Af Stig Skov Mortensen, viceforstander på Vallekilde Højskole
Lad det være sagt med det samme: Jeg blev grebet af Ole Tornbjergs nye roman Lys over folket . Det er (alt for) sjældent, jeg får læst en bog – og særligt en tyk en – men dette er en varm anbefaling af en bog, der åbnede for mange nye refleksioner og gav sprog til vigtige tanker undervejs.
Vi lever i en begavet tid. Bare de seneste par år er der udkommet en håndfuld fremragende bøger, der tager deres udspring direkte i og omkring en højskoles indre liv. Med varierende grader af fiktion inviterer Stine Pilgaard, Mads Mygind, Laura Ringo og nu altså Ole Tornbjerg os til at spejle vores eget højskolevirke i deres litterære figurer.
LÆS OGSÅ: Højskolelitteraturen vinder frem
Det er vigtigt og livgivende, at vi mødes på tværs af højskoler, og at vi drøfter højskolens idé, opgave og praksis med hinanden. ”Højskoler trænger højskoler” kunne man måske sige med en knap så elegant Skam-reference. Og det er uden tvivl skønt, når det gøres i regi af årsmødet, forårsmødet, diverse kurser og netværk, men det kan også noget helt særligt, når det sker i litteraturens verden.
Fiktionen som nærværende roman tilbyder et svævende rum, hvor man kan reflektere mere frit, end når der er specifikke dagsordenspunkter, powerpoint-slides og lange drøftelser af indholdsplaner.
I stedet hvirvles man ind i en fortælling om højskolen, der føles tro og kærlighedsbåret, selvom den også spidder og udstiller. Den tilbyder et sprog, så vi kan løfte vores blik og overveje væsentlige forhold omkring værdier, praksis og det højskolevirke, vi er en del af.
Det er i dét lys, jeg har læst bogen, og det vil denne anmeldelse tage afsæt i. Lys over folket kan givet vis læses på flere måder, men jeg læser den først og fremmest som en bog, der kan sige noget om, hvad det vil sige at holde højskole – på godt og ondt.
Et hæsblæsende drama
Når man skal skrive en god roman, handler det om at have styr på sine forberedelser, så konteksten altid virker overbevisende. Her har Ole Tornbjerg så at sige fået højskolelivet ind med modermælken: Han er vokset op i 1970’erne som barn på Grundtvigs Højskole, hvor hans forældre var lærere.
Derudover var bedsteforældrene forstandere på Ry Højskole, så det undrer heller ikke, at der er mange passager, der virker ganske naturtro, fx helt ned til nervøsiteten ved at skulle holde tale om Grundtvig, mens nogle af de lidt ældre kollegaer sidder blandt tilhørerne.
Enkelte steder blandes fiktionen også med virkeligheden, så der nævnes specifikke personer, tekster og steder som fx Rønshoved Højskole.
Fiktionen som nærværende roman tilbyder et svævende rum, hvor man kan reflektere mere frit, end når der er specifikke dagsordenspunkter, powerpoint-slides og lange drøftelser af indholdsplaner.
Stig Skov Mortensen
Bogen er et hæsblæsende drama, der følger Eskild og Gudrun, som skifter tilværelsen som højskolelærere ud, da Eskild i 1967 bliver tilbudt stillingen som forstander for Bauneholm Højskole, en fiktiv højskole, der alligevel virker ganske genkendelig.
Det er en højskole, som de glæder sig til at modernisere her på tærsklen til ungdomsoprøret, men hvor de hurtigt må sande, at forandringsledelse ikke altid er så let. Særligt ikke når en af lærerne allerede første dag fortæller, at personalet faktisk ikke har modtaget løn de sidste måneder – og forretningsføreren så åbner pengekassen, der er gabende tom. I øvrigt har skolen slet ikke nok elever. Sikke en start!
(Artiklen fortsætter under billedet)
Herfra følger vi livet, opturene og nedturene frem mod det tidlige forår 1970. Det er en spændende tid, hvor nye idéer og politiske kampe er trukket helt ind på højskolen, hvor de fungerer som ramme og grundlag for udfordringer og muligheder for det perspektiv, som højskolens fremtid ses i.
LÆS OGSÅ: Ove Korsgaard: Bogen "Højskolen til debat" afspejler en vigtig strid, som har tråde langt tilbage i højskolens historie
Det er en fortælling, hvor der sker ganske meget på få år. Jeg tror, mange højskolemennesker vil kunne nikke genkendende til en følelse af, at der i perioder er temmelig meget fart over feltet, men i Lys over folket er det hele lige en tand mere intenst.
