, hvor afstanden mellem lærer og elev er meget tydelig. På højskolen har jeg oplevet, at meget skal drøftes i fællesskab, og at det, eleverne siger, ofte er lige så vigtigt som det, læreren siger,” fortæller han.
Det er en svær balance, mener han.
”For det er meget progressivt. Men man skal også huske, at der findes én i lokalet, der kender faget og ved, hvordan grupper fungerer,” siger han.
Fagligt indhold eller selvudvikling
Et af de kendetegn, der gør højskolen til en unik skoleform, er ”balancen mellem faglighed og selvudvikling,” siger Pierangelo Pompa.
”Den klassiske sætning er, at man på højskolen skal undervise med fag i stedet for i fag. Du skal finde en måde at bruge faglige elementer, men samtidig skal hovedfokus være på personens selvudvikling. Det er en skrøbelig balance. Det fantastiske er så, at man som højskolelærer er fuldstændig fri til at finde sin egen tilgang til denne særlige pædagogiske situation,” siger han.
På højskolen har jeg oplevet, at meget skal drøftes i fællesskab, og at det, eleverne siger, ofte er lige så vigtigt som det, læreren siger
Pierangelo Pompa, højskolelærer
I sine første to år på højskolen havde Pierangelo Pompa svært ved at komme ind i tankegangen om, at elevens selvudvikling er vigtigere end de faglige elementer.
”Men nu er jeg blevet dansk nok til at fungere på en højskole. Det tog nogle år, og det var virkelig en professionel pædagogisk udvikling. Jeg var en højtuddannet teaterinstruktør med international erfaring, men jeg har skullet gentænke de pædagogiske værktøjer,” siger han.
Højskolepædagogikken har endda ført til ændringer i, hvordan han instruerer i sit kunstneriske arbejde uden for højskolen.
”Det går for eksempel ud på at forventningsafstemme med gruppen løbende og lægge mere tid i tidsplanen til at høre, hvad gruppen tænker. Når jeg før i tiden arbejdede på en forestilling som instruktør, lagde jeg næsten kun mærke til, hvordan prøverne fungerede teknisk på scenen. Nu kigger en anden del af min hjerne på, hvordan personen har det med det, vi laver, og om vi for eksempel skal arbejde i et andet tempo,” siger Pierangelo Pompa.
Forholdet til eleverne
International People’s College i Helsingør er en særlig højskole: Her kommer eleverne fra hele verden, og undervisningssproget er engelsk, men institutionen har rod i grundtvigianske skoletanker, fællessang og det eksamensfri rum.
En af lærerne på højskolen er Susan Nyatanga, der er født i Zimbabwe. Hun synes, det er et spændende sted at arbejde, fordi højskolen er anderledes end det, hun kender hjemmefra.
”I Zimbabwe går man i skole for at få et certifikat. Og på de skoler, jeg kender, bestemmer lærerne alt. Her er det helt anderledes,” siger hun.
LÆS OGSÅ: Lærer: “Højskolerne har en global rolle at spille”
Susan Nyatanga flyttede til Danmark for at studere International Relations and Development på Aalborg Universitet og havde egentlig kun planlagt at bo her i to år. Men hun blev så glad for sit ophold, at hun besluttede sig for at prøve at finde arbejde i Danmark. Efter at have suppleret med en international læreruddannelse på professionshøjskolen UCN var hun jobsøende, og på det tidspunkt manglede højskolen i Helsingør en lærer i faget African Studies.
Da hun begyndte at undervise på højskolen, var det første, hun lagde mærke til, at eleverne og lærerne havde et mere uformelt og venskabeligt forhold, end hun var vant til.
”I weekenderne kunne lærerne og eleverne hænge ud og nogle gange drikke øl sammen. Den verden har jeg aldrig selv oplevet som studerende,” siger Susan Nyatanga, der i dag bor på højskolen, og som har arbejdet der siden 2018.
”Undskyld min serv”
Fordi elevholdet er internationalt, har nogle af eleverne på International People’s College i begyndelsen svært ved at vænne sig den uformelle relation, der er mellem lærere og elever på skolen, fortæller hun.
Susan Nyatanga husker, at hun en sommer spillede tennis med en japansk elev på skolens tennisbaner efter undervisningen.
