Af Mai Trosborg Rasmussen, journalist
På et foto fra 2005, som min mormor har taget af mig, står jeg på vores trappetrin foran vores hus i Aarhus med en grå kuffert i hånden. Fotoet er taget, inden vi satte os ind i bilen og kørte mod Kunsthøjskolen i Holbæk. På fotoet er jeg 19 år og har lige afsluttet en sproglig gymnasieuddannelse på Statsgymnasiet i Aarhus.
Jeg husker forventningens glæde. Vi elever var spændte og afventende og hæftede os ved detaljerne. Sanserne var åbne, som de er det, når man endnu ikke ved, hvad der venter.
De fire måneder på efterårskurset på Kunsthøjskolen i Holbæk skulle vise sig af få stor betydning for mit liv. Tegningerne af Matisse. Mødet med Shirin Neshats kunst på en studietur til Berlin. Michael Strunge-samlingen på Mies reol. Thomas tegnelærers venlige, kohl-optegnede øjne. Talenterne. Lidenskaben.
LÆS OGSÅ: Sofie Torp spiller hovedrollen i 'Meter i sekundet': "Det er en anden sindstilstand at gå på højskole"
Alt det gjorde indtryk og efterlod spor i mig. Alle dem, jeg mødte på mit ophold, forsvandt senere i livet, men de levede videre i mine erindringer. Hvilke indtryk var de efterladt med efter vores fælles ophold?
Det vil jeg undersøge ved at opsøge nogle af mine højskolekammerater fra årgang 2005. Hvor er de i dag, og deler vi de samme minder? Selv er jeg 36 år, bosat på Amager og arbejder som freelancejournalist og ghostwriter.
”Højskolen er et sted inden i mig”
Freja Obbekær Vesterløkke var 21 år på højskolen, havde boet i sine forældres sommerhus i Rågeleje og arbejdet i Netto for at spare op til højskoleopholdet. I dag er hun 38 år og bor lidt uden for København med sin mand og deres tre børn på 2, 10 og 12 år.
Jeg møder Freja på en café på Nørrebro tæt på hendes kontor. Vi har ikke set hinanden siden højskolen, og jeg er spændt på, om jeg kan genkende hende.
På højskolen spottede vi talenter, før de havde opdaget sig selv. Freja var et af de talenter: Jeg husker tydeligt hendes passionerede arbejde med film, og det kommer ikke bag på mig, at hun i dag arbejder som videojournalist og har sit eget produktionsselskab, Future Projects, som hun stiftede i 2019.
Højskolen har været en pulje af inspirationskilder, jeg har kunnet vende tilbage til.
Freja Obbekær Vesterløkke
Da jeg spørger Freja, hvilken lærer hun husker bedst fra vores højskoletid, nævner hun Steen Schapiro, som er filminstruktør og dengang underviste i film på Kunsthøjskolen i Holbæk.
”Steen inspirerede os til at prøve nogle grænser af. Det syntes jeg var fedt, og det er noget, jeg er helt vildt taknemmelig for i dag. Jeg fik udvidet min horisont, og for mig er der en stor værdi i, at der var højt til loftet og plads til at være den, man er,” siger Freja og fortsætter:
”Højskolen har været en pulje af inspirationskilder, jeg har kunnet vende tilbage til. Jeg kan fx huske at blive præsenteret for den flamboyante australske performance-kunstner Leigh Bowery, som var et af vores mange festtemaer.”
Freja husker også vores højskolekammerat Amitai Romm og hans kunsttalent. I dag er Amitai uddannet fra Kunstakademiet og etableret i kunstverdenen. Hun fortæller, at han har anvendt en af hendes film fra kunsthøjskolen i et projekt. I den film spiller jeg en diva, og jeg erfarede på egen krop, hvordan Freja med et kamera kunne forvandle sine ideer til billeder og film.
LÆS OGSÅ: ”Højskolearbejdet har været lønnen i sig selv”
”På højskolen var jeg åben og søgende. Det er et sted, jeg kan søge tilbage til i dag – den tilgang til verden, hvor jeg var nysgerrig. Det er et sted inden i mig,” afrunder Freja vores lille højskole-reunion.
”Højskolen var en lille rystetur”
Mette Nielsen var lige fyldt 20 år, da vi startede på Kunsthøjskolen i Holbæk. Hun havde afsluttet en fireårig gymnasial uddannelse kombineret med MGK (Musikalsk Grundkursus, red.) i Odense.
