Af Søren Hviid Pedersen og Thue Kjærhus, hhv. lærer og forstander på Rønshoved Højskole
På Rønshoved Højskole har vi i fagene sociologi, religionshistorie og filosofi ofte diskuteret baggrunden for moralismen og ideologismen i det moderne.
Vi har en elevsammensætning, hvor der er flest drenge. De er politisk overvejende blå. Pigerne derimod er som tommelfingerregel røde. Vi har derfor været tvunget til at skabe et fælles resonansrum – en fælles folkelighed for samtalerne.
Diskussionerne har i en årrække iltet vores hjerter, og eleverne har løbende læst Adorno, Arendt og Marx, når de har drøftet den tiltagende moralisme og den politiske polarisering, som er en følge heraf.
Eleverne og lærerne har i kølvandet på debatterne efterlyst, at Højskoleladet bringer flere politisk-filosofiske essays og artikler, som har en snert af intellektualitet.
Det er afsættet for følgende kronik.
Moral vs. moralisme
Det er os påtrængende at parafrasere Karl Marx’ (1818-1883) berømte indledning til Det kommunistiske Manifest, nemlig at der går et spøgelse gennem aftenlandene – dog ikke kommunismens spøgelse, men moralismens. Moralismen er knyttet til det moderne, og den har gennemtrængt store dele af samfundsdebatten på alle niveauer og dimensioner.
Moralismen er en pseudoetik, der er løsrevet fra den menneskelige erfaringsverden og det folkelige. Moralismen er et sæt af aksiomatiske påstande, som ikke er erfaringsbestemte. Aksiomatiske påstande og udsagn er baseret på selvindlysende antagelser, der er uden empirisk forankring.
Et godt eksempel på hvorledes moralisme næsten bliver selvrefererende er, hvorledes en af venstrefløjens store intellektuelle koryfæer, den amerikanske professor Judit Butler (f. 1946), omtaler Hamas’ angreb den 7. oktober 2023. Butler benævner dette angreb som ”væbnet opstand”, hvilket i manges ører indikerer et partisanangreb mod militære installationer eller lignende.
Hvad det i virkeligheden dækker over er et dæmonisk ”terrorangreb”, der resulterede i 1.400 israeleres død, massevoldtægter, skændig omgang med lig, drab på kvinder og helt små børn i et omfang og med en brutalitet, der kun giver mindelser om SS-indsatsgruppernes mord på jøderne under 2. verdenskrig.
LÆS OGSÅ Højskolelærer: Vi har givet unge et liv med VAR
Butlers manglende evne til at kalde terror for terror skyldes hendes implicitte moralisme, der ikke kan se virkeligheden, men i stedet er henfaldet til en form for alternativ virkelighed, hvor alt skal ses i overensstemmelse med hendes og ligesindedes tågede opfattelser af retfærdighed og uretfærdighed. Vi vil mene, at hun har glemt at tænke!
Moralismen er et udtryk for en svækket tænkning. Moralismen er hos den tysk-jødiske amerikaner og politiske tænker Hannah Arendt (1906-1975) adækvat med ideologi. Ideologi er i Arendts forstand et politisk paradigme, der er løsrevet fra den konkrete menneskelige kultur og erfaringsverden. Ideologier og moralisme er grundlæggende funderet på et politisk aksiom, som er frarøvet erfaringsverdenen.
Moral står i modsætning til moralisme. Moral er normer, der har sit udspring i konkrete menneskers historiske og partikulære erfaringer. Moral er organisk udviklet gennem århundreder, hvor forskellige folks moralske erfaringer tilsammen har dannet forskellige moralske traditioner og institutioner. Således også i Danmark, der gennem århundreder har udviklet en fælles erfaring og forståelse for, hvad vor danske moralske traditioner består af.
Transformationen af moral til moralisme er sket, ved at det moderne menneske har gjort vores moralske overvejelser til ideologi eller til genstand for erkendelse i stedet for tænkning. At tænke er funderet i at efterspørge en mening, en menneskelig forståelse. Erkendelse er koncentreret om at få vished om et objekt, et sagsforhold.
