Af Mads Thorup Thomsen, journalist
I de seneste måneder har debatten om ytringsfrihed fyldt avisernes forsider, debatprogrammerne og de sociale mediers kommentarspor. Det hele startede hen over sommeren, hvor nogle få personer gentagne gange demonstrerede foran udenlandske ambassader i København ved at sætte ild til koraner.
Det mødte forargelse og kritik i udlandet, særligt fra Den Islamiske Samarbejdsorganisation (OIC), og Tyrkiets udenrigsminister ringede derefter til Danmarks udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M), og appellerede direkte til regeringen om at standse demonstrationerne.
Både Danmarks økonomiske interesser og sikkerhedssituation kom til debat, og SVM-regeringen meldte efterfølgende ud, at den ville finde en måde at stoppe afbrændingerne på inden for grundlovens rammer om ytringsfrihed.
LÆS OGSÅ: Nyt podcast-afsnit spørger: Hvad skal højskolen bruge sin frihed til?
Den 26. august præsenterede regeringen et lovforslag, hvor ”utilbørlig behandling af en genstand med væsentlig religiøs betydning for et trossamfund” forbydes. Strafferammen lyder på op til to års fængsel, og justitsminister Peter Hummelgaard (S) betegner forslaget som ”et målrettet indgreb, som ikke ændrer ved, at ytringsfriheden har meget vide rammer i Danmark.”
Men den såkaldte koranlov er blevet stærkt kritiseret for at stække ytringsfriheden, ligesom den beskyldes for at være motiveret af trusler fra autoritære regimer. På lederplads i Dagbladet Information skriver avisen, at regeringen ”sender et signal om, at danske og vestlige frihedsrettigheder kan indskrænkes yderligere, hvis man mødes med pres og trusler,” og i Berlingske har 388 kunstnere, forfattere og samfundsdebattører skrevet under på en kronik, der kalder lovforslaget ”et øksehug i ytringsfriheden”.
Men hvor har højskolerne været i hele debatten? En skoleform, hvis kerneideal historisk set er frihed, og hvis eksistensgrundlag er knyttet direkte op på friheden fra krav om karaktergivning, et fast pensum og afsluttende eksamener – såvel som skolernes frihed til selv at definere deres eget værdigrundlag og udmønte det i praksis.
Højskolebladet har kontaktet syv højskoleforstandere og spurgt dem til deres syn på lovforslaget foruden deres refleksioner om frihedsbegrebets tilstand i højskolebevægelsen.
Nikolai Seidelin, Højskolen Mors: Den måde, ytringsfrihedsdebatten kører på, reflekterer ikke en særlig dyb opfattelse af, hvad frihed er
”Jeg synes, man burde behandle koranafbrændingerne som det, de er, nemlig en forstyrrelse af den offentlige orden. Jeg tror ikke, man får større juridiske problemer ved at anvende loven om forstyrrelse af offentlig orden end ved at lave en helt ny lov til dem. Jeg er helt enig i, at Rasmus Paludan ikke skal have lov til at bestemme dansk udenrigspolitik, og jeg synes, det han laver mest kan karakteriseres som bøllestreger.
Men når vi piller ved ytringsfriheden, som er en af grundpillerne i vores demokrati, skal der gå en længere proces forud. Det skal ikke ske lejlighedsvist på baggrund af én bestemt hændelse.
I den nuværende debat er vi havnet i en ensidigt individualistisk forståelse af frihed som retten til at baldre impulsivt ud, som vi lyster. Men højskolen repræsenterer grundlæggende en tro på, at frihed udfolder sig i fællesskabet
Den måde, ytringsfrihedsdebatten kører på, reflekterer ikke en særlig dyb opfattelse af, hvad frihed er. Som K. E. Løgstrup siger i Ophav og omgivelse, handler kultur om tilbageholdenhed. Vi skal undlade at gøre noget, vi ellers kunne have gjort, hvis vi vil skabe noget fælles. Så hvis vi vil have demokrati og ytringsfrihed som en fælles orden, må vi være tilbageholdende med noget og undlade at få opfyldt alle lyster, men lovgive for os selv ved brug af fornuften.
I den nuværende debat er vi havnet i en ensidigt individualistisk forståelse af frihed som retten til at baldre impulsivt ud, som vi lyster. Men højskolen repræsenterer grundlæggende en tro på, at frihed udfolder sig i fællesskabet, og jeg tror, at højskolerne kan bibringe en erfaring af, at frihed, fællesskab og gensidig respekt ikke er modsatrettede, men derimod betingede af hinanden.