I dag er hun 36 år, bor i en lejlighed på Amager med sin kæreste, arbejder som komponist og har lige skrevet sit første stykke musik for Odense Symfoniorkester. Vi mødes på en kaffebar på Amager, tæt på hvor vi begge bor.
Mette og jeg har set hinanden en enkelt gang siden vores fælles højskoleophold i 2005. Det var, da min roommate fra højskolen, Maja Holt Højgaard, og jeg tog til Mettes koncert, mens hun studerede på Musikkonservatoriet.
Mette var meget musikalsk. Det er sådan, jeg husker hende. Men faktisk var højskolen en pause fra musikken. Musik var ikke et af de fag, Mette var kommet for, fortæller hun. Hun ville have et bredere kunstsyn og har altid holdt af billedkunst.
”Tegning og billedkunst var fag, der har sat sig i mig, fordi lærerne åbnede mine øjne for nogle ting, jeg har brugt siden. Thomas Friisholm, som underviste i tegning, er nok den lærer, der har gjort det største indtryk. Han var også ’far’ for vores familie i rød bygning. Jeg husker, han gik rundt med sin datter Sol i en lilla ble om maven. Da jeg år senere vendte tilbage for at tage endnu et ophold på højskolen, var lille Sol blevet 9 år,” siger hun.
Jeg fik en masse oplevelser, som satte refleksioner i gang. Forelskelse var en del af det, og jeg slog mig lidt på et venskab
Mette Nielsen
På sin skulder har Mette tatoveret en tegning af Paul Klee – en tysk-schweizisk kunstner, som hun blev præsenteret for på højskolen.
”Hans kunst talte virkelig til mig, og jeg har ofte refereret til ham i min musik. Jeg endte faktisk også med at tage musik som fag, da jeg godt kunne lide læren Michael Nielen (som i dag er forstander, red.). Faget gav mig et helt andet blik på musik. Jeg kom fra den klassiske verden og blev på højskolen introduceret for et mere kunstnerisk blik på musikken”
Mette og jeg taler om studieturen, hvor vi bl.a. var til koncert med Berliner Philharmoniker. Det var et værk af den franske komponist Pierre Boulez og står højt på listen over gode koncertoplevelser for både Mette og mig.
Selv husker jeg musikken og indtrykkene, men ikke fortællingerne udenom. Det er Mette, der genopfrisker dem: Hun fortæller, at værket blev opført ad to omgange og fra to forskellige vinkler, fordi publikum fik nye pladser efter pausen, hvorefter stykket blev spillet forfra. Det har ingen af os oplevet siden.
LÆS OGSÅ: Et håndgribeligt eksperiment: Hvad har keramik og filosofi med hinanden at gøre?
For mig var højskolen fire mere eller mindre sorgløse måneder, men for Mette var alle følelser i spil, fortæller hun:
”Jeg fik en masse oplevelser, som satte refleksioner i gang. Forelskelse var en del af det, og jeg slog mig lidt på et venskab og lærte lidt om, hvordan man forstår andre mennesker.”
Mette afrunder vores samtale:
”Højskolen var en periode, hvor alting var meget åbent, men jeg var på nogle måder meget fastlåst i mine opfattelser af verden, fordi jeg kom fra en familie med meget faste holdninger og overbevisninger. Oplevelserne på højskolen var en lille rystetur. Det tror jeg var meget brugbart. ”
”Højskolen var var et wake up call”
Maja Holt Højgaard var 19 år i efteråret 2005. Hun kom fra Greve og havde ligesom mig lige afsluttet en gymnasial uddannelse, inden hun startede på Kunsthøjskolen i Holbæk.
Maja blev min værelseskammerat. Vi var jyden og sjællænderen. Rodehovedet og ordensmennesket. Faktisk gik der en linje på vores værelse, som definerede vores private rum i rummet. På den ene side var rodet og Maja, og på den anden side var der ryddeligt, og her var mit rum. Ingen af os husker det som en udfordring.
I dag er Maja 36 år gammel, bosat i Brøndby, gift og har to børn på 9 og 5 år. Hun er viceborgmester for Socialdemokratiet i Brøndby Kommune, uddannet læge og tager indimellem vagter som kirurgisk bagvagt på Nykøbing Falster Sygehus for at holde lægegerningen ved lige.
