Rasmus Skov Borring: ”Fællessangens succes tvinger mig til at være endnu mere på tæerne”

Publiceret 18-06-2024

BØGER Han har akkompagneret til fællessang, siden han var teenager, komponeret velkendte melodier til de frie skoler og dannet musikalsk makkerpar med Jens Rosendal, mens han stadig levede. Som en, der året rundt turnerer landet tyndt og holder sangforedrag, har pianist og komponist Rasmus Skov Borring begået en bog om vores syngende folkekultur. Med bogen viser han, at der er mere på spil i fællessang, end vi lige går og tror.

Af Sofie Buch Hoyer

Under kirkefestivalen Himmelske Dage i 2016 skulle musiker Rasmus Skov Borring holde et sangforedrag sammen med sin 50 år ældre digterkollega og bonus-bedstefar Jens Rosendal.

Makkerparret havde siden deres første møde fem år forinden skrevet flere sange sammen, bl.a. et bud på en ny bryllupssang, Denne længsel. Sangen udkom i 2012, hvor det første gang blev muligt for homoseksuelle par at blive viet i folkekirken.

Sangforedraget en lille håndfuld år senere foregik på Vartov i det indre København. I dagens anledning var begivenheden rykket ud på pladsen foran den historiske bygning – på Regnbuepladsen, som den netop var blevet navngivet.

Under foredraget akkompagnerede Rasmus Skov Borring blandt andet til den alternative bryllupssang, og Jens Rosendal fortalte som så mange gange før publikum om sin puklede livshistorie: Da han var veletableret højskolelærer i Sønderjylland i 1980’erne, forelskede han sig i en yngre mandlig elev i en sådan grad, at han måtte opløse sit familieliv og ægteskab.

Den nok mest kendte og benyttede fællessang i Danmark, Du kom med alt det der var dig, blev senere hen symbolet på Jens Rosendals kamp for at stå ved den, han var, selv om hans valg fik store konsekvenser for hans forhold til sine nærmeste, til Gud og til det omkringliggende samfund.

LÆS OGSÅ: Sangen har lysning

Tilbage i 2016, da homoseksuelle vielser var blevet en realitet i Danmark, husker Rasmus Skov Borring, hvordan Jens Rosendal, der ellers ”havde et godt snakketøj”, efter sangforedraget på Regnbuepladsen sad helt stille i Rasmus’ Volvo.

Han sad bare og kiggede ud af vinduet. ”Det her troede jeg ikke, at jeg skulle opleve i mit liv,” sagde han så. Tiden havde indhentet ham, og Jens Rosendals egne fællessange sunget på en plads tilegnet mangfoldighed og frisind havde med stor kraft fået ham til at mærke, hvordan samfundet havde forandret sig til det bedre.

Anekdoten om Jens Rosendal på Regnbuepladsen er at finde i den nye bog Er der steder, hvor sandheden synger skrevet af Rasmus Skov Borring. Anekdoten, han fortæller, er én af mange fra Rasmus’ liv som en af landets flittigste sangværter, og i bogen reflekterer han over fællessangens væsen, og hvad der sker med os, når vi synger sammen.

Det er samtidig en bog, hvor Rasmus Skov Borring kaster lys over de indre kampe, han selv har haft som menneske.

Folkekultur som begreb

Som optakt til interviewet passerer vi Rådhuspladsen, hvor storbybrøl og menneskemylder hersker. Vi har netop hentet frisk kaffe på Starbucks og styrer mod mere rolige omgivelser på Grundtvig-Biblioteket på Vartov.

Her føler Rasmus Skov Borring sig hjemme, for i bygningens Store Sal og i Grønnegården har han optrådt et utal af gange, med og uden Jens Rosendal. Med udsigt til Regnbuepladsen lige uden for bibliotekets vindue sætter han ord på, hvad der er på spil i fællessang i dag:

”Når noget bliver så populært, som fællessang er blevet i nyere tid, kræver det endnu mere af de aktører, der er med. Både at der bliver produceret nye sange, som fastholder folks interesse, og at sangværter kan folde sangene ud i alle mulige forskellige sammenhænge. De samme sange har forskellige betydninger, alt efter hvor de bliver sunget. Det er ikke længere lige meget, hvordan man motiverer for eksempel I Danmark er jeg født. Den er jeg altid meget omhyggelig med at rammesætte, fordi den ellers nemt kan blive opfattet som nationalistisk og ekskluderende,” forklarer Rasmus Skov Borring.

LÆS OGSÅ: Sangskriverduo bag ny grundlovssang: ”Historien kan blive tavs, hvis ikke vi taler og synger om den”

For den 42-årige pianist og komponist, der i over ti år har kørt land og rige rundt og i snit holder mere end 50 sangforedrag om året på efterskoler, højskoler, til events og konferencer, i foreninger, kirker og kulturinstitutioner i Danmark såvel som i udlandet, er tiden ikke til at hvile på laurbæerne. 

