Højskolens hjertesager i vores tid

Publiceret 04-02-2025

KRONIK Forskellige holdninger afskærer aktuelt mennesker fra at komme hinanden ved på kryds og tværs, men højskolen skal være et sted, hvor meninger brydes, og forskelligheder mødes. Det er nemlig også folkelighed. Dette bidrag til Højskolebladets kronik-stafet om højskolens aktuelle opgaver er skrevet af forstander Vibeke Lundbo fra Højskolen Skærgården, hvor eleverne er mellem 18 og 75 år, jævnt fordelt i alle aldersgrupper.

Af Vibeke Lundbo, forstander på Højskolen Skærgården

Allerførst tak til Højskolebladet for at opfordre til fælles debat og samtale om højskolens formål og relevante praksis i disse år. Jeg kan ikke længere sige, at jeg er ny i højskoleverdenen efter snart 15 år som forstander på Højskolen Skærgården, men det er nyt for mig at give mig til kende internt i vores bevægelse, som fortsat er lidt fremmed land for mig.

Jeg har derfor overvejet, hvad min kronik skulle hedde. Jeg kan godt lide, at denne kronik-stafet er startet med et manifest, men da jeg ikke er manifest-typen, har jeg overvejet situationen:

Hvis jeg vil signalere, at jeg er ressourcestærk og har god kulturel kapital, kan jeg kalde det at ”erobre dagsordenen”. Hvis jeg taler med ledelseskonsulenter, kalder de det for must-win-battles. Sproget afslører vores privilegerede ståsteder.

Således afslører jeg også mig selv, når jeg altid taler om højskolens ”hjertesager”. Så smiler folk venligt – og måske lidt overbærende – og siger: Det er rigtig højskoleagtigt.

Polarisering

Jeg har altid tænkt, at det smukke ved højskolerne er, at vi kan være både modvægt og medspiller i forhold til samfundsudviklingen. Og jeg anser polarisering for at være den største udfordring for vores samfund i disse år. Vi ser det i USA, hvor politik splitter befolkningen.

Vi ser det i Europa, hvor yderligtgående partier har vind i sejlene.

Her har vi højskoler faktisk en væsentlig rolle at spille. Det er paradoksalt, at Grundtvig startede med at skrive sange for at samle danskerne. Det lykkedes – og alligevel oplever vi i dag en ny form for splittelse, selvom vi dog indtil videre ikke er så hårdt ramt, blandt andet fordi vi har så tilpas mange politiske partier, at alle kan føle sig hørt og repræsenteret.

Men så findes der andre måder at skabe afstand på. Vi ser det for eksempel mellem land og by. Mellem kødspisere og veganere. Mellem unge og ældre. Mellem feminister og gamle hvide mænd. Mellem klimaforkæmpere og klimaskeptikere. Mellem rig og fattig. Mellem mænd og kvinder. Spørgsmålet om indvandring splitter os i særlig grad.

Forståelsen for hinandens synspunkter og afsæt bliver stadig mindre. Vi kommer nemt til at færdes i bobler med ligesindede, hvor vi bekræfter hinanden.

LÆS OGSÅ: Højskolen 2024 – samtid og relevans

Den splittelse, vi oplever i dag, handler blandt andet om, at der er blevet rigtig langt mellem den italesættende, dagsordensættende, progressive, veluddannede klasse og den gruppe mennesker, som føler sig talt ned til og overset, og hvis bekymringer for økonomi, arbejdspladser og landdistrikter ikke opleves at blive taget alvorligt.

Derfor ser jeg det også som en hjertesag, at højskolerne bidrager til at samle mennesker på tværs af forskelligheder. Ungeløftet er et vigtigt tiltag, så tak for det initiativ. For økonomi og social baggrund er stadig en betydelig faktor i opdelingen af samfundet.