Udover begyndelsen med en tom pengekasse og et lærerkollegium, der ikke er fyr og flamme i forhold til tilførslen af nye idéer, regner det tilsyneladende med problemer på Bauneholm. Nogle er mere eller mindre selvforskyldte, mens andre er levn fra tidligere eller kommer udefra.
Vi kommer således tæt på skolens overgang til et mere liberalt værdigrundlag – og det i en tid, hvor ungdomskulturen netop bar nye idéer om medbestemmelse, frihed og frisind med sig. Nå ja, og alkohol, hash og gonoréudbrud.
Det har ikke været let at være forstander i brydningstiden, og det daglige bøvl for både Eskild og Gudrun dækker desuden også over abort, selvmordsforsøg, utroskab, prostitution, et lokalsamfund, der rynker på næsen, og Eskilds egen anholdelse. Der er skam nok at se til på en stor gård.
Højskole i – og for – livet
Mon ikke også de fleste forstandere i dag ville få sved på panden, hvis de en dag fik et brev om at skulle betale en ganske betragtelig sum af statstilskuddet tilbage på grund af en simpel regnefejl?
Hver af de ovenstående eksempler bærer sit eget lille drama i sig, og man bliver som læser holdt i en spændingsdynamik mellem fortvivlelse, nye udfordringer og så de små, men livsvigtige sejre undervejs.
Det lykkedes faktisk at holde en fest med alkohol, hvor eleverne selv rydder op. Der kommer noget godt ud af at tage eleverne med på råd om timernes indhold. Skolen får opbygget et godt ry, der tiltrækker en ny elevgruppe, samtidig med at den tager et stærkt socialt ansvar for en række revalidender. Men det er også som om, man skøjter lidt hastigt gennem det hele.
Det er en fortælling, hvor der sker ganske meget på få år. Jeg tror, mange højskolemennesker vil kunne nikke genkendende til en følelse af, at der i perioder er temmelig meget fart over feltet, men i Lys over folket er det hele lige en tand mere intenst.
Stig Skov Mortensen
Der er for eksempel forholdet til læreren Klint, der er den store modstander i begyndelsen. Han kan være lidt svær at læse, men han står i hvert fald ikke på Eskild og Gudruns side. Vi følger dramaet, men pludselig vælger han at sige op og er væk igen. Sådan er det med flere af de ellers temmelig dramatiske situationer.
Først generede det min læsning, og jeg ærgrede mig over, at vi nu skulle skynde os videre til den næste brand, men i stedet tager jeg det for en pointe i sig selv: Højskolelivet er viklet ind i dramaer på godt og ondt, og en af vores vigtige opgaver i det er netop, at vi formår at give hver af dem tid og plads.
Vi skal kunne dvæle ved de ting, der sker, mens vi holder højskole i – og for – livet. Det gælder, uanset om det er noget, der sker på højskolen, i verden eller er en vigtig del af elevernes horisont.
Frygten er, at det ellers haster os forbi, og vi står tilbage med en uforløst følelse og en oplevelse af, at det hele går for hurtigt, og der ikke er tid til ægte nærvær omkring stort og småt, det gode og det svære.
Påhængets paradoks
En anden væsentlig og flot udfoldet pointe er familiens rolle. I begyndelsen tænker Gudrun, at børnene nok “... ville blive kede af det, men det ville være kortvarigt. Det var en lille pris at betale.”
Men flytningen til en ny (højskole)verden truer med at sprænge den lille familie. Rune, den ældste søn, er nok lidt vel glad for det ungdommelige og frisindet, der præger den nye skole, mens søsteren Siv har det svært og længe bare ønsker sig tilbage til det gamle liv.
Også Gudrun skal finde sin rolle. Selvom der nok var lagt op til en position som højskolemor, så er det ikke uden sværdslag, at også en kvinde kan have noget fornuftigt at sige – sågar på jyske forstandermøder!
Her åbenbarer sig måske også et dybere spørgsmål om, hvad der er familiens (eller påhængets, som det hedder i Meter i sekundet ) egentlige paradoks: Enten kan man involvere sig og tage del i højskolens liv, eller også kan man trække sig tilbage og se til.
LÆS OGSÅ: Er man overhovedet fri på højskolerne?
Hvis man involverer sig, så er faren imidlertid, at man bliver opslugt af højskolen, samtidig med at man nok altid vil komme i anden række. Selvom min kæreste har gjort meget for at nærme sig højskolen og eleverne (fx købt en hund, som tit kommer på besøg), så hilser eleverne altid på mig først.