”Fællessangens succes tvinger mig til at være endnu mere på tæerne. Jeg kan mærke, at folk forventer mere af mig end tidligere. Jeg kan ikke bare lire de samme anekdoter af, og de typer af opgaver, jeg får i dag, varierer mere, fordi der er flere og flere, for eksempel også virksomheder og organisationer, der køber ind på folkekulturen,” siger Rasmus Skov Borring. 

Netop ”folkekultur” er et centralt begreb i Er der steder hvor sandheden synger, som også er titlen på en af de Jens Rosendal-tekster, han har sat melodi til i Højskolesangbogen. For Rasmus Skov Borring er folkekultur rammende for den opgave, han føler sig kaldet til at løse som formidler.

”Folkekultur er det ord, jeg altid tyr til, når jeg gerne vil beskrive en kultur, som mange deler med hinanden. Jeg kunne også bare sige kultur, men jeg synes, at folkekultur i højere grad anerkender folket som en aktør – og hvilken magt der ligger i at være folk, når en kultur skal drives fremad. Jens Rosendal plejede altid at sige, at det først er sange, når folk synger med. Indtil da er det blot en tekst og en melodi,” forklarer han.

Når noget bliver så populært, som fællessang er blevet i nyere tid, kræver det endnu mere af de aktører, der er med.

Rasmus Skov Borring

Folkekultur er tæt forbundet med folkeoplysning, pointerer Rasmus Skov Borring. Et begreb, han altid definerer over for sit sangpublikum, og som han i øvrigt ikke forstår, at politikere ikke bruger noget oftere.

”Jeg ærgrer mig over, at man næsten ikke taler om folkeoplysning længere. At det er blevet så støvet et begreb. Jeg synes, alle politikere kunne tage det ord i deres mund, uanset hvilken partifarve de har. For mig er det et ord, der hjælper mennesker til at forstå sig selv i verden. Folkeoplysning handler grundlæggende om at have et sted at gå hen og få noget viden, som kan afføde nogle refleksioner om, hvem man er som menneske. Derigennem bliver man dannet til at være en god borger i civilsamfundet,” siger han.

Gi’ os landet tilbage?

Nuvel, Rasmus Skov Borring har vist fået folkeoplysning ind med modermælken. Det handler dele af hans nye bog også om. Han blev født i Rødding, men kort efter flyttede forældrene familien til Vestjylland for at blive efterskolelærere – og så til Fyn, hvor de var med til at etablere Glamsdalens Idrætsefterskole og senere blev forstanderpar på Sdr. Nærå Fri- og Efterskole syd for Odense. 

Friskoletiden på Fyn var en livsstil for Rasmus Skov Borring og hans tre søskende, og de boltrede sig dagligt i musiklokalet, på legepladsen og i sportshallen, ligesom de ofte spiste med på skolen og konstant var omgivet af alle eleverne.

Rasmus Skov Borring begyndte at spille klaver allerede som 5-årig, og senere blev det naturligt, at han akkompagnerede, når der blev sunget ovre på skolen fra både DGI Sangbogen og Højskolesangbogen. Som ung gik han på musikefterskolen i Mellerup ved Randers, og i sine spæde voksenår var han elev på Gymnastikhøjskolen i Ollerup på Sydfyn.

LÆS OGSÅ: Jeg bliver stadig nervøs, når jeg spiller til fællessang

Veltilpas blandt bøger om dansk kultur, historie og identitet her på Grundtvig-Biblioteket – og med den ikoniske stenstatue af Grundtvig knejsende ude i Vartovs grønne gård – bliver Rasmus Skov Borring mindet godt og grund(tv)igt om, at han måske tager folkeoplysningen lidt for givet en gang imellem.

”Men jeg ville for eksempel aldrig sige til en gruppe efterskoleelever, som jeg er ude at holde foredrag for, at de skal huske at holde dansk kulturarv levende, og at vores folkekultur og folkeoplysning er betinget af deres aktiviteter. Med dem skal jeg dosere det anderledes, og faktisk er efterskoleelever og de helt unge dem, der kan give mig mest sved på panden som sangvært. Jeg skal være meget mere konkret og præcis, fordi deres koncentrationsniveau er et andet, og fordi de først lige er gået i gang med at lære sangene at kende,” forklarer han.

(Artiklen fortsætter under billedet)

På de fleste frie skoler, Rasmus Skov Borring besøger, kender eleverne dog én sang vældig godt. Nemlig hans egen Gi’ os lyset tilbage, som han skrev på bestilling i 2009 til DGI’s landsstævne, og som har tekst af efterskoleforstander Per Krøis Kjærsgaard.

Undervejs i sin bog dykker Rasmus Skov Borring ned i, hvordan forskellige samarbejder med tekstforfattere er blevet til, og hvordan fx ”lyset” i Gi’ os lyset tilbage oprindelig var skrevet som ”landet”. Det affødte dengang en frygt for, at sangen kunne blive misforstået politisk.