Forleden sad jeg til bords med en ældre kvinde, som sagde, at det var blevet så dyrt at komme på højskole. Jeg nåede lige at spekulere på, hvor dyre de korte kurser mon er blevet, da hun sagde: “Ja, det kan nemt koste 5.000 kr.”

Spørgsmålet er, om vi selv i højskolerne synes, 5.000 kr. er dyrt. Var jeg lige selv blevet privilegieblind?

Der findes jo masser af betalingsstærke ældre, og højskolerne kan formodentlig fylde de korte kurser uden at skele ret meget til prisen. Så vi har en fælles opgave i at sikre, at der er pladser til dem, der lever af en ren folkepension, og ikke mindst i at appellere til dem og få fat i dem.

Jeg vil da ikke være sammen med nogle, der mener, de skal rumme mig. Jeg vil være sammen med mennesker, som er nysgerrige på, hvem jeg er, og oprigtigt interesserede i at høre, hvad jeg mener.

- Vibeke Lundbo

En mulighed er at have en pendant til Ungeløftet i regi af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

På Skærgården har vi selv etableret en intern støtteordning, så pensionister med laveste folkepension og uden supplerende pensioner, det vil sige under 200.000 kr. om året alt i alt, kan søge om tilskud til et længere ophold.

Måske er højskolerne faktisk ét af de sidste steder, hvor der er plads til alle. Måske den vigtigste bastion i kampen mod polariseringen? Jeg synes, den kamp vil være fint i tråd med højskolernes historie og tradition for folkelighed.

Og alder kunne virkelig være med til at skabe diversitet. På Skærgården har vi ofte elever, der efter et ophold gerne vil prøve kræfter på andre højskoler, men de opgiver, når de opdager, at de er alene med deres lidt højere alder.

Jeg ved godt, at vi ikke kan styre tilmeldingerne aldersmæssigt, men måske kan vi drøfte det i bevægelsen. Måske er der et par højskoler, der gerne vil arbejde mere med aldersdiversitet? Jeg er sikker på, at potentialet er til stede.

Når de fleste danskere skal arbejde – engageret – til de bliver omkring 70, får vi brug for mere end seks ugers ferie om året til at lade op og finde ny inspiration og energi.

Hvad er folkelighed?

Folkelighed er for mig at se, at det blandt andet er økonomisk muligt for så mange som muligt at komme på både korte og lange kurser.

Derfor skal vi på højskolerne være forsigtige med at lade os gribe af at skulle præstere det ypperste ved at bygge stort og have det flotteste udstyr, selvom der måtte være efterspørgsel og betalingsvilje til det. Problemet er, at det er fristende.

Jeg har også iagttaget, hvordan vi som forstandere gerne vil fortælle om udvidelser, fondsmidler og nybyggeri. Ganske som jeg i erhvervskredse hører virksomhedsejere fortælle om tilbud fra kapitalfonde, opkøb og due diligence.

LÆS OGSÅ: Mads Rykind-Eriksen: Højskolemanifest 2024

Jeg vil gerne slå et slag for, at vi, når vi mødes, taler om vores mission, vores pædagogiske visioner, ånden på højskolen, og hvad det egentlig vil sige at være folkelige.

I parentes bemærket er jeg måske den eneste, der har det sådan, men det er faktisk en vild prioritering for mig overhovedet at skrive en kronik, fordi hverdagen er så fyldt med meget konkret ledelse og ingen styringsmæssig ansporing til at prioritere ånd og debat.

Tiden er nok løbet fra de store Oxford-møder, men måske har vi lige præcis brug for dem igen i et moderne format.

Den brogede verden

Da jeg kom ind i højskolebevægelsen for 15 år siden, oplevede jeg efter nogle få dage mit første årsmøde, som blev åbnet med sangen Jeg elsker den brogede verden. For mig blev den symbol på selve højskolen, på menneskets kamp for at finde sig til rette i verden, og på kampen for frihed og vækst.