At lave højskole er et kæmpe privilegium, og det er guld værd, at staten støtter en skoleform, der er så fri, som højskolerne er. De indholdsmæssige betingelser i højskoleloven giver nogle fantastiske og meget brede rammer. Vi er en nystartet højskole på Mors, og vi har kun oplevet stor kommunalpolitisk opbakning. Jeg oplever aldrig politikere, der grundlæggende ikke forstår, hvad det er, vi har gang i. Og jeg synes ikke, at vi oplever politisk styring som skoleform.”
Simon Lægsgaard Madsen, Brandbjerg Højskole: Vi skulle som samfund for lang tid siden have taget hånd om vores måde at tale om minoriteter på
”Jeg er skeptisk over for regeringens lovforslag, og jeg er generelt skeptisk over for skræddersyede nålestikslovforslag, fordi man risikerer at fokusere så meget på sagen, at man ikke får tid til at sætte sig ind i de fulde konsekvenser af lovgivningen. Jeg er ikke juridisk ekspert, men jeg har en nogenlunde velbegrundet formodning om, at hvis man havde udnyttet racismeparagraffen, kunne man have stoppet det her langt tidligere.
Problemet er i sin kerne, at vi har accepteret et skred i sproget om særligt muslimske minoriteter med mellemøstlig baggrund. Normalen i sproget har flyttet sig i små ryk, men er nået milevidt i de seneste 40 år – som frøen, der langsomt lader sig koge i gryden uden at reagere, fordi varmen skrues langsomt op. Det har udviklet sig til en brutal og forhånende tone, som vi aldrig ville tolerere i dag, hvis det for eksempel handlede om homoseksuelle.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Vi skulle for lang tid siden have taget hånd om vores måde at tale om minoriteter på, så vi ikke stod i den nuværende situation, hvor der sættes lighedstegn mellem ytringsfrihed og retten til at håne andre mennesker eller deres livssyn. For det har aldrig været kongstanken bag ytringsfriheden; formålet er først og fremmest, at borgeren kan beskytte sig mod undertrykkende systemer.
Vi er så heldige at leve i et demokrati, hvor vi tør have frie skoler, som kan være kritiske over for den stat, der delvist føder dem via statstilskud. Som frie skoler ligger vi på kanten af samfundet – vi er en del af samfundet, men samtidig har vi frihed nok til at adskille os fra og kritisere resten af systemet – og den frihed gør, at vi kan være med til at forny samfundet.
Vi skulle for lang tid siden have taget hånd om vores måde at tale om minoriteter på, så vi ikke stod i den nuværende situation, hvor der sættes lighedstegn mellem ytringsfrihed og retten til at håne andre mennesker eller deres livssyn
Det er lidt som narrens funktion ved kongens hof. Vores ansvar er at bære ved at stille vores ressourcer til rådighed for det folkelige fællesskab, for eksempel ved at åbne vores skoler for lokalsamfundet, eller vise alternativer til den uafhængighedstankegang, der de seneste mange år har været den dominerende frihedsideologi i Vesten.
Samtidig er det vores ansvar, at vi bruger friheden til kritisk-konstruktivt at påpege, når kejseren ikke har noget tøj på – for eksempel når ellers velmenende politikere mener, at vi skal bruge højskolerne til ét bestemt formål. Højskolerne må ikke blive lokomotiv for bestemte verdensbilleder eller politiske projekter, men alene være et lokomotiv for dannelsesparathed – en træningslejr, der styrker sammenhængen mellem det fælles ansvar og det frie, kvalificerede valg.
Det ansvar kunne vi passende udfylde ved at påpege, at en skræddersyet lovgivning som denne hverken styrker borgernes ansvar eller frihed. Det kan alene den folkeligt forankrede, demokratiske dialog. Og det er dén, såvel lovgivning som samfund skal skabe fundamentet for.”
Karen Friis, Nørgaards Højskole: Mange væsentlige kunstværker vil være ulovlige at udføre, hvis lovforslaget bliver vedtaget
”Koranafbrændingerne er selvfølgelig irriterende. De er usympatiske og unødvendige. Men samtidig er det en grundsten i et frit samfund, at andre har lov til at mene, som de vil, og ytre sig, som de vil. Ytringsfriheden er besværlig, men også nødvendig.
