Af Thue Kjærhus, forstander på Rønshoved Højskole
Thanks for the dance, Jørgen. Måske vil du også danse den næste dans?
LÆS OGSÅ Jørgen Carlsen: Jeg har en ukuelig tro på, at livet er livet værd
Det forekommer mig, at du tænker Hannah Arendts natalitetsbegreb som et tilvalg eller fravalg. I Arendts tankeunivers er nataliteten et grundvilkår i tilværelsen og ikke et spørgsmål om valg.
Men hvad mener Arendt i grunden med natalitet? Vi har kun omtalt begrebet overfladisk i Højskolebladet. Begrebet er kristen-jødisk. Arendt og Hans-Jørgen Schanz er kristne-jødiske tænkere snarere end græsk-inspirerede filosoffer, selv om jeg anerkender deres relationer til Aristoteles og Scotus.
LÆS OGSÅ Thue Kjærhus: Jeg foretrækker et liv i det moderne
Nataliteten, ondskaben og dæmonien eksisterer som et grundvilkår i livet, som vi kun kan forholde os til gennem handling, viden og vilje.
Natalitetsbegrebet henfører Arendt til den antikke kirkefar Augustin. Augustins berømte citat ”For at der kan være en begyndelse, blev mennesket skabt” rummer Arendts grund-ontologi.
Det store i Arendts tænkning er, at hun sammentænker den samfundsmæssige tilstand med natalitetsbegrebet. Ja, med alle livsforhold – også Auschwitz.
Hun skriver i Menneskets Vilkår, og det er faktisk det eneste sted, hvor hun eksplicit berører begrebet natalitet:
”Det mirakel, der redder verden, det vil sige sfæren for menneskets anliggende, fra dens normale naturlige forfald er i sidste instans født-hedens (natalitet, red.) faktum, som evnen til at handle er ontologisk funderet i. Miraklet er med andre ord fødslen af nye mennesker, den nye begyndelse og den handling, som de i kraft af at være født er i stand til at udrette. Kun den fulde erfaring af denne evne kan forlene de menneskelige anliggender med tro og håb, disse to væsentlige kendetegn ved den menneskelige eksistens, som antikkens grækere fuldstændig overså, idet de anså troen for at være en sjælden og mindre betydelig dyd og håbet for at være et illusorisk onde fra Pandoras æske. Troen og håbet på verden finder måske sit fremmeste og mest koncise udtryk i Evangeliets glade budskab: ”Et barn er blevet født os” (Handling og budskab – en bog om Hannah Arendt af Hans-Jørgen Schanz, side 59).
Fællesskabet hos Arendt
Meningstabet i det moderne, som Arendt ser som delvist betinget af, at vi forvandler fællesskabet til et massesamfund (et atomiseret individuelt samfund), kan vi forebygge.
Arendt introducerer begrebet fælleskab. Og begrebet har en bestemt betydning hos Arendt. En betydning, som ikke kan sidestilles med den daglige anvendelse af ordet. I fællesskabet, siger Arendt, har vi forladt naturen. Fællesskabet er i Arendts tænkning kulturel.
Menneskeligheden kommer således til orde i fællesskabet og kun der. Naturen er hos Arendt det ikke-menneskelige. I fællesskabet hersker kulturen og de kontingente handlinger, det vil sige frihed. Frihed er at kunne handle i Arendts tankeregi. Hun afviser derfor både Spinozas frihedsbegreb, hvor friheden er indsigten i nødvendigheden, samt de liberales diktum: at friheden er et valg mellem A og B.
Frihed er slet og ret at kunne handle for Arendt. Og til handlingen hører viljen.
Friheden til at handle og håbet forstået som natalitet vil udfordre den moderne samfundsmæssige dæmoni, klimakrisen og give livet nye retninger for den enkelte
Thue Kjærhus
Hvis naturen og fællesskabet sameksisterer i en fælles verden, ophører menneskets forskellighed. Så hersker naturen, hoben og det forudsigelige. Ensretningen og det betingede hører naturen og det totalitære samfund til.