Den sang har fulgt mig lige siden og minder mig stadig om hvert enkelt menneskes kamp for et godt liv.

Jeg mødte i højskolen et menneskesyn, som for mig stadig er en hjertesag. Nemlig at alle mennesker er lige værdige. Men vi skal også holde øje med vores privilegieblindhed.

Det er vigtigt, at vi balancerer de ideologiske kampe og tilstræber en mangfoldighed i synspunkter. Ideologi kan nemlig også puste til polariseringen.

- Vibeke Lundbo

På Skærgården er forskellighed et grundvilkår, for her kommer mennesker fra hele landet, fra alle sociale klasser og med meget forskellige baggrunde, og nogle gange bliver privilegieblindheden tydelig. Som dengang vi havde en foredragsholder, der ville eksemplificere en pointe:

”I ved – ligesom når man spiller tennis.” Men nej, vores elever spiller ikke tennis.

Til gengæld lytter de til hinanden. I en præsentationsrunde blandt nye elever sagde en ung kvinde, at hun var non-binær og derfor foretrak nogle bestemte pronominer.

Da runden nåede til en 75-årig kvinde, ville hun gerne lige have gentaget pronominerne, fordi hun oprigtigt var nysgerrig på dette unge liv og dets præmisser og gerne ville være respektfuld.

Skal vi egentlig være rummelige?

En anden elev roste på et tidspunkt Skærgården for at være et rummeligt sted. Det var en konkret elev, hun sigtede til, da hun sagde: Hvor er det flot, at I kan rumme et menneske som ham. Denne elev var en mand i 50’erne, som i mange perioder af sit liv havde levet som hjemløs, og som havde kæmpet de hjemløses sag.

På morgengåturene dansede han på asfalten. Jeg svarede bare uden at tænke: Ja, selvfølgelig. For rummelighed har altid været en selvfølge.

Men efterfølgende slog det mig: Tænk, hvis andre sagde sådan om mig. Tænk, hvis der var en gruppe mennesker, der inviterede mig og sagde:

”For vi tror godt, vi kan rumme dig.”

Øh, tak, men nej tak. Jeg vil da ikke være sammen med nogle, der mener, de skal rumme mig. Jeg vil være sammen med mennesker, som er nysgerrige på, hvem jeg er, og oprigtigt interesserede i at høre, hvad jeg mener.

LÆS OGSÅ: Christian Hjortkjær: ”Vi skal tale med de unge om, at det er fuldstændig i orden at have grupper og kliker og at elske nogle højere end andre”

Jeg genlæste for nylig Niels Nymann Eriksens bog Gæstfrihed, hvor han taler om “philoxenia”, det vil sige fremmedkærlighed. Hans vigtige pointer er, at man for at lære et menneske at kende skal starte med at vise det kærlighed og tillid. Og at den fremmede sandsynligvis har noget at give, som man ikke kan give sig selv.

Sagen er, at den pågældende elev rent faktisk berigede både mit liv og livet på Skærgården. Han tilførte med sin anderledeshed noget værdifuldt, som vi ellers ikke ville have erfaret.

Dette møde med et andet menneske ligger langt ud over at kunne “rumme”. En værdi, som kun opstår, når vi åbner vores hjerter for andre mennesker og gæstfrit inviterer dem indenfor – med respekt og med ægte nysgerrighed.

Jeg fik også øje på privilegieblindheden, der ligger i ordet rummelighed. For selvfølgelig er Skærgården en rummelig højskole, men vores afsæt er forskellighed, respekt og nysgerrighed.

Vi tror på det gode i mennesket og møder alle som ligeværdige. Vi prøver ikke at omvende nogen. Vi bestræber os på at oplyse, inspirere og diskutere – i et grundtvigsk uenighedsfællesskab. Et forskellighedsfællesskab, kalder vi det også.