Vi moderne mennesker har forvandlet moralen/moralismen til erkendelse og ideologi. Det gør os i stand til at fælde ”objektive domme” over vores medmennesker og tidens politik.
Moralismen er en pseudoetik, der er løsrevet fra den menneskelige erfaringsverden og det folkelige.
Thue Kjærhus og Søren Hviid Pedersen
Hvorledes er vi endt i denne situation, hvor vores moral er funderet i fordomme, ideologi og erkendelse i stedet for i tænkningen?
Den politiske tænker Hannah Arendt mener, at vores dømmekraft og tænkning blev afgørende svækket i det moderne, og at dette skabte mulighedsbetingelserne for ideologisme, moralisme og ondskabens banalitet. Hun ser Adolf Eichmann (1906-1962) og den nazistiske nomenklatura efter Röhms fald i 1934 som tankeløse. Eichmann kunne ikke tænke, men var udmærket til at erkende.
Tænkningens forudsætning er fællesskabet, dvs. hvor ”vi” møder et ”du”. I fællesskabet oparbejdes erfaringer med mennesker. Her etableres mulighedsbetingelserne for en sindelagsetik, dvs. et perspektivbytte, et frisind og en tillidskultur. Alt sammen erfaringsbestemt. Det, som vi i den grundtvigske kultur betegner ”det folkelige”.
I det moderne eroderes mange fællesskaber, og forudsætningen for tænkningen mister derved terræn. Særligt klassesamfundets fællesskab er under pres.
Totalitær tænkning
Arendt skelner som berørt mellem tænkning og erkendelse. Erkendelse er at afæske et objekt dets natur og finde sandheden om objektet. Alt videnskabeligt arbejde er koncentreret om erkendelse. Det er et subjekt-objekt-forhold, dvs. et beherskelsesforhold, et instrumentelt forhold, et videnskabeligt forhold, men også et forhold bestemt af vores relationer til tingene i dagligdagen.
Vi er fremragende i det moderne til erkendelse, men dårlige til at tænke, siger Arendt. Vores dømmekraft og etik er svækket, da det moderne samfund individualiseres og fragmenteres, dvs. fællesskabet atomiseres. Det går ud over tænkningen, perspektivbyttet og etikken. Heldigvis er der også rum i det moderne til resonans og tænkning – bl.a. på højskolerne, i litteraturen, i musikken, i kunsten, i kristendommen og i Thy-lejren. Så der er håb.
Perspektivbyttet fordrer, at vi kan sætte os i hinandens sted, at vi kan tænke os selv i den anden. Dette forudsætter, at vi deler erfaringer med hverandre og skaber et fælles rum for vores eksistens og historie. Selve tænkningens konklusioner er ikke en kollektiv proces. Tænkningen kan vi kun realisere individuelt.
Arendts påstand var, at den nazistiske nomenklatura, der hovedsaglig blev rekrutteret fra mellemlaget (massesamfundet), var tankeløst, fordi folk befandt sig i et samfundslag, der var fragmenteret. Massemennesket (mellemlagsmennesket) havde således svækkede interaktionserfaringer.
LÆS OGSÅ: Ny podcastsæson bladrer løs i bogen ”Højskoletekster”
Mellemlaget har i modsætning til klasserne ikke en homogen erfaringskultur med fælles sociale og økonomiske interesser. Mellemlaget har derfor svært ved at oparbejde en politisk erfaringskultur. Det kan derfor kun samles om politiske ideologiske spørgsmål.
Ideologi kræver nemlig ikke erfaringer, menneskelige interaktioner, men alene logik og et intellekt, der er baseret på et aksiom (ideologi). Derfor var der relativt mange intellektuelle medlemmer af Nazipartiet (NSDAP). Mellemlaget og akademikerne var således overrepræsenterede i NSDAP og ved det tyske valg i 1932.
Det endimensionale menneskes idéfigur i det moderne, som den tysk-amerikanske filosof Marcuse (1898-1979) har introduceret, har ikke en balance mellem erkendelsen og tænkningen. Det moderne massemenneske er som sagt ikke forankret i erfaringsfladerne, dvs. i et fællesskab. Derfor kan vi med den tyske samfundstænker Theodor Adorno (1903-1969) sige, at vor tænkning er beskadiget og begrænset i det 20. og 21. århundrede.