Derfor ringede Rasmus Skov Borring og Per Krøis Kjærsgaard, der havde været inspireret af Natasjas Danmarkssang, frem og tilbage og fik – ja, landet – omkvædet, som vi kender det i dag. 

LÆS OGSÅ: Kulturministeren vil have højskolerne til at tage et større socialt ansvar gennem økonomiske incitamenter

Efter dens lancering og brug som officiel sang på landsstævnet blev Gi’ os lyset tilbage en ægte banger, som de unge ville sige, og på mange frie skoler oplever Rasmus Skov Borring, at eleverne har øvet sig ekstra godt på sangen, til når han skal komme.

”Det gør mig selvfølgelig stolt, at de gerne vil vise mig, at de vil fællessang. Men jeg kan også godt mærke, at jeg er ved at blive ældre. Da jeg begyndte at formidle musik og sangkultur som ung efterskolelærer, var jeg i elevernes øjne en slags storebror og havde længere lunte over for dem. I dag er jeg på alder med deres forældre, og det betyder, at jeg virkelig skal veje mine ord. For hvis unge i dag ikke køber ind på vores fællessangkultur, så er slaget tabt. Hvis ikke de synes, at folkekulturen er værd at arve, kan alle vi andre være nok så enige om, hvor særlig og vigtig den er. Derfor ser jeg det som min største opgave at være med til at puste til den, så den ikke dør hen,” siger han.

Den personlige dimension

Med sin nye bog håber Rasmus Skov Borring at kunne bidrage med flere nuancer til, hvordan der er mere på spil i fællessang, end vi lige går og tror. Og så deler han i bogen flere personlige refleksioner om sin egen eksistens og den måde, musikken og klaveret har hjulpet ham i kriser og tvivlssituationer. Blandt andet fortæller han om dengang, han satte toner til Tove Ditlevsen-digtet Erindringens blomster og spillede sangen for sin døende far i juledagene i 2018. 

Da hans far gik bort kort efter, ændrede hans forståelse af folkekultur sig, og han kunne for eksempel fra da af bedre relatere til Jens Rosendals Kærlighedssang ved et tab.

”Generelt er det jo også bare pissebøvlet at finde ud af, hvem man er,” siger Rasmus Skov Borring.

Han har ligesom de fleste andre mennesker kæmpet med sin identitet, og han har ligesom Jens Rosendal også skullet forholde sig til sin egen homoseksualitet. For Rasmus Skov Borring har dét at kunne lære sig selv at kende gennem poetiske fortællinger og stemningsfuld musik haft afgørende betydning for hans voksenliv og karriere.

Faktisk er efterskoleelever og de helt unge dem, der kan give mig mest sved på panden som sangvært. Jeg skal være meget mere kon-kret og præcis, fordi deres koncentrationsniveau er et andet, og fordi de først lige er gået i gang med at lære sangene at kende.

Rasmus Skov Borring

Ligesom Jens Rosendal blev rørt af fællessangen på Regnbuepladsen tilbage i 2016, og ligesom han selv har taget farve af sit arbejde med folkekultur, er det vigtigt ikke at underkende den personlige dimension i fællessang, mener Rasmus Skov Borring.

”Vi er enormt gode til at tale det fælles op, når vi synger sammen. Og fællesskabet er jo unikt – uden det fælles er der ingen fællessang. Men det, som sangværten også kan gøre, er at stille sangene til rådighed på en måde, hvor man opdager, at der er noget, der også foregår inde i én selv. At man kan få noget at tænke over som individ – noget, der måske inspirerer én til at tænke eller handle anderledes,” siger Rasmus Skov Borring, da han går fra Vartov for at passe sit faste job som redaktør for Forlaget Højskolerne.

Her går tiden med at indhente rettigheder, så endnu et oplag af Højskolesangbogen kan blive trykt (den har nu solgt over 300.000 eksemplarer siden lanceringen i 2020).

Der går dog ikke længe, før Rasmus Skov Borring er på pletten igen på Vartov som en af sangværterne til Maratonsang på årets længste dag, den 21. juni. Det er et arrangement, han ikke har tænkt sig at komme sovende til.

”Ydmyg er måske et stort ord, men herinde bliver jeg altid meget bevidst om, hvilken opgave jeg har som sangvært. Og så ved jeg, at hver eneste gang jeg kommer her, skal jeg have noget nyt med i min formidling. Herinde bliver jeg holdt lidt i ørerne, og det er sundt.” 

Blå bog

Rasmus Skov Borring

Født i 1981. Cand.mag. i moderne kultur og kulturformidling ved Københavns Universitet.
Arbejder som pianist, komponist, sangvært, foredragsholder og redaktør på Forlaget Højskolerne.
Har udgivet flere albums, herunder to albums i forbindelse med sit samarbejde med Jens Rosendal.
Er repræsenteret med melodier i bl.a. Højskolesangbogen, Efterskolesangbogen og DGI Sangbogen. 
Modtog i 2019 N.F.S. Grundtvigs Pris for sit arbejde med formidling af den danske fællessangstradition.