Jeg er kunsthistoriker og optaget af debatten om kunstnerisk frihed. Hvis regeringens lovforslag bliver vedtaget i sin nuværende form, vil mange væsentlige kunstværker være ulovlige at udføre. Værker, hvor kunstnere anvender religiøse symboler. Den slags værker er ofte væsentlige samfundskommentarer, fordi de handler om religionsfrihed, magt og undertrykkelse, og som samfund har vi brug for modige kunstnere, der tør give os andre perspektiver på tilværelsen.
Højskolernes enorme frihedsgrad betyder blandt andet, at lærerne er sat fri til at undervise i det, de finder væsentligt. Dermed bliver eleverne sat fri til at undersøge stoffet sammen med lærerne, uden at de skal finde et rigtigt svar.
Lærerne har en stor grad af autonomi: Når først linjefagenes titel er bestemt, kan lærerne fastlægge indhold og form. Det betyder, at lærerne er lige så interesserede i det materiale, de arbejder med, som eleverne er. Det er helt enestående og meget vigtigt. Entusiasmen smitter af på eleverne, og de bliver herrer i eget liv og undersøger deres egne interesser.
Koranafbrændingerne er selvfølgelig irriterende. De er usympatiske og unødvendige. Men samtidig er det en grundsten i et frit samfund, at andre har lov til at mene, som de vil, og ytre sig, som de vil.
Jeg synes, det står godt til med højskolernes frihed. Vi er selvfølgelig underlagt lovkrav om antal undervisningstimer, og at vi skal levere undervisning af bred almen karakter. Samtidig er vi også underlagt markedskræfter – vi skal tiltrække kursister og elever.
Men højskolens grundidé har vist sig at være langtidsholdbar. Vi sælger stadig kurserne på, at vi kan levere almen dannelse, faglig fordybelse og forpligtende fællesskaber for folk i alle aldre. Jeg kunne til gengæld godt tænke mig, at der blev arbejdet på at gøre det lettere at tage på højskole med sociale ydelser, så vi i endnu højere grad kan sikre mangfoldighed på højskolerne og udfylde vores samfundsmæssige rolle.”
Leif Petterson, Mariager Højskole: Vi værdsætter friheden til at kunne tale frit om kristendommen
”Med regeringens lovforslag er jeg bange for, at vi kommer til at røre for meget ved ytringsfriheden og religionsfriheden. Vi kan ikke lovgive os ud af de problemer. Det er grotesk og forkert at brænde en koran, ligesom det er grotesk at brænde en bibel eller brænde kirker af. Det handler om respekt for det enkelte menneske.
Hvis man har svært ved at anerkende andres religionsfrihed, vil det komme ud på andre måder alligevel – uanset loven. Vi er nødt til at tænke på, hvordan vi taler sammen, især på sociale medier, som er eskaleret i polarisering og udskamning. Her mangler vi grundlæggende spilleregler for, hvordan vi kommunikerer. Netop det rum for både respekt og ytringsfrihed er der plads til på en højskole, og højskolerne er et rigtigt godt eksempel på, at det kan lade sig gøre.
LÆS OGSÅ: Frihedsbegrebet er hele tiden i bevægelse på en højskole
Internt er vores elever meget forskellige – nogle er tvivlere, nogle ateister og nogle meget troende og fra forskellige kirkelige traditioner. Så vi har en kultur, hvor vi skal respektere den enkelte. Vi har stor erfaring med at kunne skabe en kultur, hvor man har ytringsfrihed og religionsfrihed, uden at samværsformen og debatten bliver polariseret, men i stedet respektfuld og opbyggelig for fællesskabet. Dér kunne resten af verden måske lære af højskolerne.
Som kristen højskole værdsætter vi ytringsfriheden til frit at kunne tale om kristendommen. Vi skal passe på, at vi ikke underkender vores kristne kulturarv og vores egne synspunkter.
Hvis man har svært ved at anerkende andres religionsfrihed, vil det komme ud på andre måder alligevel – uanset loven.
Samtidig er det sindssygt vigtigt, at vi ikke latterliggør andre religioner, men lærer at forstå dem. Derfor lærer vi skolens elever, at man også kan lære af andre kristne traditioner end vores – eller af andre religioner. Vi har mange elever med et konservativt syn på ægteskab og sex. Men på en kristen højskole skal vi kunne samtale frit om sex og religion både ud fra vores eget ståsted og med respekt for den seksuelle og religiøse pluralitet i samfundet.”