Det moderne massemenneske har erhvervet sig et invalideret perspektivbytte, en eroderet etik og et reduceret frisind, fordi mellemlaget er isoleret (det består af klasseløse samfundsborgere). Og højskolesegmentet kommer netop fra mellemlaget. Vi har således en opgave med at skabe en folkelighed. I det senmoderne er mellemlagets moralisme og politik blevet
identitetssøgende og moralistisk. Der går en lige linje fra de totalitære mentaliteter til Mccarthyismen (kommunistforskrækkelse, red.) og til mange propalæstinensiske bevægelser, der hævder, at der er en korrelation mellem kritikken af israelerne og vores tilgang til klimaet.
I det folkelige fødes vi ind i en kultur, som tidligere generationer allerede har fortolket for os, og som vi genfortolker og udvikler.
Thue Kjærhus og Søren Hviid Pedersen
Moralismen har således potentialet til at blive en form for totalitær tænkning. Moralismens aksiomatiske udgangspunkt betyder, at den er immun over for erfaringer og den konkrete virkelighed. Dette har som konsekvens, at moralismen opbygger en form for alternativ virkelighed, der næsten har karakter af at være selvrefererende og uimodtagelig for kritik og indsigelser.
Identitetspolitikken er ideologisk og besidder en alternativ virkelighed. Så stærk er denne alternative virkelighed, at den kan antage næsten religiøse træk, måske ligefrem blive en form for (erstatnings)religion, hvor samtale og diskussion umuliggøres.
Hvis man forsøger at sætte spørgsmålstegn ved moralismens såkaldte analyser og konklusioner, betvivles kritikernes moralske status i en sådan grad, at vedkommende delegitimeres og udgrænses som værende amoralsk og derfor ikke er en legitim part i den problematik, der debatteres.
Moralismens verdensbillede må ikke antastes, og enhver kritik betragtes som enten irrelevant eller som moralsk forkastelig.
Moralismen misforstår således, hvad politik og folkestyre egentlig er. For politikken og folkestyret har netop til formål at lade alle stemmer komme til orde og betragte alle stemmer som ligeværdige i den politiske diskussion. Dette er udtryk for et åbent samfund i modsætning til et lukket samfund, hvor den politiske sandhed ikke må antastes endsige sættes spørgsmålstegn ved.
Den grundtvigske folkelighed
Folkestyrets forudsætninger er kendetegnet ved en fælles erfaringsramme, interaktioner mellem mennesker samt en fælles historie. Alle uanset race og religion kan blive en del af det folkelige. I de folkelige interaktioner mellem mennesker erfares tilliden, historien og frisindet, alt sammen erfaringsbestemt.
I det folkelige fødes vi ind i en kultur, som tidligere generationer allerede har fortolket for os, og som vi genfortolker og udvikler. Historien er erfaringsbestemt og er ikke nedfrosne data.
I det folkelige, hvor tilliden, frisindet og frimodigheden er herskende, har man ikke i samme grad som i et fragmenteret samfund brug for regler, forordninger og adfærdskodekser. Uden historiens erfaringsflader bliver vi nødvendigvis ideologiske og moralistiske i vores omgang med politik og tilværelsen.
Vi mener, at den grundtvigske folkelighed kan være modsvaret på ideologismen og moralismen. Den kristne sindelagsetik er et opgør med regeletikken. Regeletikken er en objektiv lov som færdselsloven og De Ti Bud.
LÆS OGSÅ Lærer: Et højskoleophold kan forandre alle – også dem med skjult bagage
Med sindelagsetikken flyttes moralen fra den ydre objektive verden til en indre samvittigheds instans, hvor motiver for vor handlinger er i zenit. Sindelagsetikken udfolder sig i al dens radikalitet i Bjergprædikenen.
Sindelagsetikken er altid funderet i et konkret perspektivbytte. Kærligheden og frisindet er altid konkret og historisk. Vi kan ikke elske det, vi ikke kender. Og det, vi kender, kan være blot få minutter gammelt. Historien er altid erfaringsbetonet og konkret. Kærligheden er konkret og er født i et konkret perspektivbytte mellem levende mennesker.
