Af Anette Prehn, sociolog, foredragsholder og digter
”Er melodien eller teksten den vigtigste?” Jeg har fået spørgsmålet jævnligt, siden jeg i 2018 begyndte at skrive fællessange og udtale mig offentligt om fællessangens afledte effekter.
”De befrugter hinanden,” lød og lyder mit svar som oftest. Dermed vælger jeg at sætte kryds på min tipskupon i stedet for 1 eller 2 i et forsøg på at forene diplomati og selverkendt bias.
En ny undersøgelse fra sangforsker Lea Wierød Borčak sætter imidlertid tekst og melodi i et nyt lys: ”Det at synge sammen tiltrækker folk mere end betydningen af de ord, man synger. Når vi spørger folk, hvor vigtigt det er, at de tekster, de synger, afspejler deres værdier, er der ikke nær så mange, der siger ja, som når vi spørger, om det er vigtigt, at de kan lide melodien. Vi behøver altså ikke kunne stå personligt inde for de ord, vi synger” (Kristeligt Dagblad, 19. april 2024).
Jeg er ikke overrasket over undersøgelsens resultater. Når jeg deltager i fællessang, bemærker jeg, at melodierne ofte spiller førsteviolin. Jeg registrerer en stor glæde over sangaktiviteten, men også et manglende rum for en dybere og mere personlig refleksion over teksterne. Sidstnævnte er sangværternes/pianistens ansvar.
LÆS OGSÅ: Nybrud i fællessang: ”I dag er det erklærede formål oftere bare at synge sammen”
For mig at se giver dette mistede anledninger til nærvær og forbundethed, hvor tekstens ærinde kan flette sig ind i den enkeltes eksistens. Ligesom det sætter spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er vigtigt at synge flere sangtekster skabt af kvinder. Her vil jeg argumentere for en mere eftertænksom og langsigtet håndtering af fællessangens tekster.
Tekstuelt nærvær opnås næppe i sangfællesskaber, hvor man er kvantitativt drevet: ”Wow! Vi nåede 32 sange på to timer!” eller på højskolekurser, hvor det at nå at synge 100 højskolesange bliver et mål i sig selv.
Med den indstilling kunne vi reelt synge hvad som helst, hvorfor Borčak i anden anledning kalder danskerne for ”sanglige altædere”, der synger ”den mest ateistiske kommunistsang eller propagandasang side om side med en salme af Kingo” (Kristeligt Dagblad, 11. juni 2021). ”Hvis vores glæde ved sang handlede om at udtrykke et bestemt standpunkt, ville det ikke give mening, fordi det er så diverst, hvad vi synger,” siger Borčak.
Pointen for mig er ikke, om vi udtrykker et bestemt standpunkt med teksten, vi synger. Min pointe er, at diversitet – inklusive at vi synger tekster, vi ikke ”kan stå inde for” – netop kan være et afsæt for at bygge bro fra teksten til dét, vi står inde for i livet: vores respektive livserfaringer og værdier.
Gennem sangens tekster kommer vi på besøg i hinandens virkeligheder og kan – gennem lidt større bevidsthed end i dag – gøre dette til et besøg, der styrker vores empati, fascination af forskellighed samt evne til at mærke almenmenneskelighed.
Forstyrrelser
Vi lever i en tidsalder, hvor ensomhedsfølelsen banker på hos mange. Kontaktfladerne er blevet mere digitale, hvilket har konkrete neurologiske konsekvenser. Til eksempel viser professor Ruth Feldmans forskning, at ansigt til ansigt-kontakt igangsætter ni gensidigt aktiverede neurologiske centre i hjernen, mens en livetransmitteret videosamtale kun aktiverer et.
I en række sociale sammenhænge er det normen, at der er tændte mobiler i nærheden, når vi endelig er i fysisk rum med hinanden. Sidstnævnte efterlader os i en tilstand af det, jeg har døbt ”optline” – ikke decideret online, men reelt heller ikke offline. I stedet er vi altid ”forstyrbare” og med individuel ret til at skride fra fællesskabet (”opt out”) eller stemple ind (”opt in”) efter forgodtbefindende.
LÆS OGSÅ: Sangskriverduo bag ny grundlovssang: ”Historien kan blive tavs, hvis ikke vi taler og synger om den”
Professor Sherry Turkles forskning viser, at vi ikke engagerer os nær så meget i samtalen med en anden, når der er mobiler til stede. Formentlig fordi vi frygter, at vores samtalepartner ”går fra” med sin opmærksomhed, hvilket vil gøre det akavet og sårende at være i gang med at udtrykke noget mere personligt.