Da den japanske elev servede sin lærer ud, bukkede hun og sagde ”undskyld”, og Susan Nyatanga fornemmede, at eleven ikke servede så hårdt, som hun kunne. Og da Susan Nyatanga ved en fejl skød bolden uden for banen, sprintede eleven ud og hentede bolden for hende.
”Jeg sagde til hende: ’Du spiller med en ven. Jeg skal nok selv hente bolden, og du skal serve så hårdt, som du kan.’”
Selvfølgelig har højskolen også nogle grundværdier, vi skal leve op til, men jeg er stadig meget fri. Det kan være lidt skræmmende, for friheden betyder, at du virkelig er nødt til at reflektere over, hvad du vil.
Susan Nyatanga, højskolelærer
Ligesom de øvrige lærere i denne artikel fremhæver Susan Nyatanga, at hun på sin højskole er fri til at tilrettelægge sin undervisning. Hun har tidligere arbejdet på en international privatskole med fast pensum.
”Der er ikke meget af dig selv i den slags undervisning,” bemærker hun.
”Selvfølgelig har højskolen også nogle grundværdier, vi skal leve op til, men jeg er stadig meget fri. Det kan være lidt skræmmende, for friheden betyder, at du virkelig er nødt til at reflektere over, hvad du vil. Men det gør også, at jeg kan tilpasse undervisningen til mine elever, alt efter hvad der optager dem,” siger hun.
Lige nu er Susan Nyatanga på barselsorlov, og det, hun savner mest fra sin hverdag på skolen, er fællessang.
”Det er smukt at stå op og synge i fællesskab. Det bringer os tættere sammen, for musik er et universelt sprog. Nogle af eleverne er virkelig musikalske, og hvis de har lyst til at spille klaver, opfordrer vi dem til at gøre det,” siger hun.
Eksaminer og motivation
Ifølge den skotske musiklærer Steven Kelly på Vestjyllands Højskole er fraværet af karakterer en central grund til, at højskoletraditionen virker så godt i praksis.
”Det frygtelige ved en almindelig uddannelsesinstitution er, at den sætter lighedstegn mellem værdi og en karakter. Men på en højskole skaber du værdi, hvis du bidrager til fællesskabet. Vi tilbyder som højskolelærere et sted, hvor du kan investere din egen passion, og det er meget vigtigere end et stykke papir, hvor der står B- (svarer til karakteren 7, red.) i matematik,” siger han.
Tekstillæreren Ruth Duggan synes også, at det fungerer rigtig godt, at højskolen er karakter- og eksamensfri – for ”dannelse kan man ikke måle.”
LÆS OGSÅ: Jorden drejer om sin akse
Til gengæld sørger hun altid for, at hendes elever laver en udstilling, så de har et konkret mål at arbejde hen imod.
Selvom Susan Nyatanga kalder det smukt, at International People’s College i udgangspunkt ikke giver karakterer, siger hun, at det er et tveægget sværd.
”Det er dejligt, at vi ikke har det pres, men nogle gange gør det også eleverne lidt for afslappede, fordi nogle af dem er vant til, at det er dér, deres motivation kommer fra. Nogle gange ser jeg elever, der stirrer ned i telefonen eller er mentalt fraværende,” siger hun.
Plads til skrøbelighed
Når teaterlæreren Pierangelo Pompa skal sætte fingeren på, hvad højskolen er for et sted, husker han en oplevelse, han havde, da han holdt sin første morgensamling for eleverne.
Forstanderen bad alle lærerne fortælle om deres liv, og hvordan de var endt på højskolen. Pierangelo Pompa fortalte om sit liv og viste familiebilleder på en projektor, og mens han talte, blev han rørt og kom til at græde foran eleverne.
”Dét øjeblik mærkede jeg, at der ikke var noget forkert ved at græde, selvom jeg var læreren. Jeg arbejder på et sted, hvor der er store muligheder for at være sig selv, være skrøbelig eller være forvirret. Der er en stor forståelse for mennesket, og det er heller ikke tilfældigt, at alle mine kolleger er fantastiske mennesker. Dem, man arbejder med på en højskole, er aldrig banale og overfladiske,” siger han.