Men hvis man ikke involverer sig, så risikerer man nok at miste forbindelsen til det, der giver ens partner megen værdi og mening – som man i nogle tilfælde endda suger fra eleverne som en anden vampyr, som det drøftes i bogen med en slet skjult reference til den tidligere Testrup-forstander Jørgen Carlsen.
Det er for mange en svær balance at finde, og den er ikke blevet lettere i et samfund, hvor vores børn prioriteres højt, begge partnere som oftest har et job, og alle i øvrigt skal realisere deres livsmissioner undervejs. Held og lykke med dén kabale!
Et stærkt billede på Eskild og Gudruns genvordigheder med at løse denne knude ses blandt andet i et af historiens store dramatiske højdepunkter, der kommer lige efter, at Eskild har sagt nej til at spille et spil med sin kone og datter, fordi han jo skulle arbejde. Her var der en partner og en datter, der rakte ud, men først da det handlede om en elev i nød, lagde han papirerne fra sig og rejste sig fra skrivebordet.
Jeg har engang hørt en tidligere højskolelærer sige, at hans søn engang fortalte ham, at det da var en skøn opvækst, men at faderen også skulle vide, at ”vi børn jo godt vidste, at vi altid var nummer to.”
Det er jo hjerteskærende, men samtidig må vi insistere på, at vi har med ægte liv at gøre – og det kommer nogle gange tæt på.
LÆS OGSÅ: Boganmeldelse: Valget mellem at være vis og at søge sandhed
Jeg er sikker på, at man kan udvikle en vis teflon i sin omgang med eleverne over årene eller ligefrem en distance, men har vi ikke også brug for, at vi en gang imellem netop griber nogen i deres sorg, går en ekstra kilometer eller inviterer en ensom elev med juleaften? Det er i hvert fald ofte netop de historier, vi gerne fortæller videre.
Så hvor ondt må det gøre, når eleverne kører afsted? Hvor ægte skal tårerne føles til outrofesten – og hvor tæt på dit eget og din families liv må eleverne være?
Forskel på solskin og på lyn
Højskolen bærer sin egen dramaturgi i sig, og her må man finde – og spille – sin rolle med overbevisning, men uden at falde ind i og blive opslugt undervejs. Hvordan kan man finde næring og nyt liv i den samme iscenesættelse, så man ikke svarer “hvad har de nu fundet på?”, når man hører om et elevinitiativ?
Hos Eskild – og hos Gudrun – er svaret tilsyneladende at kaste sig langt ind i elevernes liv. Også for langt. Men hvor Gudrun tager med til en ulovlig abort, så er det hjemme hos os en drøftelse af, hvorvidt det er for meget, hvis der kommer et par elever forbi til te i overmorgen.
Bogen er fyldt med små og store dramaer, der hver især kalder på en overvejelse om, hvad det betyder for højskolen – og for læseren. Det kunne være kaffedebatten efter et foredrag, hvad vi tyr til i trange tider, seksuelle forhold, aldersforskel og andre forhold, der nok kommer ind under, at bogen portrætterer “en anden tid”.
Eller det kunne være at drømme sig tilbage til et særdeles levende og aktivt elevdemokrati – måske lige vel aktivt, da de også ønsker indflydelse på, hvem der hyres og fyres.
Højskolen bærer sin egen dramaturgi i sig, og her må man finde – og spille – sin rolle med overbevisning, men uden at falde ind i og blive opslugt undervejs
Stig Skov Mortensen
Mest synes jeg, bogen er en oplagt mulighed for at se sig selv i øjnene fra et nyt perspektiv. Der er ingen tvivl om, at Eskild og Gudrun kæmper for, hvad de mener er en bedre verden. En bedre verden og en god højskole.
Men kan det lykkes at fungere i et almindeligt, jævnt (familie)liv, når man også ved, at man er i gang med at “skabe noget, der er større end dem begge”? Og kan man trække en højskole op fra dyndet, ovenikøbet midt i en revolutionerende brydningstid, uden at det kræver ofre?
Kan man i det hele taget undgå at lade sig rive med og blive, hvad forfatter, teolog og tidligere højskolelærer Jakob Knudsen spiddende har kaldt for en ”bønhase”, når ungdommen lokkende kalder med livsmod, sjove idéer og nyt blod til den indre vampyr? Hvordan opretholder man den bæredygtige balance, så man ikke tipper til hverken den ene eller den anden side?
Som bogen slutter, er det måske særlig relevant at spørge, hvordan man egentlig kender forskel på solskin og på lyn i et højskolevirke, hvor der er lys og livsdramaer allevegne. Det har hverken bogen eller jeg noget godt bud på. Det, tror jeg, ærlig talt er svært. Men man kan i hvert fald starte med ikke at ryge hash på elevværelserne til festerne.