Det private rum er imidlertid naturnødvendigt, forudsigeligt og basalt. Det er nødvendigt, for at vi senere på dagen kan træde ind i agoraen, i foredragssalen, i klasserummet og i den politiske arena, det vil sige i det offentlige fællesrum for kontingente handlinger.
Smitten af fællesskabet fra det private (naturafhængige) føder den ideologiske verden eller naturens betingethed og behov. Så ophører friheden og de kontingente uforudsigelige handlinger. Højskolerne skal derfor ikke have noget forudsigeligt program som bæredygtighed eller kristendom, men forsøge at opretholde friheden og de kontingente handlinger. En sådan vision vil altid være vanskelig at etablere, når tidsånden er moralistisk, ideologisk og teknokratisk.
Erfaringsmetafysik og nærhedsmetafysik
Benjamin og Schanz ser kunsten og nærhedsmetafysikken som en lise overalt i det moderne, også i feltet for det senmoderne. Adornos romantiske forestilling om at kunsten og tilværelsestydningen alene fandtes i det særlige, abonnerede Schanz således ikke på.
Schanz ville givet vis mene, at Adorno var en romantisk tænker, hvor der fandtes et livsrum, som ikke var beskadiget af kapitalismen. Jeg er i tvivl om, hvorvidt Arendt/Schanz eller Adornos position er den rigtige.
Arendt og Schanz’s frihedstænkning er unik og vil givetvis vinde mere og mere indpas i det senmoderne som et modspil til den identitetspsykologiske tidsånd.
LÆS OGSÅ: Thue Kjærhus om rollen som højskolernes enfant terrible: ”Det ligger lige til højrebenet, jeg er jo sønderjyde!”
Men hvad er egentlig forskellen på kristendom, metafysik (f.eks. platonismen) og nærmetafysik/erfaringsmetafysik?
Metafysikken er i klassisk filosofi hverken empirisk, pragmatisk eller identisk med kristendommen. Den kan således ikke verificeres i videnskabelig forstand. Metafysik er karakteriseret ved noget absolut, noget alment og ahistorisk, som taler til os. Der kan, som Schanz bemærker, ikke være tale om en pragmatisk eller empirisk metafysik.
Når vi i det 20. og 21. århundrede er begyndt at tale om erfaringsmetafysik, kan det derfor forekomme som en selvmodsigelse, da metafysikken jo som anført ovenfor, hverken kan være pragmatisk eller empirisk. Men det er kun et paradoks, så længe erfaringerne gøres adækvat med empirisk erkendelse.
Schanz gør således gældende i mesterværket Selvfølgeligheder, ”at erfaringer er meget mere omfattende end empiriske erfaringer. Erfaringer er altid åbne også de historiske erfaringer, vi gør i livet. Al historie er erfaringer og ikke blot ”nedfrosset hukommelse”. Tænker vi historisk, tænker vi nyt. Alle erfaringer er i evig dialog med vores evne til at fortolke. Hertil kommer, at erfaringerne altid er i tiden næsten restløst på tidens vilkår med erindring om fortiden og forventning til fremtiden. Alene af disse grunde er det givet, at erfaringer ikke lader sig reducere til sansning.”
Derfor giver det mening at tale om erfaringsmetafysik – forstået som når vi som mennesker konfronteres med døden og fødslen af et nyt menneske, i kærligheden og ufattelig sorg. Alt sammen et møde med noget absolut, hvor der gives og fratages os noget, vi ingen indflydelse har på. Det betegner Schanz som erfaringsmetafysik. Forskellen mellem en erfaringsmetafysiker og en kristen er alene bønnen og troen.
Jeg kunne forstå på vores sidste telefonsamtale og dit svar til mig, at du modsætter dig alt muligt gøgl i Højskolesangbogen. Det har jeg imidlertid aldrig været i tvivl om. Alt det, du har skrevet, peger herpå.