Søren Møllgaard Kristensen, Egmont Højskolen: Vi fornemmer nogle gange, at elever, der har en anden holdning end majoriteten, holder igen
”Jeg er ikke entydigt imod lovforslaget, men jeg er særligt bekymret for det kunstneriske perspektiv. Hvis vi for eksempel forestiller os en kunstner født i Iran, som har oplevet Ayatollahens indtog i forbindelse med den iranske revolution – med de begrænsninger af kvinder, som det førte med sig – og vedkommende skar koranen som en kvindekrop som et værk, skal det så begrænses?
Jeg forstår regeringens motiv, men jeg er bange for, at loven bliver for bred og hæmmer kunsten, der altid har været et korrektiv og en måde at sætte fokus på ting, der ikke er, som de bør være.
For højskolerne er vores frihed et kæmpe privilegium: Vi har friheden til at skabe en skole med de værdier, vi anser for væsentlige, og til at arbejde med de spændingsfelter, der for eksempel opstår i en ungdomsgeneration eller mellem generationer. Og generelt synes jeg, det står godt til med friheden.
Men noget, vi er optaget af lige nu, er de bevægelser, der handler om køn, #MeToo og magtbalancer. For hvis vi skal bevare åndsfriheden, tror jeg, vi skal passe på, at nogle forudbestemte og politisk korrekte holdninger i de spørgsmål ikke sniger sig ind i vores højskoleliv som ultimative sandheder.
Jeg forstår regeringens motiv, men jeg er bange for, at loven bliver for bred og hæmmer kunsten, der altid har været et korrektiv og en måde at sætte fokus på ting, der ikke er, som de bør være
I forskellige sammenhænge fornemmer vi nogle gange, at elever, der har en anden holdning end majoriteten, holder igen, fordi de ikke vil udskammes. Det er ikke sikkert, at alle elever synes, det giver mening at tale om mange forskellige køn, og så skal vi sørge for, at holdninger og meninger kan brydes, så alle har plads til at ytre sig og til at gå på højskole.
Vi er på Egmont Højskolen begavet med mangfoldige elevhold med vidt forskellige livssituationer, funktionsniveauer, geografiske og demografiske baggrund, og dér kan perspektiverne være meget forskellige.
På et tidspunkt havde vi en korleder på besøg, som forestod et korarrangement og sagde nogle ting, der var unødvendigt dumsmarte og sexistiske. En gruppe elever syntes, at det var for meget, at vi overhovedet kunne tage ham ind i huset, men vi anede jo intet andet, end at han var en god korleder.
Vi havde en god diskussion og samtale om det, og jeg kunne sagtens følge eleverne det meste af vejen. Det blev bare rigtigt massivt og manglede måske nuancer. Jeg tror, at de bevægelser, der nu gør op med krænkelser og magtstrukturer, også selv kan gå hen og blive en magt, der gør, at andre ikke tør ytre sig. Sådan er det ikke endnu, men det er noget, vi skal være opmærksomme på i højskolebevægelsen og i samfundet generelt.”
Kim Røge, Højskolen Snoghøj: Lovforslaget efterlader en gråzone for scenekunstnere
”Vi er en højskole, der arbejder med kunst og scenekunst, og vi taler med vores elever om, at det nye lovforslag er interessant, fordi det alene omfatter fysiske handlinger. Mange scenekunstnere bruger fysiske, religiøse symboler i deres kunst, og her bliver lovforslaget problematisk, synes jeg, fordi det efterlader en gråzone.
Jeg kunne godt forestille mig, at en elev på vores højskole eksempelvis var brudt ud af Jehovas Vidner og arbejdede med det tema i en fysiodramatisk forestilling ved at kaste rundt med Biblen og måske endda rive den i stykker til sidst. Det kunne være et udtryk for hendes rejse gennem tilværelsen og hendes brydning med det livssyn, hun er opdraget i.
LÆS OGSÅ: Frihed er alt, selve livet
Det er jo sindssygt vigtigt for os som en højskole, der arbejder med livsoplysning og kunst, at eleven får lov til at gøre det på sin måde. Men det kan eleven måske ikke gøre under loven, og det er problematisk.
Efter min mening skyldes hele debatten, at vi afskaffede blasfemiparagraffen i sin tid. I stedet går vi nu ind og laver et kludetæppelovforslag på baggrund af netop de situationer, der er opstået efter afskaffelsen.
Her på Højskolen Snoghøj har vi en gammel kirke, der ikke længere fungerer som kirke, men som vi i dag bruger i undervisningen. Vi kan godt finde på at lave en teaterscene derinde, og det kan skabe nogle dilemmaer.