Idealisme

Når vi taler om mangfoldighed, er et andet vigtigt spørgsmål, hvor idealistiske vi på højskolerne skal være, hvis der stadig skal være plads til alle. Hvis vi i sandhed skal være folkelige. En oplagt arena for ideologiske markeringer er maden.

På Skærgården har vi i årevis diskuteret, om vi helt bør droppe at servere kød. Det ville helt sikkert skræmme en del mænd væk.

Så vi har valgt, at flest mennesker skal kunne se sig selv i vores mad, og at måltidet skal være en samlende begivenhed. For når vi gør det forsigtigt, så virker det folkeoplysende arbejde. Så rejser de fleste hjem med en ny smag for kål, fuldkorn og grønt i stedet for måske aldrig at være dukket op til at begynde med.

Vi har en fælles opgave i at sikre, at der er pladser til dem, der lever af en ren folkepension, og ikke mindst i at appellere til dem og få fat i dem. En mulighed er at have en pendant til Ungeløftet i regi af Folkehøjskolernes Forening i Danmark.

- Vibeke Lundbo

Derfor er det vigtigt, at vi balancerer de ideologiske kampe og tilstræber en mangfoldighed i synspunkter. Ideologi kan nemlig også puste til polariseringen. Klimakampen er et andet eksempel. På den ene side er det vigtigt, at højskolerne stimulerer elevernes handlekraft, for eksempel omkring bæredygtighed.

Men på den anden side skal vi også have et miljø, der føles trygt for elever, der kommer fra klimaskeptiske hjem eller blot hjem, der har haft andet at tale om. De skal også kunne se sig selv på højskole. Derfor må idealismen ikke blive en høj hest, vi stiger op på.

Vi skal evne at arbejde dialektisk, så to modsatrettede kamp-arenaer kan læne sig ind mod hinanden.

Ansvar og medborgerskab

Et vigtigt bidrag i kampen mod polariseringen er at insistere på uenighedsfællesskabet, hvor vi lytter til hinanden uden at insistere på en hurtig konklusion eller en flertalsafgørelse. For mig er en anden hjertesag, at vi på højskolerne holder fast i ikke at være stramt regelstyrede. Men det er ikke nemt.

Mange elever og medarbejdere efterspørger ret detaljerede regler, fordi det er nemmest at have en given autoritet – og at forholde sig til en autoritet.

Men vi på højskolerne er vel efterhånden et af de sidste steder, som tør insistere på, at der skal være højt til loftet, og at der lyttes til alle. Vi har en vigtig kamp for åndsfrihed og fritænkning at kæmpe.

Uenighedsfællesskabet kan vi også selv dyrke mere internt i bevægelsen. Jeg har yderst sjældent taget ordet på vores forstander- og årsmøder og har spekuleret over hvorfor. Men jeg havde en aha-oplevelse under corona.

LÆS OGSÅ: Er debatten død i højskolebevægelsen?

På et Zoom-forstandermøde blev to forstandere bedt om at fortælle om deres erfaringer med et givet emne for dermed at støtte et bestemt forslag. Ingen meldte sig i den efterfølgende debat, men da der skulle stemmes, viste det sig, at flertallet havde en anden holdning.

Så jeg er måske ikke den eneste, der ikke tager ordet på vores møder.

For nylig besluttede formanden i Højskolens Skærgårdens bestyrelse at lade alle få ordet i principielle spørgsmål, og det løftede faktisk samtalen til et nyt niveau.

Det vil måske kræve lidt kreativ tænkning i et forum med meget talende forstandere at gøre noget lignende, men der må kunne findes andre måder end gruppearbejde for at få alle synspunkter frem i lyset.

BLÅ BOG

Vibeke Lundbo

Født i 1965.

Har en baggrund som korrespondent i engelsk og fransk, er HD i afsætning og Master i Public Management fra Syddansk Universitet. Har arbejdet i både privat og offentlig virksomhed.

Siden 2010 forstander på Højskolen Skærgården.