Thue Kjærhus
Hvor om alting er: Friheden til at handle og håbet forstået som natalitet vil udfordre den moderne samfundsmæssige dæmoni, klimakrisen og give livet nye retninger for den enkelte. Ja, nataliteten er fænomen som modsvare fatalismen mulighedsbetingelser.
Sangbogen på Rønshoved Højskole
Du skriver til sidst i dit svar til mig, Jørgen, at vi ikke kunne oprette at boykotte den nye højskolesangbog på Rønshoved Højskole. Og du bemærker en passant, at det er vores elever, der har valgt den nye sangbog til. Og det er sandt. De fleste elever, som kommer til os, har et ringe kendskab til vores sangskat og salmerne. De forstår ikke vores indvendinger.
Når de forlader os, elsker de vores sange. Først når de har tilegnet sig sangene, kan de forholde sig til sangbogen og os. Kendskabet til salmerne, som vi synger hver morgen, er ukendte og grænseoverskridende for en ung i senmoderniteten. Nærmest en provokation.
Efterhånden elsker eleverne salmernes vidunderlige tekstlandskab. Vi har derfor i foredragssalen to udgaver af Højskolesangbogen. Den nye og den forrige udgave af Højskolesangbogen, så vi også kan synge Carl Nielsen og Grundtvigs dejlige sang Er du modfalden kære ven og ikke mindst Lovsynger Herren. Hvorfor skulle netop disse to udelades? De er noget af det bedste, som er skrevet i en dansk kontekst.
LÆS OGSÅ: Fem dage med Jørgen Carlsen: "Ingen har lovet at skyde mig ved daggry, så det går nok"
Jeg kunne forstå på vores sidste telefonsamtale og dit svar til mig, at du modsætter dig alt muligt gøgl i Højskolesangbogen. Det har jeg imidlertid aldrig været i tvivl om. Alt det, du har skrevet, peger herpå. Du vil opretholde det usamtidige og det samtidige i sangbogen. Heri er jeg også enig. Højskolen skal være tidløs, nærværende og åndelig, det vil sige skabe et rum for frihed og glæde, samtidig med at vi skal være jorden tro. Ellers ender vi som fyrst Myskin i Idioten af Dostojevskij.
Højskolesangbogsudvalget havde således en historiefilosofi, som I redigerede sangvalget ud fra. Det havde jeg ikke set. Det glæder mig derfor. Jeg håber så, at I næste gang, vi skal have en højskolesangbog, fremlægger hvilket historiefilosofisk grundsyn, der er på spil i jeres valg af sange. Historiefilosofien må være tydeligere.
Og hvad angår Rønshoved, har lærerne ikke en fælles holdning til sangbogen, om end vi alle kerer os om salmerne og det folkelige. Når det er sagt, har jeg en mistanke om, at tidsånden alligevel har påvirket jeres valg af sange. Den omtalte islam-sang nægter jeg at tro er valgt af kvalitetsmæssige grunde. Jeg har intet imod, at islam eller jødedommen eller en sekulariseret åndelighed er tilstede i Højskolesangbogen. Tvært om.
Vi må som demokrater i FFD indordne os flertallet. Vi er således ikke krænkede, men gode demokrater.
Thue Kjærhus
En sidste bemærkning: Vi har som højskole ikke mulighed for at vælge en ny udgave af Højskolesangbogen fra. Dertil er den ideologiske magt i at lancere en ny for påtrængende, men vi tog kampen og tabte. Den strukturelle magt er for massiv. Og sådan skal det være.
Vi må som demokrater i FFD indordne os flertallet. Vi er således ikke krænkede, men gode demokrater. Men tak for dansen. Du er altid værd at tale med, og firebande-forfatterskabet (Carlsen, Schanz, Schmidt og Thomsen) bør læses i højskoleregi. Forfatterskabet har format, og det har dit højskolevirke også.