Vores lærere er meget bevidste om, at det er et 110 år gammelt rum med stor historisk betydning, og hvor folk er blevet er blevet døbt og viet. Det er ikke alt, kirken kan rumme. I et af vores faste shows får eleverne et rum på skolen, hvor de skal lave scenografi og en lille historie, og her bruger vi kirken som interaktivt teater.
I et show havde vi et homoseksuelt par, der endte i en heftig omfavnelse i kirkerummet. Det er jo lige på grænsen i forhold til kirkens historiske betydning, men fordi det var så poetisk, og fordi eleverne havde en forudgående refleksion, så holdt det. Det er en løbende afvejning, når vi laver undervisning, og der gemmer sig en god snak i dilemmaet.
Efter min mening skyldes hele debatten, at vi afskaffede blasfemiparagraffen i sin tid. I stedet går vi nu ind og laver et kludetæppelovforslag på baggrund af netop de situationer, der er opstået efter afskaffelsen
En af vores opgaver som højskoler er at være til stede i offentlige diskussioner som den verserende debat om ytringsfrihed.
I den forbindelse er forstanderrollen mangefacetteret: Vi er pædagogiske ledere, strategiske ledere, og vi har også en rolle i debatten, både i forhold til at fortælle folk og politikere om højskolernes betydning – og i forhold til at deltage i interne diskussioner om frihed og ideologi, som er en del af højskolens DNA. Det er vi ganske enkelt for dårlige til i dag. Vi er alle værdibårne skoler, og vi skal turde mene noget, både som forening og enkelte højskoler.”
Ingeborg Svennevig, Odder Højskole: Eleverne bruger friheden til at fylde deres eget samfund på højskolen med indhold
”Vi har som højskoler et enormt privilegium i, at vi er fri fra pensum og eksamener. Vores lærere har enormt frie rammer i deres undervisning, og det betyder, at deres fag bliver båret af engagement og hjerte. Den begejstring og frihed smitter af på eleverne, der langsomt lærer, at de ikke er her for undervisningens skyld, men for deres egen skyld. Og sikke en erkendelse!
Når de nye elever ankommer, er de meget disciplinerede og vænnet til autoriteter, men vi kaster dem ud i ukendte forventninger. Eleverne spørger: Skal vi lave det her til næste gang? Og jeg plejer at svare, at det skal de, hvis de synes, det er spændende. Det er en angstprovokerende frihed, når ingen fortæller dem, hvad de præcis skal gøre. Når vi kommer lidt ind i semestret, tager eleverne føringen, og det er
fantastisk at opleve: De laver deres egne poetry slam-arrangementer, de ophænger koncertplakater over hele skolen, og de afholder festivaler eller et loppemarked for hele byen. De gør det, der nu passer til deres interesser, og bruger friheden til at fylde deres eget samfund på højskolen med indhold.
Vi skal selvfølgelig passe på ytringsfriheden, men jeg synes, vi skal have en lov, der forhindrer, at vi bare håner. Der skal være noget oprigtigt på spil i en fri ytring, og det er der ikke, når man kun bruger ytringen til at håne
I forhold til ytringsfrihedsdebatten har vi elever med mange nationaliteter her på skolen. Derfor skal de håndtere, at de er uenige om store værdier. Men på en højskole skal de se hinanden i øjnene og bo dør om dør, og det giver en fantastisk scene for den demokratiske samtale.
Vi har ukrainske elever, og det fører til nogle lærerige diskussioner for os i fredelige Danmark. De ukrainske elever kan have en bror i krig eller have mistet et familiemedlem. Ytringsfrihed er at have lov til at sige, at man hader russere – eller sige, at russere elsker deres børn og skriver stor litteratur.
Man skal have lov til at sige det, man virkelig mener, og have muligheden for at være uenige, men stadig respektere hinanden. Vi lader samtalerne glide frit på skolen – medmindre de kommer ud på et sidespor. Så hjælper vi eleverne tilbage på sporet, og så fremhæver vi det bagefter, hvis eleverne var uenige på en respektfuld måde.
Vi skal selvfølgelig passe på ytringsfriheden, men jeg synes, vi skal have en lov, der forhindrer, at vi bare håner. Der skal være noget oprigtigt på spil i en fri ytring, og det er der ikke, når man kun bruger ytringen til at håne. Jeg lytter til eksperterne i debatten, og nogle mener, at den eksisterende lov om offentlig ro og orden kan forhindre ytringer, der kun har til hensigt at håne, så den lov synes jeg i første omgang, vi skal bruge.”