Foruden sine erhverv som læge og politiker har Maja været med til at starte en række projekter.
Det var på højskolen, at jeg for første gang følte, at jeg skulle stå på tæer for at lære noget.
Maja Holt Højgaard
Det seneste projekt er Brøndbydamerne, som er en fanklub for kvinder, der har til formål at få flere kvinder på stadion og engageret i fodbold. I 2017 var hun med til at stifte kampagnen ”Uden Tavshedspligt”, som satte fokus på sexisme blandt læger, medicinstuderende og ansatte i sundhedsvæsnet.
På højskolen tog Maja initiativ til at starte en svømme- og en strikkeklub. Vi var en lille flok, der mødtes tidligt om morgenen og svømmede i Holbæk Svømmehal. Om aftenen mødtes vi rundt omkring på værelser med te og strikketøj.
Fælles for Maja og mig er, at vi begge er meget sociale, og vi udnyttede til fulde, at vores værelse var det største på højskolen. Vores dør var ofte åben. Besøgte man os, blev man inviteret til at tegne en fisk til vores opslagstavle, og da vi forlod højskolen i december, var tavlen fuld af farverige fisk. Fisken var i øvrigt et symbol på det stjernetegn, vi deler.
Maja husker, at hun tog på højskole for at finde ud af, om hun skulle forfølge en kreativ karriere.
”Da jeg er vokset op i et miljø med idéen om, man kan blive, hvad man vil, ville jeg undersøge, om jeg skulle være kunstner. Men højskoleopholdet bekræftede mig i, at jeg var drevet af det naturvidenskabelige. Jeg savnede det og politikken – som jo siden kom til at fylde i mit liv,” fortæller Maja og fortsætter:
”Det var et wake up call at gå på Kunsthøjskolen. Jeg fik indsigt i mine styrker og svagheder inden for områder, jeg indtil da ikke havde haft så mange muligheder for at undersøge. Det var også på højskolen, at jeg for første gang følte, at jeg skulle stå på tæer for at lære noget.”
LÆS OGSÅ Lisbeth Trinskjær: Instrumentaliseringen koster unge dyrt
Maja overvejede også at læse til arkitekt som ung. Derfor tog hun et arkitektkursus på højskolen. Her oplevede hun, hvor konkurrencepræget faget kan være. Så hun droppede idéen igen.
”Efter højskolen har jeg dog brugt arkitektkurset. Da jeg sad i regionsrådet, var jeg i dommerkomitéen som lægdommer for Rigshospitalets nye nordfløj og nybyggeriet på Glostrup Hospital. Jeg brugte fagtermer og gik til det med en faglighed, de ikke var vant til,” fortæller hun.
Det var også på højskolen, at Maja begyndte at dyrke håndarbejde, hvilket stadig er en stor del af hendes liv.
”Jeg tegnede på højskolen, og da European Space Agency havde et open call til idéer til kirurgisk afskærmning i rummet, hvor operationerne foregår i vægtløs tilstand, og væskerne flyder rundt, tegnede jeg et forslag til dem. Jeg gik videre fra første runde. I dag beder mine børn mig indimellem tegne noget – en skildpadde eller en pokemon – men ellers er det mest strikkeriet, der fylder af kreative beskæftigelser,” siger Maja.
At leve og lære
Mine samtaler med Freja, Mette og Maja fører mig tilbage til højskoletiden. Jeg goog-
ler de navne, de nævner – kunstnere, lærere og elever – og verden bliver igen større. Det er, hvad højskolen gjorde. Den åbnede verden. Viste os, at den er større end dem, vi er, og hvad vi kom fra. Den gav plads til nysgerrighed uden et formål.
Fælles for os alle – udover vores interesse for kunsten – var, at vi havde søgt væk fra velkendte rammer for at skabe vores egen identitet. Hvem var vi, hvis vi ikke (kun) var vores forældres børn? Hvem er vi i samfundet? Og i relation til andre? Det er det rum, vi nysgerrigt åbnede i de fire måneder, vi gik på højskolen.
Vi var sammen mange mennesker med forskellige tilgange og erfaringer med og til livet. Måske slog vi os på hinanden en gang imellem, måske var vi så unge, at vi dømte ud fra det, vi så, og ikke dem, vi var. Vi opdagede i hvert fald, at man kan være i verden på forskellige måder, og at vi alle har en plads i den.
Højskolen var et sted, hvor vi levede, mens vi lærte.