Af Martin Christiansen og Jesper Voldgaard (foto)
Luften er cirka ti grader, vandets temperatur er en håndfuld grader over frysepunktet, og solens beskedne stråler kæmper en hård kamp for at bryde igennem skydækket.
Ved søens bred står 48 forventningsfulde elever fra Ítrottaháskúlin i Suðuroy – en adventure-højskole placeret på den sydligste ø på Færøerne i den lille by Vágur, der har knap 1.300 indbyggere.
Eleverne er spændte og småhopper på stedet for at holde varmen, inden de bliver sendt ud i det kolde vand. Disciplinen hedder mud race og består af hårde forhindringer i vand og mudder.
Én af de forventningsfulde elever er 16-årige Rūna Jensen fra Sandoy (Sandø). Hun valgte højskolen for at udfordre sig selv. Som hun selv formulerede det lige inden mudderløbet: ”Jeg er ikke særlig idrætslig.”
Derfor er Rūnas ambition at blive stærkere mentalt, så hun kan gå mere disciplineret ind i det, hun fortager sig.
LÆS OGSÅ: Længe leve mikroeventyret
De første sommerfugle i hendes maveregion begynder allerede at rumstere, da den ansvarlige for idrætshøjskolens adventure-linje, Øssur Debes Eiriksfoss, præsenterer den hårde og udfordrende rute for eleverne.
Idet de kun er i gang med deres tredje uge af semestret, kender de endnu ikke områdets mange krinkelkroge. I løbet af højskoleopholdets 15 uger bliver de udsat for tre udgaver af Mud Race i varierende sværhedsgrader. Denne udgave er den første og nemmeste.
For at gøre det mudrede forhindringsløb mere farverigt har alle højskoleeleverne været nede i den lokale Røde Kors-butik for at iklæde sig alle mulige former for kulørte gevandter. Der er alt lige fra BH’er til drenge – til leopardplettede bukser til piger.
Hver enkelt elev bliver sendt afsted med et minuts mellemrum. Det er Øssur, der står for tidtagningen, og Rūna Jensen er en af de sidste, der bliver sendt afsted.
Spontanitet og robusthed
”Det var ellers meningen, at dagens aktivitet skulle være cliff jumping, men da det havde regnet en del tidligere på dagen, blev det for farligt, så det endte med Mud Race i stedet for,” fortæller forstanderen på Idrætshøjskolen på Suðuroy, Miriam Janit Norðberg.
”Hos os er det vejret, der bestemmer, hvad der skal undervises i. Den omkringliggende natur er vores klasselokale, når det drejer sig om vores adventure-aktiviteter.”
Ifølge forstanderen har højskolen ikke en egentlig skole med klasselokaler – kun et elevhjem, hvor spisesalen også bruges som et interimistisk undervisningslokale, når alle eleverne bliver undervist på samme tid.
Derudover har højskolen adgang til kommunens idræts- og svømmehal. Denne minimalistiske udgave af en højskole har sine fordele, forklarer Miriam Janit Norðberg.
”Jeg betragter det som en gave, at vi bliver nødt til at være spontane, fordi det træner elevernes evne til at være omstillingsparate. Det betyder også, at vi bestemmer eftermiddagens aktiviteter hver morgen.”
Spontanitet er ikke fremmed for færinger – de har fra tidlig tid været fleksible. Når der fx kommer grindehvaler, smider alle mandlige færinger i området, hvad de har i hænderne, så de kan hjælpe til med at indfange og efterfølgende partere hvalerne.
Den omkringliggende natur er vores klasselokale, når det drejer sig om vores adventure-aktiviteter.
Miriam Janit Norðberg
Højskolens evne til at være omstillingsparat fik også en helt konkret betydning, da hallens tag fløj af i et gigantisk stormvejr i februar i år. Det betød blandt andet, at skolen ret hurtigt skulle finde nye steder at undervise eleverne i klatring, fortæller Miriam Janit Norðberg.
”Det er uden tvivl den store forskel mellem Færøerne og Danmark, at vi ikke planlægger lang tid frem, og derfor bliver vi heller ikke stressede, når der sker noget uforudset,” siger forstanderen, der heller ikke er i besiddelse af en kalender. Hun fortsætter smilende:
”Da jeg boede i Danmark, undrede mine danske veninder sig over, at jeg ikke kunne indgå en aftale tre uger frem. Jeg tror, at det er en af årsagerne til, at man ikke kender til stress på Færøerne. Det ord lærte jeg først, da jeg kom til Danmark.”
(Artiklen fortsætter under billedet)
Ifølge Miriam er det også den afstressede tilgang til tilværelsen, som højskolen ønsker at viderebringe til sine elever, så de lærer at være innovative, både alene og i et fællesskab, når tingene tager en uventet drejning.
”Det skaber en robusthed hos de enkelte elever, hvilket bliver værdifuldt for dem senere i livet.”