Vores tidsalder rummer masser af overflade, skuffelse og relationel forstyrrelse, men med enkle greb kan vi gå til fællessangsfællesskaber, så de bliver andet og mere end endnu et sted, hvor det helst skal gå lidt stærkt, hvor sansebombardementet er intenst, og hvor der ikke levnes megen plads til stille eftertanke eller tekststimuleret, personbåret engagement.
Jamsession med hver vores bongotromme
Jeppe Aakjær har et krast udtryk for mistede anledninger til sporsættende praksis. Han taler om det, der ”som en ål går igennem ens hånd, og der bliver bare lidt slim tilbage.”
I min bog Afledte effekter oplister jeg 18 potentielle afledte effekter af dét at synge sammen – inden for kategorierne fysiske, psykiske, sociale og kognitive – og jeg er bestemt bevidst om, at fællessang som aktivitet er andet og mere end en slimet ål. Men! Behandlingen af teksterne er ofte stedmoderlig, og det giver mistede anledninger i en hverdag på speed, der tigger om fæste.
Når jeg deltager i fællessang, bemærker jeg, at melodierne ofte spiller førsteviolin.
Anette Prehn
Borčaks tese er, at mange primært søger et ”klangligt fællesskab”, hvilket principielt betyder, at vi lige så godt kunne ”have en jamsession med hver vores bongotromme”. Når jeg hører Jens Vejmand blive spillet på festlig vis, eller Livstræet monotont, spekulerer jeg på, om akkompagnatøren mon overhovedet har bemærket tekstens ord.
Jeg arbejder selv med en hypotese om, at velkendte sange, som vi lirer af, kommer til at agere mentalt ”beskyttelsesrum”, som vi søger tilflugt i, når omgivelserne virker uforudsigelige og farlige. Sangenes genkendelighed bekræfter os i, at verden står endnu: tryg og forudsigelig.
Min bog Det syngende menneske. Nye veje til forbundethed er én stor opfordring til at bringe mere refleksion og bevidsthed ind i fællessang. At relatere eksistentielt til det, vi synger, og at puste liv i en forbundethedskultur ved at dele vores menneskelighed med hinanden. Jeg er begyndt at kalde mig selv ”fællessangsaktivist” af samme årsag: Fællessang kan meget mere, end vi p.t. forløser!
Når jeg inviteres til at præsentere et udvalg af mine sange og dermed facilitere fællessang, fletter jeg øvelser ind, hvor deltagerne i små grupper bygger bro mellem teksten og deres egne erfaringer.
LÆS OGSÅ: Rasmus Skov Borring: ”Fællessangens succes tvinger mig til at være endnu mere på tæerne”
I kølvandet på en sang om generationsmødets kraft lyder min opfordring: ”Fortæl om en person, der i din barndom gjorde et uudsletteligt indtryk på dig.” Efter en sang om hverdagsmøder kan et spørgsmål lyde: ”Giv eksempler på ’nærværstrafik’ i det offentlige rum. Hvor har I f.eks. oplevet det henne? Hvad gør det ved jer?”
En sang, der sanseligt hylder naturen, bliver efterfulgt af en invitation til at fortælle om ”et sted i naturen, der er helt særligt for dig”. Og når sangen handler om nogle af de store spørgsmål i livet – at mærke et kald, at bidrage til en større sag, at sætte sine spor – spørger jeg for eksempel: ”Hvilken sag ville du ønske at kunne påvirke markant, hvis du havde muligheden for det?”
Har vi to timers fællessang, er der tale om to, måske tre af denne type øvelser. Det giver rigeligt tid til at synge, men udskifter noget af tempoet med hjerteåbninger og forbundethed.
Sange om kvinders verden
I Kristeligt Dagblad den 16. maj 2024 forklarer digter Iben Krogsdal, hvordan ”indsungne sange” ikke kan dø, men tværtom giver en ”fællesmængde af sprog.”
Fællessange lader os låne ord, der hjælper med at bearbejde, forstå og håndtere eksistensen. Vi kan bryde ud i sang med dem, når vi fattes ord. De lader os også låne virkeligheder, der ved første øjekast ikke er vores. Som da Du kom med alt det der var dig fik en biskop til at ændre syn på homoseksualitet, fordi teksten talte et følelsesrum op, som biskoppen genkendte fra sig selv og sin heteroseksuelle præference. Forskelle blev afløst af ligheder, afvisning med respekt. Almenmenneskeligheden tog over. Ja tak!
Fællessangens tekster kan også invitere os på besøg i en kvindes verden. Dog er repræsentationen i Højskolesangbogen stadig tåkrummende lav: Knapt 12 procent af bidragene er skabt af kvinder i den 19. udgave mod cirka 4 procent i den 18. udgave. En vis fremgang, ja, men stadig med næsten ni fællessange fra mandens univers for hver én, vi støder på fra kvindens.