Det betyder ikke, at vi ikke skal opføre os ordentligt internationalt eller overfor menneskeheden. Det er blot ikke affødt af næstekærligheden. Vi giver ulandshjælp, fordi vi finder det nødvendigt og forstandigt, ikke af kærlighed. Hvis vi tror, at det er udtryk for godhed og kærlighed, har det givetvis karakter af moralistisk ”godhed”.
Hannah Arendt noterer i den forbindelse, at hun har svært ved at give personlige almisser, fordi det efterlader giveren i den tro, at vedkommende er et godt menneske. Hun foretrækker, at staten via skatten tildeler midler til de fattige for at undgå, at giverne ophøjer indsatsen til en kærligheds- eller godhedshandling. Vi er i den forstand socialdemokrater.
Kristendommen er konkret, dvs. historisk, og er baseret på sindelagsetikken og syndsbegrebet. Begrebet synd indikerer, at vi skyder over målet med vore gode hensigter, fordi vi ikke kan overskue handlingerne og konteksten.
At skyde ved siden af målet er den hebraiske definition på synd. Den kristne kultur skelner mellem agtsomt og uagtsomt manddrab. Motivet og erfaringerne for vores handlinger bliver hermed det centrale i kristendommen. Kristendommen renoncerer derfor i stor udstrækning på regeletikken.
Dannelsen i det grundtvigske og i tysk Bildung er altid flerfaglig og åndelig. Det forstod de gamle grundtvigske kulturer.
Thue Kjærhus og Søren Hviid Pedersen
I mødet med det konkrete fællesskab opdager vi os selv og hinanden. Grundtvigs teologi minder derfor om Arendts erfaringstænkning. Hos Grundtvig er erfaringer opbygget i et konkret fællesskab, hvilket er altafgørende for kristendommen og folkestyret. Grundtvig ser det som afgørende, at vi har menneskelige erfaringer med kærligheden, frisindet og frimodigheden, når vi læser Bibelen. Ellers ender vi som kristne skriftfundamentalister som Luther.
Når vi læser en tekst, læser vi vores erfaringer ind i teksten. Teksten er aldrig noget-i-sig-selv, som Luther fejlagtigt antog. Kristne skriftfundamentalister ligner ateistiske fundamentalister. De vil læse Biblens skrift bogstaveligt, dvs. fundamentalistisk. Grundtvig læser teksten i en relation mellem læseren og kulturen.
Et tidehverv i Vesten
Folkestyret er baseret på et folk og ikke på en befolkning (almuen). Et demokrati derimod er alene funderet på borgerrettigheder. En befolkning har et demokrati. Folkestyret er derimod funderet på et folk, dvs. på et fællesskab. Begrebet demokrati er således ikke synonymt med et folkestyre. En befolkning har således ikke en fælles erfaringsverden at øse af.
Befolkningen (almuen) er atomiserede og fragmenterede borgere, som holdes sammen af borgerrettigheder uden fælles referencer til historien. For befolkningen er historien som regel nedfrosne data, som forstyrrer det autonome menneske.
Lars Løkke Rasmussens ”tænkning” og moralisme kommer blandt andet til syne i følgende dilettantiske udtryk fra hans nytårstale som statsminister i 2017: ”Vi skal gå forlæns ind i fremtiden!”
Det kritiserede psykologiprofessor Svend Brinkmann senere i en klumme i Politiken med titlen: ”Lad os gå baglæns ind i fremtiden”. Historiker Michael Böss har i bogen Det demente samfund ligeledes rettet en kritik af den nuværende udenrigsministers historieløshed. Løkke Rasmussen afslørede næsten til perfektion det moderne menneskes historieløshed og tilværelsestydning.
Det moderne menneske er netop repræsenteret ved, at de historiske erfaringer ikke mere betragtes som autoriteter, man kan lære af, men i stedet betragtes som irrelevante og overflødige. Andre menneskers og generationers erfaringer tages ikke mere til indtægt, når vi skal tænke og træffe beslutninger.