Når andre kan, kan jeg også
Da 16-årige Rūna Jensen hører Øssurs ”nu”, springer hun af sted. Allerede på de første meter kan hun mærke morgenløbets få, men udmarvende kilometer op ad snoede fjeldveje i benene. Men ømheden bliver hurtigt overskygget af, at hun snart skal igennem nogle klaustrofobiske rør med vand og mudder til livet.
Hendes første tanke, da hun møder vandet i det mørke rør, er, at alle hendes medelever jo kom igennem.
”Så kan jeg også,” tænker hun, og det giver hende styrke til at møve sig igennem. Da hun kommer ud på den anden side, fortsætter strabadserne i åen, hvor hun skal svømme hundrede meter, inden hun skal op og løbe på stien. Sådan fortsætter det i en lille halv time, inden hun kommer ind på opløbsstrækningen.
LÆS OGSÅ: ”Jeg ser det som en kæmpe fordel, at vi ligger på en ø”
Undervejs har hun så travlt med at fokusere på den næste udmarvende forhindring, at hun knap nok aner den skønne grønne natur og de knivskarpe fjeldsider, der omkranser højskolen.
”Halvdelen af turen foregik nærmest gennem vand, så det var virkelig tungt for benene at løbe. Og da jeg var dårligt klædt på, kunne jeg virkelig mærke kulden. Det var først, da jeg kom op på fortovet, at jeg kunne slappe en smule af,” fortæller Rūna Jensen.
Fra søn til mand
Det er en bred vifte af adventure-fag, som Idrætshøjskolen på Suðuroy udbyder, og som tager udgangspunkt i den natur, der omgiver højskolen. Ud over mud race og cliff jumping er det blandt andet klatring og rappelling. I den roligere afdeling har eleverne også mulighed for at vælge svømning og fodbold.
Umiddelbart kunne det godt lyde, som om højskolen – med fysiske aktiviteter i den mere ekstreme ende – henvender sig til den gruppe af unge, der tilhører eliten inden for deres sportsgren. Men intet kunne være mere forkert, forklarer forstanderen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
”Vi er en skole, der henvender sig til alle, uanset om man er god til fx at klatre eller ej. Vi underviser i at gøre eleverne bevidste om aktiv dannelse, og at man skal være fysisk aktiv hele året rundt – og hele livet igennem,” siger Miriam Janit Norðberg, der selv underviser skolens elever i dans. Hun kommer med et eksempel på, hvad dans kan betyde for en fodboldspiller:
”Når man danser, bruger man andre bevægelser, end når man spiller fodbold. Ved at kombinere de meget forskellige idrætsgrene, bliver man faktisk en bedre fodboldspiller, fordi man styrker andre muskelgrupper.”
Det er ikke sidste gang, at jeg udfordrer mig selv.
Rūna Jensen
Ifølge forstanderen, der er idrætsuddannet fra Københavns Universitet, er der også en sammenhæng mellem at bevæge sig og evnen til at lære teoretisk stof. For jo mere man bevæger sig, desto nemmere lærer man også. Med andre ord giver fysiske udfordringer eleverne et godt rygstød, når de skal lære og udvikle sig.
”Som en mor til en af eleverne fortalte mig, så afleverede hun en søn til skolen – og fik en mand tilbage. Det opsummerer meget godt, hvilke værdier højskolen bygger på, og hvad vi gerne vil kendes for,” siger Miriam Janit Norðberg.
Klar til nye udfordringer
”Gott kempa” kommer det rosende fra Sára Matthews Kjærbo, højskolens koordinator, da Rūna Jensen kommer ind på indløbsstrækningen, lige inden hendes dødtrætte krop hopper i vandet for sidste gang.
”Det bliver bare skønt at komme af med alt det mudder,” smiler Rūna Jensen ud til de nærmeste ved træbroen, da hun hopper i. Hun sender en venlig tanke til sine mange medelever, der har hjulpet hende igennem strabadserne ved at tro på hende fra starten. De mange opmuntrende kommentarer og deres egne bekymringer for, om de kunne gennemføre, har givet hende mental styrke.
LÆS OGSÅ Lærke Kløvedal: ”Jeg har brug for at vide, hvornår fællesskabet slutter. Hvornår jeg kan komme hjem til mig selv igen”
Rūna Jensen er ikke i tvivl om, at de erfaringer, hun har fået ved at deltage i Mud Race i dag, kan hun bruge i andre fysisk udfordrende sportsgrene. Hun har vist over for sig selv, at hun kan udholde mere, end hun troede muligt.
”Da jeg til sidst sprang i vandet, tænkte jeg på, om jeg overhovedet kunne svømme – så træt var jeg. Men det kunne jeg”, lyder det tilfreds fra Rūna Jensen.
”Det er ikke sidste gang, at jeg udfordrer mig selv.”