LÆS OGSÅ: Marianne Søgaard: "Det er en livsdrøm, der er gået i opfyldelse"
Det var utilfredshed over dette misforhold, der fik mig til at begynde at samarbejde med komponister. Vi mangler ganske enkelt sange i vores kultur gjort af kvindehånd og det særegne blik på eksistensen, det tilbyder, samt de sociologiske aftryk det kan sætte på samtid og fremtid.
Jeg spurgte: Hvor er sangene, der hylder og perspektiverer det mirakel, det er at sætte liv i verden? I deres fravær skrev jeg Netop sat i verden om det nyfødte barn, som på én og samme tid er bærer af livets hemmelighed og livets svar.
Jeg spurgte: Hvor er kærlighedssangene, der attrår ældre kvinder og ikke kun unge piger? Og skrev Alt ved dig er smukt i mine øjne, som hylder moden kærlighed og sammenligner rynker med årringe på et træ; et livserfaringssprog.
Jeg spurgte: Hvor er sangene, der rummer kvindens udlægning af hed elskov? I fraværet skrev jeg I øjne så blå om kærlighedsmødet, ”mens strengene spændtes, og livet så på.”
Det er også blevet til andre temaer i sang, for der er meget, vi endnu ikke synger om.
I det hele taget spurgte jeg mig selv, hvor fællessangene var, der inviterede mænd indenfor i kvindens verden. Kvinder er gennem hele fællessangens historie blevet socialiseret ind i mænds verden gennem mænds sange. Vi har lært at synge om nøgne Nina med fugtig hud og om lykken ved at have Rosalina som kone. Vi har lært at elske Barndommens land og sunget med på, at ”nu er jeg en mand”. I den nye udgave synger vi sågar i jeg-form om at lyne ned og tisse i en sø.
Som sangværter kan vi overveje, hvilke hjertestrenge vi gerne vil sætte i bevægelse. Dermed kan vi gøre fællessangen til et mere bevidst og reflekteret rum.
Anette Prehn
Det ligger i kortene, at vi kvinder skal forholde os åbent og smilende til disse livserfaringer og evne at destillere den almene værdi, selv når oplevelserne åbenlyst ikke er vores. Vi skal bruge abstraktionsevne, empati samt blik for det almenmenneskelige, og det er både gode og vigtige kompetencer, som alle burde få stimuleret gennem kulturel samfærdsel: At gå i en andens sko, at værdsætte og lade sig inspirere af perspektivskiftet.
Som biskoppen blev det af Rosendal, er der forhåbentlig en rig socialisering på vej, hvor sange gjort af kvindehånd flytter dybt ind i mænd og bliver relevante og elskede spejl på eksistensen. Sara Grabows Blomsterkransebrud i den 19. udgave er et godt eksempel på det: Her synger vi om en kvindes oplevelse af at leve i en skilsmissefamilie, hvad enten vi personligt har erfaring med dette eller ej.
Hjertestrenge i bevægelse
Dyrebare tekster kan potentielt udgøre en hjertebro mellem mennesker og lade os (gen)opdage, at vi heldigvis ikke er så alene i verden, som vi ellers let kan forledes til at tro.
Skal ambitionerne sættes højere, end de bliver p.t., hvad så med at sammensætte en særlig sangbog udgivet af Folkehøjskolernes Forening i Danmark, der samler 200 stærke fællessange digtet og komponeret af kvinder?
Vi har så mange udgaver af Højskolesangbogen bag os, der stort set udelukkende rummer mænds produktioner, at det vil være en kærkommen gestus derigennem at insistere på, at kvindens livsverden har bud og bidrag til os alle. Arbejdet med en sådan udgivelse kunne i øvrigt befrugte den 20. udgave af Højskolesangbogen.
Men! Hvis vi accepterer at være en del af en ”melocentrisk drejning”, som Borčak kalder det, hvilket handler om, at melodien får forrang, og hvis vi samtidig – lidt karikeret udtrykt – alligevel ikke lytter efter teksten på et dybere plan, hvad er så overhovedet pointen i at få flere kvinder til at skrive tekster til fællessange?
Så er vi snarere ude i en skinmanøvre, lidt fri leg med flueben, hvor procentandelen går den rigtige vej, mens det kulturelle og eksistentielle aftryk udebliver.
Som sangværter kan vi overveje, hvilke hjertestrenge vi gerne vil sætte i bevægelse. Dermed kan vi gøre fællessangen til et mere bevidst og reflekteret rum.
Vi kan gribe anledningen til i høj grad at vælge sange ud fra teksternes sporsættende potentiale. Og vi kan insistere på at gå på ivrig opdagelse i alsidige virkelighedsudlægninger, der udfordrer, spejler og udvider vores egen.