LÆS OGSÅ Brevkassen: Jeg oplevede racisme blandt eleverne, men greb ikke ind – hvad gør jeg nu?
Når dette sker, afskæres vi fra den historiske virkelighed og de erfaringer, der er indlejret i historien, og som kalder på at blive fortolket og forstået af de nye generationer. Dette tab af viden og erfaring og kontakt med virkeligheden er fatalt for vores folkestyre og den måde, vi laver politik på.
Højskolerne og det grundtvigske har efter vores vurdering mange svar på, hvordan vi bekæmper håbløsheden, fremmedgørelsen og moralismen. Vi ser, at moralismen, ideologismen og det totalitære vinder mere og mere terræn i det danske og de vestlige samfund.
Det fragmenterede samfund (det ikke-folkelige samfund) betyder givetvis, at det senmoderne menneske ser Israel-Palæstina konflikten som en ideologisk tilværelsestydning mellem det gode (palæstinenserne) og det onde (israelerne).
Derfor bliver konflikten mellem israelere og palæstinensere så polariseret og ond, uforsonlig og personlig blandt amerikanerne og europæerne. Ideologismen og det totalitære får f.eks. et virkelighedsfjernt udtryk, når Gretha Thunberg kobler klimapolitikken og kravet om at støtte det gode i form af den palæstinensiske kamp mod Israel.
Vi møder moralismen, ideologismen og det totalitære i identitetspolitiske, aksiomatiske tankesæt. Det er derfor centralt, at vi skaber en balance mellem erkendelsen og tænkningen i det moderne. Vi mener, at vi i Danmark kan indfri dette ved at trække på den grundtvigske folkelighed og de klassiske højskoler.
Højskolerne får imidlertid ikke primært deres tænkning fra en grundtvigsk tilværelsestydning, som det var tilfældet tidligere. Vi ser ikke længere personligheder som professor Ove Korsgaard, der dukker op på den intellektuelle scene med en grundtvigsk baggrund. Højskolerne modtager derimod deres lærerkræfter fra et ikke-grundtvigsk miljø. Vi taler derfor om seksuel og politisk dannelse. Dannelsen er blevet fagbestemt, hvilket i vores øjne er en selvmodsigelse.
Vi må tilbage til en folkeskole og højskole, der har en grundtvigsk folkelighed som metafysik
Thue Kjærhus og Søren Hviid Pedersen
Dannelsen i det grundtvigske og i tysk Bildung er altid flerfaglig og åndelig. Det forstod de gamle grundtvigske kulturer. Nu kommer indflydelsen til højskolerne fra den verden, som det grundtvigske var i opposition til. Vi nærmer os i højskoleregi Bjørnbakkerne og den rationalisme, som Grundtvig tænkte op imod.
Hele vores skolesystem og universitetskultur har erstattet den grundtvigske folkelighed/fællesskabet med en beherskelsespædagogik, der har sin ”natur” i erkendelsen. Pædagogikken har sparket den grundtvigske metafysik ud af skolen.
Indlæringen er blevet mekanisk og et videnskabeligt forhold som i den moderne taylorisme på fabrikkerne. Meningen med livet er fraværende i skolerne, gymnasierne og universiteterne. Tilværelsen er blevet åndløs. Derfor får de unge blandt andet ondt i livet!
Vi må derfor tilbage til en folkeskole og højskole, der har en grundtvigsk folkelighed som metafysik (afsættet for dannelsen og kulturen). De neutrale folkeskoler og højskoler, hvor pædagogikken og den rene erkendelse har fået førsteprioritet, må vi forlade – eller rettere: Vi må finde en balance mellem erkendelsen og tænkningen i vores kultur.
Vi må skabe et tidehverv i den vestlige verden, hvor vi besinder os på en kristen-jødisk tilværelsestydning, det nære og det konkrete, der skaber en historisk tillidskultur som en modvægt til den aksiomatiske, totalitære, moralistiske kultur. Derfor er det historiske erfaringsmæssigt af afgørende betydning for vores civilisation. Det er forudsætningen for en sund dømmekraft og al åndsliv.